Jeg var SÅ sikker...da patientforsikringen ringede i mandags... De skulle bruge kopi af bilag fra Caspers begravelse, for at kunne beregne erstatning... Jeg var så sikker på at vi endelig kunne sætte punktum og man havde erkendt, at der var blevet begået en fejl på Rigshospitalet...men virkeligheden passer ikke altid med forestillingerne i ens hoved.
Ifølge deres redegørelse blev Casper tiltagende urolig den 21. februar og han blev derfor behandlet med store mængder beroligende medicin. Denne medicin var formentlig årsagen til at Casper kastede op og formentlig fik væske fra mavesækken i lungerne. Dette gav problemer med vejrtrækningen og forårsagede hjertestoppet...Det antages at hjertestoppet er årsagen til den svære hjerneskade, der senere var grunden til hans død...
Nu sidder jeg så forvirret tilbage... Mange spørgsmål plager mig. Ja faktisk udløser afgørelsen flere spørgsmål end svar... Hvis Casper blev tiltagende urolig - kunne jeg så have gjort en forskel ved at være der. Jeg havde et tæt forhold til ham og vidste ofte, hvordan han skulle mødes... Svigtede jeg Casper? Kunne jeg have gjort mere for ham? Jeg ved dog også, at Mogens og jeg fordelte os efter bedste evne, og vi havde to børn derhjemme, som også var stærkt berørte og havde brug for begge deres forældre... Jeg kunne ikke være ved Casper hver dag, selvom jeg nogle gange ønsker, at jeg havde kunnet...Mit hjerte bliver igen flået op - vrangen vender ud...
Mogens så, at Casper blev tiltagende dårligere i timerne op til opkast og hjertestop. Er det mon udelukkende tiltagende urolighed... eller blev han fysisk dårligere? Faktisk oplevede Mogens, at Casper blev mere fjern og mere utydelig i sin tale... Stress?????
Nå... men vi fik alligevel erstatning... selvom der ikke blev begået fejl... En særlig bestemmelse, når skaden er sjælden og alvorlig i forhold til den skade, der bliver behandlet for. Her lægger de vægt på at behandlingen af forbrændingerne umiddelbart var ufarlig og at Caspers forbrændinger på skadestidspunktet ikke længere var livstruende... ikke længere var livstruende... Fuldstændig grotesk at han dør, når hans tilstand ikke var livstruende... Jeg føler mig fortabt. Jeg har mistet min skønne søn, som var kommet på den anden side - den sikre side - efter ulykken... Intet, intet i livet er sikkert. Jeg tænker på den dag på traumecentret, hvor lægen der informerede os om skadens omfang sagde til os. "Han dør ikke af det her" Det var en trøst i nuet, men en parodi i efterforløbet...
Nu sidder jeg omtrent med samme forvirring, som da jeg lige fik beskeden om Caspers alvorlige hjerneskade... Hvordan kunne et hjertestop på ca. 3 min. give så alvorlige skader - Når det tilmed tages i betragtning, at det sker på Rigshospitalet med et stort sundhedsfagligt personale til stede omkring ham. Der bliver givet hjertemassage fra det øjeblik hjertestoppet indtræder... Det må da være uheld i uheld i uheld... Ja, jeg bliver lidt misundelig på forældrene til børnene fra Præstø-ulykken. Den skete kun 3 dage før Caspers ulykke - og de lå på Rigshospitalet samtidig med Casper. De børn har måske nok skader, men lader til at få et liv med stor livskvalitet alligevel - og deres forældre har fået lov til at beholde deres børn... Retfærdighed er ikke et begreb man kan bruge i denne sammenhæng - Alt bliver bare meningsløst og uforståeligt... Hvorfor skulle det dog gå så galt - Jeg savner dig bare så meget, Casper...
