Billederne kommer tilbage

Igår havde vi besøg af et par som også har mistet en søn - godt nok 8 år tilbage, men sådan et savn glemmer man ikke... Selvom vi ikke kendte dem i forvejen gav vores oplevelser os et skæbnefællesskab, som ret hurtig åbnede døren til en god snak - løst og fast - men mest om vores mistede sønner og vores oplevelser omkring det at miste og stadig få livet til at gå videre.

Jeg sov uroligt i nat - snakken havde vækket billederne til live igen... billederne af Casper, forbrændt, forbundet, lappet, stirrende tomt ud i luften... Jeg har ikke set de billeder, jeg har taget på hospitalet, siden han døde - måske jeg snart skal kigge dem igennem og arbejde lidt med det, de billeder gør ved mig. Jeg tror, jeg har prøvet at fortrænge den svære tid, det var fra 14. februar og frem til 9. maj - Det var hårdt at se ham ligge hjælpeløst hen i en hospitalsseng uden at kunne gøre noget for at give ham en bedre dag... Flere måneders adskillelse og splittelse i vores lille familie - jeg har skubbet væk, hvor ondt det gjorde... Splittelsen mellem gerne at ville være hos Casper og være noget for ham - og samtidig gerne ville være hjemme hos Christoffer og Camilla og være noget for dem. Savnet af Mogens - det at kunne dele sorgen og bekymringerne... Det var bare ikke det samme i telefonen...Jeg kan huske hvordan Camilla tydeligt i starten af Caspers indlæggelse gav udtryk for, at hun savnede, at vi var familie - og hun syntes vi brugte SÅ meget tid på Casper... Jeg var splittet - og tænker stadig, om vi skulle have gjort noget andet... gjort noget på en anden måde... Kunne vi have givet Camilla en bedre oplevelse gennem forløbet? Eller er det også en smerte, der skal gennemleves, som vi bare ikke kan løfte fra hendes skuldre?

En stor tak til Henrik og Lene, der uden nåde tør røre rundt i den gryde af følelser, vi har i kog lige nu...

Et signal om savn?

Vi sidder og spiser eftermiddagsmad i laden i børneuniverset, da én af de store drenge på 5 år pludselig siger: "Jeg savner Casper"... meget mærkeligt... Casper har ikke været nævnt længe - det er som om, han må kunne fornemme min tilstand af savn og modløshed i denne tid... Jeg svarede ham, at jeg også savnede Casper. Drengen fortsatte: "Han er død nu - han blev brændt på en af hans venners sofa!" En pige fortsatte: "Der gik ild, fordi de havde tabt en af dem, man har i munden" - Ja, tingene bliver godt nok serveret råt for usødet... men selvom ordene er så direkte, hjælper det mig lidt på vej, at der trods alt bliver sat ord på det, der skete - også selvom det er to 5-årige, der gør det.

Måske er det derfor det hele er så svært lige nu - jeg er holdt op med at tale om det - folk er holdt op med at spørge til det - jeg er begyndt at arbejde mere igen - måske jeg ubevidst prøver at fortrænge det hele? Jeg besøgte Caspers grav igen til aften. Det var ikke så svært idag - Den lille grønne sommerfugl så så levende ud, og mindede mig om alle de sommerfugle jeg har set i løbet af dagen idag - det flotte solskinsvejr har sendt mange sommerfuglehilsener fra Casper :-)Hver eneste flagende sommerfugl er som en lille hilsen fra ham.

Jeg har været på biblioteket idag - og lånt bogen: "Mit barn døde" Jeg har nu læst halvdelen og synes pludselig at mange forældre har mistet deres børn på en meget mere voldsom måde end jeg har mistet Casper. Jeg fik sagt ordentligt farvel - i et tempo, hvor jeg kunne følge med... men det gør det ikke lettere at forstå... og det er stadig umuligt at acceptere, at jeg ikke får lov at se Casper i den fremtid, jeg troede han havde.