Casper har igen haft fødselsdag - anden gang som engel. På den ene side er tiden fløjet afsted og på den anden side, har han været væk i en evighed. Tid er noget forunderligt noget. På ingen måde statisk. På samme måde er det, man oplever i tiden, heller ikke statisk. Når jeg ser tilbage på det første år uden Casper, syntes jeg dengang, at jeg havde nogenlunde styr på det der foregik omkring mig. Jeg havde op- og nedture, men syntes i det store hele det gik jævnt fremad... Det gjorde det nok også... men tiden har fået mig til at se anderledes på forløbet. Nu ser jeg nok det første år som tiden i kaos. Jeg kæmpede med sorg og savn. Jeg prøvede at forstå, at jeg virkelig havde mistet et dyrebart barn. Jeg kæmpede for at holde hovedet oven vande... Det andet år har været et reetableringsår. Jeg har skulle finde nye værdier i mit liv, skulle finde ud at at leve på trods. Jeg har brugt energi på at sortere det uvæsentlige i mit liv fra. Så efter først et år i kaos, dernæst et år med reetablering er jeg forhåbentlig nu klar til at leve mit nye liv igen med fast grund under fødderne... og jeg ved, at jeg til næste år måske vil se helt anderledes på det, der forgår både indeni og omkring mig...
Igår fejrede vi Caspers anden englefødselsdag. Han ville være blevet 19 år, hvis han stadig havde været her - Hvad mon han ville have været igang med nu? I lære som mekaniker.... eller inde hos Beredskabet for at blive brandmand... Det var ihvetfald nogle af de drømme, han havde... men mulighederne lå åbne, så det må forblive uvist... og uvisheden bliver større år for år. Det bliver sværere og sværere at forestille sig, hvad han ville have lavet, hvad der ville have glædet ham og hvordan han ville have set ud. Jeg husker stadig hans 17 årige ansigt - fuldt af smil og finurligheder.
Vi har vist allerede fået skabt os en dag med traditioner på Caspers fødselsdag. Vi hentede Christoffer og Camilla og kørte i Kolding Storcenter hvor vi fandt en café og spiste frokost. Bagefter gik vi og hyggede lidt i centret, købte blomster til Casper... og kørte op og gjorde hans grav forårsklar. Sidste år havde det været forår på denne dag. I år har vinteren endnu ikke sluppet sit tag... Alligevel var det en flot dag med klar blå himmel og flot solskin. Et par frostgrader... men solen varmede lige præcis så meget at det øverste jordlag gav efter for riven. Blomsterne måtte lægge ved siden af gravstenen - frosten gør det umuligt at sætte blomster i stenvasen...
Vi hentede Arthur og gik en frisk tur i Ådalen. Her var god tid til at snakke - også om Casper. Bagefter tog vi hjem og hyggede lidt med varm kakao og et spil kort, inden turen gik på Bones for at spise aftensmad. I år var vi i Vejle... Det ville Casper ikke have bifaldet, men Camilla skulle til Give bagefter, så det var lidt langt at køre fra Kolding... Vi fik et gensyn med ismaskinen, som Casper blev uvenner med.... Hvor er det dejligt med disse sjove minder.
Vi sluttede dagen med at køre til Give, hvor Camilla skulle lave gymnastikopvisning. En rigtig dejlig og hyggelig familiedag - det havde selvfølgelig været endnu hyggeligere, hvis Casper havde været med... men det er blevet en rigtig fin måde at mindes på... når det nu ikke kan være anderledes.
