En lille undselig flamme blafrer usikkert midt i sofaen - det er kun lige man kan få øje på den. Den ser ud, som om den endnu ikke har besluttet sig for, om den vil gå ud eller blusse op... Nederst på skærmen tikker sekunderne derudad, mens temperaturen viser 18 grader. Billedet er en stue med en sofa, en stol, et sofabord, et fjernsyn, en lampe... altså en helt almindelig stue... Flammen vokser en lille smule. Den begynder at virke overbevisende... Den går ikke ud igen. Sekunderne tikker, flammen er efterhånden en halv meter høj og breder sig også lidt i bredden. Et halvt minut er gået. Temperatuen er steget med en enkelt grad. Tankerne flyver tilbage til Caspers ulykke. Mon det var sådan der så ud, da sofaen eksploderede efter cigaretskoddet havde ligget og ulmet? Var det mon i dette øjeblik, hans kammerat vækkede ham og sagde, de skulle ud, fordi det brændte? Sekunderne tikker videre. Efter bare halvandet minut er rummet ved at være fyldt med sort røg, den knitrende larm fra ilden tager til, små eksplosionsagtige smæld begynder at lyde. Sofaen står i store flammer, røgen bliver tættere og tættere. Underviseren, som er uddannet brandmand siger: "Det er endnu muligt af foretage personredning fra rummet". Jeg overvejer, om det er på dette tidspunkt at Caspers to venner står og verbalt guider ham ud af rummet, da de ikke kan komme ind for røg og varme... Temperaturen er omkring 100 grader. De næste to minutter stiger temperaturen konstant i spring på mere end 100 grader af gangen, mens de øvrige møbler antændes af den varme sorte røg. Det går op for mig hvor virkeligt det var, når Caspers venner blev ved med at gentage: "Det gik bare så hurtigt... det gik bare så hurtigt..." Efter fire et halvt minut var hele rummet omspændt af flammer, loftet begyndte at falde ned og temperaturen har rundet de 800 grader... Filmen stopper. Jeg sidder tilbage - tom for tanker - men fyldt af sorg og rædsel - Casper kan ikke have nået at tænke mange tanker, mens det stod på. Utroligt at han overhovedet nåede ud i live... skønt han ikke skulle leve ret længe...
Jeg var egentlig bare på kursus for at lære at betjene vores automatiske brandalameringsanlæg... men gengivelsen af "Caspers brand", fik frygten og rædslen til at blusse op. Jeg kunne mærke at tårerne pressede på... men jeg ville ikke give efter - her midt i en forsamling fremmede mennesker - som ikke kendte mig og min baggrund. Jeg prøvede at fastholde opmærksomheden på de branddøre, der nu var emnet... men det var ikke let, og resten af dagen spøgte branden også i mit baghoved... Jeg bliver nødt til at overbevise mig selv om, at disse oplevelser - som kommer fuldstændigt uden varsel - er med til at bearbejde mit tab... så jeg med tiden vokser mig stærkere og stærkere, så livet med et mistet barn bliver lettere...men let bliver det aldrig.
