Jeg har aldrig tidligere i mit liv været storladen omkring følelser. Jeg har kunnet vurdere tingene nøgternt og kunne adskille logik fra følelser. Jeg har naturligvis været glad, skuffet, ked af det, overrasket, forelsket, vred... men jeg har altid kunne forklare mine følelser - jeg har logisk kunne forklare de følelser, jeg oplevede i min krop.... Det ændrede sig med Caspers død... Jeg kunne nu blive følelsesmæssigt meget berørt, uden jeg kunne forklare, hvor følelsen kom fra. Det kunne både være glæde og sorg. Jeg kunne pludselig blive meget ked af det og græde uden at kunne forklare eller forstå hvor det kom fra... eller jeg kunne være jublende glad med en boblende glæde i maven - uden at vide, hvad der havde udløst det.
Sidste år da jeg så gymnastikopvisninger, var jeg også følelsesstyret. Ofte blev jeg rørt til tårer over de fantastiske opvisninger... Musikken, bevægelserne, de glade unge mennesker... Det hele løftede mig i en euforisk stemning - så jeg bare følte i stedet for at tænke. Glædestårer trillede ofte ned ad mine kinder...Lidt fantastisk at kunne mærke sig selv så dramatisk... noget jeg ikke førhen har troet var muligt...
I år har jeg også set gymnastikopvisninger... og kan se jeg langsomt vender tilbage til mit gamle jeg. Jeg begynder igen at lade logikken komme før følelserne. Holde kontrollen og hele tiden have styr på hvorfor jeg føler, som jeg gør... og prøver logisk at forklare følelserne, så jeg igen kan blive afbalanceret og ikke lade følelserne styre mig.
... Lige indtil weekendens opvisning... Et børnehold gik på gulvet... Rasmus Seebach's Nangijala begyndte at spille. Pludselig var jeg ikke længere herre over mine følelser mere. Klumpen kravlede op i halsen og tårerne trillede stille ned ad mine kinder... Pludselig savnede jeg Casper. Jeg trængte til at kramme ham, dufte til ham, grine sammen med ham - Jeg fik ikke engang lyst til at få styr på følelserne igen - jeg lod mig bare rive med ... indtil musikken igen skiftede. Jeg lod tankerne flagre og tænkte på Casper og hvor meget jeg faktisk savnede ham... At jeg netop havde hørt dette stykke musik rigtig mange gange som trøst, lige efter Caspers død, havde sat sig spor...De næste hold på gulvet så jeg ikke - dem sansede jeg. Jeg så ikke på deres tekniske kunnen, men lod mig igen føre af de følelser som musikken, bevægelserne og de glade unge mennesker skabte... og jeg fik igen gåsehud og blanke øjne af glæde og bevægelse...
http://youtu.be/wZTzjDSS964
