I torsdags havde jeg fri... Det var en helt særlig dag... Den 14. februar - 2-års-dagen for Caspers ulykke... Camilla og jeg havde planlagt en tur til København. Vi kørte hjemmefra kl. 9.00 mod Rigshospitalet, hvor vi havde en aftale. Da vi kom til København startede vi med at tage en spadseretur fra Rigshospitalet, forbi Søerne og hen til Strøget - Der var lidt længere, end jeg huskede det... men ikke meget... Det var en særlig oplevelse, at gå her igen så lang tid efter... Jeg har siden, vi var i København med Casper, haft en særlig og meget underlig fornemmelse i kroppen, når jeg så noget i fjernsynet fra København - det var som om det var en særlig tid - en tid lidt som en film - det var ikke virkelighed, men en oplevelse man kunne gå ind og ud af efter behov. Det var som om gensynet med det hele, fik tingene til at falde på plads. Det VAR virkelighed - jeg fik indfanget nogle flagrende følelser, der bare var omkring mig. Der faldt en ro over mig - og desto mere jeg så, desto mere ro oplevede jeg.
Camilla og jeg spiste på en café - vi var lidt tidspressede, da vi skulle være tilbage på Rigshospitalet kl. 13.00. Vi tog en taxi - skyndte os op på afdelingen og var der på slaget. Turen ind igennem gangene - forbi gårdhaven - op ad trapperne - ind igennem glasdørene var en tur som sad på rygraden - jeg havde gået turen så mange gange før - det var velkendte omgivelser... og alligevel var det anderledes... Igen faldt der ro over mig efterhånden vi kom frem... Dengang for 2 år siden var hver dag, hver time, hvert minut indhyllet i frygt og uvished... Denne frygt og uvished var ikke længere - Casper var ikke længere - jeg var ikke længere bange for, hvad der skulle ske, og om jeg skulle miste ham. Visheden gav ro. Savnet er lettere at bære end frygten og uvisheden.
Vi ventede kort på den læge, vi havde en aftale med. Det var én af de læger, som havde haft rigtig meget med Casper at gøre, mens han var indlagt. Han var stadig ligetil og uhøjtidelig. Jeg havde holdt af hans måde at være på overfor os som pårørende dengang, ligesom jeg gjorde det nu. Vi tog elevatoren ned i traumecentret... Det var, som var det igår ,vi gik ind igennem døren for at finde Casper første gang efter ulykken. Billedet havde fæstnet sig sikkert inde bag i mit hovede. Jeg genkendte mange detaljer... Vi gik til højre... Dengang for 2 år siden gik vi til venstre... Det var, fordi vi først gik hen til brandsårsstuen. Der var stille og meget tomt. Det virkede meget sterilt. Dengang syntes jeg, der var mange mennesker og megen aktivitet. Billedet af Casper i denne seng måtte jeg finde frem, det kom ikke lige af sig selv... men en god fornemmelse at turde hente billedet frem fra min erindring...
Bagefter gik vi hen til venteværelset. Jeg kunne ikke huske præcist hvor det lå... men det kunne Camilla. Vi gik ind. Rummet var, som jeg huskede det. Jeg huskede bare, at døren var i gavlen af værelset i stedet for i siden, som det var... men jeg kunne godt regne ud, at det måtte være hjerneflimmer... Camilla huskede det også præcist, som det så ud og hun udpegede med det samme, hvor vi hver især havde siddet den lange, lange formiddag for to år siden.
Vi talte om forløbet og hjertestoppet og ikke mindst omstændighederne omkring hjertestoppet med lægen, der viste os rundt. Jeg blev ikke meget klogere - men alligevel rart at snakke det igennem endnu en gang... Som alt andet denne dag, så gav det ro i kroppen...
Vi sluttede med at tage elevatoren helt op og var oppe på Rigshospitalets tag. Vi stod lige under helikopterplatformen. Her huskede jeg pludselig, hvordan Camilla glædede sig til at Casper vågnede af Komaen, så hun kunne fortælle ham, at han endelig havde fået sin drøm opfyldt og havde fløjet helikopter.... Det fik hun aldrig lejlighed til at fortælle ham...
Efter en god times rundvisning og snak sagde vi farvel og tak. Det havde været et helt fantastisk besøg, hvor de flagrende følelser var blevet indfanget og jeg fik en ro, jeg ikke har haft længe.
Vi kørte ned og besøgte Annica, som jeg har skevet sammen med siden Caspers hjertestop. Jeg havde aldrig før mødt hende, men syntes jeg kendte hende rigtig godt alligevel fra vores skriverier. Det var en rigtig stor oplevelse at møde hende, selvom det var med noget nervøsitet jeg steg ud af bilen på deres gårdsplads. Vi fik også mødt hendes mand... og her syntes jeg, det var rigtig, rigtig ærgeligt at Mogens havde valgt ikke at tage med på denne tur... for det blev så tydeligt, at de to ville have haft rigtig meget til fælles. Det følelsesmæssige kaos hos Annica's mand var fuldstændig det samme, som det, jeg har oplevet hjemme hos Mogens... Håber han har lyst til at tage med derover en anden gang.
Og så skal Lena og Mickal have rigtig mange tak for aftensmad ovenpå denne dag fyldt med følelsesmæssige oplevelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar