Jeg har siddet fast længe nu... i modløshed, ligegyldighed, sorg, savn... ja, det har været et dynd, der har holdt mig fast, suget mig ned - og jeg har ladet mig rive med, suge ned i magtesløsheden...
Mogens og Christoffer har også haft en periode, hvor de har trukket sig ind i sig selv. Jeg har prøvet og prøvet at komme igennem, så vi igen kunne gøre noget sammen... Det blev bare for svært, og jeg opgav. De forsvandt timer bag hver deres computerskærm... og efterhånden opgav jeg at nå dem. Jeg stillede mig tilfreds med blot at være - være i samme rum, men et rum fyldt med tomhed og ligegyldighed....
... indtil i fredags.... Indimellem kan man trænge til en opsang for at bryde cirklerne - og det skal jeg love for, at vi fik af Camilla. Hun kom hjem og fortalte, at hun gerne ville have et hyggeligt fællesskab at komme hjem til, og ikke tre mennesker, der levede hver deres liv. Vi skal gøre noget sammen.... Lørdag trak hun os alle i køkkenet til fælles madlavning, et spil og en fælles film til aften og søndag var vi varmet op til fællesskab og hyggede os sammen hele formiddagen, indtil vi skulle med brormand Henrik og hans familie i Legoland. Det var en dejlig tur. Afslapning og hygge... og under det kæmpestore afslutningsfyrværkeri, gik det op for mig at jeg var ved at få fast grund under fødderne igen. Dyndet forsvandt og en lille glædesboble begyndte at vokse indeni.
Nu havde jeg i lang tid gået og bildt mig selv ind at det var sorgen og savnet, der havde overtaget styringen og jeg bare måtte vente på det igen slap sit favntag, så jeg kunne komme til at leve igen. Nu gik det op for mig, at jeg selv kunne tage styringen... Selv skabe grobund for gode fælles oplevelser i vores lille familie - for det er jo det, der giver mig energien igen. Jeg legede en leg med Camilla, hvor vi remsede alle de ting op, vi kunne komme i tanke om, som vi kunne lave sammen på en helt almindelig dag, som en helt almindelig familie. Det var en ren energitilførsel... Jeg var ikke styret af sorgen og savnet... Selvom jeg stadig sørger og savner, kan jeg godt gøre noget, for at få nogle gode oplevelser og ikke bare lade stå til. Skeen i den anden hånd og igang... Nu vil jeg videre...
Fantastisk med en datter, der har modet til at sige tingene så direkte... Jeg bliver jo så stolt af hende.
