Ja, lige nu går tingene stærkt... Rigtig stærkt... og da særligt idag.
I lørdags var vi ude og hente min lille nye hundehvalp, Arthur. Det dejligte livlige væsen med de skønneste øjne. Han giver liv i huset igen, han sørger for jeg kommer ud at gå ture igen, han gør jeg griner mere, han giver anledning til at vi griner SAMMEN herhjemme igen - utroligt, hvor stor en forskel sådan en lille størrelse kan gøre... men han er kun tilkørslen til motorvejen...
Vores historie om Casper blev idag omtalt i Ude og Hjemme. Det har betydet at Casper igen har været samtaleemne på arbejdet. Noget, der har været rart. Befriende igen at tale om Casper uden det føles som at belaste sine omgivelser med fortiden. Nu er der en anledning og det har løftet mit humør endnu nogle grader.
Til middag blev Christoffer ringet op, at der var en plads i et botilbud til ham i Vejle til januar. På en gang dejligt - men samtidig faretruende... jeg skal slippe endnu et "barn". Jeg har selv skubbet på - men havde ikke regnet med, det ville gå så stærkt... skal lige have tid til at vænne mig til tanken... Godt at Arthur er nået at flytte ind. Ellers ville det hele da blive alt for stille og tomt. Vores store hus bliver pludselig kæmpestort... måske vi bare skal flytte nedenunder igen - her er masser af plads... Ja, livet ændrer sig hele tiden og det med kort varsel.
Lige før lukketid idag, kom en far og spurgte, hvad jeg tænkte om den nye motorvej. Jeg stod og lignede et kæmpestort spørgsmålstegn, og han fortalte at der lige idag var offentliggjort tegninger af forslag til ny motorvejsføring lige midt igennem vores institution. Han er en spasmager - så jeg grinede af ham og sagde: "ja, ja, det er godt med dig..." Han fandt lynhurtigt billedet til mig - først tænkte jeg, at linieføringen da trods alt lå nogle hundrede meter fra os... men da jeg kom hjem fandt jeg selv billedet og nærstuderede det. Det er jo lige forbi vores hus - det vil forsvinde i motorvejen!!!! Det lille mindehjørne, jeg har i haven bliver til motorvej - de mange små kroge, hvor Casper har leget forsvinder - halvdelen af vores lille landsby bliver jævnet med jorden... Virkeligheden gik langsomt op for mig... Måske skulle der igen ske kæmpeforandringer i mit liv - ikke i morgen - men om nogle år... Det er jo ikke kun mit hjem - det er også min arbejdsplads og her jeg har skabt min drømmeinstitution... Der var to forslag til linieføring. Jeg holder vejret og håber de vælger den anden - eller at tiden får projektet til at forsvinde igen. Tanken om at huset og haven, hvor vi har alle vores minder med Casper skal forsvinde er ubærlig. Det er som om, der bliver tromlet en vej ned gennem alle de fine minder - Skal sommerfuglenes lette flaksen byttes ud med hurtigkørende anonyme biler, der blot passerer forbi i en uendelig strøm?
Jeg skyder det lidt fra mig - det er heldigvis ikke lige nu og måske bliver det slet ikke her - og forunderligt nok overlever vi alle de forandringer, vi bliver udsat for - Livet er en gave, der bliver ved med at overraske.
