Det er sjældnere og sjældnere jeg har behov for at skrive mig ud af sorgen... det er ikke fordi jeg har glemt Casper... men måske er jeg begyndt igen at leve - uden Casper.
På årsdagen for Caspers død, den 9. maj, havde vi alle fire taget fri. Vi tog til Silkeborg, for at gense afdelingen, hvor Casper tilbragte den sidste måned af sit liv. Egentlig var jeg ganske afklaret med at skulle derop, indtil jeg stod overfor en af sygeplejerskerne, der havde passet Casper... Så blev det hele for overvældende og gråden satte sig i halsen, mens tårerne stille trillede ned ad mine kinder. Det var, som var det dagen i forvejen, jeg sagde farvel til min skønne søn. Træerne stod lysegrønne, fuglene sang lystigt, forårssolen skinnede, sygehuset og personalet var uforandret... Når vi var der, var det som om tiden havde stået stille...
Bagefter gik vi ned til vandet. Vi spiste burgere ved Hjejlekiosken (De er bare SÅ gode) Det gjorde vi mange gange, mens Casper var indlagt, så også her var tiden gået i stå. Vi gik en tur langs Gudenåen, spiste is, og kørte hjem og ordnede Caspers gravsted. Vi lavede i fællesskab Caspers livret til aftensmad, og om aftenen kiggede vi billeder fra hele Caspers korte liv. Hvor havde vi dog lavet mange sjove og skøre ting sammen - hvor er jeg glad for, at han har været en del af mit liv...
I tiden omkring Caspers dødsdato kom der rigtig mange blomster på graven. Det gør en mor glad... Casper er husket, han er ikke bare glemt - Han har betydet noget for nogen.
I Kristihimmelfartsferien tog vi op til "vores" lille hytte i Ebeltoft. Vi nød nogle skønne dage med kortspil, gåture, en tur i Kattegatcentret og Christoffer fik fisket - aftensmad til os... Uhm... Denne tur har været skelsættende... Det var første gang, vi gjorde noget anden gang uden Casper... Det første år er gået, alle første gang uden Casper.... Anden gang er ikke let og ubesværet, men dog væsentlig nemmere end første gang...
Jeg var på kirkegården forleden og skulle på toilet... Det lille simple toilet fik mig til at tænke på Caspers drøm om at bo pompøst og moderne... Han havde nok ikke tænkt, at hans mor skulle bruge sådan et toilet, når hun kom på besøg hos ham, når han flyttede hjemmefra... Ja, det er nogle gange de særeste tanker, man gør sig...
Jeg har også været inde og bestille vedhænget til Caspers halskæde. Jeg har bestilt en sommerfugl i sølv, med Caspers ørering sat på som en sten og hans navn indgraveret, skrevet med hans egen lidt ubehjælpsomme skrift. Halskæden og øreringen var Caspers smykker - dem brugte han næsten altid - Sommerfulgen er for mig et symbol på Casper - Den flyver let og lystigt fra sted til sted - den bevæger sig hurtigt videre og spreder glæde omkring sig - ja Casper VAR en sommerfugl... min sommerfugl. Nu vil jeg bære Caspers smykker med stolhed over det menneske Casper var. Jeg var inde hos Guldsmedegården for at se, hvordan arbejdet med sommerfuglen skred frem. Den er næsten færdig og bliver bare så flot...
Vores liv er igen begyndt at blive hverdag. Vi er ved at være en etableret familie på fire istedet for fem. Vores hverdag er nu kun præget af fire menneskers hverdag og udvikling... og alligevel møder vi hele tiden mindet om Casper. Forleden dag mødte vi en pædagog, der havde passet Casper og Camilla i børnehaven. Hun spurgte Camilla hvordan HUN havde det. "I var sådan nogle gode søskende", sagde hun og fortalte om, hvordan de havde taget sig af hinanden. Jeg synes, det var dejligt, at der var én, der anerkendte Camillas sorg - uden omsvøb.
Jeg blev også forleden mødt med kommentaren "I ser ud til at være kommet jer over det"... Den lader jeg lige stå lidt... Jeg kommer mig ALDRIG over Caspers død, men jeg er nok ved at lære at leve med erkendelsen, at han aldrig, aldrig mere kommer tilbage... Livet er på vej videre i et nyt spor, jeg bygger nye forventninger til fremtiden, jeg er ved at få samlet stumperne sammen til et fornuftigt liv igen... men det er et liv, der altid vil være mærket med, at jeg har mistet et barn... det dyrebareste man kan miste. Mit - vores liv - har ændret sig. Jeg tror såmænd ikke dette liv bliver ringere - det bliver bare meget, meget anderledes, end jeg havde forventet...
