Følelser er noget mærkeligt noget - ikke særlig rationelt... Idag tænkte jeg flere gange at det, at Casper ikke var her mere, gav mig en større frihed, end hvis han havde været her som svært hjerneskadet. Jeg har været ude og gøre klar i den nye afdeling, og har kunnet være der hele dagen med god samvittighed - jeg skulle jo ikke afsted og besøge Casper... Alligevel fik jeg dårlig samvittighed over at tænke sådan - at jeg fandt det lettere, at han ikke var her, end at jeg havde ham.
Jeg kiggede på nogle af de sidste billeder jeg tog af ham før han døde. Der var stadig liv i øjnene - jeg syntes næsten han så nærværende ud, selvom jeg godt vidste, at det var han langtfra...
Jeg savner ham - har dårlig samvittighed over at jeg syntes, det er fint han ikke skulle leve som svært hjerneskadet.
Jeg har brug for hele tiden at vide hvor Christoffer og Camilla er. Camilla var ude at gå en tur på egen hånd ved den nye børnehaveafdeling - uden mobiltelefon. Da hun havde været væk lidt længere end jeg havde forventet, begyndte jeg at blive nervøs - Var der mon sket hende noget? Var hun faret vild (Hun har ikke været i området før). Eller havde hun bare brug for tid alene? Det endte med at Mogens gik ud og ledte efter hende - og efter noget tid fandt han hende - og hun havde haft svært ved at finde tilbage... Ja, så sidder hjertet altså oppe i halsen - Jeg er ikke sikker på at mine børn, får helt samme frihed længere, som de har haft tidligere - jeg er så bange for, at der skal ske dem noget...Det er alt for hårdt at miste et barn...
Når jeg så sidder og læser om Rasmus, som er svært hjerneskadet - og alligevel gør så mange fremskridt, så tænker jeg, at det er egoistisk og følelsesforladt, at jeg er lettet over, at Casper ikke er her mere - både for ham og for mig... Når jeg siger det til mig selv så mange gange, og bliver nødt til at skrive det igen og igen og igen, må det være fordi jeg endnu ikke har affundet mig med hverken Caspers eller min egen skæbne...
lørdag den 21. maj 2011
torsdag den 19. maj 2011
Savn
Igår var en dag, hvor jeg arbejdede meget, fik rigtig meget papirarbejde fra hånden og var en tur ude i den nye afdeling. Jeg kørte Camilla til træning - dagen var fyldt med gøremål og Casper dukkede kun op i tankerne indimellem.
Idag har han til gengæld fyldt meget. Ligegyldigt hvad jeg har lavet, er han dukket op i mine tanker. Jeg har tænket over, hvad han mon ville have lavet lige nu, i dette minut, hvis han stadig var her. Tænkt over, hvordan Caspers liv havde forandret sig de sidste år. Han var forvandlet fra dreng til en ung mand. Jeg havde måtte slippe ham, som alle mødre må slippe deres børn på et tidspunkt... Hvor har jeg tænkt mange gange, at hvis vi bare havde truffet nogle andre beslutninger, var hans liv gået i nogle helt andre baner - og så var ulykken måske ikke sket... men jeg ved godt, at det er efterrationaliseringer, for jeg ville give Casper friheden til at udvikle sig til et selvstændigt menneske - så uanset hvilke valg vi havde truffet, ville han have fået frihed til selvstændige valg, og så kunne jeg alligevel ikke beskytte ham. Har bare syntes at sådan en ulykke er fuldstændig meningsløs - og jeg skal leve med savnet i mange år.
Jeg var forbi hans grav sammen med Camilla idag. Den ser stadig rigtig flot ud, med de mange blomster på. Jeg savner ham frygteligt.
Idag har han til gengæld fyldt meget. Ligegyldigt hvad jeg har lavet, er han dukket op i mine tanker. Jeg har tænket over, hvad han mon ville have lavet lige nu, i dette minut, hvis han stadig var her. Tænkt over, hvordan Caspers liv havde forandret sig de sidste år. Han var forvandlet fra dreng til en ung mand. Jeg havde måtte slippe ham, som alle mødre må slippe deres børn på et tidspunkt... Hvor har jeg tænkt mange gange, at hvis vi bare havde truffet nogle andre beslutninger, var hans liv gået i nogle helt andre baner - og så var ulykken måske ikke sket... men jeg ved godt, at det er efterrationaliseringer, for jeg ville give Casper friheden til at udvikle sig til et selvstændigt menneske - så uanset hvilke valg vi havde truffet, ville han have fået frihed til selvstændige valg, og så kunne jeg alligevel ikke beskytte ham. Har bare syntes at sådan en ulykke er fuldstændig meningsløs - og jeg skal leve med savnet i mange år.
Jeg var forbi hans grav sammen med Camilla idag. Den ser stadig rigtig flot ud, med de mange blomster på. Jeg savner ham frygteligt.
tirsdag den 17. maj 2011
En smuk dag
Jeg sov uroligt i nat. Drømte om Casper. Var indimellem i tvivl, om Caspers ulykke var et mareridt eller virkelighed. Så glimt fra glade stunder, vi har haft...
vi kørte op til kirken. Det støvregnede. Selvom der var en halv time til begravelsen, var der allerede begyndt at komme en del. Jeg havde englen med. Da jeg havde hilst på de, der allerede var kommet, gik jeg ind i kirken og stillede englen ved hjørnet af kisten. Den skulle være med til at sige farvel. Den skulle bære mindet fra begravelsen med hjem i haven, hvor den siden skal have sin plads. Den stod smukt ved kisten.
Vi stod i døren og hilste på gæsterne. Solen var brudt igennem, og regnen var stoppet. Der var mange... fra nær og fjern. Familie, venner, bekendte, naboer, vores børns venner og skolekammerater og ikke mindst var der rigtig mange af Caspers venner. Vi fornemmede, at der blev ved med at strømme folk ind i kirken. Jeg kiggede ind, da vi nærmede os tiden. Kirken var helt fuld. De var begyndt at stille stole op ved siden af bænkene - og blomsterne fyldte gulvet hele vejen op igennem kirken.
Klokkerne begyndte at ringe, og vi gik ind. Ind forbi de mange gæster - Sjældent har jeg set så mange mennesker i kirken på én gang, bortset fra til konfirmationer. Blomsterne lå smukt arrangeret op ad gulvet. Det var smukt, men uvirkeligt at det var Casper, der lå deroppe i den hvide kiste. Vi kom op foran og sidde. Jeg kiggede på kisten, tænkte på igår, da vi så ham for sidste gang. jeg forestillede mig ham liggende nede i kisten, sådan som han lå igår. En enlig tåre trillede ned ad kinden. Det, at se ham havde igen rørt ved savnet - og nu hvor han stod der lige ved siden af, kunne jeg næsten fornemme ham.
Vi sang og der blev holdt en varm begravelsestale, der beskrev Casper som den aktive dreng, han var. Minder tilbage til alle vores børns konfirmationer. Særlig rørt blev jeg over at blive mindet om Camilla's konfirmation. Den var lige her i samme kirke - for kun ét år siden. Dengang havde jeg aldrig kunne forestille mig, at jeg skulle sidde her idag, for at tage afsked med Casper.
Mogens, Christoffer, Henrik, Inge, Camilla og jeg bar Casper ud til graven. Det var sørgmodigt, men også en rar fornemmelse, selv at følge ham til hans sidste hvilested. Vi lod Casper glide ned i graven. Den var dyb. Jeg tænkte et kort øjeblik: "Han kommer da aldrig op igen" - Han forsvandt i dybet. Indimellem stødte kisten let mod kanterne, jeg holdt øje med Camilla - om hun havde kræfter til at holde... Hun så rolig ud, som om der var kræfter nok endnu.
Vi trådte ned og begyndte at synge...Under sangen, tror jeg pludselig, det gik op for mig at Casper aldrig, aldrig kommer tilbage, gråden spærrede halsen, så sangen sad fast, tårerne trillede i en strøm ned ad kinderne. Snart så jeg, at også Camilla var begyndt at græde. Hun har ikke grædt meget i dette lange forløb. Jeg fandt et par lommetørklæder frem. Jeg skubbede min egen sorg lidt til side og gav Camilla et kram.
Efter sangen, gik vi hen og kiggede ned i graven og sagde farvel... Vi trak os lidt tilbage, og alle gæsterne kom forbi - vi fik knus, hilsener og håndtryk. En fantastisk varme, der strålede fra de mange mennesker - det var en lille solstråle midt i sorgen.
Vi kørte op på kroen, hvor rigtig mange tog med. En hyggelig kom-sammen. Rummet emmede af ro og stemning - der var plads til at tænke lidt over det hele...
Da de sidste gæster var taget afsted, kørte vi op til graven. Den var blevet rigtig flot med de mange blomster. Den ligger rigtig fint med den gode udsigt. Vi kørte hjem og læste alle kortene fra buketter og kranse... Nogle af dem rørte mig igen til tårer - bl.a. denne sætning: "...men vi må se i øjnene, at Gud manglede en dejlig, smilende og varm engel i sin flok." - og denne "Jeg har savnet min bedste ven i de sidste 2 år. Men nu ved jeg, hvad det vil sige at miste."
Bagefter kiggede Camilla på mig... "Hvad skal vi så lave nu?" Jeg følte mig tom, tung og træt..."Ingenting", svarede jeg...Vi gik lidt rundt i stilhed mellem hinanden herhjemme. Jeg gik op og lagde mig på sofaen. Jeg faldt i søvn... Sov rigtig godt og roligt... måske var punktummet med begravelsen, det jeg trængte til lige nu for at få ro i min krop.
Til aften fandt Mogens en film på computeren, som Camilla og Casper lavede for et par år siden... Den var rigtig morsom, så vi fik nogle gode grin over deres idé-rigdom. Det var bare Casper, som vi kendte ham - Endnu et skønt minde.
vi kørte op til kirken. Det støvregnede. Selvom der var en halv time til begravelsen, var der allerede begyndt at komme en del. Jeg havde englen med. Da jeg havde hilst på de, der allerede var kommet, gik jeg ind i kirken og stillede englen ved hjørnet af kisten. Den skulle være med til at sige farvel. Den skulle bære mindet fra begravelsen med hjem i haven, hvor den siden skal have sin plads. Den stod smukt ved kisten.
Vi stod i døren og hilste på gæsterne. Solen var brudt igennem, og regnen var stoppet. Der var mange... fra nær og fjern. Familie, venner, bekendte, naboer, vores børns venner og skolekammerater og ikke mindst var der rigtig mange af Caspers venner. Vi fornemmede, at der blev ved med at strømme folk ind i kirken. Jeg kiggede ind, da vi nærmede os tiden. Kirken var helt fuld. De var begyndt at stille stole op ved siden af bænkene - og blomsterne fyldte gulvet hele vejen op igennem kirken.
Klokkerne begyndte at ringe, og vi gik ind. Ind forbi de mange gæster - Sjældent har jeg set så mange mennesker i kirken på én gang, bortset fra til konfirmationer. Blomsterne lå smukt arrangeret op ad gulvet. Det var smukt, men uvirkeligt at det var Casper, der lå deroppe i den hvide kiste. Vi kom op foran og sidde. Jeg kiggede på kisten, tænkte på igår, da vi så ham for sidste gang. jeg forestillede mig ham liggende nede i kisten, sådan som han lå igår. En enlig tåre trillede ned ad kinden. Det, at se ham havde igen rørt ved savnet - og nu hvor han stod der lige ved siden af, kunne jeg næsten fornemme ham.
Vi sang og der blev holdt en varm begravelsestale, der beskrev Casper som den aktive dreng, han var. Minder tilbage til alle vores børns konfirmationer. Særlig rørt blev jeg over at blive mindet om Camilla's konfirmation. Den var lige her i samme kirke - for kun ét år siden. Dengang havde jeg aldrig kunne forestille mig, at jeg skulle sidde her idag, for at tage afsked med Casper.
Mogens, Christoffer, Henrik, Inge, Camilla og jeg bar Casper ud til graven. Det var sørgmodigt, men også en rar fornemmelse, selv at følge ham til hans sidste hvilested. Vi lod Casper glide ned i graven. Den var dyb. Jeg tænkte et kort øjeblik: "Han kommer da aldrig op igen" - Han forsvandt i dybet. Indimellem stødte kisten let mod kanterne, jeg holdt øje med Camilla - om hun havde kræfter til at holde... Hun så rolig ud, som om der var kræfter nok endnu.
Vi trådte ned og begyndte at synge...Under sangen, tror jeg pludselig, det gik op for mig at Casper aldrig, aldrig kommer tilbage, gråden spærrede halsen, så sangen sad fast, tårerne trillede i en strøm ned ad kinderne. Snart så jeg, at også Camilla var begyndt at græde. Hun har ikke grædt meget i dette lange forløb. Jeg fandt et par lommetørklæder frem. Jeg skubbede min egen sorg lidt til side og gav Camilla et kram.
Efter sangen, gik vi hen og kiggede ned i graven og sagde farvel... Vi trak os lidt tilbage, og alle gæsterne kom forbi - vi fik knus, hilsener og håndtryk. En fantastisk varme, der strålede fra de mange mennesker - det var en lille solstråle midt i sorgen.
Vi kørte op på kroen, hvor rigtig mange tog med. En hyggelig kom-sammen. Rummet emmede af ro og stemning - der var plads til at tænke lidt over det hele...
Da de sidste gæster var taget afsted, kørte vi op til graven. Den var blevet rigtig flot med de mange blomster. Den ligger rigtig fint med den gode udsigt. Vi kørte hjem og læste alle kortene fra buketter og kranse... Nogle af dem rørte mig igen til tårer - bl.a. denne sætning: "...men vi må se i øjnene, at Gud manglede en dejlig, smilende og varm engel i sin flok." - og denne "Jeg har savnet min bedste ven i de sidste 2 år. Men nu ved jeg, hvad det vil sige at miste."
Bagefter kiggede Camilla på mig... "Hvad skal vi så lave nu?" Jeg følte mig tom, tung og træt..."Ingenting", svarede jeg...Vi gik lidt rundt i stilhed mellem hinanden herhjemme. Jeg gik op og lagde mig på sofaen. Jeg faldt i søvn... Sov rigtig godt og roligt... måske var punktummet med begravelsen, det jeg trængte til lige nu for at få ro i min krop.
Til aften fandt Mogens en film på computeren, som Camilla og Casper lavede for et par år siden... Den var rigtig morsom, så vi fik nogle gode grin over deres idé-rigdom. Det var bare Casper, som vi kendte ham - Endnu et skønt minde.
mandag den 16. maj 2011
Et sidste gensyn
I formiddag fik vi endnu et træ foræret til Caspers mindeplet – et hjertetræ… En dejlig tanke at kunne mindes ham med yndige hjerteformede blade omkring sig. Den varme fornemmelse blandede sig med frygten og forventningen om at skulle se Casper igen.
Vi – Mogens, Christoffer, Camilla og jeg – gik først hen og kiggede på Caspers grav. Den var gravet. Det var en god plads. Udsigten over vidderne og den var let at finde – her vil vi sikkert komme mange gange igennem lang tid… Det var en blanding af glæde og vemod.
Snart ringede klokkerne, og Casper kom kørende i støvregnen. Vi hjalp med at bære ham ind i kapellet. Han vejede ingenting – så let kisten var. Inde i kapellet var der tændt to stearinlys, som blafrede let i den lune vind. Vi stod og lyttede til klokkeslagene. Det virkede højtideligt at skulle tage afsked for altid. Låget blev løsnet, og Mogens hjalp med at løfte det af. Jeg frygtede lidt, hvad jeg ville se. Han havde nu ligget en hel uge - og var også blevet obduceret - noget jeg helst ikke ville se spor efter. Så jeg stod med tilbageholdt åndedræt, mens låget roligt gled af.
Der lå han så - i sit eget tøj... Hvor var han tynd... Jeg havde allerede glemt, hvor tynd han var blevet. De spinkle håndled med de spinkle hænder lå på hans bryst. Hans ansigt var fint, lidt indfaldne øjne, men ellers så han ud som Casper. Han lå i sine joggingbukser, t-shirt og trøje. Han havde også en lang halskæde og cap på. Det var som at se ham, mens han var fuld af liv og godt humør. Hans bukser sad helt oppe i taljen - det kunne Casper ikke fordrage, så jeg trak dem lidt ned på plads - Det var bedre...
Tårerne trillede ned ad mine kinder. Var han virkelig væk for altid? Jeg tog hans hånd. Den var kold, som på en vinterdag. Jeg havde lyst til at varme den - give den liv. Det var slet ikke til at forstå, at jeg denne gang ikke kunne varme hans hænder. Jeg aede ham på kinderne. Han var stadig blød og fin at røre ved - bare kold.
Jeg kiggede ned over ham. Hans hænder var lidt arrede, men de så faktisk rigtig pæne ud. Hans ansigt havde næsten ikke spor efter branden længere - han ville helt sikkert kunne have fået et godt liv med sin krop efter branden - hvis det da bare ikke havde været for den fatale hjerneskade. Livet er uforudsigeligt og retfærdighed er blevet et diffust begreb... Vi sagde farvel og kørte hjem i stilhed.
Senere var jeg ude og hente nøgle til den nye børnehave afdeling og om aftenen var vi til sølvbryllup. Det er dejligt med lidt gode oplevelser til at opveje al den sorg, vi oplever lige nu. Vi er endnu ikke klar til at feste... men vi lever og har brug for at se andre mennesker i øjnene for at kunne komme videre.
Vi – Mogens, Christoffer, Camilla og jeg – gik først hen og kiggede på Caspers grav. Den var gravet. Det var en god plads. Udsigten over vidderne og den var let at finde – her vil vi sikkert komme mange gange igennem lang tid… Det var en blanding af glæde og vemod.
Snart ringede klokkerne, og Casper kom kørende i støvregnen. Vi hjalp med at bære ham ind i kapellet. Han vejede ingenting – så let kisten var. Inde i kapellet var der tændt to stearinlys, som blafrede let i den lune vind. Vi stod og lyttede til klokkeslagene. Det virkede højtideligt at skulle tage afsked for altid. Låget blev løsnet, og Mogens hjalp med at løfte det af. Jeg frygtede lidt, hvad jeg ville se. Han havde nu ligget en hel uge - og var også blevet obduceret - noget jeg helst ikke ville se spor efter. Så jeg stod med tilbageholdt åndedræt, mens låget roligt gled af.
Der lå han så - i sit eget tøj... Hvor var han tynd... Jeg havde allerede glemt, hvor tynd han var blevet. De spinkle håndled med de spinkle hænder lå på hans bryst. Hans ansigt var fint, lidt indfaldne øjne, men ellers så han ud som Casper. Han lå i sine joggingbukser, t-shirt og trøje. Han havde også en lang halskæde og cap på. Det var som at se ham, mens han var fuld af liv og godt humør. Hans bukser sad helt oppe i taljen - det kunne Casper ikke fordrage, så jeg trak dem lidt ned på plads - Det var bedre...
Tårerne trillede ned ad mine kinder. Var han virkelig væk for altid? Jeg tog hans hånd. Den var kold, som på en vinterdag. Jeg havde lyst til at varme den - give den liv. Det var slet ikke til at forstå, at jeg denne gang ikke kunne varme hans hænder. Jeg aede ham på kinderne. Han var stadig blød og fin at røre ved - bare kold.
Jeg kiggede ned over ham. Hans hænder var lidt arrede, men de så faktisk rigtig pæne ud. Hans ansigt havde næsten ikke spor efter branden længere - han ville helt sikkert kunne have fået et godt liv med sin krop efter branden - hvis det da bare ikke havde været for den fatale hjerneskade. Livet er uforudsigeligt og retfærdighed er blevet et diffust begreb... Vi sagde farvel og kørte hjem i stilhed.
Senere var jeg ude og hente nøgle til den nye børnehave afdeling og om aftenen var vi til sølvbryllup. Det er dejligt med lidt gode oplevelser til at opveje al den sorg, vi oplever lige nu. Vi er endnu ikke klar til at feste... men vi lever og har brug for at se andre mennesker i øjnene for at kunne komme videre.
søndag den 15. maj 2011
Rydde op i Caspers ting
Der er gode dage og der er dårlige dage... Idag var en dårlig dag...
Jeg begyndte at rydde op på Caspers værelse. Fandt en seddel, han havde skrevet til sig selv: "Fredag den 11. februar kl. 9.00 - UU-vejleder samtale" ... Det var den dato, jeg så ham sidste gang før ulykken... Tårerne pressede på, det var, som om det var lige den anden dag - og allivel som en evighed siden. Jeg savner ham. Hans glade livlige grin og gode humør.
Jeg begyndte at vaske hans tøj - det var, som om han kunne komme hjem, hvornår det skulle være, mens jeg sådan stod og lagde det sammen. Jeg lod det ligge på stuebordet, som jeg altid gjorde, så han selv kunne tage det med op. Denne gang lå det til Christoffer og Camilla, så de kunne se, om der var noget af det, de gerne ville have. De fandt begge to noget imellem, som de kunne bruge. Resten blev liggende på bordet... Jeg skal have det båret op på værelset til det andet tøj.
Jeg fik ryddet op i alle hans ting. Det var ikke helt så slemt, som jeg havde frygtet. Christoffer og Camilla hjalp mig. De fik mange af Caspers ting. CD'er, film, plakater og småting. Efterhånden var der kun møblerne tilbage. Jeg fandt også nogle ting, som jeg gerne ville have været foruden... Alle hans kort lå på bordet. Knallertkørekort, sygesikringsbevis, Uddannelseskort og hævekort...Mange kort med Caspers navn og billede. Var han virkelig helt væk?
Jeg er stadig meget træt og tømt for glæde, der kom en buket igen idag... Blomsterne og tankerne varmer, men savnet føles som et stort sort hul i maven og i brystet - og det er umuligt at fylde op. Tomhed og ked-af-det fylder rigtig meget idag - faktisk så meget, at jeg næsten ikke kan tale om det, uden at jeg stor-tuder...
Jeg begyndte at rydde op på Caspers værelse. Fandt en seddel, han havde skrevet til sig selv: "Fredag den 11. februar kl. 9.00 - UU-vejleder samtale" ... Det var den dato, jeg så ham sidste gang før ulykken... Tårerne pressede på, det var, som om det var lige den anden dag - og allivel som en evighed siden. Jeg savner ham. Hans glade livlige grin og gode humør.
Jeg begyndte at vaske hans tøj - det var, som om han kunne komme hjem, hvornår det skulle være, mens jeg sådan stod og lagde det sammen. Jeg lod det ligge på stuebordet, som jeg altid gjorde, så han selv kunne tage det med op. Denne gang lå det til Christoffer og Camilla, så de kunne se, om der var noget af det, de gerne ville have. De fandt begge to noget imellem, som de kunne bruge. Resten blev liggende på bordet... Jeg skal have det båret op på værelset til det andet tøj.
Jeg fik ryddet op i alle hans ting. Det var ikke helt så slemt, som jeg havde frygtet. Christoffer og Camilla hjalp mig. De fik mange af Caspers ting. CD'er, film, plakater og småting. Efterhånden var der kun møblerne tilbage. Jeg fandt også nogle ting, som jeg gerne ville have været foruden... Alle hans kort lå på bordet. Knallertkørekort, sygesikringsbevis, Uddannelseskort og hævekort...Mange kort med Caspers navn og billede. Var han virkelig helt væk?
Jeg er stadig meget træt og tømt for glæde, der kom en buket igen idag... Blomsterne og tankerne varmer, men savnet føles som et stort sort hul i maven og i brystet - og det er umuligt at fylde op. Tomhed og ked-af-det fylder rigtig meget idag - faktisk så meget, at jeg næsten ikke kan tale om det, uden at jeg stor-tuder...
Abonner på:
Opslag (Atom)