Så er julen forbi... julepynten er taget ned... med undtagelse af juletræet, der altid står til 6. januar. Tidligere var tiden op til jul fyldt med forventningens glæde. Det var som om den største glæde var selve forventningen om det der skulle ske... alle forberedelserne til det, det hele handlede om... Vi har altid julehygget i december. Lavet honningkagehuse, bolcher, bagt, lavet dekorationer og pyntet op... Alt sammen i fællesskab. I år har jeg ikke haft lyst. Jeg har været alene om det. Casper manglede, Camilla var på efterskole og Christoffer har jeg kun set i korte glimt... Julestemning er ikke det samme, når man er alene om at skabe den. Der blev pyntet op lidt henne i december og jeg fik da også kogt klejner sammen med Christoffer. Julestemningen kom bare ikke på helt samme måde, som den plejer... Jo, da vi var på julegaveindkøbstur, var der julestemning... men den varede desværre kun denne ene dag...
Underligt som forventningens glæde nu er blevet til forventningens frygt. I år har december været lidt uvirkelig... jeg har gået og frygtet min egen reaktion over savnet af Casper... Hver gang han har manglet, har jeg tænkt over, hvordan det mon ville blive på selveste dagen - dagen det hele handler om. Jeg har bygget en frygtsom forventning op, som kulminerede juleaften - og den blev slet ikke så frygtelig som frygtet. Forventningens frygt havde været den værste. Vi nød dagen og var ude og gå en tur på Bindeballestien, mens sneen smeltede omkring os. Camilla og jeg var i kirke og var henne og kigge til gravstedet.
Jeg havde ikke særlig behov for at synge Caspers julesang i år... og jeg nød at se hvordan Camilla gled fuldstændingt ind i den rolle Casper havde den sidste jul, han var med til for to år siden. Hun styrede slaget omkring juletræet og holdt fast i, hvilke sange, der skulle synges - En rigtig hyggelig aften... og næste dag var også så hyggelig med julefrokost med familien - Nu frygtede jeg ikke længere, det der skulle komme og kunne bare nyde nuet og mærke roen og hyggen.
Til næste år må jeg komme frygten lidt i forkøbet, og få skabt nogle hyggelige traditioner som kan leve uden huset fuld af mine dejlige unger...
