Billeder

Jeg har kigget billeder - mange billeder. Først fra februar, så fra marts, bagefter fra april og så fra maj.... Tænk at det varede så længe... Tiden gik lidt i stå i den periode. At se på billederne var som at gennemleve hele den periode i lyntempo. Forskrækkelse, forhåbninger, sorg, glæde, frygt, uvished, forventning, spænding og venten... venten ... venten.... Ja, jeg var hele følelsesregistret igennem igen og var fuldstændig brugt bagefter. Tænk man kan blive så udmattet at at kigge billeder... Jeg ser især med glæde på de to dage, hvor jeg nåede at have kontakt med ham på Rigshospitalet... De er blevet til fantastiske højdepunkter i min erindring. Da han opdagede, at sygeplejersken stod og biksede med en defekt afføringsslange og han fik sagt: "Det kan man da kalde lortearbejde" - jo, jo, hans humor beholdt han til det sidste. Jeg ser også med en underlig glæde på ét af de allersidste billeder, vi tog af ham. Han ligger i sengen med sin elskede cap på - han kigger ud i luften - og man kan ikke se, at hans blik er fjernt... Det kunne være Casper, som vi kender ham - bortset fra, at han var lidt for tynd...

Jeg savner ham...

"Julen sig nærmer"

Så blev det jul... Mange har sagt, at det må være svært her den først jul... Selvfølgelig savner jeg Casper - men han betød lige meget for mig om det var jul, påske, mandag eller regnvejr. Jeg savner ham mest, når der er ting eller stemninger, der minder mig om Casper - Som da Camilla kom hjem og fortalte at Peter - Casper bedste ven gennem barndommen - havde fået kørekort. Casper glædede sig usigeligt til det kørekort, og han skulle have begyndt at tage det nu... Hvor ville jeg gerne have set hans glæde ved det...

Da vi var på vores traditionelle familietur i december for at købe julegaver manglede jeg ham også. For ham var den dag næsten bedre end selve juleaften... At gå rundt og ose og bare have god tid. Vi var sammen og kunne drille hinanden med hemmeligheder på kryds og tværs. Han strålede som en sol, når han fortalte i gåder, hvad han skulle give os andre til jul. Vi spiste altid på en café eller restaurent i Storcentret - Han elskede at være ude og spise...

Da Christoffer og Camilla pyntede juletræ manglede han også... De plejde at være tre til at pynte, og Casper havde sine faste meninger om, hvordan juletræet skulle pyntes. Især var det vigtigt, at vi fik knallerter på - dem elskede han - også som 16-årig... Jeg husker hvordan han sidste år, sang igennem, mens vi gik rundt om juletræet - og tog den fulde styring over, hvornår vi skulle gå den anden vej, for ikke at blive rundtossede... Jo, vi manglede ham da i år. Vi sang også hans yndlings-julesang... "Julen sig nærmer" og så hans farvelsang til verden "Dejlig er jorden", som vi sang ved hans grav. Denne gang kunne jeg synge sangen med glæde, fremfor tårer... Jeg tænker, hvor er det godt, Casper ikke nåede at opdage, at han skulle fra denne verden, som han elskede.

Jeg var i kirke sammen med Camilla juleaftensdag. Vi var først forbi Caspers grav, hvor Camilla tændte lys. Det lille juletræ, hun og Christoffer havde sat i begyndelsen af december, stod stadig flot. Der var også en flot julerød buket tulipaner... Vi gik til gudstjeneste. En fyldt kirke og en hyggelig stemning. En prædiken hvor Johannes Møllehaves barndomsjul blev genfortalt... Det er ikke altid tingenes betydning ses ved første øjekast... En blyant, som statede med at være en skuffelse blev til en stor glæde senere. Stof til eftertanke... Jeg ved også at skuffelsen over at have mistet Casper, med tiden vil blive til en glæde over at have kendt ham. Vi hørte også juleevangeliet... og pludselig var jeg tilbage til min barndomsjul i 4.-5. klasse, hvor vi lavede drama over detop juleevangeliet. Så forunderlig vores hjerne er - henter pluseligt og uden varsel erindinger frem, der er mere end 30 år gamle og de står lyslevende som var det igår... og alligevel er den så følsom, at den går til grunde efter lidt iltmangel... Det er bare ikke alt, vi skal forstå...

Efter gudstjenesten gik vi igen ud til Caspers grav. Der var lagt blomster, sat lys og lagt en krans, imens vi havde været til gudstjeneste... Det rører mig langt ind i brystet... Casper er ikke glemt... Han er husket af nogle omkring os. Det varmer og gør mig glad, så glad at tårerne står højt i mine øjne...

De sidste par dage har været rigtig hyggelige - på trods af at Casper har manglet. Jeg har tænkt på ham rigtig mange gange, men mest med en varm og god fornemmelse. Jeg føler lidt han er med os - på sin helt egen måde. Jeg kan mærke ham, men ikke se ham. Det føles godt - trods alt.

Allehelgensdag

I går var det Allehelgensdag... Der var noget højtideligt over dagen. Jeg havde set frem til den i løbet af ugen. Jeg vidste, jeg ville op i kirken... Det var første gang siden Caspers begravelse, at jeg bevægede mig ind i kirkerummet. Jeg havde gået rundt på kirkegården og omkring kirken i mange, mange timer siden Casper blev begravet - men dette var første gang, jeg skulle ind i kirken igen.

Gudstjenesten startede kl. 16.00. Skumringen lurede derude. Mogens og jeg gik først hen til graven. Vi tændte stearinlyset og snakkede om det lille grantræ, vi vil købe til at have stående i december - Camilla synes, Casper skal have sit eget lille juletræ - så det får han...

Vi gik ind i kirken - det var med lidt ærefrygt... men da jeg kom ind at sidde på kirkebænken, faldt der ro på mig. Det var rart, at sidde i det hyggelige kirkerum med Mogens ved siden af. Jeg var overvældet over, hvor mange mennesker, der faktisk kom. Mange havde jeg set i byen - nogle kendte jeg ikke... Men det var som om, vi havde en samhørighed. De fleste af os var her, fordi vi havde mistet...

Det var en fin gudstjeneste... der var ro og plads til bare at tænke og mindes.Da navnene på de, der var døde eller begravet i sognet, blev læst op, kom først datoen og så navnet. Da vi nåede til 8. maj, vidste jeg at nu kom Casper... "Den 10. maj - Casper Normann Bech", læste præsten op... Ja, ja, det var nu den 9. tænkte jeg flygtigt, imens jeg lagde min hånd på Mogens, da jeg fornemmede, det var svært for ham at høre Caspers navn blive læst op. Lyset for Casper blev tændt - og navnerækken fortsatte... Rundt i kirken, kunne jeg se mange blive bevæget, når deres kæres navne blev læst op... jeg syntes, der var noget smukt over denne måde igen at sige farvel på.

Vi sang nogle sange - tænkte nogle tanker... og nåede snart til sidste salme... "Dejlig er jorden"... Første halvdel af første vers gik nogenlunde... men så kom sorgen væltende. Det startede som en knude i brystet, der snart eksploderede og pressede sig op igennem min sammensnørrede hals. Jeg begyndte at hulke... Mogens trak mig ind til sig og jeg opgav at synge og hengav mig bare til min hulken... Jeg så for mig, hvordan Caspers kiste gled ned i det dybe, dybe hul, som graven var - huskede de mange mennesker, der bagefter kom og gav hånd og knus, mens min verden bare var fuldstændig usammenhængende... "Dejlig er jorden", var den sang, vi sang ved graven... jeg har altid elsket at synge den til jul... Nu kan jeg mærke, at den pludselig har fået en hel ny betydning for mig... Jeg er sikker på, at jeg fremover vil synge den hvert år til jul... men nu med en sørgmodighed, istedet for den glæde jeg tidligere har forbundet sangen med... Sangen nærmede sig slutningen - jeg begyndte at kunne se bogstaverne igen igennem tårerne... egentlig behøvede jeg ikke teksten, for jeg har sunget den så mange gange før... Det gav bare en følelse af igen at få fodfæste, når teksten nu dukkede frem af tårerne... og jeg sang med på de sidste to linier...

Vi sad og lyttede til orgelet... Præsten bød på kaffe, men vi gik istedet ud til graven igen. Skumringen havde lagt sig som et tæppe over kirkegården nu. Stenene knasede under vores sko. Flere andre havde også valgt at gå forbi deres kæres grav. Vi stod og kiggede på stenen, talte om hækken, der snart ville blive plantet. Jeg tændte igen lyset - det var blæst ud - "Casper har pustet det ud", sagde Mogens... Lyset blafrede smukt op ad stenen i skumringen... Vi tog afsked med Casper... gik hen ad stien... vendte os om... jo, lyset blafrede stadig...

Billeder

Igår hentede jeg Camilla på efterskolen og kørte hende i sorggruppe. Jeg havde taget lidt arbejde med, som jeg kunne sidde med, mens Camilla var afsted. Efter et par timer var jeg færdig med arbejdet, og skulle have endnu en time til at gå... Jeg kom til at tænke på, at jeg vist havde nogle af billederne af Casper fra Rigshospitalet på computeren. Jeg fandt dem... overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne... og åbnede så... Egentlig var de ikke så slemme at se, som jeg havde frygtet. Han så værre ud, end jeg huskede det, men jeg var meget mere afklaret med det, jeg så, end jeg troede, jeg ville være. Særlig ét af billederne gjorde indtryk på mig. Det var taget den dag han kom ud af respiratoren første gang. Han havde selv vendt sig halvvejs om på siden og lå og sov. Han ser så fredfyldt og afslappet ud - trods brandskaderne, forbindingerne og iltmasken. Det var også der, jeg havde de bedste dage med ham på hospitalet. Vi talte sammen... Jeg husker, at noget af det første han spurgte mig om var, om vi blev bange... Dengang fik jeg tårer i øjnene ved spørgsmålet... Ja, gu' blev vi bange... men at han bekymrede sig om, hvordan vi havde det med, at han lå der, var helt uventet...

Jeg bladrede videre i billederne - fandt ét hvor han lå med det ene ben bøjet og det andet hvilende tværs over. Det eneste sted, jeg kunne røre ham i starten var på hans ben - alt andet var forbrændt og skulle holdes helt rent... Jeg så billederne, hvor han var overført til brandsårsafdelingen - og igen tilbage til intensiv efter hjertestoppet... Det var en tid med op og nedture i et væk... man vidste aldrig hvad de næste timer ville bringe... og det varede i måneder... Tænk, at vi har overlevet...

Jeg savner Casper... savner at kunne holde om ham og kramme ham. Er utrolig glad for at den sidste afsked herhjemmefra netop var et knus fra ham. Det var fredag aften... "Vi ses på mandag" sagde han og forsvandt... og ja, jeg så ham om mandagen... I kunstigt koma på Rigshospitalet.

Der var ikke flere billeder på min computer... Der var kun billeder fra de første tre uger... jeg må få set resten... Det virker rart bagefter, at have set billederne - selvom det er en skånselsløs påmindelse om livets grusomheder...

Billederne kommer tilbage

Igår havde vi besøg af et par som også har mistet en søn - godt nok 8 år tilbage, men sådan et savn glemmer man ikke... Selvom vi ikke kendte dem i forvejen gav vores oplevelser os et skæbnefællesskab, som ret hurtig åbnede døren til en god snak - løst og fast - men mest om vores mistede sønner og vores oplevelser omkring det at miste og stadig få livet til at gå videre.

Jeg sov uroligt i nat - snakken havde vækket billederne til live igen... billederne af Casper, forbrændt, forbundet, lappet, stirrende tomt ud i luften... Jeg har ikke set de billeder, jeg har taget på hospitalet, siden han døde - måske jeg snart skal kigge dem igennem og arbejde lidt med det, de billeder gør ved mig. Jeg tror, jeg har prøvet at fortrænge den svære tid, det var fra 14. februar og frem til 9. maj - Det var hårdt at se ham ligge hjælpeløst hen i en hospitalsseng uden at kunne gøre noget for at give ham en bedre dag... Flere måneders adskillelse og splittelse i vores lille familie - jeg har skubbet væk, hvor ondt det gjorde... Splittelsen mellem gerne at ville være hos Casper og være noget for ham - og samtidig gerne ville være hjemme hos Christoffer og Camilla og være noget for dem. Savnet af Mogens - det at kunne dele sorgen og bekymringerne... Det var bare ikke det samme i telefonen...Jeg kan huske hvordan Camilla tydeligt i starten af Caspers indlæggelse gav udtryk for, at hun savnede, at vi var familie - og hun syntes vi brugte SÅ meget tid på Casper... Jeg var splittet - og tænker stadig, om vi skulle have gjort noget andet... gjort noget på en anden måde... Kunne vi have givet Camilla en bedre oplevelse gennem forløbet? Eller er det også en smerte, der skal gennemleves, som vi bare ikke kan løfte fra hendes skuldre?

En stor tak til Henrik og Lene, der uden nåde tør røre rundt i den gryde af følelser, vi har i kog lige nu...

Et signal om savn?

Vi sidder og spiser eftermiddagsmad i laden i børneuniverset, da én af de store drenge på 5 år pludselig siger: "Jeg savner Casper"... meget mærkeligt... Casper har ikke været nævnt længe - det er som om, han må kunne fornemme min tilstand af savn og modløshed i denne tid... Jeg svarede ham, at jeg også savnede Casper. Drengen fortsatte: "Han er død nu - han blev brændt på en af hans venners sofa!" En pige fortsatte: "Der gik ild, fordi de havde tabt en af dem, man har i munden" - Ja, tingene bliver godt nok serveret råt for usødet... men selvom ordene er så direkte, hjælper det mig lidt på vej, at der trods alt bliver sat ord på det, der skete - også selvom det er to 5-årige, der gør det.

Måske er det derfor det hele er så svært lige nu - jeg er holdt op med at tale om det - folk er holdt op med at spørge til det - jeg er begyndt at arbejde mere igen - måske jeg ubevidst prøver at fortrænge det hele? Jeg besøgte Caspers grav igen til aften. Det var ikke så svært idag - Den lille grønne sommerfugl så så levende ud, og mindede mig om alle de sommerfugle jeg har set i løbet af dagen idag - det flotte solskinsvejr har sendt mange sommerfuglehilsener fra Casper :-)Hver eneste flagende sommerfugl er som en lille hilsen fra ham.

Jeg har været på biblioteket idag - og lånt bogen: "Mit barn døde" Jeg har nu læst halvdelen og synes pludselig at mange forældre har mistet deres børn på en meget mere voldsom måde end jeg har mistet Casper. Jeg fik sagt ordentligt farvel - i et tempo, hvor jeg kunne følge med... men det gør det ikke lettere at forstå... og det er stadig umuligt at acceptere, at jeg ikke får lov at se Casper i den fremtid, jeg troede han havde.

En lille buttet hvid kat

For snart to uger siden fandt jeg Caspers bamse - en buttet hvid siddende kat. Egentlig var det Christoffers bamse. Han fik den en af de allerførste dage han var hjemme af én af vores bekendte. Christoffer havde aldrig en yndlingsbamse, men nogle stykker han holdt meget af. Én af dem var den lille buttede hvide kat. Da Christoffer blev storebror og vi havde Casper med hjem, løb Christoffer ind på sit værelse og hentede sin elskede bamse og forærede den til Casper. Han øjne strålede af lykke, da han rakte den frem mod sin lille nye lillebror. Jeg tænkte at han sikkert ville fortryde det i løbet af nogle dage, men det gjorde jo ikke så meget, for Casper forstod det ikke... men Christoffer fortrød ikke. Casper beholdt bamsen, og snart blev det Caspers yndlingsbamse. Han sov med den hver nat - og skulle han ud og sove var den altid med. Da han var 10-12 år kan jeg huske han skulle på spejderlejr og syntes egentlig selv, at han var blevet for stor til at sove med bamse, men ville ikke undvære den - så den blev pakket ned i bunden af soveposen - så var den med - og ingen af de andre opdagede det :-)

Synet af Caspers kat vækker minder. Nu er den nusset og beskidt. Jeg står lidt i et dilemma. Skal jeg vaske den? eller lade være. Hvis jeg vasker den mister den det sidste af Caspers krammere - hvis jeg lader være, står den som et nusset minde. Lige nu står den på mit sengebord, så må jeg se hvad jeg beslutter mig for...

Siden jeg fandt bamsen, har jeg været splittet og synes, jeg går mere og mere i opløsning. Lige da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg ikke fjernsyn. Jeg syntes det stjal for meget af nærværet i samværet... Derfor fik jeg tiden til at gå med mange pusseløjerlige ting. Jeg var på et tidspunkt i gang med at bygge en lille modelflyver at tændstikker. Den blev bygget omkring en skabelon af karton - og jeg kæmpede en kamp med lim og min fingermotorik for at holde alle tændstikkerne på plads. Nogle dage gik det godt og jeg fik mange til at sidde rigtigt - andre dage gik det hele fra hinanden - og lige meget hvor meget jeg prøvede at holde sammen på det hele, ville det falde fra hinanden på alle leder og kanter... og det er lige sådan jeg har det lige nu. Lige meget hvor meget jeg prøver at holde sammen på mig selv - så hjælper det ikke. Det hele falder fra hinanden. Tårerne ligger hele tiden latent lige under overfladen - jeg kan ikke koncentrere mig og holde fokus. Jeg har svært ved at glædes.

Jeg har faktisk haft det så dårligt, at jeg ikke kunne tage op på Casper grav. I torsdags fik jeg endelig taget mig sammen til at spørge Mogens, om han ville tage med mig derop, for jeg havde brug for støtte til at besøge ham. Heldigvis tog han med. Graven stod pænt, men alligevel græd jeg meget og længe. Mærkeligt at det pludselig bliver så stærkt så lang tid efter... Måske det først nu går op for mig, at det altså er alvor...

En skattekiste

Det er fredag - og vi laver mad på bål i børneuniverset. Jeg samler bålet lidt sammen for at få lidt mere blus under gryden, da én af drengene siger: "Pas på du ikke brænder dig". Jeg forsikrer ham om at jeg nok skal passe på, da en anden dreng fortsætter:"Hvis man brænder sig, så kommer man på skadestuen... og så dør man..." Jeg står lidt, ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, men får da langt om længe sagt at det kun er hvis man brænder sig meget at man kommer på skadestuen og at man skal brænde sig rigtig, rigtig meget for at dø af det. Han fortsætter ihærdigt: "Kan du ikke huske det, der skete med Casper?... Han døde - og så kom han i en skattekiste og blev gravet ned i jorden..." Jo, jeg måtte erkende, at jeg godt huskede, at Casper døde... Jeg tænkte over ordet "skattekiste". En skat er jo mange ting - og Casper var jo også en skat - en rigtig dyrebar skat... Skattekister bevarer normalt værdien... Man kan grave dem op igen, og så har man skatten intakt... Sådan er det ikke med min skat. Den er gravet ned i sin skattekiste for altid - her må jeg nøjes med minderne. Den skat må jeg gemme i mit hjerte... Selvom min skat ikke kan graves op igen, er den alligevel bedre end alverdens guld og diamanter... De minder, jeg gemmer på, er fantastiske - min egen skat.

Imens jeg står lidt i mine egne tanker om skattekister, diskuterer drengen med én af pigerne om det nu også var en skattekiste eller om det "bare" var en kiste, som Casper blev gravet ned i... Ja, Børn sætter tingene lidt i perspektiv - uden de selv ved det :-)

Allesammen

Endelig fredag. Idag skulle Camilla komme hjem... Mogens skulle godt nok hente hende og køre hende til træning først... men bagefter, så ville hun komme. Jeg gik og smånynnede mens jeg lavede mad. Glædede mig usigeligt til at vi endelig skulle samles igen. Vi skulle igen sidde ved aftensmaden og hygge os sammen - allesammen.

Jeg begyndte at dække bord, det ville ikke vare længe, før de kom hjem. Jeg boblede lidt indvendigt at glæde...da det pludselig gik op for mig at jeg var ved at dække bord til 5 - til os ALLESAMMEN. Jeg blev ramt af stilstand, pludselig gik det op for mig at allesammen ikke var Casper. Nu skulle der kun 4 til allesammen. Jeg blev lidt modløs... Jeg havde glædet mig så meget til at vi skulle være sammen allesammen... så meget at min underbevidsthed havde spillet mig et puds og overmandet mit bevidste jeg. Jeg vidste jo godt, at vi kun var 4. Alligevel havde jeg ikke-bevidst glædet mig til gensynet - ikke kun med Camilla - men også med Casper. Det var derfor, jeg var så beruset glad, bare et øjeblik forinden. Jeg glædede mig også til at se Camilla, men nu blandede følelserne sig i et stort rod. Jeg glædede mig til at se Camilla og sørgede over at Casper ikke skulle med til bords... Jeg mandede (kvindede) mig lidt op - Camilla skulle ikke være i tvivl om, at jeg var glad for at se hende... For det VAR jeg. Hun er her - selvom jeg nu mest må nyde hende på afstand.

Igår skulle jeg lige have lave nogle fotokopier. Jeg mødte én af medarbejderne fra Caspers tidligere fritidsordning. Hun havde hørt om ulykken - og ville da lige høre hvordan han havde det...

Tænk, jeg troede, jeg var ovre det værste... men pludselig at stå der midt i en travl butik og fortælle et godt menneske, at Casper er død... Det var overvældende. Jeg syntes, det var længe siden og at hele verden vidste det - at der pludselig var én, der ikke vidste det, tog luften ud af mig. Ja, tænk, hvis han da bare havde overlevet ulykken, havde undgået den hjerneskade... Så havde verden set anderledes ud idag. Hans brandskader er stadig for mig bagateller, sammenlignet med det, der skete. Han havde fået et godt liv på trods af forbrændingerne. Tænk - man kan faktisk miste sine børn - man tænker ikke tanken, før det sker...

Savn i klumper

Underligt, som det kommer i små klumper... savnet. Forleden dag sad jeg sammen med et barn på abejde og kiggede i dets mappe. Pludselig var der et billede af barnet og Casper, der sad og læste en bog sammen... Puh-ha - da måtte jeg lige glippe en tåre væk. Han var her lige den anden dag - og alligevel er han væk for altid. Han havde et rigtig godt tag på børnene - selvom han svor at han aldrig, aldrig nogensinde skulle arbejde med børn. Han kunne markere grænserne på en rolig, men fast måde, så børnene respekterede og elskede ham. De nød når han en sjælden gang imellem dukkede op, for at være lidt sammen med dem.

Jeg tænker på Casper hver dag. Jeg er oppe på hans grav næsten hver dag - og alligevel er det som om sorgen ikke længere er så tung, som den har været. Den overvælder mig indimellem - men jeg har også fantastiske dage, hvor jeg bare nyder at være på arbejde, pusle i køkkenet eller rode i haven. Livet har sine øjeblikke.

Klumperne af sorg er tunge... Jeg kan pludselig blivet overmandet af ked-af-det som lyn fra en klar himmel. Når særlige minder bliver vækket, snører halsen sig sammen, pulsen stiger, jeg føler mig mat tom og tung. Jeg så billeder at Casper til en familiefest for et par år siden - en glad og aktiv dreng - en glædesspreder... Jeg mangler ham i mit liv.

Igår afleverede vi Camilla på efterskolen... Det bliver tomt og stille nu. I velkomsttalen blev der bl.a. sagt: "De unge mennesker står nu med det meste af livet foran sig"... Ja, der var Casper for 2 år siden - på vej ind i efterskolelivet - med det meste af livet foran sig... troede vi.

Livets betingelser ændrer sig så hurtigt... vi må huske at nyde hvert sekund vi får at fantastiske oplevelser - for vi ved aldrig hvornår det slutter.

En savnet bror...

Det går bedre... men Camillas nye profilbillede på facebook rører mig dybt. Casper og Camilla havde noget helt specielt sammen... Vi var aldrig i tvivl. De ville gå gennem ild og vand for hinanden...Jeg savner ham, men jeg er sikker på at Camillas savn er mindst lige så stort - omend ikke større...



Han var en enestående bror... Han var et rigtigt mellembarn, der delte sol og vind lige og var så god til at skabe kompromiser mellem mennesker. Smil blev helt naturligt til i hans selskab. Han var smilende, glad, humoristik og helt igennem et fantastisk menneske. Han elskede livet... Så det var godt, han ikke vidste, hvad han ville komme til at gå glip af... og det er faktisk det, jeg tænker mest nu... Jeg har været heldig at få mange gode timer med Casper. Han har bidraget til mange smil og grin i mit liv - men jeg er heldig, at mit liv går videre - og jeg vil få endnu mange gode oplevelser med de mennesker, der omgiver mig - men Caspers... Der er slut... der var bare for kort tid til at få gode oplevelser nok...

En sorg at miste

Der er barskt... i Norge... Så mange unge mennesker skudt ned med en ligegyldighed, ingen forstår... Jeg tænker på de mange, mange, mange forældre og søskende, der nu står og har mistet et elsket barn eller en søskende. De må gennemleve en tid, der er ubeskrivelig... En sorg, der er uforståelig... De må savne, sørge, græde...

Jeg tror rigtig mange af forædrene vil efterrationalisere: "Hvorfor lod vi også vores barn deltage i den lejr? - Havde vi sagt nej, havde vi haft vores barn endnu." Det var ihvertfald der, jeg var, da jeg mistede Casper... Kunne jeg have ændret noget, ved at have taget nogle andre beslutninger på hans vegne? ... Jeg tror dog på, at sunde unge mennesker må ud i verden og gøre deres egne erfaringer... få deres egne oplevelser... og det er vel også den indstilling forældrene til alle de norske unge mennesker har haft... Deres unge mennesker skulle ud og vokse af nye oplevelser... Desværre blev det slutningen på livet for dem...

Selvom det er hårdt at miste, tror jeg ikke det nytter at bebrejde sig selv, at man gav sine unge mennesker muligheden for at opleve selvstændighed... Det var jo det, der skulle til for at udvikle dem... Ingen kan forudsige sådanne hændelser... Hverken terrorangrebet i Norge eller branden, som Casper blev fanget i... Det er uforudsigelige hændelser, som gør ondt. Luftrørret snørrer sig sammen og tårerne presser sig på. Retfærdighed er ikke altid til.


Jeg kan så trods alt glæde mig lidt over, at Caspers gravsten kom på plads i torsdags. Hans gravsted er efterhånden en helhed. Jeg er glad for at Camilla holdt fast i, at Casper skulle have et rigtigt gravsted. Det betyder meget for mig at besøge det hver dag. Nogle dage kan jeg luge lidt, andre dage kan jeg bare sidde på bænken og og mindes nogle af de gode oplevelser, jeg nåede at få med min skønne søn. Nogle dage har jeg brug for lang tid, og andre gange kan jeg nøjes med et par minutter. Jeg har heldigvis mange gode minder med Casper... De minder kan ingen, nogensinde tage fra mig...

Caspers skygge

Det er blevet en rutine... måske en afhængighed... at besøge Caspers grav hver dag. Det har regnet flere dage, så det var ikke nødvendigt at tage derop for at vande... Alligevel havde jeg lige brug for at tage et smut forbi.

Igår plantede jeg nye blomster. De første var ved at være afblomstrede, så der manglede lidt farve og liv. Jeg plantede små asters i tre forskellige lilla nuancer. Det blev sødt. Nu må stenen også godt snart komme - så bliver det hele mere færdigt.

Camilla og jeg var i Kolding Storcenter igår - og handle stort ind. Sikke meget der skal til for at starte på efterskole... Da vi går på gangene, passerer vi på et tidspunkt en fyr, der går sammen med sin far. Han gik klædt fuldstændig som det kunne have været Casper. Sorte lavtsiddende joggingbukser, en hvid t-shirt med tryk udover og udenpå igen en skødesløst hængende grå trøje lynet op. På hovedet skjulte en sort cap næsten det meget kortklippede hoved. Da vi var kommet forbi, sagde jeg til Camilla: "Det var da ren Casper-stil" Hun svarede, at det var også lige det, hun tænkte, da hun så ham... Ja, Casper er lidt over det hele - og fylder stadig meget i tankerne.

Alligevel er det som om lyset begynder at slippe ind i mit liv igen. Der kommer flere og flere små ting, jeg kan glæde mig over - også uden jeg skal anstrenge mig for at blive glad. Det kommer bare af sig selv. Som den anden dag, jeg stod i køkkenet og lavede mad sammen med Christoffer. Vi havde god tid og snakkede om alt muligt, mens vi biksede frikadeller og kartoffelsalat sammen... og så fik jeg da også lige tid til at få lavet en pæretærte indimellem... Det overskud er nyt for mig.. men jeg kan fornemme at der kommer mere og mere af det igen...

Det har også været en befriende beslutning ikke længere at ville drive en vækst-virksomhed, men kun at ville fokusere på dette lille hyggelige sted. Det giver mentalt overskud i stort mål.

Ferietid er tænketid

Den sidste uge har været ferieuge... og en meget blandet uge!!! Da jeg skulle pakke fandt jeg pludselig Caspers sorte kondisko på skohylden. Godt udtrådte og med en gennemtrængende olielugt. Det var hans arbejdssko... Jeg troede, jeg havde fået smidt alle hans sko ud... men lige det her par havde altså gemt sig - på trods af den påtrængende lugt. Jeg så Casper for mig, som han var, når jeg hentede ham fra arbejde. Blå kanvas overalls godt smurt ind i olie og andre gode bil-væsker. Sort jakke og sort hue. Hoppede ind i bilen efter at have bredt tæppet ud til at sidde på. Hænder og hoved sorte med med et bredt hvidt smil, der glad fortalte om en god dag. Han nød at rode med biler. Han ville have startet på teknisk skole efter sommerferien...

Vi kørte på ferie til Ebeltoft på den dag, det var 2 måneder siden, vi sagde farvel til Casper. Jeg bliver ved med at se ham for mig - liggende i kisten i sit tøj. Han var lille og tynd, men var bare så meget sig selv - hvis det ikke var fordi livet var rendt ud af ham. Jeg husker hans kolde hænder og kinder. Jeg får stadig våde øjne, når jeg tænker på ham.

I Ebeltoft var der gode dage med sol og godt humør. Sommerfuglene legede imellem engblomsterne og solstrålerne. Insekterne summede, Christoffer og Camilla legede i vandet og strandkanten. Vi cyklede til Ebeltoft og så på de gamle gader. Vi var en tur i Randers Regnskov og hyggede os med drillesyge aber, kæmpe slanger, flaksende flagermus, farvestrålende sommerfugle og et univers af varme og frodighed, der skal opleves.

Vi fik også dage med regnvejr - Humøret svingede lige så meget som vejet... dog ikke altid i takt. Jeg kunne græde på en solskinsdag og glædes på en regnvejrsdag - og omvendt. Følelserne er stadig i et kaotisk uvejr. På ferien passerede vi også dagen, hvor det var 5 måneder siden ulykken skete - og reelt dagen, hvor vi mistede Casper. Siden ulykken har han ikke været en del af vores hverdag... vores lille familie begynder at tegne en ny form. Christoffer får helt tydeligt mere plads i vores nye familie. Han tager mere ansvar og bliver mere selvstændig.

Ferien har også givet mig et pusterum - fri fra arbejde. (Næsten) ingen telefoner, ingen mails, og ingen beslutninger. Tid til at tænke over alt det spildte arbejde med den nye afdeling... Hvad er det, der er vigtigt i mit liv???? Måske arbejde skal have en lavere prioritet? Måske fritid - tid med familien og venner og tid i haven skal opprioriteres. Måske min livskvalitet kan findes et andet sted end i udvikling i størrelse. Måske jeg bare skal beholde denne ene afdeling og så udvikle den til et endnu bedre sted for børn, forældre og personale? Så vil jeg også få bedre tid til at passe hus og have... og hygge mig med at lave god mad, når jeg får fri???

Tiden må vise mig vejen...

Fritid på sigt...

Der har været travlt den sidste uge...Rigtig travlt... og ikke på den gode måde... og så har jeg endda haft ferie...

Vores nye afdeling i Vinding er kommet i modvind og kommer sikkert ikke til at åbne alligevel - hele ugen er brugt på at maile og ringe til hele verden for at finde en løsning... men vist uden held... Jeg vælger nu at tro på at det er Casper, der sidder deroppe på sin sky og tildeler mig lidt mere fritid på sigt... Jeg er ihvertfald nået dertil, at nye afdelinger ikke bliver lige nu... jeg for for træt og for slidt og har mødt for megen modstand. Nu kan jeg istedet holde lidt mere fri - udvikle lidt mere her i Rugsted. Idéer er selvfølgelig allerede i støbeskeen - men ikke idéer, der er så tidskrævende som en ny afdeling. Så når nu Casper de sidste par år har syntes, at jeg arbejdede for meget, er dette et vink med en vognstang om at sætte tempoet ned... og nu er det vist på tide jeg hører efter.

Idag var vi inde hos Lilly og Bjarne og spise. Lille Freja var der også. Den yndigste lille pige... Da Casper lige var blevet indlagt, snakkede vi om at han ville komme hjem næsten samtidig med at Freja ville blive født - Sådan gik det desværre ikke.... men jeg tror altid Freja vil minde mig om Casper - når hun vokser, vokser også tiden, jeg har måttet undvære Casper. Dejligt at vi kan få lov til at være med til at glædes over hendes små lyde og smil.

I denne uge har jeg også været inde og få lavet det skønneste billede af mine unger. Det er et billede, vi tog en aften i december, som skulle bruges til julegaver. Det var lidt kornet, da der ikke var så meget lys... men fotografen tryllede lidt med billedet, og jeg fik et flot billede i stor størrelse til at hænge på væggen - Et af de allersidste billeder, der blev taget af Casper, før ulykken...

Roderi i haven og i hovedet

Jeg har rodet lidt i haven idag... Flyttet en masse sten, som lå under Caspers vindue. Ingen tvivl om at han har skudt med softgun ud ad vinduet - for hvor var der mange bittesmå hvide, grønne og blå plastikkugler imellem stenene. Når jeg sådan roder og ordner, tænker jeg gerne på Casper - og hvad han mon ville have sagt til det, jeg nu har gang i. Han ville uden tvivl have syntes, at det var fint at få ryddet op omkring terassen - bare han ikke skulle deltage. Han ville også have nydt de sidste dages fantastiske vejr, hvor vi har grillet om aftenen. Han elskede grillmad og uforpligtende hygge i haven.

Jeg er henne på graven hver dag for at vande. Idag har solen været knap så skarp, som de seneste dage. Det har været godt for efeu'ene. De er ikke så vilde med den heftige sommersol. Jeg har fået sat et par vaser over på gravstedet, så blomsterne der kommer, kan holde sig bedre. Den sidste buket, der er kommet, er sat ned direkte i jorden - og holder sig faktisk rigtig flot - den er nok glad for at blive vandet hver dag.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, i hvilken rækkefølge tingene fylder i mit hoved. Er det fordi savnet og sorgen er stor, at jeg har svært ved at overskue alle de løse ender lige nu på arbejde... Eller er de løse ender opstået, fordi jeg mangler overskud? eller oplever jeg bare flere løse ender end der reelt er, fordi jeg ikke har samme overskud som ellers?... Eller er jeg bare for optaget af alle de løse ender og giver uberettiget savnet og sorgen skylden, for ikke at kunne overskue det? - Ihvertfald har jeg snart brug for at få bundet nogle ender sammen, ellers giver jeg op...

På fredag kommer Camilla hjem fra trampolinlejr... Det bliver dejligt med lidt liv i huset igen...

Gravstenen bestilt

Igår var vi inde og bestille gravsten. Vi havde en aftale, men kom i god tid, så vi gik rundt og kiggede på former og farver. Røde, hvide, grå og sorte sten, ja sågar grønne... Alverdens udformninger og skrifter - og dertil forskellige broncefigurer.

Vi talte om, at stenen skulle minde os om Casper - den skulle have Caspers sjæl... og så skal den være samme farve som bænken på gravstedet. Vi kom ind og talte med hende, der havde forstand på det hele. Hun var god til at lytte mens vi talte lidt i alle retninger om de ønsker vi havde, og hun tegnede og udskrev skrifttyper, så vi kunne danne os et billede af, hvad vi gerne ville have. Vi var ude og se på sten og finurligheder mange gange indimellem...

Vi endte med en søjle, skråt skåret foroven. Den kommer til at stå ubehandlet på siderne og poleret på toppen - ligesom bænken. På toppen kommer der til at sidde en sommerfugl - den minder så meget om Caspers lystige og omkringfarende glade liv. Vi fandt en blød skrifttype, som bliver hugget ind i søjlen. Foran søjlen vil der komme til at stå både en lille granitlampe og en granitvase. Så bliver der plads til både blomster og lys, som man kan sidde og nyde, mens man sidder på bænken og mindes...

Bagefter kørte vi op til graven for at plante den lille japanske Ahorn, som endelig var kommet... Den var ikke helt så rød, som jeg havde forestillet mig, men den er sød alligevel. Efeu'ene ser rigtig pæne ud. Jeg tror, at de fleste klarer sig - det bliver flot, når de dækker al jorden på graven.

Det er dejligt at jeg har ferie nu, for jeg synes efterhånden jeg synker lidt ned i et konstant trykket humør... Det er som om glæden ved livet er langt væk. Der er små fantastiske stunder, men de får ikke lov til at få den plads, de fortjener... I fredags var jeg på en fantastisk tur med Susanne. Vi så mange af de vigtigste historiske steder i vores familiekrønnike. Det var spændende - og Susanne er god til at fortælle små anekdoter, som levendegør historien. Camilla har lige haft sidste skoledag - udklædt som Pippi. Hun så sød og fræk ud og udstrålede så meget energi... Den energi kunne jeg godt trænge til lidt af... Men måske jeg bare skal have mange flere gode stunder, så humøret kan vende...

Sct. Hans

Så blev det Sct. Hans uden Casper... Underligt at tænke, hvor meget jeg har tænkt på ham idag... og hvis han havde været her, var det slet ikke sikkert, han ville have fejret Sct. Hans sammen med os. Han havde sikkert valgt et bål i venners lag... Alligevel er det en dag, der bringer minder frem fra Sct. Hans aftner gennem de sidste mange år... Idag har jeg mange gange tænkt... Casper ville have gjort... Casper ville have sagt...

Jeg er begyndt at lægge mærke til hvor mange mennesker, der faktisk mister livet alt for tidligt... Næsten hver dag hører jeg i radioen om trafikulykker, overfald, arbejdsulykker... og hver gang tænker jeg på de mange pårørende, der ligesom os, skal undvære et menneske, de har elsket... Det er ikke til at forstå at den voldsomme smerte bliver påført nye mennesker hver eneste dag... og livet omkring os fortsætter alligevel uden den store ændring... Togene og busserne kører stadig... selvom vi selv synes at verden er gået i stå.

Jeg har været oppe på Caspers grav hver dag siden i søndags for at vande alt det nyplantede. Det kommer vist meget godt... Jeg begynder at savne stenen - men vi har stadig ikke fundet ud af, hvordan den skal være... Jeg glæder mig til at kunne sætte blomster ved hans sten.

De sidste par dage har jeg været lidt ked af det... Ikke sådan opløst i gråd... mere sådan en trykkende fornemmelse... Det hele fylder bare rigtig meget lige nu. Måske det også er værre, fordi jeg faktisk får sovet for lidt - og arbejder for meget... Jeg har tænkt på den lange uvisse tid på Rigshospitalet og har også tænkt på John og Jette, som jeg delte lejlighed med i København. De mistede deres datter, dagen før Casper døde...Lange forløb for os alle... og vi endte med at miste... Jeg glæder mig ubeskriveligt til en fridag imorgen, hvor jeg skal på tur med Susanne - på tur til Sjælland. En god lang køretur med masser af plads til snak.

Bagefter venter en uges ferie... Camilla skal på træningslejr, så Mogens og jeg finder nok på nogle hyggelige småture... Så skal jeg have gjort lidt ved haven, det trænger jeg til - og vi skal da også lige have besøgt Lena og Mickal...

Gravstedet begynder at tage form

Idag har vi anlagt gravsted...Christoffer, Camilla, Maria (en af Caspers veninder) og jeg har været igang hele dagen. Det var en rigtig hyggelig dag på kirkegården - men også hårdt arbejde. Det er et stort gravsted og vi skulle have græstørvene af det hele. Efter et par timers arbejde, var vi endelig færdige med at fjerne græstørv... Jeg tænkte at Casper ville have nydt at vide, at vi knoklede sådan for ham, og han ikke skulle løfte en finger...

Efter tørvene var fjernet, fik vi hurtigt stedet til at se hyggeligt og indbydende ud. Camilla havde bestemt, at der skulle være en bænk på gravstedet, så man kunne sidde stille og roligt og bare mindes. Bænken indbyder virkelig til en mindestund og jeg tror, jeg vil komme til at bruge den meget.

Der er lavet en halvcirkel af brosten. De kommer fra min mors kolonihave. På den måde får Casper lidt fra "mormor" med sig. Vi har desuden plantet efeu, som vi har hentet hjemme i haven... Så er det hele lidt vedkommende og personligt. Det udstråler en dejlig varme.

Camilla skulle desværre til generalprøve på gymnastikopvisningen, så hun kunne ikke være med hele dagen. Det var ærgeligt, for det betød rigtig meget for hende... I løbet af næste uge, regner vi med at den lille busk, som skal være på gravstedet, kommer. Den må hun ud og plante...'

Vi var ude for at kigge på sten igår. Der var lukket... Vi må finde en anden dag, hvor vi allesammen kan. Det er noget vi gerne vil være sammen om... Det er vigtigere at vi får valgt stenen på den rigtige måde, end at det går hurtigt.

Det har været en rigtig dejlig dag idag, med mange gode tanker og minder - lidt en modsætning til i onsdags, hvor vi havde førstehjælpskursus hos Onkel og Tante. Jeg var totalt uforberedt på, at jeg blev så berørt af det. Vi skulle prøve hjerte-lunge-redning... og skulle lytte efter vejrtrækning og kigge efter om brystkassen bevægede sig. Her var jeg pludselig tilbage til Caspers sidste dage, hvor jeg hele tiden sad og lyttede efter den stadig svagere vejrtrækning. Jeg oplevede de minutter, hvor han opgav livet, igen og igen og igen... Det var en sej aften... men jeg klarede det... Jeg var flere gange lige ved at gå ud, men holdt hele vejen...

Savnet vokser

Igår var det en måned siden... Tiden er tom... Jeg kigger på billederne af Casper... Hvor blev han af? Jeg savner ham ubeskriveligt. Tårene overmander mig... Billederne af den glade ubekymrede Casper er ikke engang et halvt år gamle. Livet ændrer sig alt for pludseligt...

Idag fik vi papirerne til skifteretten. Hans dødsdag er registreret til den 10. maj - jeg havde tænkt det, men først nu jeg ser det på skrift, oplever jeg hvor meget det betyder for mig at det ikke er den rigtige dato... Han døde den 9. maj kl. 23.55 - men lægen tilså ham først efter midnat...Det virker uvirkeligt, at læse ham omtalt som "afdøde"... Det er jo Casper - Min Casper... Jeg tog op forbi gravstedet. De har slået græs - så nu kan jeg ikke se hvor det slutter... Camilla og jeg havde aftalt at begynde at anlægge det på mandag, men nu kommer det vist an på, om vi kan få fat i graveren, så vi kan få det mærket op... Det virker tomt at kigge på den lille jordhøj. Tænk at min søn ligger dernede i dybet, kold og klam... Det har regnet meget de sidste dage... Jeg tænker tilbage på hans sidste udtryk, den dag han lå i kisten med sit eget tøj på... Hvor ville jeg gerne kunne spole tiden tilbage... til engang i februar... Hvor er der mange ting, jeg ikke har fået oplevet sammen med ham...

I onsdags var vi inde og tale med Lisbeth, der står for den sorggruppe, hvor Camilla skal deltage. Det er stadig hårdt at fortælle om alt det der er sket til nogle, der ikke kender historien i forvejen. Camilla valgte, at jeg skulle fortælle om det... Det kom bag på mig, at jeg blev så berørt af det... og nu har jeg svært ved at slippe igen. Tænk at savn og sorg kan gøre så ondt... og jeg alligevel er glad for at have haft Casper den tid, han var her... Sorgen er kærlighedens pris...

Dejlige buttede barnearme

Jeg har taget børn op fra middagssøvn idag. Små buttede barnearme, der krammer mig om halsen. Duften af svedig barnehud og lyden af en sut, der bliver suttet intenst på... Hvor er verden fuld af dejlige børn... Godt man kan få lov til at nyde andre folks børn... og jeg skal love for, at jeg gør det nu... Jeg tænker på hvordan hver dag med disse børn er en gave... Intet er givet. Jeg nusser lidt med børnene på vej ind, stiller dem søvning på gulvet, mens de kæmper med at holde balancen, mens støvlerne kommer af. Bagefter tumler de ind og får eftermiddagsmad. Sætter sig til bordet og laver dejlige pludrelyde og små begyndende ord... Fantastisk arbejde at have...

I formiddag var jeg sammen med Camilla på Caspers grav. Vi fik hentet alle båndene fra kranse og buketter, for vi har aftalt med graveren at alle de visne blomster bliver fjernet, så vi kan begynde at gøre noget ved gravstedet, så det kommer til at se lidt pænt ud. Utroligt så pæne båndene er endnu efter al den regn, der var i sidste uge... Jeg er ved at føle mig hjemmevant på kirkegården, og er godt tilpas deroppe. Førhen har jeg altid syntes det var et lidt uhyggeligt sted... Nu er det en hyggestund at komme der, og jeg beundrer alle de små hyggelige haver, der er indrettet på hvert gravsted. Jeg vil også selv anlægge gravstedet til Casper. Det skal være et personligt sted - og jeg vil kunne mindes de gode stunder, mens jeg pusler på gravstedet...

På ferie uden Casper

Så er jeg hjemme efter en fantastisk Kristi Himmelfartsferie i Ebeltoft. Vi har slentret i Ebeltofts gader, set Fregatten Jylland, spist på en hyggelig restaurent (Mellem Jyder - kan anbefales!!!). Vi har sejlet i kajak og gået ture langs stranden, spillet kort og hygget os i petroleumslampens skær - for der var nemlig ingen strøm i den hytte vi havde... Til gengæld lå den helt ned til vandet midt i den skønneste natur. En helt fantastisk plet, lige her midt i Danmark - ja næsten et paradis... En dag i Djurs Sommerland blev det også til... og netop denne dag skulle vise sig at blive svær at komme igennem. Hver gang vi stod ved en forlystelse, tænkte jeg på Casper... Han ville have elsket at være med... Han havde snakket om Piraten, som han prøvede sidste år sammen med Simone, da han var her med hendes familie... Da jeg havde prøvet den én gang, havde jeg prøvet den - så kunne jeg tage billeder, mens de andre morede sig... Jeg tænkte, på dengang vi var her, da Casper var 8-9 år. Da ville han ikke prøve Thors Hammer - den så for vild ud, så han ventede nede sammen med Gert. Sjovt som han udviklede sig til det grænsesøgende de følgende år...

Mange timer ved stranden er brugt til at tænke på Casper. Der har været så meget ro til bare at tænke og til at være. Jeg har ikke haft mulighed for at begrave mig i arbejde, men måtte føle den smerte og sorg det er at savne så meget. Mogens og jeg har siddet i strandkanten og kigget på Christoffer og Camilla, når de har badet og sejlet i kajak. Imens har vi snakket og snakket og snakket om Casper. Savnet, omstændighederne, ulykken, vi har følt smerten, indimellem siddet i stilhed og holdt i hånd. Hvor er det godt vores børn ikke skal være enebørn i denne sorg - de har trods alt en søskende at dele sorgen med.

Jeg har i ferien læst "Min søster døde - min bror døde". Det er en stor sorg at miste - men det har været godt at læse om andres sorg - livet går videre, og det bliver endda godt at leve igen. Lige nu kan jeg godt mærke, at jeg har svært ved at blive glad som før ulykken... Der kan komme øjeblikke, hvor jeg føler mig knap så klemt og trykket, men sprudlende glad er jeg ikke...Håber det kommer med tiden...

På vej hjem var vi forbi Caspers grav. Vi skal også have bestilt den sten - Vi må hellere komme ud i denne uge og få valgt én. Blomsterne er også ved at været helt visnede. Der var lige nogle få enkelte farvede blomsterhoveder, der lyste op - et orange og et rødt... Måske jeg skulle få plantet nogle blomster midlertidigt, istedet for de visne blomster... bare indtil vi kan anlægge gravstedet. Tiden flyver afsted - tænk det er allerede snart en måned siden at Casper døde... Tiden har stået stille... og alligevel er der mange ting, jeg gerne ville have delt med ham... Imorges, da jeg gik ind for at vække Camilla, stak hendes fødder ud under dynen - det lignede Caspers fødder og tæer - sådan et syn vækker savnet...

Kriti Himmelfartsferien har været vores "Hellig Familieferie" de sidste par år. Vi har haft travlt siden vi startede Onkel og Tante, så det har ikke altid været let at få ferien til at gå op. Vi har så holdt fast i, at ihvertfald Kristi Himmelfartsferien skulle vi have sammen som familie, og det var ikke til diskussion, om Christoffer, Casper og Camilla skulle med... Det var en selvfølge. Sidste år havde Casper Simone med. Da var vi på Samsø. Det regnede det meste af tiden - men vi hyggede os alligevel... Christoffer og Casper sloges for sjov i Ørnereservatet, da vi skulle se falkoner-opvisning. Fantastiske fugle... Vi fik gået ture, trods vejret... På turene i år manglede Casper... Han satte lidt mere liv i det hele med sin fuldstændig ukuelige optimisme og livsglæde... For nogle år siden var vi på Kristi Himmelfartsferie i Faaborg. Her tog han vendingen "Ska' do ha' løi pååå" til sig - og brugte den flittigt siden. Det var en vending vi alle kunne grine af,også de senere år, da vi med det samme var tilbage i Faaborg i tankerne...

Gode minder dukker op

Igår flyttede vi Camillas trampolin fra laden og ud i haven. Det var et kæmpe arbejde. Mogens, Camilla og jeg hjalp hinanden. Vi lagde køreplader ud, kørte et stykke, flyttede plader, kørte igen, flyttede igen plader... Vi måtte også lige flytte én af de runde trampoliner for at kunne komme forbi med den store. Men efter en god times knokkelarbejde stod trampolinen endelig på sin sommerplads...

Under hele den flytning var Casper med i mine tanker. Da vi flyttede trampolinen fra haven og ind i laden i november, var Casper styrmand på projektet. Han hjalp med at skovle sne, så der kunne blive plads til kørepladerne. Han dirigerede hvordan pladerne skulle ligge og hvornår der skulle skubbes og hvornår der skulle holdes. Han var så god til at organisere en opgave. Da vi stod igår og flyttede trampolinen, var det som om jeg hele tiden hørte Caspers stemme med gode ideer til hvordan opgaven lettest kunne løses.

Hvor er jeg taknemmelig over alle de gode minder jeg har med Casper - og for at jeg får lov til at huske ham som en livsglad dreng og ung mand. For få år siden, gav han den som Mister Bean, hver gang lejligheden bød sig - og han gjorde det godt. Ærgeligt at vi aldrig fik det på film. Hele hans mimik, var så fantastisk at ingen var i tvivl om, hvem han imiterede... Han kunne imitere rigtig mange mennesker - men ingen så godt som Mister Bean.

Tænk, hvis Casper skulle have levet et halvt liv som svært hjerneskadet, så ville alle de gode minder jeg har idag blive bleget af de nye minder, jeg ville samle med den nye Casper. Minder med sygdom og svaghed - langt fra den Casper jeg kender. Jeg er heldig at jeg får lov at beholde mine gode minder.

Mit liv ville også have ændret sig meget - jeg havde ikke kunnet slippe Casper, hvis han havde været her. Han ville have fyldt rigtig meget i mit liv. Nu kan jeg stadig passe min lille "butik", tage på ferie, sidde og slænge mig derhjemme med familien omkring mig og føle at vi er samlet... Jeg - vi - kan have Casper med os i alt vi laver... og vi taler faktisk ofte om, hvordan Casper ville have reageret, hvis han havde været med til det vi lige har gang i...Han er iblandt os - selvom vi savner ham hver dag - og alligevel går vores liv videre...

Familietid i udsigt

... Så har jeg bestilt en lille hyggelig hytte til en forlænget weekend til os fire. Hytten ligger ned til vandet lige ved Ebeltoft. Ingen strøm, ingen vand - Mad på gas og lys ved petroleumslamper. Jeg kan næsten mærke varmen og hyggen. Vi skal lære at være familie igen - en ny familie. Det her skal være begyndelsen. Jeg glæder mig til at se Fregatten Jylland, slentre i Ebeltoft's gader, hvine af grin i Djurs Sommerland og sejle lidt i kajak langs kysten... og så skal der også være plads til at gå ture langs vandet og spille kort i lampens skær og bare snakke og grine sammen.

Camilla er på lejrskole på Bornholm - Puh-ha... Det er hårdt - men nok mest for mig. Jeg savner hende, synes der er så tomt herhjemme. Hun er heldigvis sød til at ringe og sige godnat, så jeg får en daglig dosis datter...Godt hun kommer hjem imorgen.

Christoffer er lige dampet afsted. Han skulle besøge en kammerat, som han skulle følges med til Jelling Musikfestival. Jeg er lidt bekymret for, om der sker ham noget... Det ville jeg ikke have været, hvis vi havde haft Casper sund og rask endnu. Jeg har altid syntes, at det var sundt og godt at kunne stå på egne ben og at det var vigtigt at få nogle gode oplevelser - Livet bliver jo ikke genudsendt... Selvfølgelig skal Christoffer tage afsted - jeg er bare mere bekymret, end jeg har været før - det må jeg så lære at leve med...

Idag har jeg set på billeder af Casper - jeg opdagede, at jeg nu kan begynde at glæde mig over nogle af de gode timer, vi har haft. Jeg kunne smile af billederne flere gange - ikke at jeg var i en glædesrus bagefter - men der er vist ved at ske en ændring inde i mig - en lille spire, der skal gøre livet værd at leve...

Har også tænkt på idag, at Casper nød sit liv i fulde drag. Der var ikke langt fra tanke til handling - han fik altid vendt det hele til noget sjovt og fantastisk. Hvor er det godt at han ikke vidste, hvor meget han ville komme til at gå glip af... Han nød det korte, liv han havde... og jeg må huske at nyde den fantastiske tid, jeg fik sammen med ham...

Have-tanker

Så er jeg kommet på arbejde igen... sådan rigtigt... Jeg har passet børn idag. Det gik rigtig godt. Jeg fik gravet nogle dæk ned på legepladsen sammen med nogle af børnene, og vi fik en lang snak om hvordan Trunte, vores kanin, var blevet spist af en mår i weekenden. "Trunte er ikke død, den er bare blevet spist", var der én 4-årig, der formulerede sig. Denne snak om liv og død gik rigtig tæt på - men alligevel kunne jeg snakke med børnene om det. Bagefter tænkte jeg, at jeg da faktisk var lidt sej, at jeg formåede det. Jeg tænkte paralleller til Casper - men ikke så de overskyggede oplevelsen, jeg havde med børnene på legepladsen. Børn er bare så direkte og spontane - måske en lettere måde at tale om døden på?

Jeg var glad, da jeg gik hjem fra arbejde. Jeg havde fået nogle gode oplevelser med mig igen - og jeg havde kunnet glæde mig over dem...

Til aften gik jeg i haven. De sidste træer til Casper's plet skulle plantes, inden de tørrede helt ud i potterne - de var begyndt at hænge lidt. Det går jo ikke at Casper's minde visner så hurtigt... At rode i haven giver luft til tanker. Ikke strukturerede, men rodede... alt imellem hinanden... Tanker om nogle af oplevelserne med Casper... Håbet om at vi får råd til at tage på sommerferie... Glæden over al dem hjælpsomhed vi har mødt de sidste måneder... Tanker om hvordan Casper glædede sig til at børnehaven flyttede i nye lokaler og hvor træt af det han var, når børnene stod og kaldte på ham, når han var i haven...

I Casper's ånd gravede jeg nogle vilde syrener op, der stod i markskellet. Dem plantede jeg langs hegnet ind til børnehaven, så der ville blive lukket af for deres udsyn over vores have - Det ville have glædet Casper rigtig meget - og nu er det gjort...

Mens jeg gik og flyttede syrener, gik jeg frem og tilbage, forbi den store askestak, hvor vi havde haft bål i sensommeren. Christoffer, Camilla, Casper og jeg havde samlet en masse brændbart affald fra den bygning, der skulle rives ned, for at lave plads til den nye børnehave. Vi brændte bål hele eftermiddagen og hele aftenen - ikke helt efter bogen - det var jo ikke Sankt Hans - men vi havde det så hyggeligt. Vi slæbte til bålet og indimellem sad vi og kiggede ind i flammerne. Henunder aftenen trak vi sammen, for at varme os ved bålet. Vi talte om somrene i haven - om fremtidsdrømme - og nød en øl - Camilla fik en sodavand. Længe sad vi bare og snakkede i skæret fra flammerne, mens sommernatten kom snigende... En ganske almindelig lørdag aften - og alligevel vil denne hyggestund sammen med Casper sikkert være et kært minde, jeg gemmer i hjertet.

Idag har jeg også funderet over omverdenens reaktion på at miste et barn til henholdsvis en hjerneskade og til døden. Jeg følte selv, jeg mistede Casper, da jeg fik at vide, at han var meget svært hjerneskadet - og da jeg var til krisepsykolog kan jeg huske, at jeg sagde:"Jeg føler, at jeg har mistet et barn, som jeg ikke kan få lov til at slippe, for hans krop er her stadig." Jeg oplevede ikke at vores omverden så, at vi dengang havde mistet et barn - han var "bare" skadet. Vi fik opbakning i vores sorg, men jeg oplevede ikke, at vi blev forstået som nogle, der havde mistet et barn. Det var svært at finde netværk, både for os som forældre og for vores børn, som søskende. Da Casper døde, oplevede jeg, at omverden så, at vi havde mistet et barn - først da følte jeg at hele den boble, der var udenom mig, forstod, hvad jeg havde mistet - selvom jeg selv følte, jeg havde mistet allerede for to måneder siden. Nu var der mange muligheder for netværk - det at have mistet et barn til døden, gav større hjælp og forståelse end det at have mistet et barn til en hjerneskade - selvom jeg mener at det har været mindre svært at miste til døden - Nu kan jeg få lov til at give slip, på det barn jeg har mistet...

Rod i følelserne

Følelser er noget mærkeligt noget - ikke særlig rationelt... Idag tænkte jeg flere gange at det, at Casper ikke var her mere, gav mig en større frihed, end hvis han havde været her som svært hjerneskadet. Jeg har været ude og gøre klar i den nye afdeling, og har kunnet være der hele dagen med god samvittighed - jeg skulle jo ikke afsted og besøge Casper... Alligevel fik jeg dårlig samvittighed over at tænke sådan - at jeg fandt det lettere, at han ikke var her, end at jeg havde ham.

Jeg kiggede på nogle af de sidste billeder jeg tog af ham før han døde. Der var stadig liv i øjnene - jeg syntes næsten han så nærværende ud, selvom jeg godt vidste, at det var han langtfra...

Jeg savner ham - har dårlig samvittighed over at jeg syntes, det er fint han ikke skulle leve som svært hjerneskadet.

Jeg har brug for hele tiden at vide hvor Christoffer og Camilla er. Camilla var ude at gå en tur på egen hånd ved den nye børnehaveafdeling - uden mobiltelefon. Da hun havde været væk lidt længere end jeg havde forventet, begyndte jeg at blive nervøs - Var der mon sket hende noget? Var hun faret vild (Hun har ikke været i området før). Eller havde hun bare brug for tid alene? Det endte med at Mogens gik ud og ledte efter hende - og efter noget tid fandt han hende - og hun havde haft svært ved at finde tilbage... Ja, så sidder hjertet altså oppe i halsen - Jeg er ikke sikker på at mine børn, får helt samme frihed længere, som de har haft tidligere - jeg er så bange for, at der skal ske dem noget...Det er alt for hårdt at miste et barn...

Når jeg så sidder og læser om Rasmus, som er svært hjerneskadet - og alligevel gør så mange fremskridt, så tænker jeg, at det er egoistisk og følelsesforladt, at jeg er lettet over, at Casper ikke er her mere - både for ham og for mig... Når jeg siger det til mig selv så mange gange, og bliver nødt til at skrive det igen og igen og igen, må det være fordi jeg endnu ikke har affundet mig med hverken Caspers eller min egen skæbne...

Savn

Igår var en dag, hvor jeg arbejdede meget, fik rigtig meget papirarbejde fra hånden og var en tur ude i den nye afdeling. Jeg kørte Camilla til træning - dagen var fyldt med gøremål og Casper dukkede kun op i tankerne indimellem.

Idag har han til gengæld fyldt meget. Ligegyldigt hvad jeg har lavet, er han dukket op i mine tanker. Jeg har tænket over, hvad han mon ville have lavet lige nu, i dette minut, hvis han stadig var her. Tænkt over, hvordan Caspers liv havde forandret sig de sidste år. Han var forvandlet fra dreng til en ung mand. Jeg havde måtte slippe ham, som alle mødre må slippe deres børn på et tidspunkt... Hvor har jeg tænkt mange gange, at hvis vi bare havde truffet nogle andre beslutninger, var hans liv gået i nogle helt andre baner - og så var ulykken måske ikke sket... men jeg ved godt, at det er efterrationaliseringer, for jeg ville give Casper friheden til at udvikle sig til et selvstændigt menneske - så uanset hvilke valg vi havde truffet, ville han have fået frihed til selvstændige valg, og så kunne jeg alligevel ikke beskytte ham. Har bare syntes at sådan en ulykke er fuldstændig meningsløs - og jeg skal leve med savnet i mange år.

Jeg var forbi hans grav sammen med Camilla idag. Den ser stadig rigtig flot ud, med de mange blomster på. Jeg savner ham frygteligt.

En smuk dag

Jeg sov uroligt i nat. Drømte om Casper. Var indimellem i tvivl, om Caspers ulykke var et mareridt eller virkelighed. Så glimt fra glade stunder, vi har haft...

vi kørte op til kirken. Det støvregnede. Selvom der var en halv time til begravelsen, var der allerede begyndt at komme en del. Jeg havde englen med. Da jeg havde hilst på de, der allerede var kommet, gik jeg ind i kirken og stillede englen ved hjørnet af kisten. Den skulle være med til at sige farvel. Den skulle bære mindet fra begravelsen med hjem i haven, hvor den siden skal have sin plads. Den stod smukt ved kisten.

Vi stod i døren og hilste på gæsterne. Solen var brudt igennem, og regnen var stoppet. Der var mange... fra nær og fjern. Familie, venner, bekendte, naboer, vores børns venner og skolekammerater og ikke mindst var der rigtig mange af Caspers venner. Vi fornemmede, at der blev ved med at strømme folk ind i kirken. Jeg kiggede ind, da vi nærmede os tiden. Kirken var helt fuld. De var begyndt at stille stole op ved siden af bænkene - og blomsterne fyldte gulvet hele vejen op igennem kirken.

Klokkerne begyndte at ringe, og vi gik ind. Ind forbi de mange gæster - Sjældent har jeg set så mange mennesker i kirken på én gang, bortset fra til konfirmationer. Blomsterne lå smukt arrangeret op ad gulvet. Det var smukt, men uvirkeligt at det var Casper, der lå deroppe i den hvide kiste. Vi kom op foran og sidde. Jeg kiggede på kisten, tænkte på igår, da vi så ham for sidste gang. jeg forestillede mig ham liggende nede i kisten, sådan som han lå igår. En enlig tåre trillede ned ad kinden. Det, at se ham havde igen rørt ved savnet - og nu hvor han stod der lige ved siden af, kunne jeg næsten fornemme ham.

Vi sang og der blev holdt en varm begravelsestale, der beskrev Casper som den aktive dreng, han var. Minder tilbage til alle vores børns konfirmationer. Særlig rørt blev jeg over at blive mindet om Camilla's konfirmation. Den var lige her i samme kirke - for kun ét år siden. Dengang havde jeg aldrig kunne forestille mig, at jeg skulle sidde her idag, for at tage afsked med Casper.

Mogens, Christoffer, Henrik, Inge, Camilla og jeg bar Casper ud til graven. Det var sørgmodigt, men også en rar fornemmelse, selv at følge ham til hans sidste hvilested. Vi lod Casper glide ned i graven. Den var dyb. Jeg tænkte et kort øjeblik: "Han kommer da aldrig op igen" - Han forsvandt i dybet. Indimellem stødte kisten let mod kanterne, jeg holdt øje med Camilla - om hun havde kræfter til at holde... Hun så rolig ud, som om der var kræfter nok endnu.

Vi trådte ned og begyndte at synge...Under sangen, tror jeg pludselig, det gik op for mig at Casper aldrig, aldrig kommer tilbage, gråden spærrede halsen, så sangen sad fast, tårerne trillede i en strøm ned ad kinderne. Snart så jeg, at også Camilla var begyndt at græde. Hun har ikke grædt meget i dette lange forløb. Jeg fandt et par lommetørklæder frem. Jeg skubbede min egen sorg lidt til side og gav Camilla et kram.

Efter sangen, gik vi hen og kiggede ned i graven og sagde farvel... Vi trak os lidt tilbage, og alle gæsterne kom forbi - vi fik knus, hilsener og håndtryk. En fantastisk varme, der strålede fra de mange mennesker - det var en lille solstråle midt i sorgen.

Vi kørte op på kroen, hvor rigtig mange tog med. En hyggelig kom-sammen. Rummet emmede af ro og stemning - der var plads til at tænke lidt over det hele...

Da de sidste gæster var taget afsted, kørte vi op til graven. Den var blevet rigtig flot med de mange blomster. Den ligger rigtig fint med den gode udsigt. Vi kørte hjem og læste alle kortene fra buketter og kranse... Nogle af dem rørte mig igen til tårer - bl.a. denne sætning: "...men vi må se i øjnene, at Gud manglede en dejlig, smilende og varm engel i sin flok." - og denne "Jeg har savnet min bedste ven i de sidste 2 år. Men nu ved jeg, hvad det vil sige at miste."

Bagefter kiggede Camilla på mig... "Hvad skal vi så lave nu?" Jeg følte mig tom, tung og træt..."Ingenting", svarede jeg...Vi gik lidt rundt i stilhed mellem hinanden herhjemme. Jeg gik op og lagde mig på sofaen. Jeg faldt i søvn... Sov rigtig godt og roligt... måske var punktummet med begravelsen, det jeg trængte til lige nu for at få ro i min krop.

Til aften fandt Mogens en film på computeren, som Camilla og Casper lavede for et par år siden... Den var rigtig morsom, så vi fik nogle gode grin over deres idé-rigdom. Det var bare Casper, som vi kendte ham - Endnu et skønt minde.

Et sidste gensyn

I formiddag fik vi endnu et træ foræret til Caspers mindeplet – et hjertetræ… En dejlig tanke at kunne mindes ham med yndige hjerteformede blade omkring sig. Den varme fornemmelse blandede sig med frygten og forventningen om at skulle se Casper igen.

Vi – Mogens, Christoffer, Camilla og jeg – gik først hen og kiggede på Caspers grav. Den var gravet. Det var en god plads. Udsigten over vidderne og den var let at finde – her vil vi sikkert komme mange gange igennem lang tid… Det var en blanding af glæde og vemod.

Snart ringede klokkerne, og Casper kom kørende i støvregnen. Vi hjalp med at bære ham ind i kapellet. Han vejede ingenting – så let kisten var. Inde i kapellet var der tændt to stearinlys, som blafrede let i den lune vind. Vi stod og lyttede til klokkeslagene. Det virkede højtideligt at skulle tage afsked for altid. Låget blev løsnet, og Mogens hjalp med at løfte det af. Jeg frygtede lidt, hvad jeg ville se. Han havde nu ligget en hel uge - og var også blevet obduceret - noget jeg helst ikke ville se spor efter. Så jeg stod med tilbageholdt åndedræt, mens låget roligt gled af.

Der lå han så - i sit eget tøj... Hvor var han tynd... Jeg havde allerede glemt, hvor tynd han var blevet. De spinkle håndled med de spinkle hænder lå på hans bryst. Hans ansigt var fint, lidt indfaldne øjne, men ellers så han ud som Casper. Han lå i sine joggingbukser, t-shirt og trøje. Han havde også en lang halskæde og cap på. Det var som at se ham, mens han var fuld af liv og godt humør. Hans bukser sad helt oppe i taljen - det kunne Casper ikke fordrage, så jeg trak dem lidt ned på plads - Det var bedre...

Tårerne trillede ned ad mine kinder. Var han virkelig væk for altid? Jeg tog hans hånd. Den var kold, som på en vinterdag. Jeg havde lyst til at varme den - give den liv. Det var slet ikke til at forstå, at jeg denne gang ikke kunne varme hans hænder. Jeg aede ham på kinderne. Han var stadig blød og fin at røre ved - bare kold.

Jeg kiggede ned over ham. Hans hænder var lidt arrede, men de så faktisk rigtig pæne ud. Hans ansigt havde næsten ikke spor efter branden længere - han ville helt sikkert kunne have fået et godt liv med sin krop efter branden - hvis det da bare ikke havde været for den fatale hjerneskade. Livet er uforudsigeligt og retfærdighed er blevet et diffust begreb... Vi sagde farvel og kørte hjem i stilhed.

Senere var jeg ude og hente nøgle til den nye børnehave afdeling og om aftenen var vi til sølvbryllup. Det er dejligt med lidt gode oplevelser til at opveje al den sorg, vi oplever lige nu. Vi er endnu ikke klar til at feste... men vi lever og har brug for at se andre mennesker i øjnene for at kunne komme videre.

Rydde op i Caspers ting

Der er gode dage og der er dårlige dage... Idag var en dårlig dag...

Jeg begyndte at rydde op på Caspers værelse. Fandt en seddel, han havde skrevet til sig selv: "Fredag den 11. februar kl. 9.00 - UU-vejleder samtale" ... Det var den dato, jeg så ham sidste gang før ulykken... Tårerne pressede på, det var, som om det var lige den anden dag - og allivel som en evighed siden. Jeg savner ham. Hans glade livlige grin og gode humør.

Jeg begyndte at vaske hans tøj - det var, som om han kunne komme hjem, hvornår det skulle være, mens jeg sådan stod og lagde det sammen. Jeg lod det ligge på stuebordet, som jeg altid gjorde, så han selv kunne tage det med op. Denne gang lå det til Christoffer og Camilla, så de kunne se, om der var noget af det, de gerne ville have. De fandt begge to noget imellem, som de kunne bruge. Resten blev liggende på bordet... Jeg skal have det båret op på værelset til det andet tøj.

Jeg fik ryddet op i alle hans ting. Det var ikke helt så slemt, som jeg havde frygtet. Christoffer og Camilla hjalp mig. De fik mange af Caspers ting. CD'er, film, plakater og småting. Efterhånden var der kun møblerne tilbage. Jeg fandt også nogle ting, som jeg gerne ville have været foruden... Alle hans kort lå på bordet. Knallertkørekort, sygesikringsbevis, Uddannelseskort og hævekort...Mange kort med Caspers navn og billede. Var han virkelig helt væk?

Jeg er stadig meget træt og tømt for glæde, der kom en buket igen idag... Blomsterne og tankerne varmer, men savnet føles som et stort sort hul i maven og i brystet - og det er umuligt at fylde op. Tomhed og ked-af-det fylder rigtig meget idag - faktisk så meget, at jeg næsten ikke kan tale om det, uden at jeg stor-tuder...

Hygge og have

En god nats søvn gjorde godt... Ren energitilførsel.

Jeg har fået arbejdet en del idag - fået indhentet lidt af de mange hængepartier. Det hjælper på rodet i hovedet at få ryddet op i bunkerne på skrivebordet. Utroligt så tæt hovedet er forbundet med skrivebordet.

Camilla's træning var aflyst, så hun var på besøg hos en ven idag, og Christoffer havde en ven på besøg - det er næsten hverdag...

Vi var ude hos Lilly og Bjarne og spise til aften. Bjarne grillede, mens vi holdt os inde i varmen og tørvejret... En hyggelig aften, hvor sorgen kom lidt på afstand. Hjertet er stadig tungt og flået, men jeg kan åbne op for at tænke på andet end Casper. Jeg var på havevandring med Lilly. At rode i haven er bare den bedste afstressning - Turen i haven gav kriller i fingrene. Jeg skal også have gravet rødderne op fra Hylden, som Mogens fældede igår, så der kunne blive plads til det nye æbletræ. Jeg vil have indrettet en lille Mindeplet med æbletræet og englen...

Endelig begravelse

Jeg sov uroligt inat, drømte meget om Caspers tid på Hospitalet. Den hjælpeløshed han udstrålede, og den magtesløshed jeg oplevede. Det fylder vist meget i mit hoved, mens min krop hviler.

Mogens og jeg har lige fra morgenstunden gået og ventet på at få besked om, hvornår Casper ville blive frigivet, så vi kunne få fastsat begravelsen. Hen på eftermiddagen blev det besluttet, at begravelsen bliver på tirsdag kl. 11.00. Det gav en dejlig ro i kroppen, at der endelig kom dato på. Vi skal så se ham for sidste gang på mandag. Jeg glæder mig til gensynet... men frygter det også - Jeg er lidt bange for, at de mange dage har sat spor, jeg helst ikke vil se... Jeg bliver dog nødt til at se ham en sidste gang... Jeg savner ham frygteligt allerede - det, at se ham, er lidt, som når han kom hjem efter nogle dage på ferie. Et glædeligt gensyn. Jeg må bare til at vænne mig til tanken om, at det denne gang bliver "farvel" og ikke "vi ses".

Min magtesløshed slog mig også omkuld idag. Der kom brev fra Patientforsikringen med kopi af Rigshospitalets anmeldelse. Spørgsmål: "Hvori består og hvorledes opstod skaden?" - Svar: "Hjertestop i 5-8 minutter"... Umiddelbart efter hjetestoppet fik Mogens at vide at Casper havde hjertestop i ca. 3 min. og at han fik hjertemassage, fra det øjeblik hjertestoppet indtraf - Den samme besked fik vi de efterfølgende gange, vi talte med både læger og sygeplejersker på Rigshospitalet... Lemfældig omgang med vigtige minutter????? Det betyder temmelig meget, om der er tale om 3 min. eller 8 min., når der er tale om brandskade... Er det fralæggelse af ansvar? Eller oprindelig en nedrundig for at give os håb???? uanset sammenhængen bliver jeg utryg ved så store forskelle i udmeldinger på, hvad der faktisk skete... Er der overhovedet styr på noget - kan jeg have tillid til vores hospitalsvæsen længere? Det er magtesløshed på højt plan...

Et løft var dog da vi pludselig fik en SMS at vi havde fået tildelt en ekstra friuge i næste uge. Der er dejligt, for jeg er vist ikke klar til at arbejde på fuldt skrald endnu. Det her har sat sig dybere, end jeg havde troet. Jeg har også besluttet at udskyde min eksamen, jeg kan simpelt hen ikke koncentrere mig om at skrive opgave lige nu.

Da jeg kom hjem i eftermiddag, tog jeg mig selv i at lytte efter om Casper var i bad, som han plejede, når han kom hjem om eftermiddagen... Han bor her stadig...

Torsdag

Jeg har fået arbejdet et par timer i formiddag – det går lidt langsomt, men trods alt godt at lave bare lidt.

Bedemanden ringede og fortalte, at begravelsen ikke kunne blive på lørdag, da Casper ikke var blevet frigivet. Han skal obduceres i morgen… Ventetid… Hvornår mon det så kan blive? Det kunne snart være rart at få sat et punktum, så vi kan starte på næste afsnit.

Mogens og jeg var også henne og vælge gravsted til Casper. Vi valgte et med udsigt over de åbne vidder udenfor kirkegården. Det giver en god fornemmelse af frihed – i Caspers ånd.

Vi havde besøg i dag, og fik foræret et æbletræ – i stedet for en blomst til begravelsen. Giverne syntes, vi skulle have noget, der kunne lede tankerne hen på den friske og aktive dreng, som Casper var. Tænke på de gode minder, i stedet for at stå stille i sorgen… En smuk tanke med et æbletræ… Da jeg bagefter kom ind til min computer, lå en mail fra Lena med en lille sød historie om Casper, min far og min nevø – en historie, der rørte mig meget:

Solen skinner og fuglene synger, der kommer en ung fyr gående ned af grusvejen. Han har en cap på, så man næsten ikke ser det lyse hår. Han er muskuløs og lidt kæk i sin egen særlige gang. Der står et æbletræ midt på engen ved siden af. Casper ser sig nysgerrigt omkring, mens han går, hans blik falder på hans arme og hænder, der er intet at se efter ulykken...det var pokkers, ikke så meget som et ar! Han er nu ikke så langt fra æbletræet, det rasler i det, hvad mon det er, det er bestemt ikke en fugl! Da han står et par meter fra træet, kommer der et æble flyvende, Casper griber det, en ældre mand stikker hovedet frem, "Er du ikke lidt tidligt på den, Casper?" siger manden. Casper undrer sig, Han har set ham før og så alligevel ikke..., han aner ikke, hvor han er henne, han har været i en døs og haft meget svært ved at samle sine tanker, han synes nærmest, han har været i glasklokke og ingenting har været, som det plejede, kroppen ville ikke høre efter og meget af tiden på det nye hospital, har han betragtet sig selv udefra. De har været så kede af det allesammen.....Han har haft det godt med at være ude af sin krop, den virkede slet ikke, som han gerne ville ha'. Han kunne mærke den, når han var i den.. Han kunne mærke Christoffer kildede ham, hans mor, der strøg ham over håret, Camilla der sad i fodenden, eller hans far, når han lagde sin hånd på ham og så bekymret ud. Han kunne helt tydeligt mærke deres kærlighed og deres sorg, men han kunne ikke være i den krop mere, det var som om, det ikke rigtigt var ham længere.. Casper så op på manden igen, han havde lagt sig ned oppe i æbletræet "Kommer du ikke herop?" Casper tog tilløb, fik fat i en gren og svingede sig op. Kroppen virkede jo helt som før måske endda lidt bedre. Casper så genert på manden, der nu begyndte at kaste æbler ned til en lille dreng på den anden side af det store træ. Han fik et æble i hovedet og råbte AV Farfar! "Må jeg lige se det æble Emil?" Emil fandt æblet og prøvede at række det op. Casper sprang ned efter det og gav det til Emils Farfar. Arr sagde manden med et skævt smil, det er ikke mere stødt, end vi godt kan spise det. IIHH råbte Emil, og Casper grinede, som han ikke havde gjort længe. Det var tidligt du kom, Casper...Han så bedrøvet ud, da han sagde det, "Kom vi skal hjem og lave lasagne, der er mange, du skal hilse på..."

Utroligt at sådan en historie skulle komme i min indbakke samtidig med, at jeg fysisk fik foræret et æbletræ… Der er vist mere mellem himmel og jord…. (Du husker detaljerne, Lena)

I eftermiddag gik jeg ud og rodede et par timer i haven. Duften af jord og sommer varmede mig. Jeg tænkte på Casper. Hvis han havde kunnet leve med bare en smule livskvalitet, ville jeg have givet alt for at beholde ham… men jeg ved også, at det er en egoistisk tanke – for Casper ville have alt eller intet. Han har altid været aktiv og udadvendt, og jeg er sikker på, han ikke ville ønske det liv, han kunne have fået, selvom han kunne have fået et levende liv i en eller anden form… Hvor er det godt, vi som forældre ikke har indflydelse på om behandlingen skal stoppes eller fortsættes. Det havde været umenneskeligt, at skulle træffe en sådan beslutning. Der var der nogle andre, der traf den… Nu kan vi glæde os over de mange gode minder, der bor i og omkring os.

En tung forårsdag

Mogens og jeg gik tur på Runkenbjerg i formiddag. Her har vi været mange, mange gange sammen med Casper - og Christoffer og Camilla. Vi gik gennem den nyudsprungne skov, hvor regnen dryppede roligt ned mellem de sarte blade. De dryppede ned og blandede sig med de tårer, der indimellem løb fra øjenkrogen. Lige meget hvor vi kiggede hen, var der minder med Casper. Casper har fotograferet så meget herfra. Vi nød den regntågede udsigt. De lysegrønne bevoksninger, den slyngede å, de fantastiske højdeforskelle, den uspolerede natur og fuglene sang trods regnen. Selv køerne med mavebælte på, som vi har kigget på så mange gange, gik og gumlede på græs. Herfra var det, som om der var udsigt over hele verden - og den havde ikke ændret sig siden sidst, vi var her... og dog var alt forandret.

Vi tog hjem - jeg fik arbejdet et par timer, selvom jeg gik som ved siden af min krop. Hjertet føltes som om det var flået fra hinanden. Kroppen var tung og træt og glæden ved foråret havde svært ved at fæstne sig.

I eftermiddag kom præsten, og vi fik gennemgået begravelsen. Bagefter snakkede vi om hvem der skulle bære... Vi blev enige om, at vi selv vil bære ham, og så får vi Henrik og Inge til at hjælpe os...Det er noget særligt at følge Casper til sit hvilested - Det bliver tårevædet, men også en smuk fornemmelse.

Vi fik en engel af nogle forældre fra børnehaven idag... Den mindede mig om mit blog-indlæg "Mon der findes engle?" Englen er smuk og har et uskyldigt, men også beskyttende udtryk. Den kan ikke hjælpe Casper tilbage til livet, som jeg skrev om, men den kan passe på Casper i døden - og hjælpe os til at lære at leve med smerten over at have mistet Casper.

Jeg gik lidt rundt ude i haven idag... Så Casper for mig, hænge i træerne, hoppe på trampolinen, bygge hule under buskene - der er så mange gode minder gemt her i haven. Dem kan jeg kigge på, når jeg går herude og pusler. Det er en smuk tid i haven, Casper har sagt farvel på. Æbletræet står med de flotteste lyserøde blomster og flirter med blodbøgen, der begynder at folde sine dybrøde blade ud foran den endnu dybere røde Japanske Ahorn. Baggrunden er den nypløjede mark, hvor majsene sikkert inden længe, vil begynde at vokse op. Jeg er sikker på billedet har fæstnet sig så godt, at jeg husker Caspers farvel med et stik i hjertet, de næste mange år, når haven står og spiller op til sommerens komme.

Praktiske ting og uvished

Tomhed.... er nok det ord, der bedst beskriver, hvordan jeg følte, da jeg vågnede til morgen. Vi spiste morgenmad og gik over i kapellet og så Casper.

Han så så lille og sart ud, liggende der i hospitalsskjorte i en nyredt seng. For første gang i næsten tre måneder havde han tøj på. Hans udtryk var fredfyldt. Hans mund var lidt skæv, ligesom når kan sad og lavede sjov ved bordet derhjemme med glimt i øjet. Nu var hans øjne lukkede, og de lange mørke smukke øjenvipper dannede kontrast til den hvide hud... Så flot den var blevet, efter alle de brandsår var helet op... Han havde et lagen på som dyne og man fornemmede ikke hans magre skikkelse. Man kunne kun se hans lille ansigt og hans hænder, der lå ovenpå hinanden på brystet. Han havde fået min mors dag buket med sig. Den lå på maven. Det lille lyserøde stråhjerte, der havde siddet i buketten, lå smukt på brystet, ovenpå hjertets plads, lige ved hans små hænder. Han lignede ikke længere en frisk ung mand på 17 år - nærmere en dreng på 10-12 år. Der var ikke meget tilbage - men udtrykket var en renhed og et fredfyldt udtryk.

Vi kørte hjem - næsten i stilhed. Indimellem løb en enlig tåre fra øjenkrogen. Jeg holdt indimellem i hånd med Mogens - men mest fik stilheden og tankerne lov til at fylde...

Hjemme igen fik vi talt med præst, bedemand, kro og kirkegård. Hvor er der mange praktiske ting, der skal ordnes. Vi fandt tøj til Casper, som han skulle have på. Christoffer og Camilla talte længe om hviken at hans t-shirts, de syntes, han skulle have på - hvad kunne han selv bedst lide?

Christoffer, Camilla, Mogens og jeg kørte ned til Ødsted Kirke og kiggede på gravsteder. Hvordan skulle Caspers lille sted være? Vi blev enige om, at han skulle jordbegraves, og at han skulle have et lille gravsted. Vi havde vendt kort, om han skulle brændes, men Mogens mente, at han var rigeligt brændt - og jeg ville gerne have en sammenhængende ceremoni. Mogens og jeg talte om, at han bare skulle have en lille sten - men Camilla mente, han skulle have et lille hyggeligt gravsted - så det får han.

Vi planlagde begravelse til på lørdag - men nu må vi se om det holder, for han er endnu ikke frigivet... Vi vil gerne have det overstået - det er, som om livet står på pause og nu får vi først svar på torsdag, om begravelsen kan blive lørdag...Igen uvished.... Uvished er vist vores livsbetingelse lige nu.

I løbet af eftermiddagen kom Lilly, Knud, Henrik, Lone og børn på besøg. Vi sad i haven og hyggede os. Det er første gang i år, jeg sidder i haven. Det plejer at være der jeg henter ny energi. At pusle rundt med jorden og planterne er lise for sjælen - det er vist det, jeg trænger til nu. Jeg kan sikkert finde en dag i løbet af ugen, hvor jeg kan gå herud og samle lidt energi igen.

Jeanette havde sørget for at alle i børnehaven havde fået besked. Rart at de alle ved det, når vi vender tilbage i næste uge.

Jeg har fået rigtig mange mails idag. Nogle har fortalt små anekdoter om Casper. Jeg bliver så varm indvendigt over alle de gode minder Casper har været med til at skabe for andre mennesker - hans korte liv var ikke forgæves - han vil leve i vores hjerter for altid.

Farvel Casper

Jeg vågnede til morgen. Casper trak vejret meget let og uregelmæssigt. Jeg lå lidt og lyttede til ham. Bare han holder til Mogens, Christoffer og Camilla kommer, var min tanke. Jeg fik sygeplejersken til at være hos ham, mens jeg blev vasket. Han skulle ikke ligge selv nu.

Jeg aftalte med sygeplejersken, at de ventede med at vende Casper, til de andre kom, for jeg var bange for, at det kunne provokere ham så meget, at han stoppede med at trække vejret.

Mogens, Christoffer og Camilla kom, og Casper blev vendt. Han stønnede lidt, men fortsatte ellers uden den store forandring. Lilly kom lidt senere. Efterhånden så han bedre ud. Hans vejrtrækning blev mere stabil, men også meget overfladisk. Til frokost gik Lilly tur med Christoffer og Camilla, og de havde lidt mad med tilbage til os. Dejligt.... Hverken Mogens eller jeg havde lyst til at gå fra ham.

Om eftermiddagen kom min mor. Vi sad ved sengen og snakkede, men brugte også meget tid på bare at kigge på Casper, der blev mere og mere fjern. Øjnene var efterhånden meget rødsprængte. Kroppen varm, fingre, tæer og næse blev efterhånden kolde. Han fik mange små kys og klem. Det var som om livet langsomt ebbede ud.

Til aften spiste vi hos Casper. Min mor havde haft mad med. Christoffer, Camilla og Mogens lå tæt sammen i min seng og så fjernsyn - Knugede og mærkede hinanden. Jeg sad mest og kiggede på Casper, mens jeg holdt ham i hånden. Min mor tog hjem, mens Mogens og Lilly gik en tur.

Lilly tog sent herfra og kort efter gik Mogens, Christoffer og Camilla over på patienthotellet. De havde besluttet at blive om natten, da Casper så meget dårlig ud. Jeg kravlede i seng, aede Casper lidt over kinden, gav ham et klem og kyssede ham på kinden. Jeg holdt ham i hånden, lå på siden og kiggede på ham. Jeg vidste, at sygeplejersken snart kom ind, da de lige havde haft vagtskifte. Casper trak vejret dybt... I lang tid trak han ikke vejret. Min hånd søgte ned mod hans brystkasse for at mærke, om hans elskede hjerte stadig slog. Min hånd nåede ikke derned, før han igen lavede en dyb vejrtrækning... og denne gang var jeg ikke i tvivl. Han havde trukket vejret for sidste gang... Jeg blev overvældet af blandende følelser. sorg over at have mistet ham... og lettelse over at han endelig fik fred efter de sidste dages kamp. Det var bare alt, alt for tidligt at miste et elsket barn.

Sygeplejersken kom ind, og jeg sad med armene om Casper og krammede ham. Jeg fortalte hende, at han ikke trak vejret mere. Hun så lidt forskrækket ud, var henne og kigge efter, fattede sig så og spurgte, om jeg havde brug for lidt tid alene. Jeg bad hende ringe efter de andre, som kom få minutter efter.

Vi sad i Caspers seng. Græd lidt, men snakkede også om, hvor godt det var for Casper at kampen endelig var slut... og at han ikke ville have ønsket, det liv som svært hjerneskadet, som han ellers var stillet i udsigt. Casper havde et kort liv. Men det var et liv med meget glæde, gode oplevelser og en ukuelig appetit på livet.

Snart farvel

Casper og jeg havde en god nat. Han vågnede kl. 5.00, hvor han blev vendt. Bagefter sov jeg videre til kl. 7.00. Casper lå vist vågen det meste af den tid. Han kiggede ihvertfald, når jeg indimellem kort vågnede op og så på ham. Han så bedre ud efter natten. Rolig vejrtrækning og klare øjne.

I løbet af morgenstunden blev han mere fraværende. Han er blevet tyndere - selvom jeg næsten ikke troede, at det var muligt... Han er bogstaveligt kun skind og ben. Han ligner et lille barn fra hungersnødsramte Afrika-lande - bare uden den store udspilede mave.

Mogens, Christoffer og Camilla kom til morgen. I løbet af dagen har der også været besøg af Lilly, Henrik og Lone og min mor. Vi har snakket og bare siddet og kigget på Casper.

Jeg har tænkt mange tanker om, hvordan Casper ville have det med at vide, at han lå, som han ligger nu. Jeg tror ikke, han ville ønske det... Jeg synes dog, at det er rart, at det hele ikke er gået for hurtigt. Jeg har tid til at få sagt ordentligt farvel. Hvis man kan blive klar til at tage afsked for evigt med sit barn, så tror jeg, at jeg er så klar, jeg kan blive. Jeg vil gerne beholde ham - men kan godt se at Casper snart har brug for fred. Hans vejrtrækning er blevet dårligere i løbet af dagen... Måske har han fået lungebetændelse... han er også varm... Han reagerer ikke længere ret meget, når jeg væder hans mund og giver ham læbepomade på. Han er fjern - i sin egen verden... Alligevel ser han afslappet og fredfyldt ud.

Jeg kommer til at savne ham - meget... Vores familie bliver helt ny. Vi skal til at fungere sammen kun fire mennesker. Vi skal hjem og tømme hans værelse... Det bliver vist noget, der kommer til at tage mange dage, mange tanker og mange tårer...

Livskamp

Casper og jeg havde en rolig nat. Jeg fik min seng helt hen ved siden af Caspers, så jeg kunne ligge og holde ham i hånden. Det er mange år siden, jeg sidst har sovet med Casper i hånden - men hvor jeg nød det. Følelsen af at have ham helt tæt på og kunne værne ham lidt mod den store verden derude... Da Casper skulle vendes i løbet af natten, blev der møbleret helt om på stuen, så min seng igen kom til at stå op ad Caspers - bare på den anden side, så jeg stadig kunne holde i hånd.

Vi vågnede ca 5.30. Casper var rolig og så bedre ud end i går aftes. Han øjne var pæne. Han trak vejret roligt og så ikke længere ud, som om han havde feber. Jeg stod op og kom i bad, mens Casper fortsatte sin rolige kiggen rundt.

Senere på morgenen begyndte han at få besværet vejrtrækning. Det var ikke rart at se ham kæmpe med noget så basalt som vejrtrækning. Mogens, Christoffer og Camilla kom og kort efter også Lilly og Bjarne. Sidst på formiddagen kom også Inge og Sabrina.

Til frokost gik vi ned i byen og spiste, mens Lilly og Bjarne blev hos Casper. Vejret var flot, og vi nød solen og udsigten over søen i fulde drag. Jeg gik dog hurtigt tilbage, da jeg tænkte meget på Casper, der kæmpede med vejrtrækningen. Han havde det godt, da jeg kom. Han så rimelig afslappet ud. Min mor dukkede også op om eftermiddagen.

Casper blev dårligere i løbet af dagen, og blev sat op i smertestillende, så han kunne få mere ro på vejrtrækningen. Det er dog tydeligt, at det kun går ned ad bakke. Mit humør skifter hele tiden. Glad for at der er nogle der vil dele denne svære stund med mig, og jeg tænker på mange af de gode timer, jeg har haft med Casper. Indimellem bliver jeg også overmandet af magtesløsheden og sorgen over den tid, vi ikke vil få. Tænk, jeg skal undvære ham juleaften...Det bliver vist mit livs sværeste jul... Casper glædede sig til at måtte tage kørekort... Jeg får ikke lov at se glæden og stoltheden i hans øjne, ved at opnå det... Jeg kigger på billedet af Casper i swimmingpoolen i Egypten fra i sommers. Han ser så glad og livskraftig ud. Når jeg så kigger hen i sengen og sammenligner.... Han ligger svag og afkræftet, kæmper for sit liv, hænger i det yderste af neglene i livets klippe. Vi ved, at kampen er tabt - mon han ved det?

Mon der er endnu en dag imorgen?

Den lange ventetid

Vi kørte op til Casper lige efter vi havde spist morgenmad. Han var lige blevet vasket og vendt, da vi kom. Han så vågen ud og kiggede meget. Alligevel virkede han også afkræftet og fjern. Var det fordi jeg nu vidste, at det ebbede ud... eller bliver han bare mere fjern?

I løbet af dagen har vi talt med Casper og om Casper. Minderne er væltet ind og ud imellem hinanden. Der har været lange fortællinger og korte brudstykker. Vi har talt, grædt, været stille, grinet og talt og talt og talt... Det er stadig meget uvirkeligt at Caspers liv er næsten slut.

Vi havde Caspers Cap med idag. Den har han haft på hele dagen. Han lignede meget mere sig selv med den på. Til aften var den godt nok blevet lidt fedtet af sår og creme - jeg vaskede den, så den var klar til imorgen igen...

Casper blev tydeligt dårligere i løbet af dagen. I formiddag var han meget vågen. I løbet af eftermiddagen og aftenen sov han meget mere og blev fjernere i blikket. Han blev også varm, og så ud som om han havde feber.

Hvor er verden uretfærdig. Jeg var selv kun et ungt menneske, da jeg mistede min far. Nu skal jeg også miste min søn, som et ungt menneske... Hvor er livets mening?

Til aften var Lilly og Bjarne på besøg. Dejligt med støtte i denne svære tid.

Jeg besluttede at blive heroppe i nat hos Casper, mens Mogens, Christoffer og Camilla kørte hjem. Jeg fik tilbudt at få en seng ind på Caspers stue, så jeg kunne være ved ham. Det skyndte jeg mig at sige "ja tak" til. Dejligt, at jeg kan få lov at være så tæt på lige nu. Jeg får nok ikke meget søvn inat, for jeg vil sikkert ligge og lytte efter hans åndedræt, som bliver lettere og lettere... Christoffer og Camilla nød min seng hele aftenen, hvor de sammen slængede sig i den og så fjernsyn. Dejligt at de trods alt har hinanden.

De bange anelser holdt stik

Mogens og jeg kørte op til Casper i formiddag. Han sad i stolen, da vi kom. Han virkede anspændt, og vi kunne ikke få kontakt med ham. Han blev ved med at trække hovedet frem, så det kom til at hænge ned på brystet. Han virkede endnu dårligere end igår...

Personalet var ved at gøre klar til mødet, og efter kort tid sad vi sammen med en sygeplejerske, afdelingsoverlægen og en neurolog fra Hammel i dagligstuen med en kop kaffe. Neurologogen fortalte, at Casper havde været med på deres konference, og de kunne ud fra de mange undersøgelser se, at der ikke var basis for rehabilitering af Casper.... Pufff... Det var noget af en mavepuster... selvom vi havde frygtet det.

Han fortalte, at medicinen mod spasmer ikke virkede, og de mente, det var, fordi Casper ikke havde spasmer, men at hjernen ikke havde kontrol over musklerne, så de arbejdede af sig selv. Det betyder, at Casper konstant spænder i alle sine muskler, og det er derfor, at han bliver mere og mere krum. Det er også grunden til, at han ikke kan tage på i vægt, for han forbrænder rigtig meget energi med det store muskelarbejde, han laver.

De havde derfor besluttet at indstille den aktive behandling allerede idag...Tiden står stille... tårene triller...stilheden fylder rummet for en stund. Jeg spørger til tidsperspektivet - og det handler om timer, dage eller uger - mest sandsynligt et par få dage...Hvor blev tiden af. Casper har kun fået sølle 17 år. Han skulle jo have et langt liv endnu... Hvad med resten...

Mogens og jeg sad bagefter lidt og sundede os. Rummet var fyldt af stilhed... men hvis magtesløshed og tanker havde lyd, ville larmen have været uudholdelig. Vi gik ind og hilste kort på Casper, inden vi kørte hjem og hentede Christoffer og Camilla. Vi arrangerede også en fridag imorgen. Vi kørte retur til Silkeborg. Stilhed... Hvorfor????... Stilhed...

Da vi kom op til Casper igen, var han kommet iseng og var flyttet ind på en enestue, så vi kunne få ro til at være sammen med ham. Der blev serveret kaffe, sodavand, saft og småkager... og personalet var meget omsorgsfulde. Vi snakkede lidt omkring sengen, Camilla og jeg sad lidt på skift oppe i sengen hos Casper i fodenden. Jeg læste det sidste af bogen for ham. Filip i bogen endte med at komme tilbage til livet, næsten samtidig med at Casper skal slippe livet...

Caspers svenske næse skulle fjernes, så vi gik ned i byen og fik en is imens. Lidt frisk luft gjorde godt. Hovedet bliver træt af at være så ked af det. Det kræver mere energi end hård fysisk motion. Bagefter gik vi tilbage. Han trak vejret mere lydløst nu og havde nu plaster på halsen, hvor den svenske næse havde siddet... Han lå så fint og trak vejret helt selv - og alligevel ebber hans liv ud... Vi talte meget til ham... vist mest for vores egen skyld. Holdt ham i hånden og strøg ham igennem håret.

vi gik ned i byen og spiste aftensmad. Rigtig god mad - og trods alt lidt hyggeligt. Da vi lige var blevet færdige med at spise, ringede de fra hospitalet, at vi skulle komme. Casper var blevet dårligere.

Da vi kom derop, trak han vejret mere besværet og farven i hans kinder var helt væk. Hans læber havde et blåligt skær og øjnene var glasklare. Han havde lige fået noget smertestillende, da han skulle vendes, og sygeplejersken var i tvivl om, om det var det, han reagerede så kraftigt på...

Der var kommet nye forsyninger af drikkevarer, og vi sad omkring Casper og snakkede og smågræd lidt... mindedes tiden vi havde haft, og tænkte på den tid, vi ikke ville få... Casper blev bedre. Efter en times tid, var han rimelig afslappet - og vi kunne endda begynde at fange hans øjne igen. Vi blev enige om at køre hjem og sove, så vi kunne være klar til en lang dag igen imorgen... og sikrede os først, at vores telefonnumre var indenfor sygeplejerskens rækkevidde og forsikrede hende om, at hun skulle ringe, hvis han blev dårligere uanset tidspunktet.

Frygt

Casper var ved at blive skiftet og vasket, da jeg kom til morgen. Bagefter havde han besøg af lægen, da han skulle have noget medicin mod spasmer direkte i rygmarven. Han har hidtil fået medicinen i tabletter, på grund af brandsårene på ryggen. Den er nu så pæn, at han kan få det i rygmarven. Der skulle være færre bivikninger på denne måde. Han har meget højt blodtryk og sveder meget, hvilket kan skyldes bivirkningerne af tabletterne.

Efter tre kvarters venten, kunne jeg endelig komme ind. Casper var meget fraværende, og der var ingen reaktion, hverken når jeg talte til ham eller rørte ved ham. Puh, ha - det er svært, når man lige synes, der har været nogle gode dage.

Caspers hænder og fingre er igen begyndt at krumme mere. Han skal have nye skinner, da han nu krummer så meget, at han ikke længere kan bruge de gamle. Æv - det går den forkerte vej...

Casper havde også feber idag og hans infektionstal var for høje, så hvis feberen stiger yderligere, begynder de med antibiotika-behandling. Jeg bliver så ked af det, når han ligger uden at reagere, og når hans fysiske tilstand samtidig bliver dårligere, er det da helt håbløst.

Fys og Ergo kom og bevægede hans led igennem idag. Han er meget stiv efterhånden, og han bliver meget anspændt under træningen. Mens han lå på ryggen, bøjede han hovedet op i næsten 90 grader og holdt det der MEGET længe - mon det gjorde ondt på ham?

Imorgen skal vi til møde med en neurolog fra Hammel, hvor vi skal tale om "behandlingstilbud og etik". Mon han alligevel er for dårlig til Hammel? Al den uvished gør mig nervøs og frygtsom. Er han mon opgivet?

Jeg sidder ligesom flere gange tidligere med oplevelsen af at jeg har mistet et barn - men da hans krop stadig er her, kan jeg ikke få sagt ordentligt farvel. Jeg bliver igen og igen mindet om den dejlige livsglade dreng, der engang boede i den nu næsten livløse krop. Det er slet ikke til at forstå. Tænk hvordan få minutter har ændret vores families liv så radikalt...

Den gamle Casper har jeg mistet for altid... men en ny Casper er flyttet ind i hans krop. Det er et helt andet menneske. Jeg har fået mig en ny søn - meget anderledes end den tidligere. Jeg holder rigtig meget af ham, men endnu er han et næsten ubeskrevet blad - næsten som når man står med sin nyfødte første dag. Dengang tænkte jeg også på det liv, der lå foran dette prægtige barn. Nu står jeg igen med denne følelse... Hvad mon denne nye Casper bliver for én. Hvad vil han blive til? Hvad vil han lære? og hvornår? Vil han få et anstændigt liv? - og vil han overhovedet overleve?

Kakaosmag

Mogens og jeg spiste tidlig aftensmad og kørte sammen op til Casper. Han var lige kommet i seng igen, efter at have brugt nogle timer i stolen. Sygeplejersken fortalte at han kiggede meget rundt, mens han sad i stolen, og de havde helt klart fornemmelsen af, at han kiggede efter dem, når de talte sammen.

Casper var vågen, måske knap så nærværende som han var sidst, jeg var der. Han brugte dog sine øjne, og de bevægede sig, når Mogens og jeg talte. Han svedte meget idag, så vi lettede dynen lidt, og tørrede sveden lidt af ansigtet.

Jeg læste et par kapitler for ham - det må have været meget spændende for pulsen steg meget, og han svedte voldsomt. Jeg stoppede med at læse og begyndte i stedet at tale til ham. Pulsen faldt og pupillerne fik normal størrelse igen.

På Lena's opfordring havde jeg taget kakao med til ham idag. Han fik det på en svaps. Først kneb han munden sammen, da jeg ville komme det i munden på ham. Det lykkedes dog uden de store problemer og han lå helt stille lidt - kort efter smaskede han lidt - og sank...Jeg prøvede igen. Denne gang gjorde han ikke modstand, da jeg skilte læberne for at prøve igen. Han smaskede det i sig med det samme... Tredje gang han fik det i munden, skete der ikke meget. Han lå længe med de få dråber i munden... men efter et stykke tid sank han... og åbnede munden. Jeg gav ham lidt igen, som han også smaskede i sig ret hurtigt.

Jeg valgte så at stoppe, da han havde haft problemer med sondemaden idag. Han skal have ny medicin for at fremme optagelsen af maden. Hvis det ikke virker, skal sonden sættes længere ned på tarmen, istedet for på maven.

Caspers ryg er næsten helet op. Den er bare blevet så flot. Det er slet ikke til at forstå, at den har været svitset helt væk... Der er heller ikke mange af de øvrige sår tilbage. Han har lige nogle små sår på nogle af knoerne og så ellers lidt på hovedet. Det varer sikkert ikke mange dage, før de sidste sår er væk.

Sygeplejersken fortalte også at de talte med Hammel hver dag, om hvordan det gik med Casper. De regner med, at han skal flyttes til Hammel en gang i næste uge... Det er meget hurtigere, end vi havde forventet. Vi håber, han snart tager på - så han er klar til kamp, når han bliver flyttet...

Imorgen skal jeg se hans træning med fysioterapeuten og ergoterapeuten. Det bliver spændende...