Igår var det en måned siden... Tiden er tom... Jeg kigger på billederne af Casper... Hvor blev han af? Jeg savner ham ubeskriveligt. Tårene overmander mig... Billederne af den glade ubekymrede Casper er ikke engang et halvt år gamle. Livet ændrer sig alt for pludseligt...
Idag fik vi papirerne til skifteretten. Hans dødsdag er registreret til den 10. maj - jeg havde tænkt det, men først nu jeg ser det på skrift, oplever jeg hvor meget det betyder for mig at det ikke er den rigtige dato... Han døde den 9. maj kl. 23.55 - men lægen tilså ham først efter midnat...Det virker uvirkeligt, at læse ham omtalt som "afdøde"... Det er jo Casper - Min Casper... Jeg tog op forbi gravstedet. De har slået græs - så nu kan jeg ikke se hvor det slutter... Camilla og jeg havde aftalt at begynde at anlægge det på mandag, men nu kommer det vist an på, om vi kan få fat i graveren, så vi kan få det mærket op... Det virker tomt at kigge på den lille jordhøj. Tænk at min søn ligger dernede i dybet, kold og klam... Det har regnet meget de sidste dage... Jeg tænker tilbage på hans sidste udtryk, den dag han lå i kisten med sit eget tøj på... Hvor ville jeg gerne kunne spole tiden tilbage... til engang i februar... Hvor er der mange ting, jeg ikke har fået oplevet sammen med ham...
I onsdags var vi inde og tale med Lisbeth, der står for den sorggruppe, hvor Camilla skal deltage. Det er stadig hårdt at fortælle om alt det der er sket til nogle, der ikke kender historien i forvejen. Camilla valgte, at jeg skulle fortælle om det... Det kom bag på mig, at jeg blev så berørt af det... og nu har jeg svært ved at slippe igen. Tænk at savn og sorg kan gøre så ondt... og jeg alligevel er glad for at have haft Casper den tid, han var her... Sorgen er kærlighedens pris...
fredag den 10. juni 2011
mandag den 6. juni 2011
Dejlige buttede barnearme
Jeg har taget børn op fra middagssøvn idag. Små buttede barnearme, der krammer mig om halsen. Duften af svedig barnehud og lyden af en sut, der bliver suttet intenst på... Hvor er verden fuld af dejlige børn... Godt man kan få lov til at nyde andre folks børn... og jeg skal love for, at jeg gør det nu... Jeg tænker på hvordan hver dag med disse børn er en gave... Intet er givet. Jeg nusser lidt med børnene på vej ind, stiller dem søvning på gulvet, mens de kæmper med at holde balancen, mens støvlerne kommer af. Bagefter tumler de ind og får eftermiddagsmad. Sætter sig til bordet og laver dejlige pludrelyde og små begyndende ord... Fantastisk arbejde at have...
I formiddag var jeg sammen med Camilla på Caspers grav. Vi fik hentet alle båndene fra kranse og buketter, for vi har aftalt med graveren at alle de visne blomster bliver fjernet, så vi kan begynde at gøre noget ved gravstedet, så det kommer til at se lidt pænt ud. Utroligt så pæne båndene er endnu efter al den regn, der var i sidste uge... Jeg er ved at føle mig hjemmevant på kirkegården, og er godt tilpas deroppe. Førhen har jeg altid syntes det var et lidt uhyggeligt sted... Nu er det en hyggestund at komme der, og jeg beundrer alle de små hyggelige haver, der er indrettet på hvert gravsted. Jeg vil også selv anlægge gravstedet til Casper. Det skal være et personligt sted - og jeg vil kunne mindes de gode stunder, mens jeg pusler på gravstedet...
I formiddag var jeg sammen med Camilla på Caspers grav. Vi fik hentet alle båndene fra kranse og buketter, for vi har aftalt med graveren at alle de visne blomster bliver fjernet, så vi kan begynde at gøre noget ved gravstedet, så det kommer til at se lidt pænt ud. Utroligt så pæne båndene er endnu efter al den regn, der var i sidste uge... Jeg er ved at føle mig hjemmevant på kirkegården, og er godt tilpas deroppe. Førhen har jeg altid syntes det var et lidt uhyggeligt sted... Nu er det en hyggestund at komme der, og jeg beundrer alle de små hyggelige haver, der er indrettet på hvert gravsted. Jeg vil også selv anlægge gravstedet til Casper. Det skal være et personligt sted - og jeg vil kunne mindes de gode stunder, mens jeg pusler på gravstedet...
søndag den 5. juni 2011
På ferie uden Casper
Så er jeg hjemme efter en fantastisk Kristi Himmelfartsferie i Ebeltoft. Vi har slentret i Ebeltofts gader, set Fregatten Jylland, spist på en hyggelig restaurent (Mellem Jyder - kan anbefales!!!). Vi har sejlet i kajak og gået ture langs stranden, spillet kort og hygget os i petroleumslampens skær - for der var nemlig ingen strøm i den hytte vi havde... Til gengæld lå den helt ned til vandet midt i den skønneste natur. En helt fantastisk plet, lige her midt i Danmark - ja næsten et paradis... En dag i Djurs Sommerland blev det også til... og netop denne dag skulle vise sig at blive svær at komme igennem. Hver gang vi stod ved en forlystelse, tænkte jeg på Casper... Han ville have elsket at være med... Han havde snakket om Piraten, som han prøvede sidste år sammen med Simone, da han var her med hendes familie... Da jeg havde prøvet den én gang, havde jeg prøvet den - så kunne jeg tage billeder, mens de andre morede sig... Jeg tænkte, på dengang vi var her, da Casper var 8-9 år. Da ville han ikke prøve Thors Hammer - den så for vild ud, så han ventede nede sammen med Gert. Sjovt som han udviklede sig til det grænsesøgende de følgende år...
Mange timer ved stranden er brugt til at tænke på Casper. Der har været så meget ro til bare at tænke og til at være. Jeg har ikke haft mulighed for at begrave mig i arbejde, men måtte føle den smerte og sorg det er at savne så meget. Mogens og jeg har siddet i strandkanten og kigget på Christoffer og Camilla, når de har badet og sejlet i kajak. Imens har vi snakket og snakket og snakket om Casper. Savnet, omstændighederne, ulykken, vi har følt smerten, indimellem siddet i stilhed og holdt i hånd. Hvor er det godt vores børn ikke skal være enebørn i denne sorg - de har trods alt en søskende at dele sorgen med.
Jeg har i ferien læst "Min søster døde - min bror døde". Det er en stor sorg at miste - men det har været godt at læse om andres sorg - livet går videre, og det bliver endda godt at leve igen. Lige nu kan jeg godt mærke, at jeg har svært ved at blive glad som før ulykken... Der kan komme øjeblikke, hvor jeg føler mig knap så klemt og trykket, men sprudlende glad er jeg ikke...Håber det kommer med tiden...
På vej hjem var vi forbi Caspers grav. Vi skal også have bestilt den sten - Vi må hellere komme ud i denne uge og få valgt én. Blomsterne er også ved at været helt visnede. Der var lige nogle få enkelte farvede blomsterhoveder, der lyste op - et orange og et rødt... Måske jeg skulle få plantet nogle blomster midlertidigt, istedet for de visne blomster... bare indtil vi kan anlægge gravstedet. Tiden flyver afsted - tænk det er allerede snart en måned siden at Casper døde... Tiden har stået stille... og alligevel er der mange ting, jeg gerne ville have delt med ham... Imorges, da jeg gik ind for at vække Camilla, stak hendes fødder ud under dynen - det lignede Caspers fødder og tæer - sådan et syn vækker savnet...
Kriti Himmelfartsferien har været vores "Hellig Familieferie" de sidste par år. Vi har haft travlt siden vi startede Onkel og Tante, så det har ikke altid været let at få ferien til at gå op. Vi har så holdt fast i, at ihvertfald Kristi Himmelfartsferien skulle vi have sammen som familie, og det var ikke til diskussion, om Christoffer, Casper og Camilla skulle med... Det var en selvfølge. Sidste år havde Casper Simone med. Da var vi på Samsø. Det regnede det meste af tiden - men vi hyggede os alligevel... Christoffer og Casper sloges for sjov i Ørnereservatet, da vi skulle se falkoner-opvisning. Fantastiske fugle... Vi fik gået ture, trods vejret... På turene i år manglede Casper... Han satte lidt mere liv i det hele med sin fuldstændig ukuelige optimisme og livsglæde... For nogle år siden var vi på Kristi Himmelfartsferie i Faaborg. Her tog han vendingen "Ska' do ha' løi pååå" til sig - og brugte den flittigt siden. Det var en vending vi alle kunne grine af,også de senere år, da vi med det samme var tilbage i Faaborg i tankerne...
Mange timer ved stranden er brugt til at tænke på Casper. Der har været så meget ro til bare at tænke og til at være. Jeg har ikke haft mulighed for at begrave mig i arbejde, men måtte føle den smerte og sorg det er at savne så meget. Mogens og jeg har siddet i strandkanten og kigget på Christoffer og Camilla, når de har badet og sejlet i kajak. Imens har vi snakket og snakket og snakket om Casper. Savnet, omstændighederne, ulykken, vi har følt smerten, indimellem siddet i stilhed og holdt i hånd. Hvor er det godt vores børn ikke skal være enebørn i denne sorg - de har trods alt en søskende at dele sorgen med.
Jeg har i ferien læst "Min søster døde - min bror døde". Det er en stor sorg at miste - men det har været godt at læse om andres sorg - livet går videre, og det bliver endda godt at leve igen. Lige nu kan jeg godt mærke, at jeg har svært ved at blive glad som før ulykken... Der kan komme øjeblikke, hvor jeg føler mig knap så klemt og trykket, men sprudlende glad er jeg ikke...Håber det kommer med tiden...
På vej hjem var vi forbi Caspers grav. Vi skal også have bestilt den sten - Vi må hellere komme ud i denne uge og få valgt én. Blomsterne er også ved at været helt visnede. Der var lige nogle få enkelte farvede blomsterhoveder, der lyste op - et orange og et rødt... Måske jeg skulle få plantet nogle blomster midlertidigt, istedet for de visne blomster... bare indtil vi kan anlægge gravstedet. Tiden flyver afsted - tænk det er allerede snart en måned siden at Casper døde... Tiden har stået stille... og alligevel er der mange ting, jeg gerne ville have delt med ham... Imorges, da jeg gik ind for at vække Camilla, stak hendes fødder ud under dynen - det lignede Caspers fødder og tæer - sådan et syn vækker savnet...
Kriti Himmelfartsferien har været vores "Hellig Familieferie" de sidste par år. Vi har haft travlt siden vi startede Onkel og Tante, så det har ikke altid været let at få ferien til at gå op. Vi har så holdt fast i, at ihvertfald Kristi Himmelfartsferien skulle vi have sammen som familie, og det var ikke til diskussion, om Christoffer, Casper og Camilla skulle med... Det var en selvfølge. Sidste år havde Casper Simone med. Da var vi på Samsø. Det regnede det meste af tiden - men vi hyggede os alligevel... Christoffer og Casper sloges for sjov i Ørnereservatet, da vi skulle se falkoner-opvisning. Fantastiske fugle... Vi fik gået ture, trods vejret... På turene i år manglede Casper... Han satte lidt mere liv i det hele med sin fuldstændig ukuelige optimisme og livsglæde... For nogle år siden var vi på Kristi Himmelfartsferie i Faaborg. Her tog han vendingen "Ska' do ha' løi pååå" til sig - og brugte den flittigt siden. Det var en vending vi alle kunne grine af,også de senere år, da vi med det samme var tilbage i Faaborg i tankerne...
Abonner på:
Opslag (Atom)