Jeg sov uroligt i nat. Drømte om Casper. Var indimellem i tvivl, om Caspers ulykke var et mareridt eller virkelighed. Så glimt fra glade stunder, vi har haft...
vi kørte op til kirken. Det støvregnede. Selvom der var en halv time til begravelsen, var der allerede begyndt at komme en del. Jeg havde englen med. Da jeg havde hilst på de, der allerede var kommet, gik jeg ind i kirken og stillede englen ved hjørnet af kisten. Den skulle være med til at sige farvel. Den skulle bære mindet fra begravelsen med hjem i haven, hvor den siden skal have sin plads. Den stod smukt ved kisten.
Vi stod i døren og hilste på gæsterne. Solen var brudt igennem, og regnen var stoppet. Der var mange... fra nær og fjern. Familie, venner, bekendte, naboer, vores børns venner og skolekammerater og ikke mindst var der rigtig mange af Caspers venner. Vi fornemmede, at der blev ved med at strømme folk ind i kirken. Jeg kiggede ind, da vi nærmede os tiden. Kirken var helt fuld. De var begyndt at stille stole op ved siden af bænkene - og blomsterne fyldte gulvet hele vejen op igennem kirken.
Klokkerne begyndte at ringe, og vi gik ind. Ind forbi de mange gæster - Sjældent har jeg set så mange mennesker i kirken på én gang, bortset fra til konfirmationer. Blomsterne lå smukt arrangeret op ad gulvet. Det var smukt, men uvirkeligt at det var Casper, der lå deroppe i den hvide kiste. Vi kom op foran og sidde. Jeg kiggede på kisten, tænkte på igår, da vi så ham for sidste gang. jeg forestillede mig ham liggende nede i kisten, sådan som han lå igår. En enlig tåre trillede ned ad kinden. Det, at se ham havde igen rørt ved savnet - og nu hvor han stod der lige ved siden af, kunne jeg næsten fornemme ham.
Vi sang og der blev holdt en varm begravelsestale, der beskrev Casper som den aktive dreng, han var. Minder tilbage til alle vores børns konfirmationer. Særlig rørt blev jeg over at blive mindet om Camilla's konfirmation. Den var lige her i samme kirke - for kun ét år siden. Dengang havde jeg aldrig kunne forestille mig, at jeg skulle sidde her idag, for at tage afsked med Casper.
Mogens, Christoffer, Henrik, Inge, Camilla og jeg bar Casper ud til graven. Det var sørgmodigt, men også en rar fornemmelse, selv at følge ham til hans sidste hvilested. Vi lod Casper glide ned i graven. Den var dyb. Jeg tænkte et kort øjeblik: "Han kommer da aldrig op igen" - Han forsvandt i dybet. Indimellem stødte kisten let mod kanterne, jeg holdt øje med Camilla - om hun havde kræfter til at holde... Hun så rolig ud, som om der var kræfter nok endnu.
Vi trådte ned og begyndte at synge...Under sangen, tror jeg pludselig, det gik op for mig at Casper aldrig, aldrig kommer tilbage, gråden spærrede halsen, så sangen sad fast, tårerne trillede i en strøm ned ad kinderne. Snart så jeg, at også Camilla var begyndt at græde. Hun har ikke grædt meget i dette lange forløb. Jeg fandt et par lommetørklæder frem. Jeg skubbede min egen sorg lidt til side og gav Camilla et kram.
Efter sangen, gik vi hen og kiggede ned i graven og sagde farvel... Vi trak os lidt tilbage, og alle gæsterne kom forbi - vi fik knus, hilsener og håndtryk. En fantastisk varme, der strålede fra de mange mennesker - det var en lille solstråle midt i sorgen.
Vi kørte op på kroen, hvor rigtig mange tog med. En hyggelig kom-sammen. Rummet emmede af ro og stemning - der var plads til at tænke lidt over det hele...
Da de sidste gæster var taget afsted, kørte vi op til graven. Den var blevet rigtig flot med de mange blomster. Den ligger rigtig fint med den gode udsigt. Vi kørte hjem og læste alle kortene fra buketter og kranse... Nogle af dem rørte mig igen til tårer - bl.a. denne sætning: "...men vi må se i øjnene, at Gud manglede en dejlig, smilende og varm engel i sin flok." - og denne "Jeg har savnet min bedste ven i de sidste 2 år. Men nu ved jeg, hvad det vil sige at miste."
Bagefter kiggede Camilla på mig... "Hvad skal vi så lave nu?" Jeg følte mig tom, tung og træt..."Ingenting", svarede jeg...Vi gik lidt rundt i stilhed mellem hinanden herhjemme. Jeg gik op og lagde mig på sofaen. Jeg faldt i søvn... Sov rigtig godt og roligt... måske var punktummet med begravelsen, det jeg trængte til lige nu for at få ro i min krop.
Til aften fandt Mogens en film på computeren, som Camilla og Casper lavede for et par år siden... Den var rigtig morsom, så vi fik nogle gode grin over deres idé-rigdom. Det var bare Casper, som vi kendte ham - Endnu et skønt minde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar