søndag den 21. april 2013

En fornøjelse

Jeg hentede Camilla og hendes kæreste efter en tur i byen. Da vi kommer hjem siger Camilla: "Tak for turen". Jeg svarer, at det var en fornøjelse. Hun kigger undrende på mig og spørger: "Var det?"

Jeg tænker mig om et øjeblik... Ville jeg hente dem fra byen, fordi mit ego gerne ville have, at de kom herhjem og sov, så jeg fik lidt fornøjelse af dem dagen efter, eller var det virkelig en fornøjelse at hente dem... Efter et kort øjeblik var jeg ikke i tvivl... Det VAR en fornøjelse... At få lov til at blive ringet op og høre Camillas glade stemme og høre at hun havde det godt efter at have været i byen. Få lov at høre på den opløftede stemning efter en god aften. En snak i bilen, hvor mørket omkring os giver plads til stemning og emner, som vil blegne i dagslys... At se stjernerne i hendes øjne efter gode oplevelser. At høre hendes latter. At se hendes samhørighed og glæde ved sin kæreste. Men vigtigst af alt... få lov til at hente hende levende og endda uskadt hjem efter en dejlig aften - For det véd jeg. Det er ikke er en selvfølge, at mine børn kommer hjem igen... Så fornøjelsen er helt på min side, når jeg kører ud i mørket og henter min skønne datter hjem.