Tiden flyver afsted... maj måned er allerede væk... en måned som havde mange "mærkedage". Vi var på Kristi Himmelfartsferie for tredje gang uden Casper. Tidligere gik vores Kristi Himmelfartsferie altid til nye steder, men de sidste tre gange har vi været i "vores" lille hytte i Ebeltoft... og sådan bliver det nok mange år fremover - tingene forandrer sig - Vi har brug for at komme her og samle ny energi efter en lang vinter... og i den tid på året, hvor vi måtte sige farvel til Casper. Vi har passeret to-års-dagen for Caspers død. Jeg tror aldrig disse dage bliver lette... Det er her savnet titter frem og husker mig på, hvor skønt det var at have Caspers livlige, livsglade og muntre væsen hos mig.
Vi har også passeret dagen, hvor Camilla er blevet ældre end Casper... Det er lidt uvirkeligt... Hun vil altid være min lille pige... og jeg forventede større selvstændighed af Casper, end jeg gør af hende... Mon det er fordi hun er den lille... eller fordi jeg har oplevet en ubeskrivelig smerte at miste et barn. Jeg har mere brug for at vide, hvor Camilla er hele tiden og hvem hun er sammen med. Casper blev ofte kærligt skubbet til at løse sine udfordringer selv, mens jeg nok hurtigere går ind og hjælper Camilla, i stedet for at give hende det kærlige skub til at klare sig selv... Jeg kan slet ikke forstå, at Casper ikke nåede at blive så gammel, som Camilla er nu...
... og nu har vi så lige været i Italien. Valentina fandt en DVD frem. Der var en masse små filmklip fra hendes år hos os i Danmark. Det var lidt som at genopleve tiden i det år. Casper var med på rigtig mange klip. Finurlig og sjov som altid. Nogle af hans sjove indfald havde jeg helt glemt... men det, jeg lagde allermest mærke til, var os andre... Vi har forandret os. Vi var en familie med en let tilgang til livet - med plads til sjov og spontane indfald. Der var ikke langt fra tanke til handling, hvis man fik et indfald... og det gjaldt os alle sammen - Det blev lige pludseligt meget tydeligt, hvor stor indflydelse Caspers glade og impulsive væsen havde på vores familie. Vi er blevet mere alvorlige - der er længere imellem grin og skøre indfald. Ikke at vi har det dårligere sammen af den grund... vi er bare sammen på en anden måde - vi har nok dybere samtaler, end vi havde tidligere. Vi er ikke længere en amputeret familie, der mangler et stykke. Vi er helet op - stadig med skrammer og ar - men klar til livet forude. Vi er bare en helt, helt anden familie end for godt to år siden... Om jeg savner den familie?... Ja, en gang imellem gør jeg... men jeg holder også af den familie, vi er blevet til... og mon ikke også vi løsner mere op, efterhånden som flere år går?
