mandag den 14. januar 2013

Ulykken flytter ind igen...

Så har Præstø-ulykken igen været i medierne... utroligt som den historie påvirker mig... Da jeg sad på Rigshospitalet var alle aviserne fyldt med beretninger om ulykken... Meget uvirkeligt at de unge mennsker lå etagen lige over hvor jeg sad og vågede over Casper - Pludselig var det tæt på... og alligevel langt fra. De vågnede jo en efter en... At denne medieomtalte ulykke tidsmæssigt falder sammen med Caspers ulykke, gør at virkeligheden indhenter mig hver eneste gang, den bliver omtalt.

Snart er det 2-års dagen for Caspers ulykke.... Jeg er ved at få en aftale på plads med afdelingen på Rigshospitalet om et besøg. Troede egentlig, det var en formel sag, at lave aftale om det.... men pludselig vender alting igen op og ned - vrangen vender ud og min verden bliver kaotisk. Jeg bliver suget tilbage i en tidslomme, hvor jeg boede i flere måneder dengang. Husker turene i Københavns gader - Nettobutikken, hvor jeg ofte handlede, Rigshospitalets gange, elevatorer og trapper, Patienthotellet og de forskellige værelser, jeg nåede at bo på... Lige om lidt, skal jeg se det hele igen - det bliver både frygt og glæde... men tanken om hvor godt det var at se Silkeborg og hospitalet der igen, gør at jeg har lyst til at møde min frygt for de tragiske oplevelser, jeg havde... Det kan kun blive bedre bagefter.