torsdag den 23. juni 2011

Sct. Hans

Så blev det Sct. Hans uden Casper... Underligt at tænke, hvor meget jeg har tænkt på ham idag... og hvis han havde været her, var det slet ikke sikkert, han ville have fejret Sct. Hans sammen med os. Han havde sikkert valgt et bål i venners lag... Alligevel er det en dag, der bringer minder frem fra Sct. Hans aftner gennem de sidste mange år... Idag har jeg mange gange tænkt... Casper ville have gjort... Casper ville have sagt...

Jeg er begyndt at lægge mærke til hvor mange mennesker, der faktisk mister livet alt for tidligt... Næsten hver dag hører jeg i radioen om trafikulykker, overfald, arbejdsulykker... og hver gang tænker jeg på de mange pårørende, der ligesom os, skal undvære et menneske, de har elsket... Det er ikke til at forstå at den voldsomme smerte bliver påført nye mennesker hver eneste dag... og livet omkring os fortsætter alligevel uden den store ændring... Togene og busserne kører stadig... selvom vi selv synes at verden er gået i stå.

Jeg har været oppe på Caspers grav hver dag siden i søndags for at vande alt det nyplantede. Det kommer vist meget godt... Jeg begynder at savne stenen - men vi har stadig ikke fundet ud af, hvordan den skal være... Jeg glæder mig til at kunne sætte blomster ved hans sten.

De sidste par dage har jeg været lidt ked af det... Ikke sådan opløst i gråd... mere sådan en trykkende fornemmelse... Det hele fylder bare rigtig meget lige nu. Måske det også er værre, fordi jeg faktisk får sovet for lidt - og arbejder for meget... Jeg har tænkt på den lange uvisse tid på Rigshospitalet og har også tænkt på John og Jette, som jeg delte lejlighed med i København. De mistede deres datter, dagen før Casper døde...Lange forløb for os alle... og vi endte med at miste... Jeg glæder mig ubeskriveligt til en fridag imorgen, hvor jeg skal på tur med Susanne - på tur til Sjælland. En god lang køretur med masser af plads til snak.

Bagefter venter en uges ferie... Camilla skal på træningslejr, så Mogens og jeg finder nok på nogle hyggelige småture... Så skal jeg have gjort lidt ved haven, det trænger jeg til - og vi skal da også lige have besøgt Lena og Mickal...

søndag den 19. juni 2011

Gravstedet begynder at tage form

Idag har vi anlagt gravsted...Christoffer, Camilla, Maria (en af Caspers veninder) og jeg har været igang hele dagen. Det var en rigtig hyggelig dag på kirkegården - men også hårdt arbejde. Det er et stort gravsted og vi skulle have græstørvene af det hele. Efter et par timers arbejde, var vi endelig færdige med at fjerne græstørv... Jeg tænkte at Casper ville have nydt at vide, at vi knoklede sådan for ham, og han ikke skulle løfte en finger...

Efter tørvene var fjernet, fik vi hurtigt stedet til at se hyggeligt og indbydende ud. Camilla havde bestemt, at der skulle være en bænk på gravstedet, så man kunne sidde stille og roligt og bare mindes. Bænken indbyder virkelig til en mindestund og jeg tror, jeg vil komme til at bruge den meget.

Der er lavet en halvcirkel af brosten. De kommer fra min mors kolonihave. På den måde får Casper lidt fra "mormor" med sig. Vi har desuden plantet efeu, som vi har hentet hjemme i haven... Så er det hele lidt vedkommende og personligt. Det udstråler en dejlig varme.

Camilla skulle desværre til generalprøve på gymnastikopvisningen, så hun kunne ikke være med hele dagen. Det var ærgeligt, for det betød rigtig meget for hende... I løbet af næste uge, regner vi med at den lille busk, som skal være på gravstedet, kommer. Den må hun ud og plante...'

Vi var ude for at kigge på sten igår. Der var lukket... Vi må finde en anden dag, hvor vi allesammen kan. Det er noget vi gerne vil være sammen om... Det er vigtigere at vi får valgt stenen på den rigtige måde, end at det går hurtigt.

Det har været en rigtig dejlig dag idag, med mange gode tanker og minder - lidt en modsætning til i onsdags, hvor vi havde førstehjælpskursus hos Onkel og Tante. Jeg var totalt uforberedt på, at jeg blev så berørt af det. Vi skulle prøve hjerte-lunge-redning... og skulle lytte efter vejrtrækning og kigge efter om brystkassen bevægede sig. Her var jeg pludselig tilbage til Caspers sidste dage, hvor jeg hele tiden sad og lyttede efter den stadig svagere vejrtrækning. Jeg oplevede de minutter, hvor han opgav livet, igen og igen og igen... Det var en sej aften... men jeg klarede det... Jeg var flere gange lige ved at gå ud, men holdt hele vejen...