En god nats søvn gjorde godt... Ren energitilførsel.
Jeg har fået arbejdet en del idag - fået indhentet lidt af de mange hængepartier. Det hjælper på rodet i hovedet at få ryddet op i bunkerne på skrivebordet. Utroligt så tæt hovedet er forbundet med skrivebordet.
Camilla's træning var aflyst, så hun var på besøg hos en ven idag, og Christoffer havde en ven på besøg - det er næsten hverdag...
Vi var ude hos Lilly og Bjarne og spise til aften. Bjarne grillede, mens vi holdt os inde i varmen og tørvejret... En hyggelig aften, hvor sorgen kom lidt på afstand. Hjertet er stadig tungt og flået, men jeg kan åbne op for at tænke på andet end Casper. Jeg var på havevandring med Lilly. At rode i haven er bare den bedste afstressning - Turen i haven gav kriller i fingrene. Jeg skal også have gravet rødderne op fra Hylden, som Mogens fældede igår, så der kunne blive plads til det nye æbletræ. Jeg vil have indrettet en lille Mindeplet med æbletræet og englen...
lørdag den 14. maj 2011
fredag den 13. maj 2011
Endelig begravelse
Jeg sov uroligt inat, drømte meget om Caspers tid på Hospitalet. Den hjælpeløshed han udstrålede, og den magtesløshed jeg oplevede. Det fylder vist meget i mit hoved, mens min krop hviler.
Mogens og jeg har lige fra morgenstunden gået og ventet på at få besked om, hvornår Casper ville blive frigivet, så vi kunne få fastsat begravelsen. Hen på eftermiddagen blev det besluttet, at begravelsen bliver på tirsdag kl. 11.00. Det gav en dejlig ro i kroppen, at der endelig kom dato på. Vi skal så se ham for sidste gang på mandag. Jeg glæder mig til gensynet... men frygter det også - Jeg er lidt bange for, at de mange dage har sat spor, jeg helst ikke vil se... Jeg bliver dog nødt til at se ham en sidste gang... Jeg savner ham frygteligt allerede - det, at se ham, er lidt, som når han kom hjem efter nogle dage på ferie. Et glædeligt gensyn. Jeg må bare til at vænne mig til tanken om, at det denne gang bliver "farvel" og ikke "vi ses".
Min magtesløshed slog mig også omkuld idag. Der kom brev fra Patientforsikringen med kopi af Rigshospitalets anmeldelse. Spørgsmål: "Hvori består og hvorledes opstod skaden?" - Svar: "Hjertestop i 5-8 minutter"... Umiddelbart efter hjetestoppet fik Mogens at vide at Casper havde hjertestop i ca. 3 min. og at han fik hjertemassage, fra det øjeblik hjertestoppet indtraf - Den samme besked fik vi de efterfølgende gange, vi talte med både læger og sygeplejersker på Rigshospitalet... Lemfældig omgang med vigtige minutter????? Det betyder temmelig meget, om der er tale om 3 min. eller 8 min., når der er tale om brandskade... Er det fralæggelse af ansvar? Eller oprindelig en nedrundig for at give os håb???? uanset sammenhængen bliver jeg utryg ved så store forskelle i udmeldinger på, hvad der faktisk skete... Er der overhovedet styr på noget - kan jeg have tillid til vores hospitalsvæsen længere? Det er magtesløshed på højt plan...
Et løft var dog da vi pludselig fik en SMS at vi havde fået tildelt en ekstra friuge i næste uge. Der er dejligt, for jeg er vist ikke klar til at arbejde på fuldt skrald endnu. Det her har sat sig dybere, end jeg havde troet. Jeg har også besluttet at udskyde min eksamen, jeg kan simpelt hen ikke koncentrere mig om at skrive opgave lige nu.
Da jeg kom hjem i eftermiddag, tog jeg mig selv i at lytte efter om Casper var i bad, som han plejede, når han kom hjem om eftermiddagen... Han bor her stadig...
Mogens og jeg har lige fra morgenstunden gået og ventet på at få besked om, hvornår Casper ville blive frigivet, så vi kunne få fastsat begravelsen. Hen på eftermiddagen blev det besluttet, at begravelsen bliver på tirsdag kl. 11.00. Det gav en dejlig ro i kroppen, at der endelig kom dato på. Vi skal så se ham for sidste gang på mandag. Jeg glæder mig til gensynet... men frygter det også - Jeg er lidt bange for, at de mange dage har sat spor, jeg helst ikke vil se... Jeg bliver dog nødt til at se ham en sidste gang... Jeg savner ham frygteligt allerede - det, at se ham, er lidt, som når han kom hjem efter nogle dage på ferie. Et glædeligt gensyn. Jeg må bare til at vænne mig til tanken om, at det denne gang bliver "farvel" og ikke "vi ses".
Min magtesløshed slog mig også omkuld idag. Der kom brev fra Patientforsikringen med kopi af Rigshospitalets anmeldelse. Spørgsmål: "Hvori består og hvorledes opstod skaden?" - Svar: "Hjertestop i 5-8 minutter"... Umiddelbart efter hjetestoppet fik Mogens at vide at Casper havde hjertestop i ca. 3 min. og at han fik hjertemassage, fra det øjeblik hjertestoppet indtraf - Den samme besked fik vi de efterfølgende gange, vi talte med både læger og sygeplejersker på Rigshospitalet... Lemfældig omgang med vigtige minutter????? Det betyder temmelig meget, om der er tale om 3 min. eller 8 min., når der er tale om brandskade... Er det fralæggelse af ansvar? Eller oprindelig en nedrundig for at give os håb???? uanset sammenhængen bliver jeg utryg ved så store forskelle i udmeldinger på, hvad der faktisk skete... Er der overhovedet styr på noget - kan jeg have tillid til vores hospitalsvæsen længere? Det er magtesløshed på højt plan...
Et løft var dog da vi pludselig fik en SMS at vi havde fået tildelt en ekstra friuge i næste uge. Der er dejligt, for jeg er vist ikke klar til at arbejde på fuldt skrald endnu. Det her har sat sig dybere, end jeg havde troet. Jeg har også besluttet at udskyde min eksamen, jeg kan simpelt hen ikke koncentrere mig om at skrive opgave lige nu.
Da jeg kom hjem i eftermiddag, tog jeg mig selv i at lytte efter om Casper var i bad, som han plejede, når han kom hjem om eftermiddagen... Han bor her stadig...
Torsdag
Jeg har fået arbejdet et par timer i formiddag – det går lidt langsomt, men trods alt godt at lave bare lidt.
Bedemanden ringede og fortalte, at begravelsen ikke kunne blive på lørdag, da Casper ikke var blevet frigivet. Han skal obduceres i morgen… Ventetid… Hvornår mon det så kan blive? Det kunne snart være rart at få sat et punktum, så vi kan starte på næste afsnit.
Mogens og jeg var også henne og vælge gravsted til Casper. Vi valgte et med udsigt over de åbne vidder udenfor kirkegården. Det giver en god fornemmelse af frihed – i Caspers ånd.
Vi havde besøg i dag, og fik foræret et æbletræ – i stedet for en blomst til begravelsen. Giverne syntes, vi skulle have noget, der kunne lede tankerne hen på den friske og aktive dreng, som Casper var. Tænke på de gode minder, i stedet for at stå stille i sorgen… En smuk tanke med et æbletræ… Da jeg bagefter kom ind til min computer, lå en mail fra Lena med en lille sød historie om Casper, min far og min nevø – en historie, der rørte mig meget:
Solen skinner og fuglene synger, der kommer en ung fyr gående ned af grusvejen. Han har en cap på, så man næsten ikke ser det lyse hår. Han er muskuløs og lidt kæk i sin egen særlige gang. Der står et æbletræ midt på engen ved siden af. Casper ser sig nysgerrigt omkring, mens han går, hans blik falder på hans arme og hænder, der er intet at se efter ulykken...det var pokkers, ikke så meget som et ar! Han er nu ikke så langt fra æbletræet, det rasler i det, hvad mon det er, det er bestemt ikke en fugl! Da han står et par meter fra træet, kommer der et æble flyvende, Casper griber det, en ældre mand stikker hovedet frem, "Er du ikke lidt tidligt på den, Casper?" siger manden. Casper undrer sig, Han har set ham før og så alligevel ikke..., han aner ikke, hvor han er henne, han har været i en døs og haft meget svært ved at samle sine tanker, han synes nærmest, han har været i glasklokke og ingenting har været, som det plejede, kroppen ville ikke høre efter og meget af tiden på det nye hospital, har han betragtet sig selv udefra. De har været så kede af det allesammen.....Han har haft det godt med at være ude af sin krop, den virkede slet ikke, som han gerne ville ha'. Han kunne mærke den, når han var i den.. Han kunne mærke Christoffer kildede ham, hans mor, der strøg ham over håret, Camilla der sad i fodenden, eller hans far, når han lagde sin hånd på ham og så bekymret ud. Han kunne helt tydeligt mærke deres kærlighed og deres sorg, men han kunne ikke være i den krop mere, det var som om, det ikke rigtigt var ham længere.. Casper så op på manden igen, han havde lagt sig ned oppe i æbletræet "Kommer du ikke herop?" Casper tog tilløb, fik fat i en gren og svingede sig op. Kroppen virkede jo helt som før måske endda lidt bedre. Casper så genert på manden, der nu begyndte at kaste æbler ned til en lille dreng på den anden side af det store træ. Han fik et æble i hovedet og råbte AV Farfar! "Må jeg lige se det æble Emil?" Emil fandt æblet og prøvede at række det op. Casper sprang ned efter det og gav det til Emils Farfar. Arr sagde manden med et skævt smil, det er ikke mere stødt, end vi godt kan spise det. IIHH råbte Emil, og Casper grinede, som han ikke havde gjort længe. Det var tidligt du kom, Casper...Han så bedrøvet ud, da han sagde det, "Kom vi skal hjem og lave lasagne, der er mange, du skal hilse på..."
Utroligt at sådan en historie skulle komme i min indbakke samtidig med, at jeg fysisk fik foræret et æbletræ… Der er vist mere mellem himmel og jord…. (Du husker detaljerne, Lena)
I eftermiddag gik jeg ud og rodede et par timer i haven. Duften af jord og sommer varmede mig. Jeg tænkte på Casper. Hvis han havde kunnet leve med bare en smule livskvalitet, ville jeg have givet alt for at beholde ham… men jeg ved også, at det er en egoistisk tanke – for Casper ville have alt eller intet. Han har altid været aktiv og udadvendt, og jeg er sikker på, han ikke ville ønske det liv, han kunne have fået, selvom han kunne have fået et levende liv i en eller anden form… Hvor er det godt, vi som forældre ikke har indflydelse på om behandlingen skal stoppes eller fortsættes. Det havde været umenneskeligt, at skulle træffe en sådan beslutning. Der var der nogle andre, der traf den… Nu kan vi glæde os over de mange gode minder, der bor i og omkring os.
Bedemanden ringede og fortalte, at begravelsen ikke kunne blive på lørdag, da Casper ikke var blevet frigivet. Han skal obduceres i morgen… Ventetid… Hvornår mon det så kan blive? Det kunne snart være rart at få sat et punktum, så vi kan starte på næste afsnit.
Mogens og jeg var også henne og vælge gravsted til Casper. Vi valgte et med udsigt over de åbne vidder udenfor kirkegården. Det giver en god fornemmelse af frihed – i Caspers ånd.
Vi havde besøg i dag, og fik foræret et æbletræ – i stedet for en blomst til begravelsen. Giverne syntes, vi skulle have noget, der kunne lede tankerne hen på den friske og aktive dreng, som Casper var. Tænke på de gode minder, i stedet for at stå stille i sorgen… En smuk tanke med et æbletræ… Da jeg bagefter kom ind til min computer, lå en mail fra Lena med en lille sød historie om Casper, min far og min nevø – en historie, der rørte mig meget:
Solen skinner og fuglene synger, der kommer en ung fyr gående ned af grusvejen. Han har en cap på, så man næsten ikke ser det lyse hår. Han er muskuløs og lidt kæk i sin egen særlige gang. Der står et æbletræ midt på engen ved siden af. Casper ser sig nysgerrigt omkring, mens han går, hans blik falder på hans arme og hænder, der er intet at se efter ulykken...det var pokkers, ikke så meget som et ar! Han er nu ikke så langt fra æbletræet, det rasler i det, hvad mon det er, det er bestemt ikke en fugl! Da han står et par meter fra træet, kommer der et æble flyvende, Casper griber det, en ældre mand stikker hovedet frem, "Er du ikke lidt tidligt på den, Casper?" siger manden. Casper undrer sig, Han har set ham før og så alligevel ikke..., han aner ikke, hvor han er henne, han har været i en døs og haft meget svært ved at samle sine tanker, han synes nærmest, han har været i glasklokke og ingenting har været, som det plejede, kroppen ville ikke høre efter og meget af tiden på det nye hospital, har han betragtet sig selv udefra. De har været så kede af det allesammen.....Han har haft det godt med at være ude af sin krop, den virkede slet ikke, som han gerne ville ha'. Han kunne mærke den, når han var i den.. Han kunne mærke Christoffer kildede ham, hans mor, der strøg ham over håret, Camilla der sad i fodenden, eller hans far, når han lagde sin hånd på ham og så bekymret ud. Han kunne helt tydeligt mærke deres kærlighed og deres sorg, men han kunne ikke være i den krop mere, det var som om, det ikke rigtigt var ham længere.. Casper så op på manden igen, han havde lagt sig ned oppe i æbletræet "Kommer du ikke herop?" Casper tog tilløb, fik fat i en gren og svingede sig op. Kroppen virkede jo helt som før måske endda lidt bedre. Casper så genert på manden, der nu begyndte at kaste æbler ned til en lille dreng på den anden side af det store træ. Han fik et æble i hovedet og råbte AV Farfar! "Må jeg lige se det æble Emil?" Emil fandt æblet og prøvede at række det op. Casper sprang ned efter det og gav det til Emils Farfar. Arr sagde manden med et skævt smil, det er ikke mere stødt, end vi godt kan spise det. IIHH råbte Emil, og Casper grinede, som han ikke havde gjort længe. Det var tidligt du kom, Casper...Han så bedrøvet ud, da han sagde det, "Kom vi skal hjem og lave lasagne, der er mange, du skal hilse på..."
Utroligt at sådan en historie skulle komme i min indbakke samtidig med, at jeg fysisk fik foræret et æbletræ… Der er vist mere mellem himmel og jord…. (Du husker detaljerne, Lena)
I eftermiddag gik jeg ud og rodede et par timer i haven. Duften af jord og sommer varmede mig. Jeg tænkte på Casper. Hvis han havde kunnet leve med bare en smule livskvalitet, ville jeg have givet alt for at beholde ham… men jeg ved også, at det er en egoistisk tanke – for Casper ville have alt eller intet. Han har altid været aktiv og udadvendt, og jeg er sikker på, han ikke ville ønske det liv, han kunne have fået, selvom han kunne have fået et levende liv i en eller anden form… Hvor er det godt, vi som forældre ikke har indflydelse på om behandlingen skal stoppes eller fortsættes. Det havde været umenneskeligt, at skulle træffe en sådan beslutning. Der var der nogle andre, der traf den… Nu kan vi glæde os over de mange gode minder, der bor i og omkring os.
onsdag den 11. maj 2011
En tung forårsdag
Mogens og jeg gik tur på Runkenbjerg i formiddag. Her har vi været mange, mange gange sammen med Casper - og Christoffer og Camilla. Vi gik gennem den nyudsprungne skov, hvor regnen dryppede roligt ned mellem de sarte blade. De dryppede ned og blandede sig med de tårer, der indimellem løb fra øjenkrogen. Lige meget hvor vi kiggede hen, var der minder med Casper. Casper har fotograferet så meget herfra. Vi nød den regntågede udsigt. De lysegrønne bevoksninger, den slyngede å, de fantastiske højdeforskelle, den uspolerede natur og fuglene sang trods regnen. Selv køerne med mavebælte på, som vi har kigget på så mange gange, gik og gumlede på græs. Herfra var det, som om der var udsigt over hele verden - og den havde ikke ændret sig siden sidst, vi var her... og dog var alt forandret.
Vi tog hjem - jeg fik arbejdet et par timer, selvom jeg gik som ved siden af min krop. Hjertet føltes som om det var flået fra hinanden. Kroppen var tung og træt og glæden ved foråret havde svært ved at fæstne sig.
I eftermiddag kom præsten, og vi fik gennemgået begravelsen. Bagefter snakkede vi om hvem der skulle bære... Vi blev enige om, at vi selv vil bære ham, og så får vi Henrik og Inge til at hjælpe os...Det er noget særligt at følge Casper til sit hvilested - Det bliver tårevædet, men også en smuk fornemmelse.
Vi fik en engel af nogle forældre fra børnehaven idag... Den mindede mig om mit blog-indlæg "Mon der findes engle?" Englen er smuk og har et uskyldigt, men også beskyttende udtryk. Den kan ikke hjælpe Casper tilbage til livet, som jeg skrev om, men den kan passe på Casper i døden - og hjælpe os til at lære at leve med smerten over at have mistet Casper.
Jeg gik lidt rundt ude i haven idag... Så Casper for mig, hænge i træerne, hoppe på trampolinen, bygge hule under buskene - der er så mange gode minder gemt her i haven. Dem kan jeg kigge på, når jeg går herude og pusler. Det er en smuk tid i haven, Casper har sagt farvel på. Æbletræet står med de flotteste lyserøde blomster og flirter med blodbøgen, der begynder at folde sine dybrøde blade ud foran den endnu dybere røde Japanske Ahorn. Baggrunden er den nypløjede mark, hvor majsene sikkert inden længe, vil begynde at vokse op. Jeg er sikker på billedet har fæstnet sig så godt, at jeg husker Caspers farvel med et stik i hjertet, de næste mange år, når haven står og spiller op til sommerens komme.
Vi tog hjem - jeg fik arbejdet et par timer, selvom jeg gik som ved siden af min krop. Hjertet føltes som om det var flået fra hinanden. Kroppen var tung og træt og glæden ved foråret havde svært ved at fæstne sig.
I eftermiddag kom præsten, og vi fik gennemgået begravelsen. Bagefter snakkede vi om hvem der skulle bære... Vi blev enige om, at vi selv vil bære ham, og så får vi Henrik og Inge til at hjælpe os...Det er noget særligt at følge Casper til sit hvilested - Det bliver tårevædet, men også en smuk fornemmelse.
Vi fik en engel af nogle forældre fra børnehaven idag... Den mindede mig om mit blog-indlæg "Mon der findes engle?" Englen er smuk og har et uskyldigt, men også beskyttende udtryk. Den kan ikke hjælpe Casper tilbage til livet, som jeg skrev om, men den kan passe på Casper i døden - og hjælpe os til at lære at leve med smerten over at have mistet Casper.
Jeg gik lidt rundt ude i haven idag... Så Casper for mig, hænge i træerne, hoppe på trampolinen, bygge hule under buskene - der er så mange gode minder gemt her i haven. Dem kan jeg kigge på, når jeg går herude og pusler. Det er en smuk tid i haven, Casper har sagt farvel på. Æbletræet står med de flotteste lyserøde blomster og flirter med blodbøgen, der begynder at folde sine dybrøde blade ud foran den endnu dybere røde Japanske Ahorn. Baggrunden er den nypløjede mark, hvor majsene sikkert inden længe, vil begynde at vokse op. Jeg er sikker på billedet har fæstnet sig så godt, at jeg husker Caspers farvel med et stik i hjertet, de næste mange år, når haven står og spiller op til sommerens komme.
tirsdag den 10. maj 2011
Praktiske ting og uvished
Tomhed.... er nok det ord, der bedst beskriver, hvordan jeg følte, da jeg vågnede til morgen. Vi spiste morgenmad og gik over i kapellet og så Casper.
Han så så lille og sart ud, liggende der i hospitalsskjorte i en nyredt seng. For første gang i næsten tre måneder havde han tøj på. Hans udtryk var fredfyldt. Hans mund var lidt skæv, ligesom når kan sad og lavede sjov ved bordet derhjemme med glimt i øjet. Nu var hans øjne lukkede, og de lange mørke smukke øjenvipper dannede kontrast til den hvide hud... Så flot den var blevet, efter alle de brandsår var helet op... Han havde et lagen på som dyne og man fornemmede ikke hans magre skikkelse. Man kunne kun se hans lille ansigt og hans hænder, der lå ovenpå hinanden på brystet. Han havde fået min mors dag buket med sig. Den lå på maven. Det lille lyserøde stråhjerte, der havde siddet i buketten, lå smukt på brystet, ovenpå hjertets plads, lige ved hans små hænder. Han lignede ikke længere en frisk ung mand på 17 år - nærmere en dreng på 10-12 år. Der var ikke meget tilbage - men udtrykket var en renhed og et fredfyldt udtryk.
Vi kørte hjem - næsten i stilhed. Indimellem løb en enlig tåre fra øjenkrogen. Jeg holdt indimellem i hånd med Mogens - men mest fik stilheden og tankerne lov til at fylde...
Hjemme igen fik vi talt med præst, bedemand, kro og kirkegård. Hvor er der mange praktiske ting, der skal ordnes. Vi fandt tøj til Casper, som han skulle have på. Christoffer og Camilla talte længe om hviken at hans t-shirts, de syntes, han skulle have på - hvad kunne han selv bedst lide?
Christoffer, Camilla, Mogens og jeg kørte ned til Ødsted Kirke og kiggede på gravsteder. Hvordan skulle Caspers lille sted være? Vi blev enige om, at han skulle jordbegraves, og at han skulle have et lille gravsted. Vi havde vendt kort, om han skulle brændes, men Mogens mente, at han var rigeligt brændt - og jeg ville gerne have en sammenhængende ceremoni. Mogens og jeg talte om, at han bare skulle have en lille sten - men Camilla mente, han skulle have et lille hyggeligt gravsted - så det får han.
Vi planlagde begravelse til på lørdag - men nu må vi se om det holder, for han er endnu ikke frigivet... Vi vil gerne have det overstået - det er, som om livet står på pause og nu får vi først svar på torsdag, om begravelsen kan blive lørdag...Igen uvished.... Uvished er vist vores livsbetingelse lige nu.
I løbet af eftermiddagen kom Lilly, Knud, Henrik, Lone og børn på besøg. Vi sad i haven og hyggede os. Det er første gang i år, jeg sidder i haven. Det plejer at være der jeg henter ny energi. At pusle rundt med jorden og planterne er lise for sjælen - det er vist det, jeg trænger til nu. Jeg kan sikkert finde en dag i løbet af ugen, hvor jeg kan gå herud og samle lidt energi igen.
Jeanette havde sørget for at alle i børnehaven havde fået besked. Rart at de alle ved det, når vi vender tilbage i næste uge.
Jeg har fået rigtig mange mails idag. Nogle har fortalt små anekdoter om Casper. Jeg bliver så varm indvendigt over alle de gode minder Casper har været med til at skabe for andre mennesker - hans korte liv var ikke forgæves - han vil leve i vores hjerter for altid.
Han så så lille og sart ud, liggende der i hospitalsskjorte i en nyredt seng. For første gang i næsten tre måneder havde han tøj på. Hans udtryk var fredfyldt. Hans mund var lidt skæv, ligesom når kan sad og lavede sjov ved bordet derhjemme med glimt i øjet. Nu var hans øjne lukkede, og de lange mørke smukke øjenvipper dannede kontrast til den hvide hud... Så flot den var blevet, efter alle de brandsår var helet op... Han havde et lagen på som dyne og man fornemmede ikke hans magre skikkelse. Man kunne kun se hans lille ansigt og hans hænder, der lå ovenpå hinanden på brystet. Han havde fået min mors dag buket med sig. Den lå på maven. Det lille lyserøde stråhjerte, der havde siddet i buketten, lå smukt på brystet, ovenpå hjertets plads, lige ved hans små hænder. Han lignede ikke længere en frisk ung mand på 17 år - nærmere en dreng på 10-12 år. Der var ikke meget tilbage - men udtrykket var en renhed og et fredfyldt udtryk.
Vi kørte hjem - næsten i stilhed. Indimellem løb en enlig tåre fra øjenkrogen. Jeg holdt indimellem i hånd med Mogens - men mest fik stilheden og tankerne lov til at fylde...
Hjemme igen fik vi talt med præst, bedemand, kro og kirkegård. Hvor er der mange praktiske ting, der skal ordnes. Vi fandt tøj til Casper, som han skulle have på. Christoffer og Camilla talte længe om hviken at hans t-shirts, de syntes, han skulle have på - hvad kunne han selv bedst lide?
Christoffer, Camilla, Mogens og jeg kørte ned til Ødsted Kirke og kiggede på gravsteder. Hvordan skulle Caspers lille sted være? Vi blev enige om, at han skulle jordbegraves, og at han skulle have et lille gravsted. Vi havde vendt kort, om han skulle brændes, men Mogens mente, at han var rigeligt brændt - og jeg ville gerne have en sammenhængende ceremoni. Mogens og jeg talte om, at han bare skulle have en lille sten - men Camilla mente, han skulle have et lille hyggeligt gravsted - så det får han.
Vi planlagde begravelse til på lørdag - men nu må vi se om det holder, for han er endnu ikke frigivet... Vi vil gerne have det overstået - det er, som om livet står på pause og nu får vi først svar på torsdag, om begravelsen kan blive lørdag...Igen uvished.... Uvished er vist vores livsbetingelse lige nu.
I løbet af eftermiddagen kom Lilly, Knud, Henrik, Lone og børn på besøg. Vi sad i haven og hyggede os. Det er første gang i år, jeg sidder i haven. Det plejer at være der jeg henter ny energi. At pusle rundt med jorden og planterne er lise for sjælen - det er vist det, jeg trænger til nu. Jeg kan sikkert finde en dag i løbet af ugen, hvor jeg kan gå herud og samle lidt energi igen.
Jeanette havde sørget for at alle i børnehaven havde fået besked. Rart at de alle ved det, når vi vender tilbage i næste uge.
Jeg har fået rigtig mange mails idag. Nogle har fortalt små anekdoter om Casper. Jeg bliver så varm indvendigt over alle de gode minder Casper har været med til at skabe for andre mennesker - hans korte liv var ikke forgæves - han vil leve i vores hjerter for altid.
mandag den 9. maj 2011
Farvel Casper
Jeg vågnede til morgen. Casper trak vejret meget let og uregelmæssigt. Jeg lå lidt og lyttede til ham. Bare han holder til Mogens, Christoffer og Camilla kommer, var min tanke. Jeg fik sygeplejersken til at være hos ham, mens jeg blev vasket. Han skulle ikke ligge selv nu.
Jeg aftalte med sygeplejersken, at de ventede med at vende Casper, til de andre kom, for jeg var bange for, at det kunne provokere ham så meget, at han stoppede med at trække vejret.
Mogens, Christoffer og Camilla kom, og Casper blev vendt. Han stønnede lidt, men fortsatte ellers uden den store forandring. Lilly kom lidt senere. Efterhånden så han bedre ud. Hans vejrtrækning blev mere stabil, men også meget overfladisk. Til frokost gik Lilly tur med Christoffer og Camilla, og de havde lidt mad med tilbage til os. Dejligt.... Hverken Mogens eller jeg havde lyst til at gå fra ham.
Om eftermiddagen kom min mor. Vi sad ved sengen og snakkede, men brugte også meget tid på bare at kigge på Casper, der blev mere og mere fjern. Øjnene var efterhånden meget rødsprængte. Kroppen varm, fingre, tæer og næse blev efterhånden kolde. Han fik mange små kys og klem. Det var som om livet langsomt ebbede ud.
Til aften spiste vi hos Casper. Min mor havde haft mad med. Christoffer, Camilla og Mogens lå tæt sammen i min seng og så fjernsyn - Knugede og mærkede hinanden. Jeg sad mest og kiggede på Casper, mens jeg holdt ham i hånden. Min mor tog hjem, mens Mogens og Lilly gik en tur.
Lilly tog sent herfra og kort efter gik Mogens, Christoffer og Camilla over på patienthotellet. De havde besluttet at blive om natten, da Casper så meget dårlig ud. Jeg kravlede i seng, aede Casper lidt over kinden, gav ham et klem og kyssede ham på kinden. Jeg holdt ham i hånden, lå på siden og kiggede på ham. Jeg vidste, at sygeplejersken snart kom ind, da de lige havde haft vagtskifte. Casper trak vejret dybt... I lang tid trak han ikke vejret. Min hånd søgte ned mod hans brystkasse for at mærke, om hans elskede hjerte stadig slog. Min hånd nåede ikke derned, før han igen lavede en dyb vejrtrækning... og denne gang var jeg ikke i tvivl. Han havde trukket vejret for sidste gang... Jeg blev overvældet af blandende følelser. sorg over at have mistet ham... og lettelse over at han endelig fik fred efter de sidste dages kamp. Det var bare alt, alt for tidligt at miste et elsket barn.
Sygeplejersken kom ind, og jeg sad med armene om Casper og krammede ham. Jeg fortalte hende, at han ikke trak vejret mere. Hun så lidt forskrækket ud, var henne og kigge efter, fattede sig så og spurgte, om jeg havde brug for lidt tid alene. Jeg bad hende ringe efter de andre, som kom få minutter efter.
Vi sad i Caspers seng. Græd lidt, men snakkede også om, hvor godt det var for Casper at kampen endelig var slut... og at han ikke ville have ønsket, det liv som svært hjerneskadet, som han ellers var stillet i udsigt. Casper havde et kort liv. Men det var et liv med meget glæde, gode oplevelser og en ukuelig appetit på livet.
Jeg aftalte med sygeplejersken, at de ventede med at vende Casper, til de andre kom, for jeg var bange for, at det kunne provokere ham så meget, at han stoppede med at trække vejret.
Mogens, Christoffer og Camilla kom, og Casper blev vendt. Han stønnede lidt, men fortsatte ellers uden den store forandring. Lilly kom lidt senere. Efterhånden så han bedre ud. Hans vejrtrækning blev mere stabil, men også meget overfladisk. Til frokost gik Lilly tur med Christoffer og Camilla, og de havde lidt mad med tilbage til os. Dejligt.... Hverken Mogens eller jeg havde lyst til at gå fra ham.
Om eftermiddagen kom min mor. Vi sad ved sengen og snakkede, men brugte også meget tid på bare at kigge på Casper, der blev mere og mere fjern. Øjnene var efterhånden meget rødsprængte. Kroppen varm, fingre, tæer og næse blev efterhånden kolde. Han fik mange små kys og klem. Det var som om livet langsomt ebbede ud.
Til aften spiste vi hos Casper. Min mor havde haft mad med. Christoffer, Camilla og Mogens lå tæt sammen i min seng og så fjernsyn - Knugede og mærkede hinanden. Jeg sad mest og kiggede på Casper, mens jeg holdt ham i hånden. Min mor tog hjem, mens Mogens og Lilly gik en tur.
Lilly tog sent herfra og kort efter gik Mogens, Christoffer og Camilla over på patienthotellet. De havde besluttet at blive om natten, da Casper så meget dårlig ud. Jeg kravlede i seng, aede Casper lidt over kinden, gav ham et klem og kyssede ham på kinden. Jeg holdt ham i hånden, lå på siden og kiggede på ham. Jeg vidste, at sygeplejersken snart kom ind, da de lige havde haft vagtskifte. Casper trak vejret dybt... I lang tid trak han ikke vejret. Min hånd søgte ned mod hans brystkasse for at mærke, om hans elskede hjerte stadig slog. Min hånd nåede ikke derned, før han igen lavede en dyb vejrtrækning... og denne gang var jeg ikke i tvivl. Han havde trukket vejret for sidste gang... Jeg blev overvældet af blandende følelser. sorg over at have mistet ham... og lettelse over at han endelig fik fred efter de sidste dages kamp. Det var bare alt, alt for tidligt at miste et elsket barn.
Sygeplejersken kom ind, og jeg sad med armene om Casper og krammede ham. Jeg fortalte hende, at han ikke trak vejret mere. Hun så lidt forskrækket ud, var henne og kigge efter, fattede sig så og spurgte, om jeg havde brug for lidt tid alene. Jeg bad hende ringe efter de andre, som kom få minutter efter.
Vi sad i Caspers seng. Græd lidt, men snakkede også om, hvor godt det var for Casper at kampen endelig var slut... og at han ikke ville have ønsket, det liv som svært hjerneskadet, som han ellers var stillet i udsigt. Casper havde et kort liv. Men det var et liv med meget glæde, gode oplevelser og en ukuelig appetit på livet.
søndag den 8. maj 2011
Snart farvel
Casper og jeg havde en god nat. Han vågnede kl. 5.00, hvor han blev vendt. Bagefter sov jeg videre til kl. 7.00. Casper lå vist vågen det meste af den tid. Han kiggede ihvertfald, når jeg indimellem kort vågnede op og så på ham. Han så bedre ud efter natten. Rolig vejrtrækning og klare øjne.
I løbet af morgenstunden blev han mere fraværende. Han er blevet tyndere - selvom jeg næsten ikke troede, at det var muligt... Han er bogstaveligt kun skind og ben. Han ligner et lille barn fra hungersnødsramte Afrika-lande - bare uden den store udspilede mave.
Mogens, Christoffer og Camilla kom til morgen. I løbet af dagen har der også været besøg af Lilly, Henrik og Lone og min mor. Vi har snakket og bare siddet og kigget på Casper.
Jeg har tænkt mange tanker om, hvordan Casper ville have det med at vide, at han lå, som han ligger nu. Jeg tror ikke, han ville ønske det... Jeg synes dog, at det er rart, at det hele ikke er gået for hurtigt. Jeg har tid til at få sagt ordentligt farvel. Hvis man kan blive klar til at tage afsked for evigt med sit barn, så tror jeg, at jeg er så klar, jeg kan blive. Jeg vil gerne beholde ham - men kan godt se at Casper snart har brug for fred. Hans vejrtrækning er blevet dårligere i løbet af dagen... Måske har han fået lungebetændelse... han er også varm... Han reagerer ikke længere ret meget, når jeg væder hans mund og giver ham læbepomade på. Han er fjern - i sin egen verden... Alligevel ser han afslappet og fredfyldt ud.
Jeg kommer til at savne ham - meget... Vores familie bliver helt ny. Vi skal til at fungere sammen kun fire mennesker. Vi skal hjem og tømme hans værelse... Det bliver vist noget, der kommer til at tage mange dage, mange tanker og mange tårer...
I løbet af morgenstunden blev han mere fraværende. Han er blevet tyndere - selvom jeg næsten ikke troede, at det var muligt... Han er bogstaveligt kun skind og ben. Han ligner et lille barn fra hungersnødsramte Afrika-lande - bare uden den store udspilede mave.
Mogens, Christoffer og Camilla kom til morgen. I løbet af dagen har der også været besøg af Lilly, Henrik og Lone og min mor. Vi har snakket og bare siddet og kigget på Casper.
Jeg har tænkt mange tanker om, hvordan Casper ville have det med at vide, at han lå, som han ligger nu. Jeg tror ikke, han ville ønske det... Jeg synes dog, at det er rart, at det hele ikke er gået for hurtigt. Jeg har tid til at få sagt ordentligt farvel. Hvis man kan blive klar til at tage afsked for evigt med sit barn, så tror jeg, at jeg er så klar, jeg kan blive. Jeg vil gerne beholde ham - men kan godt se at Casper snart har brug for fred. Hans vejrtrækning er blevet dårligere i løbet af dagen... Måske har han fået lungebetændelse... han er også varm... Han reagerer ikke længere ret meget, når jeg væder hans mund og giver ham læbepomade på. Han er fjern - i sin egen verden... Alligevel ser han afslappet og fredfyldt ud.
Jeg kommer til at savne ham - meget... Vores familie bliver helt ny. Vi skal til at fungere sammen kun fire mennesker. Vi skal hjem og tømme hans værelse... Det bliver vist noget, der kommer til at tage mange dage, mange tanker og mange tårer...
Abonner på:
Opslag (Atom)