Det er fredag - og vi laver mad på bål i børneuniverset. Jeg samler bålet lidt sammen for at få lidt mere blus under gryden, da én af drengene siger: "Pas på du ikke brænder dig". Jeg forsikrer ham om at jeg nok skal passe på, da en anden dreng fortsætter:"Hvis man brænder sig, så kommer man på skadestuen... og så dør man..." Jeg står lidt, ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, men får da langt om længe sagt at det kun er hvis man brænder sig meget at man kommer på skadestuen og at man skal brænde sig rigtig, rigtig meget for at dø af det. Han fortsætter ihærdigt: "Kan du ikke huske det, der skete med Casper?... Han døde - og så kom han i en skattekiste og blev gravet ned i jorden..." Jo, jeg måtte erkende, at jeg godt huskede, at Casper døde... Jeg tænkte over ordet "skattekiste". En skat er jo mange ting - og Casper var jo også en skat - en rigtig dyrebar skat... Skattekister bevarer normalt værdien... Man kan grave dem op igen, og så har man skatten intakt... Sådan er det ikke med min skat. Den er gravet ned i sin skattekiste for altid - her må jeg nøjes med minderne. Den skat må jeg gemme i mit hjerte... Selvom min skat ikke kan graves op igen, er den alligevel bedre end alverdens guld og diamanter... De minder, jeg gemmer på, er fantastiske - min egen skat.
Imens jeg står lidt i mine egne tanker om skattekister, diskuterer drengen med én af pigerne om det nu også var en skattekiste eller om det "bare" var en kiste, som Casper blev gravet ned i... Ja, Børn sætter tingene lidt i perspektiv - uden de selv ved det :-)
