Tommys hus i himlen

Jeg skulle lige ned og sende nogle breve... Jeg kørte op forbi graven - skulle lige se hvordan blomsterne stod. Tulipanerne hang med hovederne og bladene var begyndt at falde af. De små mininarcisser var også noget indtørrede, så det hele røg ud. Der var istedet kommet en flot buket påskeliljer... Dejligt at Casper stadig får besøg af andre end sin mor :-)

Bagefter kørte jeg op for at handle. Jeg tog i ABC. Lige indenfor døren mødte jeg en mor til en af Caspers gamle klassekammerater. Vi har haft mange snakke i tidens løb, da hendes søn og Casper havde fulgtes både i børnehaven og i folkeskolens første 6 år. "Du har travlt", siger hun "Jeg så i avisen, at I også starter her i Egtved". Vi snakkede lidt frem og tilbage om arbejdet og hendes yngste barn, som hun havde med ude at handle - og så var det, hun spurgte: "Hvordan går det med Casper?" Det rislede koldt ned ad ryggen... Det kom helt bag på mig, at hun ikke vidste det. Jeg samlede mig lidt sammen og sagde så: "Det går ikke så godt - han døde sidste år". Jeg forklarede kort om ulykken, og fik samtalen drejet i en anden retning.

Da jeg gik og samlede mine varer sammen, fyldte det meget, at jeg havde skulle sige så direkte, at Casper var død. Men samtidig blev jeg varm og glad over, at hun turde blive ved med at tale om det og ikke bare kom med en medlidenhedssang - det var mig og ikke hende, der valgte at flytte samtalens fokus - og også det respekterede hun. Hun er altså et stort menneske... Det var tydeligt at hun var meget berørt og havde det svært med, at hun ikke vidste det... men hvor taklede hun det på en god og fantastisk måde for mig. Det er også første gang, jeg har kunnet fortælle om Caspers død til en ny person, uden at jeg selv er begyndt at græde... så selvom den sidste tid har føltes som mørk og dyster, er jeg måske alligevel på vej op igen og denne gang endda mere styrket end de tidligere gange.

Jeg har lige læst "Tommys hus i himlen". Det er en mor, der fortæller hvordan familien takler det, da deres knap 16-årige søn bliver dræbt i en trafikulykke. Det at læse andres skæbner, der ligner min, gør mig godt - ikke på den skadefro måde, men meget helende. Jeg får igen og igen bekræftet, at det ikke kun er mig i hele verden, der har oplevet, det værste man kan opleve. Der er rigtig, rigtig mange mennesker, der har været der før mig - mange har haft svært ved at takle det... men rigtig mange fortæller også, at de faktisk bliver hele mennesker igen - og igen får glæde ved livet. Det er bare en anden glæde en tidligere...Det gør mig glad - at høre deres frygtelige historier, som giver mig gåsehud og tårer i øjnene, ja indimellem plaskvåde kinder - jeg kan spejle mig i alle deres frustrationer og håbløshed - jeg er ikke alene... Når de kan komme videre - så kan jeg også...

Mørke

Nu pikker den igen på ruden... Den lille blåmejse... Den har været på besøg hver dag igennem lang tid - nok en måned nu. Den pikker på ruden, hvor vi er - om morgenen i soveværelset og dagen i stuen ovenpå og når jeg går i køkkenet pikker den på ruderne der. Jeg har aldrig oplevet noget tilsvarende - det skulle da lige være dengang, jeg var en lille pige, før jeg startede i skole. Mine forældre havde en købmandsforretning og her kom en lille gråspurv på besøg hver dag og fik lidt brød inde på disken. Den lille blåmejse minder mig om Casper... Den er fuld af liv og meget ihærdig. Når man kommer for tæt på, trækker den sig lidt væk - men kun for en kort stund. Snart sidder den igen og pikker på vinduet. Indimellem tror jeg der er mere mellem himmel og jord end jeg med min forstand kan forstå.

Der er også kommet brev fra patientombuddet - de vurderer ikke, der blev begået fejl i behandlingen af Casper - men de forholder sig udelukkende til forløbet fra Casper begyndte at kaste op og til han blev overført til intensiv efter hjertestoppet... Måske de har ret - det giver bare ikke mening i mit hoved... og det er nok det, jeg savner allermest lige nu - mening med galskaben... Jeg forstår simpelthen ikke hvordan det kunne gå så galt... 3 minutters hjertestop...

Det hele fylder også meget lige nu. Jeg er træt, mangler overskud og magter ingenting. Bare at skulle sørger for aftensmad er et projekt lige nu. Jeg ved det bliver bedre - jeg er før dykket ned i et hul - og jeg kommer op igen... Det virker bare så mørkt og uoverskueligt, mens jeg sidder nede i det mørke hul.