Jeg har lige været ude og gå en frisk morgentur... og pludselig kunne jeg mærke den - grundfølelsen af glæde. En følelse, jeg ikke troede, jeg skulle opleve i denne grad igen. Jeg havde Arthur, min lille hund med. Han sprang glad afsted mellem de nedfaldne efterårsblade i skønne farver. Vinden legede med dem - og han forsøgte med logrende hale at fange dem. Det har regnet i nat, så alt var vådt og nyvasket. Duften af efterår trængte tydeligt igennem. Bladenes forfald vasler vinteren komme - men den kan bare komme an. En god lang sommer og et flot efterår har givet en god energi. De gule, brune og røde nuancer blander sig mellem hinanden, danser i vinden og hilser, mens jeg kommer gående. En let vind roder i ny og næ op i mit hår, vinden er stadig lun og jeg nyder den stryger sig om mit ansigt. På vejen hjem plukker Arthur bær. Han har efterhånden fået plukket alle de nederste, så nu må han stå på to ben for at nå dem. Sjovt at han elsker de bær så højt.
Jeg er selv hjemme. Mogens er til Volleyball og Camilla nyder ferien sammen med sin søde kæreste. Jeg har haft ferie hele ugen - Vi var et par dage i Ebeltoft, hvor vi bl.a. var ude og ride i et par timer. En rigtig sjov og dejlig oplevelse, og helt utrolig at jeg fik Mogens lokket op på en hesteryg. Resten af ugen har stået på afslapning, så godt som jeg nu kan. Jeg er igen begyndt at læse op på min diplomuddannelse, som jeg måtte afbryde sidste år. En masse nye tanker og ideer vælter frem. Jeg må hellere strukturere dem lidt, inden jeg præsenterer dem for de andre hos Onkel og Tante.
Det hele føles som overskud. Jeg går og smiler med mig selv. Glæder mig til næste weekend, hvor vi skal på messe i røde gummestøvler. Lige nu kalder haven. Det bliver dejligt at komme ud og rode lidt på en alene-hjemme-dag. Det er mental opladning at få luget lidt. Til aften kommer Christoffer og spiser - Det er jo søndag, og det er blevet en tradition. Han ser så glad ud i denne tid. Jeg får et kæmpe kram, hver gang jeg ser ham - det er da fantastisk...
Det, at kunne glæde sig over hverdagens små ting og bare at føle sig lykkelig - det troede jeg ikke, jeg igen ville opleve. De sidste par måneder er gået med hverdag. Jeg har ikke skrevet her på bloggen... Det er, som om hverdagen bare er gået. Jeg har fundet en plads til min sorg. Jeg tager dem frem indimellem, men den fylder ikke hele mit liv. Jeg tænker næsten dagligt på Casper, men mest med glæde på de fantastiske tider, vi havde sammen. Jeg har enkelte svære dage, som f.eks. da Sebastian, min fætters søn skulle knoglemarvtransplanteres. Det skaber frygt og jeg genoplever rædselstiden med Casper... men langt de fleste dage går med hverdag, hvor alting har sin naturlige plads.
Men nu er den så kommet - den her grundfølelse af glæde. Jeg ved, at selvom den er dybere og mere vedvarende end jeg før har oplevet, siden Casper ulykke, så skal jeg værne om den, for den kan hurtigt forsvinde igen. Det er dog, som om energitanken er blevet tætnet, så det igen er muligt at fylde den op, så jeg har lidt overskud at gøre med i dårligere tider.
Tænk at livet så smukt går videre...
søndag den 20. oktober 2013
tirsdag den 11. juni 2013
En ny tid
Tiden flyver afsted... maj måned er allerede væk... en måned som havde mange "mærkedage". Vi var på Kristi Himmelfartsferie for tredje gang uden Casper. Tidligere gik vores Kristi Himmelfartsferie altid til nye steder, men de sidste tre gange har vi været i "vores" lille hytte i Ebeltoft... og sådan bliver det nok mange år fremover - tingene forandrer sig - Vi har brug for at komme her og samle ny energi efter en lang vinter... og i den tid på året, hvor vi måtte sige farvel til Casper. Vi har passeret to-års-dagen for Caspers død. Jeg tror aldrig disse dage bliver lette... Det er her savnet titter frem og husker mig på, hvor skønt det var at have Caspers livlige, livsglade og muntre væsen hos mig.
Vi har også passeret dagen, hvor Camilla er blevet ældre end Casper... Det er lidt uvirkeligt... Hun vil altid være min lille pige... og jeg forventede større selvstændighed af Casper, end jeg gør af hende... Mon det er fordi hun er den lille... eller fordi jeg har oplevet en ubeskrivelig smerte at miste et barn. Jeg har mere brug for at vide, hvor Camilla er hele tiden og hvem hun er sammen med. Casper blev ofte kærligt skubbet til at løse sine udfordringer selv, mens jeg nok hurtigere går ind og hjælper Camilla, i stedet for at give hende det kærlige skub til at klare sig selv... Jeg kan slet ikke forstå, at Casper ikke nåede at blive så gammel, som Camilla er nu...
... og nu har vi så lige været i Italien. Valentina fandt en DVD frem. Der var en masse små filmklip fra hendes år hos os i Danmark. Det var lidt som at genopleve tiden i det år. Casper var med på rigtig mange klip. Finurlig og sjov som altid. Nogle af hans sjove indfald havde jeg helt glemt... men det, jeg lagde allermest mærke til, var os andre... Vi har forandret os. Vi var en familie med en let tilgang til livet - med plads til sjov og spontane indfald. Der var ikke langt fra tanke til handling, hvis man fik et indfald... og det gjaldt os alle sammen - Det blev lige pludseligt meget tydeligt, hvor stor indflydelse Caspers glade og impulsive væsen havde på vores familie. Vi er blevet mere alvorlige - der er længere imellem grin og skøre indfald. Ikke at vi har det dårligere sammen af den grund... vi er bare sammen på en anden måde - vi har nok dybere samtaler, end vi havde tidligere. Vi er ikke længere en amputeret familie, der mangler et stykke. Vi er helet op - stadig med skrammer og ar - men klar til livet forude. Vi er bare en helt, helt anden familie end for godt to år siden... Om jeg savner den familie?... Ja, en gang imellem gør jeg... men jeg holder også af den familie, vi er blevet til... og mon ikke også vi løsner mere op, efterhånden som flere år går?
Vi har også passeret dagen, hvor Camilla er blevet ældre end Casper... Det er lidt uvirkeligt... Hun vil altid være min lille pige... og jeg forventede større selvstændighed af Casper, end jeg gør af hende... Mon det er fordi hun er den lille... eller fordi jeg har oplevet en ubeskrivelig smerte at miste et barn. Jeg har mere brug for at vide, hvor Camilla er hele tiden og hvem hun er sammen med. Casper blev ofte kærligt skubbet til at løse sine udfordringer selv, mens jeg nok hurtigere går ind og hjælper Camilla, i stedet for at give hende det kærlige skub til at klare sig selv... Jeg kan slet ikke forstå, at Casper ikke nåede at blive så gammel, som Camilla er nu...
... og nu har vi så lige været i Italien. Valentina fandt en DVD frem. Der var en masse små filmklip fra hendes år hos os i Danmark. Det var lidt som at genopleve tiden i det år. Casper var med på rigtig mange klip. Finurlig og sjov som altid. Nogle af hans sjove indfald havde jeg helt glemt... men det, jeg lagde allermest mærke til, var os andre... Vi har forandret os. Vi var en familie med en let tilgang til livet - med plads til sjov og spontane indfald. Der var ikke langt fra tanke til handling, hvis man fik et indfald... og det gjaldt os alle sammen - Det blev lige pludseligt meget tydeligt, hvor stor indflydelse Caspers glade og impulsive væsen havde på vores familie. Vi er blevet mere alvorlige - der er længere imellem grin og skøre indfald. Ikke at vi har det dårligere sammen af den grund... vi er bare sammen på en anden måde - vi har nok dybere samtaler, end vi havde tidligere. Vi er ikke længere en amputeret familie, der mangler et stykke. Vi er helet op - stadig med skrammer og ar - men klar til livet forude. Vi er bare en helt, helt anden familie end for godt to år siden... Om jeg savner den familie?... Ja, en gang imellem gør jeg... men jeg holder også af den familie, vi er blevet til... og mon ikke også vi løsner mere op, efterhånden som flere år går?
torsdag den 2. maj 2013
En sofa-brand
En lille undselig flamme blafrer usikkert midt i sofaen - det er kun lige man kan få øje på den. Den ser ud, som om den endnu ikke har besluttet sig for, om den vil gå ud eller blusse op... Nederst på skærmen tikker sekunderne derudad, mens temperaturen viser 18 grader. Billedet er en stue med en sofa, en stol, et sofabord, et fjernsyn, en lampe... altså en helt almindelig stue... Flammen vokser en lille smule. Den begynder at virke overbevisende... Den går ikke ud igen. Sekunderne tikker, flammen er efterhånden en halv meter høj og breder sig også lidt i bredden. Et halvt minut er gået. Temperatuen er steget med en enkelt grad. Tankerne flyver tilbage til Caspers ulykke. Mon det var sådan der så ud, da sofaen eksploderede efter cigaretskoddet havde ligget og ulmet? Var det mon i dette øjeblik, hans kammerat vækkede ham og sagde, de skulle ud, fordi det brændte? Sekunderne tikker videre. Efter bare halvandet minut er rummet ved at være fyldt med sort røg, den knitrende larm fra ilden tager til, små eksplosionsagtige smæld begynder at lyde. Sofaen står i store flammer, røgen bliver tættere og tættere. Underviseren, som er uddannet brandmand siger: "Det er endnu muligt af foretage personredning fra rummet". Jeg overvejer, om det er på dette tidspunkt at Caspers to venner står og verbalt guider ham ud af rummet, da de ikke kan komme ind for røg og varme... Temperaturen er omkring 100 grader. De næste to minutter stiger temperaturen konstant i spring på mere end 100 grader af gangen, mens de øvrige møbler antændes af den varme sorte røg. Det går op for mig hvor virkeligt det var, når Caspers venner blev ved med at gentage: "Det gik bare så hurtigt... det gik bare så hurtigt..." Efter fire et halvt minut var hele rummet omspændt af flammer, loftet begyndte at falde ned og temperaturen har rundet de 800 grader... Filmen stopper. Jeg sidder tilbage - tom for tanker - men fyldt af sorg og rædsel - Casper kan ikke have nået at tænke mange tanker, mens det stod på. Utroligt at han overhovedet nåede ud i live... skønt han ikke skulle leve ret længe...
Jeg var egentlig bare på kursus for at lære at betjene vores automatiske brandalameringsanlæg... men gengivelsen af "Caspers brand", fik frygten og rædslen til at blusse op. Jeg kunne mærke at tårerne pressede på... men jeg ville ikke give efter - her midt i en forsamling fremmede mennesker - som ikke kendte mig og min baggrund. Jeg prøvede at fastholde opmærksomheden på de branddøre, der nu var emnet... men det var ikke let, og resten af dagen spøgte branden også i mit baghoved... Jeg bliver nødt til at overbevise mig selv om, at disse oplevelser - som kommer fuldstændigt uden varsel - er med til at bearbejde mit tab... så jeg med tiden vokser mig stærkere og stærkere, så livet med et mistet barn bliver lettere...men let bliver det aldrig.
Jeg var egentlig bare på kursus for at lære at betjene vores automatiske brandalameringsanlæg... men gengivelsen af "Caspers brand", fik frygten og rædslen til at blusse op. Jeg kunne mærke at tårerne pressede på... men jeg ville ikke give efter - her midt i en forsamling fremmede mennesker - som ikke kendte mig og min baggrund. Jeg prøvede at fastholde opmærksomheden på de branddøre, der nu var emnet... men det var ikke let, og resten af dagen spøgte branden også i mit baghoved... Jeg bliver nødt til at overbevise mig selv om, at disse oplevelser - som kommer fuldstændigt uden varsel - er med til at bearbejde mit tab... så jeg med tiden vokser mig stærkere og stærkere, så livet med et mistet barn bliver lettere...men let bliver det aldrig.
søndag den 21. april 2013
En fornøjelse
Jeg hentede Camilla og hendes kæreste efter en tur i byen. Da vi kommer hjem siger Camilla: "Tak for turen". Jeg svarer, at det var en fornøjelse. Hun kigger undrende på mig og spørger: "Var det?"
Jeg tænker mig om et øjeblik... Ville jeg hente dem fra byen, fordi mit ego gerne ville have, at de kom herhjem og sov, så jeg fik lidt fornøjelse af dem dagen efter, eller var det virkelig en fornøjelse at hente dem... Efter et kort øjeblik var jeg ikke i tvivl... Det VAR en fornøjelse... At få lov til at blive ringet op og høre Camillas glade stemme og høre at hun havde det godt efter at have været i byen. Få lov at høre på den opløftede stemning efter en god aften. En snak i bilen, hvor mørket omkring os giver plads til stemning og emner, som vil blegne i dagslys... At se stjernerne i hendes øjne efter gode oplevelser. At høre hendes latter. At se hendes samhørighed og glæde ved sin kæreste. Men vigtigst af alt... få lov til at hente hende levende og endda uskadt hjem efter en dejlig aften - For det véd jeg. Det er ikke er en selvfølge, at mine børn kommer hjem igen... Så fornøjelsen er helt på min side, når jeg kører ud i mørket og henter min skønne datter hjem.
Jeg tænker mig om et øjeblik... Ville jeg hente dem fra byen, fordi mit ego gerne ville have, at de kom herhjem og sov, så jeg fik lidt fornøjelse af dem dagen efter, eller var det virkelig en fornøjelse at hente dem... Efter et kort øjeblik var jeg ikke i tvivl... Det VAR en fornøjelse... At få lov til at blive ringet op og høre Camillas glade stemme og høre at hun havde det godt efter at have været i byen. Få lov at høre på den opløftede stemning efter en god aften. En snak i bilen, hvor mørket omkring os giver plads til stemning og emner, som vil blegne i dagslys... At se stjernerne i hendes øjne efter gode oplevelser. At høre hendes latter. At se hendes samhørighed og glæde ved sin kæreste. Men vigtigst af alt... få lov til at hente hende levende og endda uskadt hjem efter en dejlig aften - For det véd jeg. Det er ikke er en selvfølge, at mine børn kommer hjem igen... Så fornøjelsen er helt på min side, når jeg kører ud i mørket og henter min skønne datter hjem.
onsdag den 27. marts 2013
Følelser og logik
Jeg har aldrig tidligere i mit liv været storladen omkring følelser. Jeg har kunnet vurdere tingene nøgternt og kunne adskille logik fra følelser. Jeg har naturligvis været glad, skuffet, ked af det, overrasket, forelsket, vred... men jeg har altid kunne forklare mine følelser - jeg har logisk kunne forklare de følelser, jeg oplevede i min krop.... Det ændrede sig med Caspers død... Jeg kunne nu blive følelsesmæssigt meget berørt, uden jeg kunne forklare, hvor følelsen kom fra. Det kunne både være glæde og sorg. Jeg kunne pludselig blive meget ked af det og græde uden at kunne forklare eller forstå hvor det kom fra... eller jeg kunne være jublende glad med en boblende glæde i maven - uden at vide, hvad der havde udløst det.
Sidste år da jeg så gymnastikopvisninger, var jeg også følelsesstyret. Ofte blev jeg rørt til tårer over de fantastiske opvisninger... Musikken, bevægelserne, de glade unge mennesker... Det hele løftede mig i en euforisk stemning - så jeg bare følte i stedet for at tænke. Glædestårer trillede ofte ned ad mine kinder...Lidt fantastisk at kunne mærke sig selv så dramatisk... noget jeg ikke førhen har troet var muligt...
I år har jeg også set gymnastikopvisninger... og kan se jeg langsomt vender tilbage til mit gamle jeg. Jeg begynder igen at lade logikken komme før følelserne. Holde kontrollen og hele tiden have styr på hvorfor jeg føler, som jeg gør... og prøver logisk at forklare følelserne, så jeg igen kan blive afbalanceret og ikke lade følelserne styre mig.
... Lige indtil weekendens opvisning... Et børnehold gik på gulvet... Rasmus Seebach's Nangijala begyndte at spille. Pludselig var jeg ikke længere herre over mine følelser mere. Klumpen kravlede op i halsen og tårerne trillede stille ned ad mine kinder... Pludselig savnede jeg Casper. Jeg trængte til at kramme ham, dufte til ham, grine sammen med ham - Jeg fik ikke engang lyst til at få styr på følelserne igen - jeg lod mig bare rive med ... indtil musikken igen skiftede. Jeg lod tankerne flagre og tænkte på Casper og hvor meget jeg faktisk savnede ham... At jeg netop havde hørt dette stykke musik rigtig mange gange som trøst, lige efter Caspers død, havde sat sig spor...De næste hold på gulvet så jeg ikke - dem sansede jeg. Jeg så ikke på deres tekniske kunnen, men lod mig igen føre af de følelser som musikken, bevægelserne og de glade unge mennesker skabte... og jeg fik igen gåsehud og blanke øjne af glæde og bevægelse...
http://youtu.be/wZTzjDSS964
Sidste år da jeg så gymnastikopvisninger, var jeg også følelsesstyret. Ofte blev jeg rørt til tårer over de fantastiske opvisninger... Musikken, bevægelserne, de glade unge mennesker... Det hele løftede mig i en euforisk stemning - så jeg bare følte i stedet for at tænke. Glædestårer trillede ofte ned ad mine kinder...Lidt fantastisk at kunne mærke sig selv så dramatisk... noget jeg ikke førhen har troet var muligt...
I år har jeg også set gymnastikopvisninger... og kan se jeg langsomt vender tilbage til mit gamle jeg. Jeg begynder igen at lade logikken komme før følelserne. Holde kontrollen og hele tiden have styr på hvorfor jeg føler, som jeg gør... og prøver logisk at forklare følelserne, så jeg igen kan blive afbalanceret og ikke lade følelserne styre mig.
... Lige indtil weekendens opvisning... Et børnehold gik på gulvet... Rasmus Seebach's Nangijala begyndte at spille. Pludselig var jeg ikke længere herre over mine følelser mere. Klumpen kravlede op i halsen og tårerne trillede stille ned ad mine kinder... Pludselig savnede jeg Casper. Jeg trængte til at kramme ham, dufte til ham, grine sammen med ham - Jeg fik ikke engang lyst til at få styr på følelserne igen - jeg lod mig bare rive med ... indtil musikken igen skiftede. Jeg lod tankerne flagre og tænkte på Casper og hvor meget jeg faktisk savnede ham... At jeg netop havde hørt dette stykke musik rigtig mange gange som trøst, lige efter Caspers død, havde sat sig spor...De næste hold på gulvet så jeg ikke - dem sansede jeg. Jeg så ikke på deres tekniske kunnen, men lod mig igen føre af de følelser som musikken, bevægelserne og de glade unge mennesker skabte... og jeg fik igen gåsehud og blanke øjne af glæde og bevægelse...
http://youtu.be/wZTzjDSS964
lørdag den 16. marts 2013
Den anden fødselsdag som engel
Casper har igen haft fødselsdag - anden gang som engel. På den ene side er tiden fløjet afsted og på den anden side, har han været væk i en evighed. Tid er noget forunderligt noget. På ingen måde statisk. På samme måde er det, man oplever i tiden, heller ikke statisk. Når jeg ser tilbage på det første år uden Casper, syntes jeg dengang, at jeg havde nogenlunde styr på det der foregik omkring mig. Jeg havde op- og nedture, men syntes i det store hele det gik jævnt fremad... Det gjorde det nok også... men tiden har fået mig til at se anderledes på forløbet. Nu ser jeg nok det første år som tiden i kaos. Jeg kæmpede med sorg og savn. Jeg prøvede at forstå, at jeg virkelig havde mistet et dyrebart barn. Jeg kæmpede for at holde hovedet oven vande... Det andet år har været et reetableringsår. Jeg har skulle finde nye værdier i mit liv, skulle finde ud at at leve på trods. Jeg har brugt energi på at sortere det uvæsentlige i mit liv fra. Så efter først et år i kaos, dernæst et år med reetablering er jeg forhåbentlig nu klar til at leve mit nye liv igen med fast grund under fødderne... og jeg ved, at jeg til næste år måske vil se helt anderledes på det, der forgår både indeni og omkring mig...
Igår fejrede vi Caspers anden englefødselsdag. Han ville være blevet 19 år, hvis han stadig havde været her - Hvad mon han ville have været igang med nu? I lære som mekaniker.... eller inde hos Beredskabet for at blive brandmand... Det var ihvetfald nogle af de drømme, han havde... men mulighederne lå åbne, så det må forblive uvist... og uvisheden bliver større år for år. Det bliver sværere og sværere at forestille sig, hvad han ville have lavet, hvad der ville have glædet ham og hvordan han ville have set ud. Jeg husker stadig hans 17 årige ansigt - fuldt af smil og finurligheder.
Vi har vist allerede fået skabt os en dag med traditioner på Caspers fødselsdag. Vi hentede Christoffer og Camilla og kørte i Kolding Storcenter hvor vi fandt en café og spiste frokost. Bagefter gik vi og hyggede lidt i centret, købte blomster til Casper... og kørte op og gjorde hans grav forårsklar. Sidste år havde det været forår på denne dag. I år har vinteren endnu ikke sluppet sit tag... Alligevel var det en flot dag med klar blå himmel og flot solskin. Et par frostgrader... men solen varmede lige præcis så meget at det øverste jordlag gav efter for riven. Blomsterne måtte lægge ved siden af gravstenen - frosten gør det umuligt at sætte blomster i stenvasen...
Vi hentede Arthur og gik en frisk tur i Ådalen. Her var god tid til at snakke - også om Casper. Bagefter tog vi hjem og hyggede lidt med varm kakao og et spil kort, inden turen gik på Bones for at spise aftensmad. I år var vi i Vejle... Det ville Casper ikke have bifaldet, men Camilla skulle til Give bagefter, så det var lidt langt at køre fra Kolding... Vi fik et gensyn med ismaskinen, som Casper blev uvenner med.... Hvor er det dejligt med disse sjove minder.
Vi sluttede dagen med at køre til Give, hvor Camilla skulle lave gymnastikopvisning. En rigtig dejlig og hyggelig familiedag - det havde selvfølgelig været endnu hyggeligere, hvis Casper havde været med... men det er blevet en rigtig fin måde at mindes på... når det nu ikke kan være anderledes.
Igår fejrede vi Caspers anden englefødselsdag. Han ville være blevet 19 år, hvis han stadig havde været her - Hvad mon han ville have været igang med nu? I lære som mekaniker.... eller inde hos Beredskabet for at blive brandmand... Det var ihvetfald nogle af de drømme, han havde... men mulighederne lå åbne, så det må forblive uvist... og uvisheden bliver større år for år. Det bliver sværere og sværere at forestille sig, hvad han ville have lavet, hvad der ville have glædet ham og hvordan han ville have set ud. Jeg husker stadig hans 17 årige ansigt - fuldt af smil og finurligheder.
Vi har vist allerede fået skabt os en dag med traditioner på Caspers fødselsdag. Vi hentede Christoffer og Camilla og kørte i Kolding Storcenter hvor vi fandt en café og spiste frokost. Bagefter gik vi og hyggede lidt i centret, købte blomster til Casper... og kørte op og gjorde hans grav forårsklar. Sidste år havde det været forår på denne dag. I år har vinteren endnu ikke sluppet sit tag... Alligevel var det en flot dag med klar blå himmel og flot solskin. Et par frostgrader... men solen varmede lige præcis så meget at det øverste jordlag gav efter for riven. Blomsterne måtte lægge ved siden af gravstenen - frosten gør det umuligt at sætte blomster i stenvasen...
Vi hentede Arthur og gik en frisk tur i Ådalen. Her var god tid til at snakke - også om Casper. Bagefter tog vi hjem og hyggede lidt med varm kakao og et spil kort, inden turen gik på Bones for at spise aftensmad. I år var vi i Vejle... Det ville Casper ikke have bifaldet, men Camilla skulle til Give bagefter, så det var lidt langt at køre fra Kolding... Vi fik et gensyn med ismaskinen, som Casper blev uvenner med.... Hvor er det dejligt med disse sjove minder.
Vi sluttede dagen med at køre til Give, hvor Camilla skulle lave gymnastikopvisning. En rigtig dejlig og hyggelig familiedag - det havde selvfølgelig været endnu hyggeligere, hvis Casper havde været med... men det er blevet en rigtig fin måde at mindes på... når det nu ikke kan være anderledes.
torsdag den 21. februar 2013
Et gensyn med Rigshospitalet
I torsdags havde jeg fri... Det var en helt særlig dag... Den 14. februar - 2-års-dagen for Caspers ulykke... Camilla og jeg havde planlagt en tur til København. Vi kørte hjemmefra kl. 9.00 mod Rigshospitalet, hvor vi havde en aftale. Da vi kom til København startede vi med at tage en spadseretur fra Rigshospitalet, forbi Søerne og hen til Strøget - Der var lidt længere, end jeg huskede det... men ikke meget... Det var en særlig oplevelse, at gå her igen så lang tid efter... Jeg har siden, vi var i København med Casper, haft en særlig og meget underlig fornemmelse i kroppen, når jeg så noget i fjernsynet fra København - det var som om det var en særlig tid - en tid lidt som en film - det var ikke virkelighed, men en oplevelse man kunne gå ind og ud af efter behov. Det var som om gensynet med det hele, fik tingene til at falde på plads. Det VAR virkelighed - jeg fik indfanget nogle flagrende følelser, der bare var omkring mig. Der faldt en ro over mig - og desto mere jeg så, desto mere ro oplevede jeg.
Camilla og jeg spiste på en café - vi var lidt tidspressede, da vi skulle være tilbage på Rigshospitalet kl. 13.00. Vi tog en taxi - skyndte os op på afdelingen og var der på slaget. Turen ind igennem gangene - forbi gårdhaven - op ad trapperne - ind igennem glasdørene var en tur som sad på rygraden - jeg havde gået turen så mange gange før - det var velkendte omgivelser... og alligevel var det anderledes... Igen faldt der ro over mig efterhånden vi kom frem... Dengang for 2 år siden var hver dag, hver time, hvert minut indhyllet i frygt og uvished... Denne frygt og uvished var ikke længere - Casper var ikke længere - jeg var ikke længere bange for, hvad der skulle ske, og om jeg skulle miste ham. Visheden gav ro. Savnet er lettere at bære end frygten og uvisheden.
Vi ventede kort på den læge, vi havde en aftale med. Det var én af de læger, som havde haft rigtig meget med Casper at gøre, mens han var indlagt. Han var stadig ligetil og uhøjtidelig. Jeg havde holdt af hans måde at være på overfor os som pårørende dengang, ligesom jeg gjorde det nu. Vi tog elevatoren ned i traumecentret... Det var, som var det igår ,vi gik ind igennem døren for at finde Casper første gang efter ulykken. Billedet havde fæstnet sig sikkert inde bag i mit hovede. Jeg genkendte mange detaljer... Vi gik til højre... Dengang for 2 år siden gik vi til venstre... Det var, fordi vi først gik hen til brandsårsstuen. Der var stille og meget tomt. Det virkede meget sterilt. Dengang syntes jeg, der var mange mennesker og megen aktivitet. Billedet af Casper i denne seng måtte jeg finde frem, det kom ikke lige af sig selv... men en god fornemmelse at turde hente billedet frem fra min erindring...
Bagefter gik vi hen til venteværelset. Jeg kunne ikke huske præcist hvor det lå... men det kunne Camilla. Vi gik ind. Rummet var, som jeg huskede det. Jeg huskede bare, at døren var i gavlen af værelset i stedet for i siden, som det var... men jeg kunne godt regne ud, at det måtte være hjerneflimmer... Camilla huskede det også præcist, som det så ud og hun udpegede med det samme, hvor vi hver især havde siddet den lange, lange formiddag for to år siden.
Vi talte om forløbet og hjertestoppet og ikke mindst omstændighederne omkring hjertestoppet med lægen, der viste os rundt. Jeg blev ikke meget klogere - men alligevel rart at snakke det igennem endnu en gang... Som alt andet denne dag, så gav det ro i kroppen...
Vi sluttede med at tage elevatoren helt op og var oppe på Rigshospitalets tag. Vi stod lige under helikopterplatformen. Her huskede jeg pludselig, hvordan Camilla glædede sig til at Casper vågnede af Komaen, så hun kunne fortælle ham, at han endelig havde fået sin drøm opfyldt og havde fløjet helikopter.... Det fik hun aldrig lejlighed til at fortælle ham...
Efter en god times rundvisning og snak sagde vi farvel og tak. Det havde været et helt fantastisk besøg, hvor de flagrende følelser var blevet indfanget og jeg fik en ro, jeg ikke har haft længe.
Vi kørte ned og besøgte Annica, som jeg har skevet sammen med siden Caspers hjertestop. Jeg havde aldrig før mødt hende, men syntes jeg kendte hende rigtig godt alligevel fra vores skriverier. Det var en rigtig stor oplevelse at møde hende, selvom det var med noget nervøsitet jeg steg ud af bilen på deres gårdsplads. Vi fik også mødt hendes mand... og her syntes jeg, det var rigtig, rigtig ærgeligt at Mogens havde valgt ikke at tage med på denne tur... for det blev så tydeligt, at de to ville have haft rigtig meget til fælles. Det følelsesmæssige kaos hos Annica's mand var fuldstændig det samme, som det, jeg har oplevet hjemme hos Mogens... Håber han har lyst til at tage med derover en anden gang.
Og så skal Lena og Mickal have rigtig mange tak for aftensmad ovenpå denne dag fyldt med følelsesmæssige oplevelser.
Camilla og jeg spiste på en café - vi var lidt tidspressede, da vi skulle være tilbage på Rigshospitalet kl. 13.00. Vi tog en taxi - skyndte os op på afdelingen og var der på slaget. Turen ind igennem gangene - forbi gårdhaven - op ad trapperne - ind igennem glasdørene var en tur som sad på rygraden - jeg havde gået turen så mange gange før - det var velkendte omgivelser... og alligevel var det anderledes... Igen faldt der ro over mig efterhånden vi kom frem... Dengang for 2 år siden var hver dag, hver time, hvert minut indhyllet i frygt og uvished... Denne frygt og uvished var ikke længere - Casper var ikke længere - jeg var ikke længere bange for, hvad der skulle ske, og om jeg skulle miste ham. Visheden gav ro. Savnet er lettere at bære end frygten og uvisheden.
Vi ventede kort på den læge, vi havde en aftale med. Det var én af de læger, som havde haft rigtig meget med Casper at gøre, mens han var indlagt. Han var stadig ligetil og uhøjtidelig. Jeg havde holdt af hans måde at være på overfor os som pårørende dengang, ligesom jeg gjorde det nu. Vi tog elevatoren ned i traumecentret... Det var, som var det igår ,vi gik ind igennem døren for at finde Casper første gang efter ulykken. Billedet havde fæstnet sig sikkert inde bag i mit hovede. Jeg genkendte mange detaljer... Vi gik til højre... Dengang for 2 år siden gik vi til venstre... Det var, fordi vi først gik hen til brandsårsstuen. Der var stille og meget tomt. Det virkede meget sterilt. Dengang syntes jeg, der var mange mennesker og megen aktivitet. Billedet af Casper i denne seng måtte jeg finde frem, det kom ikke lige af sig selv... men en god fornemmelse at turde hente billedet frem fra min erindring...
Bagefter gik vi hen til venteværelset. Jeg kunne ikke huske præcist hvor det lå... men det kunne Camilla. Vi gik ind. Rummet var, som jeg huskede det. Jeg huskede bare, at døren var i gavlen af værelset i stedet for i siden, som det var... men jeg kunne godt regne ud, at det måtte være hjerneflimmer... Camilla huskede det også præcist, som det så ud og hun udpegede med det samme, hvor vi hver især havde siddet den lange, lange formiddag for to år siden.
Vi talte om forløbet og hjertestoppet og ikke mindst omstændighederne omkring hjertestoppet med lægen, der viste os rundt. Jeg blev ikke meget klogere - men alligevel rart at snakke det igennem endnu en gang... Som alt andet denne dag, så gav det ro i kroppen...
Vi sluttede med at tage elevatoren helt op og var oppe på Rigshospitalets tag. Vi stod lige under helikopterplatformen. Her huskede jeg pludselig, hvordan Camilla glædede sig til at Casper vågnede af Komaen, så hun kunne fortælle ham, at han endelig havde fået sin drøm opfyldt og havde fløjet helikopter.... Det fik hun aldrig lejlighed til at fortælle ham...
Efter en god times rundvisning og snak sagde vi farvel og tak. Det havde været et helt fantastisk besøg, hvor de flagrende følelser var blevet indfanget og jeg fik en ro, jeg ikke har haft længe.
Vi kørte ned og besøgte Annica, som jeg har skevet sammen med siden Caspers hjertestop. Jeg havde aldrig før mødt hende, men syntes jeg kendte hende rigtig godt alligevel fra vores skriverier. Det var en rigtig stor oplevelse at møde hende, selvom det var med noget nervøsitet jeg steg ud af bilen på deres gårdsplads. Vi fik også mødt hendes mand... og her syntes jeg, det var rigtig, rigtig ærgeligt at Mogens havde valgt ikke at tage med på denne tur... for det blev så tydeligt, at de to ville have haft rigtig meget til fælles. Det følelsesmæssige kaos hos Annica's mand var fuldstændig det samme, som det, jeg har oplevet hjemme hos Mogens... Håber han har lyst til at tage med derover en anden gang.
Og så skal Lena og Mickal have rigtig mange tak for aftensmad ovenpå denne dag fyldt med følelsesmæssige oplevelser.
Abonner på:
Opslag (Atom)