Forleden så jeg én, der fuldstændig lignede den læge, der tog imod os på Rigshospitalets traumecenter - den gang for næsten to år siden. Utroligt som billederne brænder sig fast på nethinden. Jeg er tilbage i tiden... Husker hvordan vi sad i bilen på vej til København og frygtede det værste. Jeg talte i telefon med en skadestuelæge fra Kolding, som havde behandlet Casper, inden han blev sendt videre med helikopter til Rigshospitalet. Da han fortalte om omfanget af skaderne forstod jeg det var meget, meget alvorligt - og jeg spurgte: "Overlever han det her?" Lægen svarede mig, at det var for tidligt at sige, det kunne udviklingen de næste dage bedre give et billede af - men at statistikkerne talte til hans fordel. Han var ung og i god form. Jeg var ikke specielt beroliget, da jeg afsluttede samtalen og bagefter ringede jeg til de nærmeste i familien og fortalte om situationen. Jeg kan huske, at jeg tænkte tanken, at Casper kunne dø fra os, men det var logik, mine følelser var slået helt fra... Det må have været for overvældende - at følelserne bliver sat på standby, for at logikken kan sikre, at man handler i situationen.
Vi kom ind på traumecentret... Vi sad i laaaaang tid i venteværelset, mens de behandlede Casper. Vi fik en orientering, lige da vi kom af en sygeplejerske. Hun kiggede også ind til os indimellem og sørgende for at vi havde noget at drikke. Ventetiden var lang. Vi vidste, han var lagt i koma. Vi frygtede hvordan det ville blive at se hans meget forbrændte krop. Jeg forestillede mig noget blodigt, sort forkullet hud, som man ser i film....
Snart kom en læge for at tale med os, inden vi fik lov til at se Casper. Det var den læge, som en person jeg så forleden, lignede rigtig meget. Hun var lille og spinkel og meget ung, var mit første indtryk. Hun fortalte om brandsårene, og hvordan de havde måtte lægge nogle snit i hans arme og hænder for at sikre blodgennemstrømningen. Hun fortalte om de meget svære brandskader, som ville være ubehagelige at se på. Hun spurgte desuden til, om Casper plejede at være meget langhåret, for han var blevet klippet helt korthåret på skadestuen i Kolding. Jeg så de værste billeder for mig, og måske hun ville berolige mig, da hun sagde: "Han overlever det her..., men det bliver et langt forløb på 6-8 uger, før han kan komme hjem igen..." Det var det bedste, jeg indtil nu havde hørt denne dag. Jeg troede, jeg skulle vente flere dage, med at få besked, men nu fik jeg at vide, at han ville overleve... Jeg slappede af... Skaderne var nok alligevel ikke så omfattende, som de først havde antaget.
Vi havde fra politiet fået at vide, at Casper ville ligge i trykkammer, når vi besøgte ham - og det gjorde han ikke... Det måtte være et godt tegn.
Vi kom ind og så ham. Han lignede næste sig selv- bare helt lyserød - som en rigtig alvorlig solskoldning. De grimme billeder i mit hovede forsvandt og jeg havde bare lyst til at give ham et knus, som han lå der og sov... Vi skulle bare have tiden til at gå, så han kunne blive frisk nok til at komme med hjem igen...
Det er nok ikke sidste gang, jeg møder nogen eller oplever noget, der kaster mig tilbage til den frygtelige tid...
