For snart to uger siden fandt jeg Caspers bamse - en buttet hvid siddende kat. Egentlig var det Christoffers bamse. Han fik den en af de allerførste dage han var hjemme af én af vores bekendte. Christoffer havde aldrig en yndlingsbamse, men nogle stykker han holdt meget af. Én af dem var den lille buttede hvide kat. Da Christoffer blev storebror og vi havde Casper med hjem, løb Christoffer ind på sit værelse og hentede sin elskede bamse og forærede den til Casper. Han øjne strålede af lykke, da han rakte den frem mod sin lille nye lillebror. Jeg tænkte at han sikkert ville fortryde det i løbet af nogle dage, men det gjorde jo ikke så meget, for Casper forstod det ikke... men Christoffer fortrød ikke. Casper beholdt bamsen, og snart blev det Caspers yndlingsbamse. Han sov med den hver nat - og skulle han ud og sove var den altid med. Da han var 10-12 år kan jeg huske han skulle på spejderlejr og syntes egentlig selv, at han var blevet for stor til at sove med bamse, men ville ikke undvære den - så den blev pakket ned i bunden af soveposen - så var den med - og ingen af de andre opdagede det :-)
Synet af Caspers kat vækker minder. Nu er den nusset og beskidt. Jeg står lidt i et dilemma. Skal jeg vaske den? eller lade være. Hvis jeg vasker den mister den det sidste af Caspers krammere - hvis jeg lader være, står den som et nusset minde. Lige nu står den på mit sengebord, så må jeg se hvad jeg beslutter mig for...
Siden jeg fandt bamsen, har jeg været splittet og synes, jeg går mere og mere i opløsning. Lige da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg ikke fjernsyn. Jeg syntes det stjal for meget af nærværet i samværet... Derfor fik jeg tiden til at gå med mange pusseløjerlige ting. Jeg var på et tidspunkt i gang med at bygge en lille modelflyver at tændstikker. Den blev bygget omkring en skabelon af karton - og jeg kæmpede en kamp med lim og min fingermotorik for at holde alle tændstikkerne på plads. Nogle dage gik det godt og jeg fik mange til at sidde rigtigt - andre dage gik det hele fra hinanden - og lige meget hvor meget jeg prøvede at holde sammen på det hele, ville det falde fra hinanden på alle leder og kanter... og det er lige sådan jeg har det lige nu. Lige meget hvor meget jeg prøver at holde sammen på mig selv - så hjælper det ikke. Det hele falder fra hinanden. Tårerne ligger hele tiden latent lige under overfladen - jeg kan ikke koncentrere mig og holde fokus. Jeg har svært ved at glædes.
Jeg har faktisk haft det så dårligt, at jeg ikke kunne tage op på Casper grav. I torsdags fik jeg endelig taget mig sammen til at spørge Mogens, om han ville tage med mig derop, for jeg havde brug for støtte til at besøge ham. Heldigvis tog han med. Graven stod pænt, men alligevel græd jeg meget og længe. Mærkeligt at det pludselig bliver så stærkt så lang tid efter... Måske det først nu går op for mig, at det altså er alvor...
