Igår var begge afdelinger af Onkel og Tante til børne-julegudstjeneste... Jeg blev hjemme på kontoret, men alle de store på 3 år og derover drog forventningsfulde afsted sammen med en gruppe voksne - deriblandt Christoffer... jeg havde end ikke overvejet, at der var problemer i det... men da holdet kom tilbage kunne jeg tydeligt se på Christoffer, at han ikke havde det godt - og med det samme var jeg klar over, hvad det handlede om... Casper... Jeg tog Christoffer med ind på kontoret, hvor han kunne lave printeren som drillede, mens vi fik en kop kaffe og en snak... Han havde heller ikke selv tænkt, at det var svært at tage i kirke... men da klokkerne begyndte at ringe, var han tilbage til Caspers begravelse... og det slog mig, at det faktisk var første gang, at Christoffer var i kirke siden... Han havde ikke været med, når vi havde været afsted til jul og allehelgensaften.
Jeg husker tilbage til første gang, jeg var i kirke efter begravelsen... Det var også meget følelsesladet. Jeg havde grædt i kirken og havde svært ved at synge med på salmerne - og jeg havde da bare mig selv at holde sammen på og havde endda Mogens med at støtte mig til. Christoffer var afsted med en børnegruppe, han også skulle have styr på. Hvordan har han dog magtet at holde sammen på sig selv? Jeg forstår godt, han var fuldstændig brugt, da de kom hjem fra kirken...
Det minder mig lidt om dengang, vi kørte galt med en busfuld børnehavebørn lige før jeg begyndte at læse til pædagog. Vi var spærret inde i bussen i omkring en halv time, inden brandfolk kom og hjalp alle ud. Vejen var spærret i begge retninger og ambulancer holdt over det hele. Falck var ved at skære folk fri fra den anden bil, der var impliceret i ulykken. Vi blev i en anden bus kørt tilbage til børnehaven, hvor krisehjælp stod klar til at modtage både børn og voksne... Det var meget kaotisk og jeg talte og talte om det. Jeg var ude og køre i bus nogle gange efter og syntes efterhånden, jeg var afklaret med ulykken... Indtil næsten 2 år senere, hvor jeg i min sidste praktik igen skulle ud og køre i bus med børnehavebørn. Vi kom ind i busssen, bussen startede... og jeg fløj tilbage i tiden og sad igen midt i ulykken og havde pluselig svært ved at tage ansvar for de børn, jeg sad med. Det kom pludseligt og uden varsel - jeg troede jeg havde fået bearbejdet min oplevelse... men jeg var åbenbart ikke færdig endnu - heldigvis havde jeg nogle dygtige kollegaer omkring mig, som snakkede det igennem med mig - og efter få gange i bussen med børnene, var ulykken igen på afstand.
Lige der ser jeg Christoffers oplevelse - at sidde i kirken og fuldstændig uden varsel, bliver en ubehagelig erindring hentet frem - den er ikke færdig-bearbejdet... Det kræver vist nogle gange i kirke endnu.
