onsdag den 11. maj 2011

En tung forårsdag

Mogens og jeg gik tur på Runkenbjerg i formiddag. Her har vi været mange, mange gange sammen med Casper - og Christoffer og Camilla. Vi gik gennem den nyudsprungne skov, hvor regnen dryppede roligt ned mellem de sarte blade. De dryppede ned og blandede sig med de tårer, der indimellem løb fra øjenkrogen. Lige meget hvor vi kiggede hen, var der minder med Casper. Casper har fotograferet så meget herfra. Vi nød den regntågede udsigt. De lysegrønne bevoksninger, den slyngede å, de fantastiske højdeforskelle, den uspolerede natur og fuglene sang trods regnen. Selv køerne med mavebælte på, som vi har kigget på så mange gange, gik og gumlede på græs. Herfra var det, som om der var udsigt over hele verden - og den havde ikke ændret sig siden sidst, vi var her... og dog var alt forandret.

Vi tog hjem - jeg fik arbejdet et par timer, selvom jeg gik som ved siden af min krop. Hjertet føltes som om det var flået fra hinanden. Kroppen var tung og træt og glæden ved foråret havde svært ved at fæstne sig.

I eftermiddag kom præsten, og vi fik gennemgået begravelsen. Bagefter snakkede vi om hvem der skulle bære... Vi blev enige om, at vi selv vil bære ham, og så får vi Henrik og Inge til at hjælpe os...Det er noget særligt at følge Casper til sit hvilested - Det bliver tårevædet, men også en smuk fornemmelse.

Vi fik en engel af nogle forældre fra børnehaven idag... Den mindede mig om mit blog-indlæg "Mon der findes engle?" Englen er smuk og har et uskyldigt, men også beskyttende udtryk. Den kan ikke hjælpe Casper tilbage til livet, som jeg skrev om, men den kan passe på Casper i døden - og hjælpe os til at lære at leve med smerten over at have mistet Casper.

Jeg gik lidt rundt ude i haven idag... Så Casper for mig, hænge i træerne, hoppe på trampolinen, bygge hule under buskene - der er så mange gode minder gemt her i haven. Dem kan jeg kigge på, når jeg går herude og pusler. Det er en smuk tid i haven, Casper har sagt farvel på. Æbletræet står med de flotteste lyserøde blomster og flirter med blodbøgen, der begynder at folde sine dybrøde blade ud foran den endnu dybere røde Japanske Ahorn. Baggrunden er den nypløjede mark, hvor majsene sikkert inden længe, vil begynde at vokse op. Jeg er sikker på billedet har fæstnet sig så godt, at jeg husker Caspers farvel med et stik i hjertet, de næste mange år, når haven står og spiller op til sommerens komme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar