torsdag den 21. juli 2011

Caspers skygge

Det er blevet en rutine... måske en afhængighed... at besøge Caspers grav hver dag. Det har regnet flere dage, så det var ikke nødvendigt at tage derop for at vande... Alligevel havde jeg lige brug for at tage et smut forbi.

Igår plantede jeg nye blomster. De første var ved at være afblomstrede, så der manglede lidt farve og liv. Jeg plantede små asters i tre forskellige lilla nuancer. Det blev sødt. Nu må stenen også godt snart komme - så bliver det hele mere færdigt.

Camilla og jeg var i Kolding Storcenter igår - og handle stort ind. Sikke meget der skal til for at starte på efterskole... Da vi går på gangene, passerer vi på et tidspunkt en fyr, der går sammen med sin far. Han gik klædt fuldstændig som det kunne have været Casper. Sorte lavtsiddende joggingbukser, en hvid t-shirt med tryk udover og udenpå igen en skødesløst hængende grå trøje lynet op. På hovedet skjulte en sort cap næsten det meget kortklippede hoved. Da vi var kommet forbi, sagde jeg til Camilla: "Det var da ren Casper-stil" Hun svarede, at det var også lige det, hun tænkte, da hun så ham... Ja, Casper er lidt over det hele - og fylder stadig meget i tankerne.

Alligevel er det som om lyset begynder at slippe ind i mit liv igen. Der kommer flere og flere små ting, jeg kan glæde mig over - også uden jeg skal anstrenge mig for at blive glad. Det kommer bare af sig selv. Som den anden dag, jeg stod i køkkenet og lavede mad sammen med Christoffer. Vi havde god tid og snakkede om alt muligt, mens vi biksede frikadeller og kartoffelsalat sammen... og så fik jeg da også lige tid til at få lavet en pæretærte indimellem... Det overskud er nyt for mig.. men jeg kan fornemme at der kommer mere og mere af det igen...

Det har også været en befriende beslutning ikke længere at ville drive en vækst-virksomhed, men kun at ville fokusere på dette lille hyggelige sted. Det giver mentalt overskud i stort mål.