I fredags var Camilla dårlig - meget dårlig... Hun havde bare været til fest... men hvor kan det sætte tanker igang. Hun blev puttet i seng, men hun var så langt væk, at det nærmest mindede om koma. Hun lå helt stille, kun den hurtige, overfladiske vejrtrækning afslørede, at hun rent faktisk var i live. Tankerne strøg tilbage til tiden på Rigshospitalet i de frygtelige dage lige efter Caspers ulykke. Indimellem kastede hun lidt op - men registrerede det ikke selv og blev blot liggende på ryggen. Jeg måtte have fat i hende så hun blev vendt om på siden. Fuldstændig livløs... Jeg trak hende rundt, og kroppen fulgte livløs med. Armene faldt slapt ned, når jeg flyttede på hende. Jeg måtte støtte hovedet, da det ellers bare fulgte med som en tung bylt. Da Casper lå på den måde, var han trods alt koblet til alverdens tekniske udstyr, der hele tiden fortalte, hvordan han havde det - og jeg vidste at der stod personale klar lige på den anden side af døren, hvis noget gik galt. Nu stod jeg helt alene - det måtte ikke gå galt...
Jeg følte mig magtesløs... Jeg redte en madras op til mig selv ved siden af hendes seng - jeg turde ikke lade hende ligge alene. Jeg var bange for at hun enten skulle blive kvalt i sit opkast eller bare holde op med at trække vejret. Jeg gik i seng og lå og lyttede efter vejrtrækningen... indimellem blev den så svag, at jeg var oppe og kigge til hende. Hun så til stadighed livløs ud og lå fuldstændig ubevægelig hen. Jeg følte, jeg stod med endnu et barns liv i mine hænder. Tænk hvor bange man kan blive. Jeg har ikke mentalt "råd" til at miste et barn mere - jeg lægger mig hen igen... blunder lidt... men vågner op hver gang vejrtrækningen ændrer sig en smule... Midt på natten vågner jeg ved, at Camilla bevæger sig. Hun flytter lidt på det ene ben. Jeg slapper af... "Koma-tilstanden" er ved at aftage og gå over til almindelig dyb søvn. Jeg falder langt om længe rigtigt i søvn og sover et par timer. Jeg kigger til hende... Jo, hun ser bedre ud. Jeg får sovet lidt igen...og det bliver morgen efter en meget, meget lang nat. Jo, frygten lurer lige under overfladen...
