Igår var det en måned siden... Tiden er tom... Jeg kigger på billederne af Casper... Hvor blev han af? Jeg savner ham ubeskriveligt. Tårene overmander mig... Billederne af den glade ubekymrede Casper er ikke engang et halvt år gamle. Livet ændrer sig alt for pludseligt...
Idag fik vi papirerne til skifteretten. Hans dødsdag er registreret til den 10. maj - jeg havde tænkt det, men først nu jeg ser det på skrift, oplever jeg hvor meget det betyder for mig at det ikke er den rigtige dato... Han døde den 9. maj kl. 23.55 - men lægen tilså ham først efter midnat...Det virker uvirkeligt, at læse ham omtalt som "afdøde"... Det er jo Casper - Min Casper... Jeg tog op forbi gravstedet. De har slået græs - så nu kan jeg ikke se hvor det slutter... Camilla og jeg havde aftalt at begynde at anlægge det på mandag, men nu kommer det vist an på, om vi kan få fat i graveren, så vi kan få det mærket op... Det virker tomt at kigge på den lille jordhøj. Tænk at min søn ligger dernede i dybet, kold og klam... Det har regnet meget de sidste dage... Jeg tænker tilbage på hans sidste udtryk, den dag han lå i kisten med sit eget tøj på... Hvor ville jeg gerne kunne spole tiden tilbage... til engang i februar... Hvor er der mange ting, jeg ikke har fået oplevet sammen med ham...
I onsdags var vi inde og tale med Lisbeth, der står for den sorggruppe, hvor Camilla skal deltage. Det er stadig hårdt at fortælle om alt det der er sket til nogle, der ikke kender historien i forvejen. Camilla valgte, at jeg skulle fortælle om det... Det kom bag på mig, at jeg blev så berørt af det... og nu har jeg svært ved at slippe igen. Tænk at savn og sorg kan gøre så ondt... og jeg alligevel er glad for at have haft Casper den tid, han var her... Sorgen er kærlighedens pris...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar