Den anden nat mødte jeg Casper - godt nok i en meget ung udgave på 4-5 år. Glad og fuld af sjov. Fuldstændig som altid... Jeg vågnede med smil på læben og en rigtig god og glad fornemmelse i hele kroppen. Jeg fornemmede virkelig, at jeg havde været sammen med ham... Et rigtig dejligt møde. Det mest forunderlige er så, at jeg siden har fornemmet ham hos mig næsten hele tiden, når jeg er hjemme - og kun når jeg er hjemme... ikke engang på hans grav, har jeg samme fornemmelse af nærhed, som jeg i disse dage har, når jeg går rundt herhjemme.
Selvom jeg selvfølgelig stadig savner Casper, er det en dejlig fornemmelse, at han er her på en helt særegen måde, glæden over fornemmelsen fylder langt mere end sorgen... en meget mærkelig fornemmelse... Jeg nyder hvert øjeblik og håber at det varer et stykke tid endnu, før han afslutter sit besøg...
Ja, er det min underbevidsthed, der spiller mig et puds eller er der mere mellem himmel og jord, end jeg hidtil har troet? Det er fuldstændigt ligegyldigt. Fornemmelsen af Casper er fantastisk og jeg vil nyde den - uanset hvordan den er kommet til mig.
