Jeg tror rigtig mange af forædrene vil efterrationalisere: "Hvorfor lod vi også vores barn deltage i den lejr? - Havde vi sagt nej, havde vi haft vores barn endnu." Det var ihvertfald der, jeg var, da jeg mistede Casper... Kunne jeg have ændret noget, ved at have taget nogle andre beslutninger på hans vegne? ... Jeg tror dog på, at sunde unge mennesker må ud i verden og gøre deres egne erfaringer... få deres egne oplevelser... og det er vel også den indstilling forældrene til alle de norske unge mennesker har haft... Deres unge mennesker skulle ud og vokse af nye oplevelser... Desværre blev det slutningen på livet for dem...
Selvom det er hårdt at miste, tror jeg ikke det nytter at bebrejde sig selv, at man gav sine unge mennesker muligheden for at opleve selvstændighed... Det var jo det, der skulle til for at udvikle dem... Ingen kan forudsige sådanne hændelser... Hverken terrorangrebet i Norge eller branden, som Casper blev fanget i... Det er uforudsigelige hændelser, som gør ondt. Luftrørret snørrer sig sammen og tårerne presser sig på. Retfærdighed er ikke altid til.
Jeg kan så trods alt glæde mig lidt over, at Caspers gravsten kom på plads i torsdags. Hans gravsted er efterhånden en helhed. Jeg er glad for at Camilla holdt fast i, at Casper skulle have et rigtigt gravsted. Det betyder meget for mig at besøge det hver dag. Nogle dage kan jeg luge lidt, andre dage kan jeg bare sidde på bænken og og mindes nogle af de gode oplevelser, jeg nåede at få med min skønne søn. Nogle dage har jeg brug for lang tid, og andre gange kan jeg nøjes med et par minutter. Jeg har heldigvis mange gode minder med Casper... De minder kan ingen, nogensinde tage fra mig...
