... Så har jeg bestilt en lille hyggelig hytte til en forlænget weekend til os fire. Hytten ligger ned til vandet lige ved Ebeltoft. Ingen strøm, ingen vand - Mad på gas og lys ved petroleumslamper. Jeg kan næsten mærke varmen og hyggen. Vi skal lære at være familie igen - en ny familie. Det her skal være begyndelsen. Jeg glæder mig til at se Fregatten Jylland, slentre i Ebeltoft's gader, hvine af grin i Djurs Sommerland og sejle lidt i kajak langs kysten... og så skal der også være plads til at gå ture langs vandet og spille kort i lampens skær og bare snakke og grine sammen.
Camilla er på lejrskole på Bornholm - Puh-ha... Det er hårdt - men nok mest for mig. Jeg savner hende, synes der er så tomt herhjemme. Hun er heldigvis sød til at ringe og sige godnat, så jeg får en daglig dosis datter...Godt hun kommer hjem imorgen.
Christoffer er lige dampet afsted. Han skulle besøge en kammerat, som han skulle følges med til Jelling Musikfestival. Jeg er lidt bekymret for, om der sker ham noget... Det ville jeg ikke have været, hvis vi havde haft Casper sund og rask endnu. Jeg har altid syntes, at det var sundt og godt at kunne stå på egne ben og at det var vigtigt at få nogle gode oplevelser - Livet bliver jo ikke genudsendt... Selvfølgelig skal Christoffer tage afsted - jeg er bare mere bekymret, end jeg har været før - det må jeg så lære at leve med...
Idag har jeg set på billeder af Casper - jeg opdagede, at jeg nu kan begynde at glæde mig over nogle af de gode timer, vi har haft. Jeg kunne smile af billederne flere gange - ikke at jeg var i en glædesrus bagefter - men der er vist ved at ske en ændring inde i mig - en lille spire, der skal gøre livet værd at leve...
Har også tænkt på idag, at Casper nød sit liv i fulde drag. Der var ikke langt fra tanke til handling - han fik altid vendt det hele til noget sjovt og fantastisk. Hvor er det godt at han ikke vidste, hvor meget han ville komme til at gå glip af... Han nød det korte, liv han havde... og jeg må huske at nyde den fantastiske tid, jeg fik sammen med ham...
onsdag den 25. maj 2011
mandag den 23. maj 2011
Have-tanker
Så er jeg kommet på arbejde igen... sådan rigtigt... Jeg har passet børn idag. Det gik rigtig godt. Jeg fik gravet nogle dæk ned på legepladsen sammen med nogle af børnene, og vi fik en lang snak om hvordan Trunte, vores kanin, var blevet spist af en mår i weekenden. "Trunte er ikke død, den er bare blevet spist", var der én 4-årig, der formulerede sig. Denne snak om liv og død gik rigtig tæt på - men alligevel kunne jeg snakke med børnene om det. Bagefter tænkte jeg, at jeg da faktisk var lidt sej, at jeg formåede det. Jeg tænkte paralleller til Casper - men ikke så de overskyggede oplevelsen, jeg havde med børnene på legepladsen. Børn er bare så direkte og spontane - måske en lettere måde at tale om døden på?
Jeg var glad, da jeg gik hjem fra arbejde. Jeg havde fået nogle gode oplevelser med mig igen - og jeg havde kunnet glæde mig over dem...
Til aften gik jeg i haven. De sidste træer til Casper's plet skulle plantes, inden de tørrede helt ud i potterne - de var begyndt at hænge lidt. Det går jo ikke at Casper's minde visner så hurtigt... At rode i haven giver luft til tanker. Ikke strukturerede, men rodede... alt imellem hinanden... Tanker om nogle af oplevelserne med Casper... Håbet om at vi får råd til at tage på sommerferie... Glæden over al dem hjælpsomhed vi har mødt de sidste måneder... Tanker om hvordan Casper glædede sig til at børnehaven flyttede i nye lokaler og hvor træt af det han var, når børnene stod og kaldte på ham, når han var i haven...
I Casper's ånd gravede jeg nogle vilde syrener op, der stod i markskellet. Dem plantede jeg langs hegnet ind til børnehaven, så der ville blive lukket af for deres udsyn over vores have - Det ville have glædet Casper rigtig meget - og nu er det gjort...
Mens jeg gik og flyttede syrener, gik jeg frem og tilbage, forbi den store askestak, hvor vi havde haft bål i sensommeren. Christoffer, Camilla, Casper og jeg havde samlet en masse brændbart affald fra den bygning, der skulle rives ned, for at lave plads til den nye børnehave. Vi brændte bål hele eftermiddagen og hele aftenen - ikke helt efter bogen - det var jo ikke Sankt Hans - men vi havde det så hyggeligt. Vi slæbte til bålet og indimellem sad vi og kiggede ind i flammerne. Henunder aftenen trak vi sammen, for at varme os ved bålet. Vi talte om somrene i haven - om fremtidsdrømme - og nød en øl - Camilla fik en sodavand. Længe sad vi bare og snakkede i skæret fra flammerne, mens sommernatten kom snigende... En ganske almindelig lørdag aften - og alligevel vil denne hyggestund sammen med Casper sikkert være et kært minde, jeg gemmer i hjertet.
Idag har jeg også funderet over omverdenens reaktion på at miste et barn til henholdsvis en hjerneskade og til døden. Jeg følte selv, jeg mistede Casper, da jeg fik at vide, at han var meget svært hjerneskadet - og da jeg var til krisepsykolog kan jeg huske, at jeg sagde:"Jeg føler, at jeg har mistet et barn, som jeg ikke kan få lov til at slippe, for hans krop er her stadig." Jeg oplevede ikke at vores omverden så, at vi dengang havde mistet et barn - han var "bare" skadet. Vi fik opbakning i vores sorg, men jeg oplevede ikke, at vi blev forstået som nogle, der havde mistet et barn. Det var svært at finde netværk, både for os som forældre og for vores børn, som søskende. Da Casper døde, oplevede jeg, at omverden så, at vi havde mistet et barn - først da følte jeg at hele den boble, der var udenom mig, forstod, hvad jeg havde mistet - selvom jeg selv følte, jeg havde mistet allerede for to måneder siden. Nu var der mange muligheder for netværk - det at have mistet et barn til døden, gav større hjælp og forståelse end det at have mistet et barn til en hjerneskade - selvom jeg mener at det har været mindre svært at miste til døden - Nu kan jeg få lov til at give slip, på det barn jeg har mistet...
Jeg var glad, da jeg gik hjem fra arbejde. Jeg havde fået nogle gode oplevelser med mig igen - og jeg havde kunnet glæde mig over dem...
Til aften gik jeg i haven. De sidste træer til Casper's plet skulle plantes, inden de tørrede helt ud i potterne - de var begyndt at hænge lidt. Det går jo ikke at Casper's minde visner så hurtigt... At rode i haven giver luft til tanker. Ikke strukturerede, men rodede... alt imellem hinanden... Tanker om nogle af oplevelserne med Casper... Håbet om at vi får råd til at tage på sommerferie... Glæden over al dem hjælpsomhed vi har mødt de sidste måneder... Tanker om hvordan Casper glædede sig til at børnehaven flyttede i nye lokaler og hvor træt af det han var, når børnene stod og kaldte på ham, når han var i haven...
I Casper's ånd gravede jeg nogle vilde syrener op, der stod i markskellet. Dem plantede jeg langs hegnet ind til børnehaven, så der ville blive lukket af for deres udsyn over vores have - Det ville have glædet Casper rigtig meget - og nu er det gjort...
Mens jeg gik og flyttede syrener, gik jeg frem og tilbage, forbi den store askestak, hvor vi havde haft bål i sensommeren. Christoffer, Camilla, Casper og jeg havde samlet en masse brændbart affald fra den bygning, der skulle rives ned, for at lave plads til den nye børnehave. Vi brændte bål hele eftermiddagen og hele aftenen - ikke helt efter bogen - det var jo ikke Sankt Hans - men vi havde det så hyggeligt. Vi slæbte til bålet og indimellem sad vi og kiggede ind i flammerne. Henunder aftenen trak vi sammen, for at varme os ved bålet. Vi talte om somrene i haven - om fremtidsdrømme - og nød en øl - Camilla fik en sodavand. Længe sad vi bare og snakkede i skæret fra flammerne, mens sommernatten kom snigende... En ganske almindelig lørdag aften - og alligevel vil denne hyggestund sammen med Casper sikkert være et kært minde, jeg gemmer i hjertet.
Idag har jeg også funderet over omverdenens reaktion på at miste et barn til henholdsvis en hjerneskade og til døden. Jeg følte selv, jeg mistede Casper, da jeg fik at vide, at han var meget svært hjerneskadet - og da jeg var til krisepsykolog kan jeg huske, at jeg sagde:"Jeg føler, at jeg har mistet et barn, som jeg ikke kan få lov til at slippe, for hans krop er her stadig." Jeg oplevede ikke at vores omverden så, at vi dengang havde mistet et barn - han var "bare" skadet. Vi fik opbakning i vores sorg, men jeg oplevede ikke, at vi blev forstået som nogle, der havde mistet et barn. Det var svært at finde netværk, både for os som forældre og for vores børn, som søskende. Da Casper døde, oplevede jeg, at omverden så, at vi havde mistet et barn - først da følte jeg at hele den boble, der var udenom mig, forstod, hvad jeg havde mistet - selvom jeg selv følte, jeg havde mistet allerede for to måneder siden. Nu var der mange muligheder for netværk - det at have mistet et barn til døden, gav større hjælp og forståelse end det at have mistet et barn til en hjerneskade - selvom jeg mener at det har været mindre svært at miste til døden - Nu kan jeg få lov til at give slip, på det barn jeg har mistet...
Abonner på:
Opslag (Atom)