I går var det Allehelgensdag... Der var noget højtideligt over dagen. Jeg havde set frem til den i løbet af ugen. Jeg vidste, jeg ville op i kirken... Det var første gang siden Caspers begravelse, at jeg bevægede mig ind i kirkerummet. Jeg havde gået rundt på kirkegården og omkring kirken i mange, mange timer siden Casper blev begravet - men dette var første gang, jeg skulle ind i kirken igen.
Gudstjenesten startede kl. 16.00. Skumringen lurede derude. Mogens og jeg gik først hen til graven. Vi tændte stearinlyset og snakkede om det lille grantræ, vi vil købe til at have stående i december - Camilla synes, Casper skal have sit eget lille juletræ - så det får han...
Vi gik ind i kirken - det var med lidt ærefrygt... men da jeg kom ind at sidde på kirkebænken, faldt der ro på mig. Det var rart, at sidde i det hyggelige kirkerum med Mogens ved siden af. Jeg var overvældet over, hvor mange mennesker, der faktisk kom. Mange havde jeg set i byen - nogle kendte jeg ikke... Men det var som om, vi havde en samhørighed. De fleste af os var her, fordi vi havde mistet...
Det var en fin gudstjeneste... der var ro og plads til bare at tænke og mindes.Da navnene på de, der var døde eller begravet i sognet, blev læst op, kom først datoen og så navnet. Da vi nåede til 8. maj, vidste jeg at nu kom Casper... "Den 10. maj - Casper Normann Bech", læste præsten op... Ja, ja, det var nu den 9. tænkte jeg flygtigt, imens jeg lagde min hånd på Mogens, da jeg fornemmede, det var svært for ham at høre Caspers navn blive læst op. Lyset for Casper blev tændt - og navnerækken fortsatte... Rundt i kirken, kunne jeg se mange blive bevæget, når deres kæres navne blev læst op... jeg syntes, der var noget smukt over denne måde igen at sige farvel på.
Vi sang nogle sange - tænkte nogle tanker... og nåede snart til sidste salme... "Dejlig er jorden"... Første halvdel af første vers gik nogenlunde... men så kom sorgen væltende. Det startede som en knude i brystet, der snart eksploderede og pressede sig op igennem min sammensnørrede hals. Jeg begyndte at hulke... Mogens trak mig ind til sig og jeg opgav at synge og hengav mig bare til min hulken... Jeg så for mig, hvordan Caspers kiste gled ned i det dybe, dybe hul, som graven var - huskede de mange mennesker, der bagefter kom og gav hånd og knus, mens min verden bare var fuldstændig usammenhængende... "Dejlig er jorden", var den sang, vi sang ved graven... jeg har altid elsket at synge den til jul... Nu kan jeg mærke, at den pludselig har fået en hel ny betydning for mig... Jeg er sikker på, at jeg fremover vil synge den hvert år til jul... men nu med en sørgmodighed, istedet for den glæde jeg tidligere har forbundet sangen med... Sangen nærmede sig slutningen - jeg begyndte at kunne se bogstaverne igen igennem tårerne... egentlig behøvede jeg ikke teksten, for jeg har sunget den så mange gange før... Det gav bare en følelse af igen at få fodfæste, når teksten nu dukkede frem af tårerne... og jeg sang med på de sidste to linier...
Vi sad og lyttede til orgelet... Præsten bød på kaffe, men vi gik istedet ud til graven igen. Skumringen havde lagt sig som et tæppe over kirkegården nu. Stenene knasede under vores sko. Flere andre havde også valgt at gå forbi deres kæres grav. Vi stod og kiggede på stenen, talte om hækken, der snart ville blive plantet. Jeg tændte igen lyset - det var blæst ud - "Casper har pustet det ud", sagde Mogens... Lyset blafrede smukt op ad stenen i skumringen... Vi tog afsked med Casper... gik hen ad stien... vendte os om... jo, lyset blafrede stadig...
