I mit hidtidige liv har jeg haft en rigtig fantastisk reservetank af energi. Har jeg været træt eller bare brugt, har en god oplevelse eller en afslappende weekend givet mig ny energi - jeg har fyldt på reservetanken og har igen ekstra overskud, når jeg skal yde lidt mere end gennemsnitligt. Især en ferie på cykel, i kano, i kajak eller i et par vandrestøvler har givet mig et usædvaneligt overskud i meget lang tid. Det at fylde reservetanken op, har givet mig energi til de mest utrolige kraftpræstationer. Jeg har kunnet håndtere komplekse problemstillinger i en hektisk hverdag - og kunne gøre det igen og igen og igen...
Det er som om tabet af Casper har slået hul i reservetanken. Selvom jeg får nogle fantastiske oplevelser eller holder fri og føler mig fuld af energi, er det som om det ikke påvirker min reservetank - den er ikke blevet fyldt op. Allerede dagen efter kan jeg stadig kun yde gennemsnitligt, hvis jeg ikke skal køre fuldstændig træt. Jeg kan godt yde lidt ekstra, men så må jeg hjem på sofaen et par timer bagefter...
Nu er det over et år siden, ulykken skete... knap et år siden han døde... og nu begynder jeg at spekulere på om det hul i reservetanken mon er kommet for at blive. De første mange måneder var jeg overbevist om at det var mit sorgarbejde, der krævede så meget energi, at jeg ganske enkelt forbrugte energien efterhånden, den blev fyldt på... Nu er jeg ikke så sikker længere. Måske jeg må indstille mig på at livet må foregå i et mere roligt tempo end hidtil... med mere plads til ro og hvile... at jeg aldrig igen kommer til at nyde godt af den reservetank, jeg har udnyttet på det groveste...
