Endnu et farvel

Idag skulle det være... Molli er bare blevet dårligere og dårligere det sidste år - men især den sidste måned. Hun trækker på højre ben, har svært ved at rejse sig om morgenen og når hun er træt. Hun sover rigtig meget... men hun er også blevet 13 år. Det er en pæn alder for en stor hund. Hun har givet os de mest fantastiske oplevelser. Hun har trøstet vores børn, når de har været kede af det - eller har lyttet til deres hemmligheder, de havde brug for at dele med en fortrolig ven. Især Casper og Camilla har været tæt knyttet til Molli - men nu er det tid til at sige farvel... Det er vemodigt, at skulle sige farvel, og det er underligt selv at beslutte at afslutte et liv, for at det ikke skal blive uværdigt. Mærkeligt, at man med dyr tænker, at livet ikke skal blive uværdigt - men med mennesker skal det vare længst muligt... Jeg var glad for, at Casper fik de sidste dage - de dage, der gik fra de indstillede behandlingen og til han døde - fra torsdag formiddag til natten mellem mandag og tirsdag... men i de dage fik han hverken mad eller drikke... Det ville man aldrig byde en hund... Den ville blive aflivet - som Molli blev idag.

Molli fik den første sprøjte, så hun kunne falde i søvn. Camilla og jeg sad på gulvet med hende. Hovedet blev tungt og vejrtrækningen blev dyb og tung. Hun lagde hovedet på mit skød... Jeg byttede plads med Camilla, så hun sad med Mollis hoved i skødet... Tårerne trillede ned af Camillas kinder - igen en smerte, jeg ikke kan tage fra hende... Molli fik den anden sprøjte - og snart ebbede livet ud... Det blev en genoplevelse af Caspers død... De dybe, dybe vejrtrækninger, som var de sidste krampetrækninger af livet... og så var livet ikke længere...

Bål og brand

Igår nød jeg det skønne vejr i haven. Jeg havde en stor stak grene fra efteråret, der skulle brændes af. Jeg fik tændt op i bålet og der kom efterhånden godt gang i det. Mens jeg gik og fyldte kvas på, kom pluselig et vindpust og ilden svitsede mit hår... Varmen... og lugten af brændt hår fik mig til at tænke på Casper i branden... Hvad mon han tænkte, da han var fanget i branden? Var han bange? Forvirret? Omtumlet?... Tænk at vågne op - det er mørkt, røget og varmt og man er helt alene. Hvor ville jeg gerne kunne have hjulpet ham, holde om ham, beskytte ham. Jeg mærkede varmen fra bålet, mine kinder brændte og mine cowboybukser var svidende varme...Jeg kunne lynhurtigt trække mig væk fra varmen, men Casper kunne ikke finde ud... Det må have været et mareridt... og alligevel tænker jeg på, hvordan han med smil på læben på Rigshospitalet sagde "Blev I bange?"... Mon han ikke også selv var bange? Jeg får det aldrig at vide.

Mens jeg gik i varmen kom jeg også til at tænke på, at Casper på Rigshospitalet de første dage fik besøg af både ørelæge og øjenlæge... Det gik op for mig, at de var bange for, at han var blevet både døv og blind af ulykken... Jeg har mange gange undret mig over, at deres bekymring aldrig var nået til mig. Jeg havde på intet tidspunkt tænkt at ører og øjne kunne være alvorligt skadet - ikke før de udtalte, at der havde været en risiko... Måske ville jeg ikke tænke det værste scenarie... men jeg tror også at beskrivelsen af, hvordan Casper selv var gået på toilet umiddelbart efter ulykken, og da han hørte ambulancen, selv gik ud af bruseren og ned på gaden til ambulancen, har gjort, at jeg har taget som en selvfølge, at han kunne både høre og se.

Da jeg gik ind i går aftes, sad en død sommerfugl på hovedtrappen... Meget mærkeligt. Den sad som om den kunne brede vingerne ud og lette hvad øjeblik det skulle være, men farverne var helt falmet, så jeg var ikke i tvivl om, at det var en sommerfugl fra sidste år... Jeg sad med sommerfuglen i mine hænder og satte den forsigtigt ned ved siden af trappen... Min sommerfugl døde sidste år...