Så er det igen blevet december... tiden går... Vi var i søndags på den årlige julegaveindkøbstur. En rigtig, rigtig hyggelig dag. Den første hvide sne var faldet og lyste landskabet op. Fra radioen strømmede julemelodierne ud... Julestemningen begyndte så småt at indfinde sig med glæde og forventníng.
Vi kørte ind i Kolding Storcenter, som vores tradition nu byder. Vi handlede julegaver og hyggesnakkede. Jeg fulgtes med Mogens indtil frokost. Vi nåede rigtig mange gaveindkøb, men nåede også en tur på cafe og hyggede lidt inden vi mødtes med Christoffer, Camilla - og Camillas kæreste igen. Det var først her ved frokosten, at det gik op for mig, at vi manglede Casper og hans hurtige replikker... Jeg blev dog ikke trist ved tanken, men varm og glad ved mindet om de gode oplevelser, vi havde haft på vores juleture.
I stedet for Casper havde vi så Camillas kæreste med - det er også et nyt kapitel - måske det netop derfor ikke var så synligt, at vi manglede Casper. Camilla og Casper havde en tæthed og fortrolighed som var noget helt særligt - deres spil og fjollerier manglede jeg sidste år - I år blev den rolle udfyldt af en anden... Efterhånden bliver hullerne fyldt ud - Ikke at Casper bliver ligegyldig - for det gør han aldrig. Jeg vil altid savne ham og hans glade tilgang til livet. Men der kommer nyt indhold, som gør livet smukt og værd at leve igen. Ting som kan fremkalde den følelse af beruset, boblende glæde indvendigt - en følelse, jeg ikke har haft i lang tid. Den vokser lige så stille nu - smil, grin og glæde fra mine nærmeste er berusende at opleve.
Da vi kom hjem, tog vi over på Caspers grav med hans lille juletræ. Skumringen havde lagt sig som et tæppe over kirkegården - Camilla tændte lyset - vi vekslede ikke mange ord, men luften emmede af samhørighed. Vi var sammen om dette - og i år er jeg sikker på det bliver jul igen.
