Underligt, som det kommer i små klumper... savnet. Forleden dag sad jeg sammen med et barn på abejde og kiggede i dets mappe. Pludselig var der et billede af barnet og Casper, der sad og læste en bog sammen... Puh-ha - da måtte jeg lige glippe en tåre væk. Han var her lige den anden dag - og alligevel er han væk for altid. Han havde et rigtig godt tag på børnene - selvom han svor at han aldrig, aldrig nogensinde skulle arbejde med børn. Han kunne markere grænserne på en rolig, men fast måde, så børnene respekterede og elskede ham. De nød når han en sjælden gang imellem dukkede op, for at være lidt sammen med dem.
Jeg tænker på Casper hver dag. Jeg er oppe på hans grav næsten hver dag - og alligevel er det som om sorgen ikke længere er så tung, som den har været. Den overvælder mig indimellem - men jeg har også fantastiske dage, hvor jeg bare nyder at være på arbejde, pusle i køkkenet eller rode i haven. Livet har sine øjeblikke.
Klumperne af sorg er tunge... Jeg kan pludselig blivet overmandet af ked-af-det som lyn fra en klar himmel. Når særlige minder bliver vækket, snører halsen sig sammen, pulsen stiger, jeg føler mig mat tom og tung. Jeg så billeder at Casper til en familiefest for et par år siden - en glad og aktiv dreng - en glædesspreder... Jeg mangler ham i mit liv.
Igår afleverede vi Camilla på efterskolen... Det bliver tomt og stille nu. I velkomsttalen blev der bl.a. sagt: "De unge mennesker står nu med det meste af livet foran sig"... Ja, der var Casper for 2 år siden - på vej ind i efterskolelivet - med det meste af livet foran sig... troede vi.
Livets betingelser ændrer sig så hurtigt... vi må huske at nyde hvert sekund vi får at fantastiske oplevelser - for vi ved aldrig hvornår det slutter.
