Tomhed.... er nok det ord, der bedst beskriver, hvordan jeg følte, da jeg vågnede til morgen. Vi spiste morgenmad og gik over i kapellet og så Casper.
Han så så lille og sart ud, liggende der i hospitalsskjorte i en nyredt seng. For første gang i næsten tre måneder havde han tøj på. Hans udtryk var fredfyldt. Hans mund var lidt skæv, ligesom når kan sad og lavede sjov ved bordet derhjemme med glimt i øjet. Nu var hans øjne lukkede, og de lange mørke smukke øjenvipper dannede kontrast til den hvide hud... Så flot den var blevet, efter alle de brandsår var helet op... Han havde et lagen på som dyne og man fornemmede ikke hans magre skikkelse. Man kunne kun se hans lille ansigt og hans hænder, der lå ovenpå hinanden på brystet. Han havde fået min mors dag buket med sig. Den lå på maven. Det lille lyserøde stråhjerte, der havde siddet i buketten, lå smukt på brystet, ovenpå hjertets plads, lige ved hans små hænder. Han lignede ikke længere en frisk ung mand på 17 år - nærmere en dreng på 10-12 år. Der var ikke meget tilbage - men udtrykket var en renhed og et fredfyldt udtryk.
Vi kørte hjem - næsten i stilhed. Indimellem løb en enlig tåre fra øjenkrogen. Jeg holdt indimellem i hånd med Mogens - men mest fik stilheden og tankerne lov til at fylde...
Hjemme igen fik vi talt med præst, bedemand, kro og kirkegård. Hvor er der mange praktiske ting, der skal ordnes. Vi fandt tøj til Casper, som han skulle have på. Christoffer og Camilla talte længe om hviken at hans t-shirts, de syntes, han skulle have på - hvad kunne han selv bedst lide?
Christoffer, Camilla, Mogens og jeg kørte ned til Ødsted Kirke og kiggede på gravsteder. Hvordan skulle Caspers lille sted være? Vi blev enige om, at han skulle jordbegraves, og at han skulle have et lille gravsted. Vi havde vendt kort, om han skulle brændes, men Mogens mente, at han var rigeligt brændt - og jeg ville gerne have en sammenhængende ceremoni. Mogens og jeg talte om, at han bare skulle have en lille sten - men Camilla mente, han skulle have et lille hyggeligt gravsted - så det får han.
Vi planlagde begravelse til på lørdag - men nu må vi se om det holder, for han er endnu ikke frigivet... Vi vil gerne have det overstået - det er, som om livet står på pause og nu får vi først svar på torsdag, om begravelsen kan blive lørdag...Igen uvished.... Uvished er vist vores livsbetingelse lige nu.
I løbet af eftermiddagen kom Lilly, Knud, Henrik, Lone og børn på besøg. Vi sad i haven og hyggede os. Det er første gang i år, jeg sidder i haven. Det plejer at være der jeg henter ny energi. At pusle rundt med jorden og planterne er lise for sjælen - det er vist det, jeg trænger til nu. Jeg kan sikkert finde en dag i løbet af ugen, hvor jeg kan gå herud og samle lidt energi igen.
Jeanette havde sørget for at alle i børnehaven havde fået besked. Rart at de alle ved det, når vi vender tilbage i næste uge.
Jeg har fået rigtig mange mails idag. Nogle har fortalt små anekdoter om Casper. Jeg bliver så varm indvendigt over alle de gode minder Casper har været med til at skabe for andre mennesker - hans korte liv var ikke forgæves - han vil leve i vores hjerter for altid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar