Så er julen forbi... julepynten er taget ned... med undtagelse af juletræet, der altid står til 6. januar. Tidligere var tiden op til jul fyldt med forventningens glæde. Det var som om den største glæde var selve forventningen om det der skulle ske... alle forberedelserne til det, det hele handlede om... Vi har altid julehygget i december. Lavet honningkagehuse, bolcher, bagt, lavet dekorationer og pyntet op... Alt sammen i fællesskab. I år har jeg ikke haft lyst. Jeg har været alene om det. Casper manglede, Camilla var på efterskole og Christoffer har jeg kun set i korte glimt... Julestemning er ikke det samme, når man er alene om at skabe den. Der blev pyntet op lidt henne i december og jeg fik da også kogt klejner sammen med Christoffer. Julestemningen kom bare ikke på helt samme måde, som den plejer... Jo, da vi var på julegaveindkøbstur, var der julestemning... men den varede desværre kun denne ene dag...
Underligt som forventningens glæde nu er blevet til forventningens frygt. I år har december været lidt uvirkelig... jeg har gået og frygtet min egen reaktion over savnet af Casper... Hver gang han har manglet, har jeg tænkt over, hvordan det mon ville blive på selveste dagen - dagen det hele handler om. Jeg har bygget en frygtsom forventning op, som kulminerede juleaften - og den blev slet ikke så frygtelig som frygtet. Forventningens frygt havde været den værste. Vi nød dagen og var ude og gå en tur på Bindeballestien, mens sneen smeltede omkring os. Camilla og jeg var i kirke og var henne og kigge til gravstedet.
Jeg havde ikke særlig behov for at synge Caspers julesang i år... og jeg nød at se hvordan Camilla gled fuldstændingt ind i den rolle Casper havde den sidste jul, han var med til for to år siden. Hun styrede slaget omkring juletræet og holdt fast i, hvilke sange, der skulle synges - En rigtig hyggelig aften... og næste dag var også så hyggelig med julefrokost med familien - Nu frygtede jeg ikke længere, det der skulle komme og kunne bare nyde nuet og mærke roen og hyggen.
Til næste år må jeg komme frygten lidt i forkøbet, og få skabt nogle hyggelige traditioner som kan leve uden huset fuld af mine dejlige unger...
fredag den 28. december 2012
lørdag den 15. december 2012
Kirken gør indtryk
Igår var begge afdelinger af Onkel og Tante til børne-julegudstjeneste... Jeg blev hjemme på kontoret, men alle de store på 3 år og derover drog forventningsfulde afsted sammen med en gruppe voksne - deriblandt Christoffer... jeg havde end ikke overvejet, at der var problemer i det... men da holdet kom tilbage kunne jeg tydeligt se på Christoffer, at han ikke havde det godt - og med det samme var jeg klar over, hvad det handlede om... Casper... Jeg tog Christoffer med ind på kontoret, hvor han kunne lave printeren som drillede, mens vi fik en kop kaffe og en snak... Han havde heller ikke selv tænkt, at det var svært at tage i kirke... men da klokkerne begyndte at ringe, var han tilbage til Caspers begravelse... og det slog mig, at det faktisk var første gang, at Christoffer var i kirke siden... Han havde ikke været med, når vi havde været afsted til jul og allehelgensaften.
Jeg husker tilbage til første gang, jeg var i kirke efter begravelsen... Det var også meget følelsesladet. Jeg havde grædt i kirken og havde svært ved at synge med på salmerne - og jeg havde da bare mig selv at holde sammen på og havde endda Mogens med at støtte mig til. Christoffer var afsted med en børnegruppe, han også skulle have styr på. Hvordan har han dog magtet at holde sammen på sig selv? Jeg forstår godt, han var fuldstændig brugt, da de kom hjem fra kirken...
Det minder mig lidt om dengang, vi kørte galt med en busfuld børnehavebørn lige før jeg begyndte at læse til pædagog. Vi var spærret inde i bussen i omkring en halv time, inden brandfolk kom og hjalp alle ud. Vejen var spærret i begge retninger og ambulancer holdt over det hele. Falck var ved at skære folk fri fra den anden bil, der var impliceret i ulykken. Vi blev i en anden bus kørt tilbage til børnehaven, hvor krisehjælp stod klar til at modtage både børn og voksne... Det var meget kaotisk og jeg talte og talte om det. Jeg var ude og køre i bus nogle gange efter og syntes efterhånden, jeg var afklaret med ulykken... Indtil næsten 2 år senere, hvor jeg i min sidste praktik igen skulle ud og køre i bus med børnehavebørn. Vi kom ind i busssen, bussen startede... og jeg fløj tilbage i tiden og sad igen midt i ulykken og havde pluselig svært ved at tage ansvar for de børn, jeg sad med. Det kom pludseligt og uden varsel - jeg troede jeg havde fået bearbejdet min oplevelse... men jeg var åbenbart ikke færdig endnu - heldigvis havde jeg nogle dygtige kollegaer omkring mig, som snakkede det igennem med mig - og efter få gange i bussen med børnene, var ulykken igen på afstand.
Lige der ser jeg Christoffers oplevelse - at sidde i kirken og fuldstændig uden varsel, bliver en ubehagelig erindring hentet frem - den er ikke færdig-bearbejdet... Det kræver vist nogle gange i kirke endnu.
Jeg husker tilbage til første gang, jeg var i kirke efter begravelsen... Det var også meget følelsesladet. Jeg havde grædt i kirken og havde svært ved at synge med på salmerne - og jeg havde da bare mig selv at holde sammen på og havde endda Mogens med at støtte mig til. Christoffer var afsted med en børnegruppe, han også skulle have styr på. Hvordan har han dog magtet at holde sammen på sig selv? Jeg forstår godt, han var fuldstændig brugt, da de kom hjem fra kirken...
Det minder mig lidt om dengang, vi kørte galt med en busfuld børnehavebørn lige før jeg begyndte at læse til pædagog. Vi var spærret inde i bussen i omkring en halv time, inden brandfolk kom og hjalp alle ud. Vejen var spærret i begge retninger og ambulancer holdt over det hele. Falck var ved at skære folk fri fra den anden bil, der var impliceret i ulykken. Vi blev i en anden bus kørt tilbage til børnehaven, hvor krisehjælp stod klar til at modtage både børn og voksne... Det var meget kaotisk og jeg talte og talte om det. Jeg var ude og køre i bus nogle gange efter og syntes efterhånden, jeg var afklaret med ulykken... Indtil næsten 2 år senere, hvor jeg i min sidste praktik igen skulle ud og køre i bus med børnehavebørn. Vi kom ind i busssen, bussen startede... og jeg fløj tilbage i tiden og sad igen midt i ulykken og havde pluselig svært ved at tage ansvar for de børn, jeg sad med. Det kom pludseligt og uden varsel - jeg troede jeg havde fået bearbejdet min oplevelse... men jeg var åbenbart ikke færdig endnu - heldigvis havde jeg nogle dygtige kollegaer omkring mig, som snakkede det igennem med mig - og efter få gange i bussen med børnene, var ulykken igen på afstand.
Lige der ser jeg Christoffers oplevelse - at sidde i kirken og fuldstændig uden varsel, bliver en ubehagelig erindring hentet frem - den er ikke færdig-bearbejdet... Det kræver vist nogle gange i kirke endnu.
tirsdag den 4. december 2012
December igen
Så er det igen blevet december... tiden går... Vi var i søndags på den årlige julegaveindkøbstur. En rigtig, rigtig hyggelig dag. Den første hvide sne var faldet og lyste landskabet op. Fra radioen strømmede julemelodierne ud... Julestemningen begyndte så småt at indfinde sig med glæde og forventníng.
Vi kørte ind i Kolding Storcenter, som vores tradition nu byder. Vi handlede julegaver og hyggesnakkede. Jeg fulgtes med Mogens indtil frokost. Vi nåede rigtig mange gaveindkøb, men nåede også en tur på cafe og hyggede lidt inden vi mødtes med Christoffer, Camilla - og Camillas kæreste igen. Det var først her ved frokosten, at det gik op for mig, at vi manglede Casper og hans hurtige replikker... Jeg blev dog ikke trist ved tanken, men varm og glad ved mindet om de gode oplevelser, vi havde haft på vores juleture.
I stedet for Casper havde vi så Camillas kæreste med - det er også et nyt kapitel - måske det netop derfor ikke var så synligt, at vi manglede Casper. Camilla og Casper havde en tæthed og fortrolighed som var noget helt særligt - deres spil og fjollerier manglede jeg sidste år - I år blev den rolle udfyldt af en anden... Efterhånden bliver hullerne fyldt ud - Ikke at Casper bliver ligegyldig - for det gør han aldrig. Jeg vil altid savne ham og hans glade tilgang til livet. Men der kommer nyt indhold, som gør livet smukt og værd at leve igen. Ting som kan fremkalde den følelse af beruset, boblende glæde indvendigt - en følelse, jeg ikke har haft i lang tid. Den vokser lige så stille nu - smil, grin og glæde fra mine nærmeste er berusende at opleve.
Da vi kom hjem, tog vi over på Caspers grav med hans lille juletræ. Skumringen havde lagt sig som et tæppe over kirkegården - Camilla tændte lyset - vi vekslede ikke mange ord, men luften emmede af samhørighed. Vi var sammen om dette - og i år er jeg sikker på det bliver jul igen.
Vi kørte ind i Kolding Storcenter, som vores tradition nu byder. Vi handlede julegaver og hyggesnakkede. Jeg fulgtes med Mogens indtil frokost. Vi nåede rigtig mange gaveindkøb, men nåede også en tur på cafe og hyggede lidt inden vi mødtes med Christoffer, Camilla - og Camillas kæreste igen. Det var først her ved frokosten, at det gik op for mig, at vi manglede Casper og hans hurtige replikker... Jeg blev dog ikke trist ved tanken, men varm og glad ved mindet om de gode oplevelser, vi havde haft på vores juleture.
I stedet for Casper havde vi så Camillas kæreste med - det er også et nyt kapitel - måske det netop derfor ikke var så synligt, at vi manglede Casper. Camilla og Casper havde en tæthed og fortrolighed som var noget helt særligt - deres spil og fjollerier manglede jeg sidste år - I år blev den rolle udfyldt af en anden... Efterhånden bliver hullerne fyldt ud - Ikke at Casper bliver ligegyldig - for det gør han aldrig. Jeg vil altid savne ham og hans glade tilgang til livet. Men der kommer nyt indhold, som gør livet smukt og værd at leve igen. Ting som kan fremkalde den følelse af beruset, boblende glæde indvendigt - en følelse, jeg ikke har haft i lang tid. Den vokser lige så stille nu - smil, grin og glæde fra mine nærmeste er berusende at opleve.
Da vi kom hjem, tog vi over på Caspers grav med hans lille juletræ. Skumringen havde lagt sig som et tæppe over kirkegården - Camilla tændte lyset - vi vekslede ikke mange ord, men luften emmede af samhørighed. Vi var sammen om dette - og i år er jeg sikker på det bliver jul igen.
onsdag den 14. november 2012
En frygtsom nat
I fredags var Camilla dårlig - meget dårlig... Hun havde bare været til fest... men hvor kan det sætte tanker igang. Hun blev puttet i seng, men hun var så langt væk, at det nærmest mindede om koma. Hun lå helt stille, kun den hurtige, overfladiske vejrtrækning afslørede, at hun rent faktisk var i live. Tankerne strøg tilbage til tiden på Rigshospitalet i de frygtelige dage lige efter Caspers ulykke. Indimellem kastede hun lidt op - men registrerede det ikke selv og blev blot liggende på ryggen. Jeg måtte have fat i hende så hun blev vendt om på siden. Fuldstændig livløs... Jeg trak hende rundt, og kroppen fulgte livløs med. Armene faldt slapt ned, når jeg flyttede på hende. Jeg måtte støtte hovedet, da det ellers bare fulgte med som en tung bylt. Da Casper lå på den måde, var han trods alt koblet til alverdens tekniske udstyr, der hele tiden fortalte, hvordan han havde det - og jeg vidste at der stod personale klar lige på den anden side af døren, hvis noget gik galt. Nu stod jeg helt alene - det måtte ikke gå galt...
Jeg følte mig magtesløs... Jeg redte en madras op til mig selv ved siden af hendes seng - jeg turde ikke lade hende ligge alene. Jeg var bange for at hun enten skulle blive kvalt i sit opkast eller bare holde op med at trække vejret. Jeg gik i seng og lå og lyttede efter vejrtrækningen... indimellem blev den så svag, at jeg var oppe og kigge til hende. Hun så til stadighed livløs ud og lå fuldstændig ubevægelig hen. Jeg følte, jeg stod med endnu et barns liv i mine hænder. Tænk hvor bange man kan blive. Jeg har ikke mentalt "råd" til at miste et barn mere - jeg lægger mig hen igen... blunder lidt... men vågner op hver gang vejrtrækningen ændrer sig en smule... Midt på natten vågner jeg ved, at Camilla bevæger sig. Hun flytter lidt på det ene ben. Jeg slapper af... "Koma-tilstanden" er ved at aftage og gå over til almindelig dyb søvn. Jeg falder langt om længe rigtigt i søvn og sover et par timer. Jeg kigger til hende... Jo, hun ser bedre ud. Jeg får sovet lidt igen...og det bliver morgen efter en meget, meget lang nat. Jo, frygten lurer lige under overfladen...
Jeg følte mig magtesløs... Jeg redte en madras op til mig selv ved siden af hendes seng - jeg turde ikke lade hende ligge alene. Jeg var bange for at hun enten skulle blive kvalt i sit opkast eller bare holde op med at trække vejret. Jeg gik i seng og lå og lyttede efter vejrtrækningen... indimellem blev den så svag, at jeg var oppe og kigge til hende. Hun så til stadighed livløs ud og lå fuldstændig ubevægelig hen. Jeg følte, jeg stod med endnu et barns liv i mine hænder. Tænk hvor bange man kan blive. Jeg har ikke mentalt "råd" til at miste et barn mere - jeg lægger mig hen igen... blunder lidt... men vågner op hver gang vejrtrækningen ændrer sig en smule... Midt på natten vågner jeg ved, at Camilla bevæger sig. Hun flytter lidt på det ene ben. Jeg slapper af... "Koma-tilstanden" er ved at aftage og gå over til almindelig dyb søvn. Jeg falder langt om længe rigtigt i søvn og sover et par timer. Jeg kigger til hende... Jo, hun ser bedre ud. Jeg får sovet lidt igen...og det bliver morgen efter en meget, meget lang nat. Jo, frygten lurer lige under overfladen...
onsdag den 7. november 2012
Et liv på motorvejen
Ja, lige nu går tingene stærkt... Rigtig stærkt... og da særligt idag.
I lørdags var vi ude og hente min lille nye hundehvalp, Arthur. Det dejligte livlige væsen med de skønneste øjne. Han giver liv i huset igen, han sørger for jeg kommer ud at gå ture igen, han gør jeg griner mere, han giver anledning til at vi griner SAMMEN herhjemme igen - utroligt, hvor stor en forskel sådan en lille størrelse kan gøre... men han er kun tilkørslen til motorvejen...
Vores historie om Casper blev idag omtalt i Ude og Hjemme. Det har betydet at Casper igen har været samtaleemne på arbejdet. Noget, der har været rart. Befriende igen at tale om Casper uden det føles som at belaste sine omgivelser med fortiden. Nu er der en anledning og det har løftet mit humør endnu nogle grader.
Til middag blev Christoffer ringet op, at der var en plads i et botilbud til ham i Vejle til januar. På en gang dejligt - men samtidig faretruende... jeg skal slippe endnu et "barn". Jeg har selv skubbet på - men havde ikke regnet med, det ville gå så stærkt... skal lige have tid til at vænne mig til tanken... Godt at Arthur er nået at flytte ind. Ellers ville det hele da blive alt for stille og tomt. Vores store hus bliver pludselig kæmpestort... måske vi bare skal flytte nedenunder igen - her er masser af plads... Ja, livet ændrer sig hele tiden og det med kort varsel.
Lige før lukketid idag, kom en far og spurgte, hvad jeg tænkte om den nye motorvej. Jeg stod og lignede et kæmpestort spørgsmålstegn, og han fortalte at der lige idag var offentliggjort tegninger af forslag til ny motorvejsføring lige midt igennem vores institution. Han er en spasmager - så jeg grinede af ham og sagde: "ja, ja, det er godt med dig..." Han fandt lynhurtigt billedet til mig - først tænkte jeg, at linieføringen da trods alt lå nogle hundrede meter fra os... men da jeg kom hjem fandt jeg selv billedet og nærstuderede det. Det er jo lige forbi vores hus - det vil forsvinde i motorvejen!!!! Det lille mindehjørne, jeg har i haven bliver til motorvej - de mange små kroge, hvor Casper har leget forsvinder - halvdelen af vores lille landsby bliver jævnet med jorden... Virkeligheden gik langsomt op for mig... Måske skulle der igen ske kæmpeforandringer i mit liv - ikke i morgen - men om nogle år... Det er jo ikke kun mit hjem - det er også min arbejdsplads og her jeg har skabt min drømmeinstitution... Der var to forslag til linieføring. Jeg holder vejret og håber de vælger den anden - eller at tiden får projektet til at forsvinde igen. Tanken om at huset og haven, hvor vi har alle vores minder med Casper skal forsvinde er ubærlig. Det er som om, der bliver tromlet en vej ned gennem alle de fine minder - Skal sommerfuglenes lette flaksen byttes ud med hurtigkørende anonyme biler, der blot passerer forbi i en uendelig strøm?
Jeg skyder det lidt fra mig - det er heldigvis ikke lige nu og måske bliver det slet ikke her - og forunderligt nok overlever vi alle de forandringer, vi bliver udsat for - Livet er en gave, der bliver ved med at overraske.
I lørdags var vi ude og hente min lille nye hundehvalp, Arthur. Det dejligte livlige væsen med de skønneste øjne. Han giver liv i huset igen, han sørger for jeg kommer ud at gå ture igen, han gør jeg griner mere, han giver anledning til at vi griner SAMMEN herhjemme igen - utroligt, hvor stor en forskel sådan en lille størrelse kan gøre... men han er kun tilkørslen til motorvejen...
Vores historie om Casper blev idag omtalt i Ude og Hjemme. Det har betydet at Casper igen har været samtaleemne på arbejdet. Noget, der har været rart. Befriende igen at tale om Casper uden det føles som at belaste sine omgivelser med fortiden. Nu er der en anledning og det har løftet mit humør endnu nogle grader.
Til middag blev Christoffer ringet op, at der var en plads i et botilbud til ham i Vejle til januar. På en gang dejligt - men samtidig faretruende... jeg skal slippe endnu et "barn". Jeg har selv skubbet på - men havde ikke regnet med, det ville gå så stærkt... skal lige have tid til at vænne mig til tanken... Godt at Arthur er nået at flytte ind. Ellers ville det hele da blive alt for stille og tomt. Vores store hus bliver pludselig kæmpestort... måske vi bare skal flytte nedenunder igen - her er masser af plads... Ja, livet ændrer sig hele tiden og det med kort varsel.
Lige før lukketid idag, kom en far og spurgte, hvad jeg tænkte om den nye motorvej. Jeg stod og lignede et kæmpestort spørgsmålstegn, og han fortalte at der lige idag var offentliggjort tegninger af forslag til ny motorvejsføring lige midt igennem vores institution. Han er en spasmager - så jeg grinede af ham og sagde: "ja, ja, det er godt med dig..." Han fandt lynhurtigt billedet til mig - først tænkte jeg, at linieføringen da trods alt lå nogle hundrede meter fra os... men da jeg kom hjem fandt jeg selv billedet og nærstuderede det. Det er jo lige forbi vores hus - det vil forsvinde i motorvejen!!!! Det lille mindehjørne, jeg har i haven bliver til motorvej - de mange små kroge, hvor Casper har leget forsvinder - halvdelen af vores lille landsby bliver jævnet med jorden... Virkeligheden gik langsomt op for mig... Måske skulle der igen ske kæmpeforandringer i mit liv - ikke i morgen - men om nogle år... Det er jo ikke kun mit hjem - det er også min arbejdsplads og her jeg har skabt min drømmeinstitution... Der var to forslag til linieføring. Jeg holder vejret og håber de vælger den anden - eller at tiden får projektet til at forsvinde igen. Tanken om at huset og haven, hvor vi har alle vores minder med Casper skal forsvinde er ubærlig. Det er som om, der bliver tromlet en vej ned gennem alle de fine minder - Skal sommerfuglenes lette flaksen byttes ud med hurtigkørende anonyme biler, der blot passerer forbi i en uendelig strøm?
Jeg skyder det lidt fra mig - det er heldigvis ikke lige nu og måske bliver det slet ikke her - og forunderligt nok overlever vi alle de forandringer, vi bliver udsat for - Livet er en gave, der bliver ved med at overraske.
søndag den 28. oktober 2012
Min fantastiske datter
Jeg har siddet fast længe nu... i modløshed, ligegyldighed, sorg, savn... ja, det har været et dynd, der har holdt mig fast, suget mig ned - og jeg har ladet mig rive med, suge ned i magtesløsheden...
Mogens og Christoffer har også haft en periode, hvor de har trukket sig ind i sig selv. Jeg har prøvet og prøvet at komme igennem, så vi igen kunne gøre noget sammen... Det blev bare for svært, og jeg opgav. De forsvandt timer bag hver deres computerskærm... og efterhånden opgav jeg at nå dem. Jeg stillede mig tilfreds med blot at være - være i samme rum, men et rum fyldt med tomhed og ligegyldighed....
... indtil i fredags.... Indimellem kan man trænge til en opsang for at bryde cirklerne - og det skal jeg love for, at vi fik af Camilla. Hun kom hjem og fortalte, at hun gerne ville have et hyggeligt fællesskab at komme hjem til, og ikke tre mennesker, der levede hver deres liv. Vi skal gøre noget sammen.... Lørdag trak hun os alle i køkkenet til fælles madlavning, et spil og en fælles film til aften og søndag var vi varmet op til fællesskab og hyggede os sammen hele formiddagen, indtil vi skulle med brormand Henrik og hans familie i Legoland. Det var en dejlig tur. Afslapning og hygge... og under det kæmpestore afslutningsfyrværkeri, gik det op for mig at jeg var ved at få fast grund under fødderne igen. Dyndet forsvandt og en lille glædesboble begyndte at vokse indeni.
Nu havde jeg i lang tid gået og bildt mig selv ind at det var sorgen og savnet, der havde overtaget styringen og jeg bare måtte vente på det igen slap sit favntag, så jeg kunne komme til at leve igen. Nu gik det op for mig, at jeg selv kunne tage styringen... Selv skabe grobund for gode fælles oplevelser i vores lille familie - for det er jo det, der giver mig energien igen. Jeg legede en leg med Camilla, hvor vi remsede alle de ting op, vi kunne komme i tanke om, som vi kunne lave sammen på en helt almindelig dag, som en helt almindelig familie. Det var en ren energitilførsel... Jeg var ikke styret af sorgen og savnet... Selvom jeg stadig sørger og savner, kan jeg godt gøre noget, for at få nogle gode oplevelser og ikke bare lade stå til. Skeen i den anden hånd og igang... Nu vil jeg videre...
Fantastisk med en datter, der har modet til at sige tingene så direkte... Jeg bliver jo så stolt af hende.
Mogens og Christoffer har også haft en periode, hvor de har trukket sig ind i sig selv. Jeg har prøvet og prøvet at komme igennem, så vi igen kunne gøre noget sammen... Det blev bare for svært, og jeg opgav. De forsvandt timer bag hver deres computerskærm... og efterhånden opgav jeg at nå dem. Jeg stillede mig tilfreds med blot at være - være i samme rum, men et rum fyldt med tomhed og ligegyldighed....
... indtil i fredags.... Indimellem kan man trænge til en opsang for at bryde cirklerne - og det skal jeg love for, at vi fik af Camilla. Hun kom hjem og fortalte, at hun gerne ville have et hyggeligt fællesskab at komme hjem til, og ikke tre mennesker, der levede hver deres liv. Vi skal gøre noget sammen.... Lørdag trak hun os alle i køkkenet til fælles madlavning, et spil og en fælles film til aften og søndag var vi varmet op til fællesskab og hyggede os sammen hele formiddagen, indtil vi skulle med brormand Henrik og hans familie i Legoland. Det var en dejlig tur. Afslapning og hygge... og under det kæmpestore afslutningsfyrværkeri, gik det op for mig at jeg var ved at få fast grund under fødderne igen. Dyndet forsvandt og en lille glædesboble begyndte at vokse indeni.
Nu havde jeg i lang tid gået og bildt mig selv ind at det var sorgen og savnet, der havde overtaget styringen og jeg bare måtte vente på det igen slap sit favntag, så jeg kunne komme til at leve igen. Nu gik det op for mig, at jeg selv kunne tage styringen... Selv skabe grobund for gode fælles oplevelser i vores lille familie - for det er jo det, der giver mig energien igen. Jeg legede en leg med Camilla, hvor vi remsede alle de ting op, vi kunne komme i tanke om, som vi kunne lave sammen på en helt almindelig dag, som en helt almindelig familie. Det var en ren energitilførsel... Jeg var ikke styret af sorgen og savnet... Selvom jeg stadig sørger og savner, kan jeg godt gøre noget, for at få nogle gode oplevelser og ikke bare lade stå til. Skeen i den anden hånd og igang... Nu vil jeg videre...
Fantastisk med en datter, der har modet til at sige tingene så direkte... Jeg bliver jo så stolt af hende.
tirsdag den 2. oktober 2012
Efterår kommer snigende
Efteråret trækker ind over landet... mange dage med mørke skyer, regn og blæst... men i eftermiddag har vejret vist sig fra sin bedste side - høj flot solskin, der spejlede sig i alle de regnvåde blade. Duften af renvasket natur indhyldede min krop...
Det kunne være fantastisk, hvis jeg havde det som vejret idag - men min tilstand lige nu er nærmere som de fleste efterårsdage - omskiftelig, utilregnelig, lige til at blive i dårligt humør af... Ja, faktisk tror jeg ikke, jeg er særlig hyggelig at være sammen med i denne tid - man kan aldrig vide, hvad der kommer ud af mig - blide fuglefløjt eller vrede løvebrøl.
Jeg er ved at være helt bevidst om, hvad det hele handler om... Camilla... Camilla bliver mere og mere selvstændig og klarer sig ganske glimrende i hverdagen uden sin mors hjælp. Hun er sprudlende glad og nyder efterskolelivet - vasker sit tøj, uden at blive husket på det - bliver på skolen i de fleste weekender - får selv alle sine aftaler på plads - vil til at afslutte psykolog og sorggruppe... Ja, HUN er på vej videre... og så skal jeg som mor jo være glad og stolt.... men.... hun er ved at løsrive sig fra de hjemlige snærende bånd - præcis som Casper også var i den alder. Jeg nød, at Casper blev selvhjulpen og efterhånden stod på egne ben. Jeg blev stolt af, at han kunne selv... men pludselig forsvandt han ud af mit liv... Nu kan Camilla selv... forsvinder hun også ud af mit liv????? Min logiske sans fortæller mig, at det ikke er en ligning, man kan stille op... men mit hjerte bløder og jeg savner min lille pige... selvom jeg ved at hun stortrives og har det helt fantastisk... Jeg er bare SÅ bange for at miste hende.
Al den energi, jeg lægger i mine frustrationer, følger mig i alt, hvad jeg gør. Når børn, forældre og medarbejdere fortæller mig om nogle ting i hverdagen, hører jeg kun de negative sider - ikke fordi jeg bevidst lytter efter dem... men min sindsstemnning må bare samle dem op - uden at min logiske sans får lov at blande sig i noget som helst. Jeg går i forsvar på det mindste lille pip, og jeg forventer perfektionisme omkring mig... selvom jeg lige nu, nok er det dårligste eksempel til efterfølgelse. Jeg er træt, humørsvingende og fuldstændig utilstrækkelig.
Jeg tænker - med min logiske sans, at jeg har klaret så mange kriser, efter vi mistede Casper, så det er helt urimeligt at jeg nu lukker ned... men sindstilstande er ikke styret af logikken... og mit indre er i et kæmpestort følelesesmæssigt kaos... Heldigvis ved jeg fra tidligere, at det går over... Det skal bare lige have lidt tid... og så håber jeg, mine omgivelser kan tåle mig så længe...
Det kunne være fantastisk, hvis jeg havde det som vejret idag - men min tilstand lige nu er nærmere som de fleste efterårsdage - omskiftelig, utilregnelig, lige til at blive i dårligt humør af... Ja, faktisk tror jeg ikke, jeg er særlig hyggelig at være sammen med i denne tid - man kan aldrig vide, hvad der kommer ud af mig - blide fuglefløjt eller vrede løvebrøl.
Jeg er ved at være helt bevidst om, hvad det hele handler om... Camilla... Camilla bliver mere og mere selvstændig og klarer sig ganske glimrende i hverdagen uden sin mors hjælp. Hun er sprudlende glad og nyder efterskolelivet - vasker sit tøj, uden at blive husket på det - bliver på skolen i de fleste weekender - får selv alle sine aftaler på plads - vil til at afslutte psykolog og sorggruppe... Ja, HUN er på vej videre... og så skal jeg som mor jo være glad og stolt.... men.... hun er ved at løsrive sig fra de hjemlige snærende bånd - præcis som Casper også var i den alder. Jeg nød, at Casper blev selvhjulpen og efterhånden stod på egne ben. Jeg blev stolt af, at han kunne selv... men pludselig forsvandt han ud af mit liv... Nu kan Camilla selv... forsvinder hun også ud af mit liv????? Min logiske sans fortæller mig, at det ikke er en ligning, man kan stille op... men mit hjerte bløder og jeg savner min lille pige... selvom jeg ved at hun stortrives og har det helt fantastisk... Jeg er bare SÅ bange for at miste hende.
Al den energi, jeg lægger i mine frustrationer, følger mig i alt, hvad jeg gør. Når børn, forældre og medarbejdere fortæller mig om nogle ting i hverdagen, hører jeg kun de negative sider - ikke fordi jeg bevidst lytter efter dem... men min sindsstemnning må bare samle dem op - uden at min logiske sans får lov at blande sig i noget som helst. Jeg går i forsvar på det mindste lille pip, og jeg forventer perfektionisme omkring mig... selvom jeg lige nu, nok er det dårligste eksempel til efterfølgelse. Jeg er træt, humørsvingende og fuldstændig utilstrækkelig.
Jeg tænker - med min logiske sans, at jeg har klaret så mange kriser, efter vi mistede Casper, så det er helt urimeligt at jeg nu lukker ned... men sindstilstande er ikke styret af logikken... og mit indre er i et kæmpestort følelesesmæssigt kaos... Heldigvis ved jeg fra tidligere, at det går over... Det skal bare lige have lidt tid... og så håber jeg, mine omgivelser kan tåle mig så længe...
torsdag den 13. september 2012
En pose blandede bolcher
Livet er en pose blandede bolcher. Nogle dage er fulde af sødme, nogle er bitre, nogle er sure, nogle er næsten smagsløse, andre har overraskende meget smag eller en anden smag end man forventer...
For halvandet år siden var alle bolcherne bitre, smagsløse, kedelige og sure... men siden har der været mange andre bolcher i min livets bolchepose. De gode oplevelser med mine skønne niecer Anja, Tilde og Malou - jeg vil nyde de små øjeblikke og har været så heldig at få lov at låne dem en ad gangen hver tirsdag. Det er min fasterdag. At høre deres grin, deres fortællinger om livet set i et barneperspektiv, bare være sammen og hygge - det er nogle af livet søde bolcher. Eftersmagen holder længe...
At se Christoffer nu er glad og smilende efter han har fået afsluttet sin lange sagsbehandling... er endnu et af de søde bolcher. Han smiler og fortæller glad om det han går og laver - Han kørte Camilla til psykolog den anden dag - hvor er det dejligt, at de har hinanden... De giver vist også hinanden søde og uforglemmelige bolcher...
At Camilla har fundet sig en sød og sjov kæreste, som gør hende glad, er også et af de søde bolcher. Så dejligt at se hende smile og tale forventningsfuldt om det næste møde. Så glad har jeg ikke set hende siden Caspers ulykke... Han ville have glædet sig på hendes vegne - Jeg er slet ikke i tvivl. Men at Camilla har fundet en kæreste gør også, at jeg bliver husket på, at mine børn kun er til låns. Hun klarer snart sig selv, jeg er ikke længere den vigtigste i hendes liv... Sådan SKAL det være - men jeg vil nyde hvert minut, hun vil bruge sammen med mig... Casper forsvandt så hurtigt - jeg vidste godt han også var ved at løsrive sig og snart ville stå på egne ben... Jeg var bare på ingen måde forberedt på, at jeg skulle undvære ham så pludseligt... og så fuldstændigt...Netop DET gør det måske svært for mig at slippe Camilla, jeg er måske bange for at miste hende... Så de bolcher jeg nyder lige nu er nok både et flot bolche fyldt af sødme og et lille ubestemmeligt lidt syrligt et...
Når jeg ser på billeder af Casper, ser han så ung ud. Jeg husker ham jo som mellembroren mellem Christoffer og Camilla... Han var selvstændig, initiativrig, fuld af sjov og ballade - Han var helt sikkert Camilla's STOREBROR... men Camilla er jo snart lige så gammel som Casper... Om godt et halvt år, vil Casper være "lillebror" ... Forunderligt at livet trods alt går videre... og at der stadig er søde bolcher i livets bolchepose...
For halvandet år siden var alle bolcherne bitre, smagsløse, kedelige og sure... men siden har der været mange andre bolcher i min livets bolchepose. De gode oplevelser med mine skønne niecer Anja, Tilde og Malou - jeg vil nyde de små øjeblikke og har været så heldig at få lov at låne dem en ad gangen hver tirsdag. Det er min fasterdag. At høre deres grin, deres fortællinger om livet set i et barneperspektiv, bare være sammen og hygge - det er nogle af livet søde bolcher. Eftersmagen holder længe...
At se Christoffer nu er glad og smilende efter han har fået afsluttet sin lange sagsbehandling... er endnu et af de søde bolcher. Han smiler og fortæller glad om det han går og laver - Han kørte Camilla til psykolog den anden dag - hvor er det dejligt, at de har hinanden... De giver vist også hinanden søde og uforglemmelige bolcher...
At Camilla har fundet sig en sød og sjov kæreste, som gør hende glad, er også et af de søde bolcher. Så dejligt at se hende smile og tale forventningsfuldt om det næste møde. Så glad har jeg ikke set hende siden Caspers ulykke... Han ville have glædet sig på hendes vegne - Jeg er slet ikke i tvivl. Men at Camilla har fundet en kæreste gør også, at jeg bliver husket på, at mine børn kun er til låns. Hun klarer snart sig selv, jeg er ikke længere den vigtigste i hendes liv... Sådan SKAL det være - men jeg vil nyde hvert minut, hun vil bruge sammen med mig... Casper forsvandt så hurtigt - jeg vidste godt han også var ved at løsrive sig og snart ville stå på egne ben... Jeg var bare på ingen måde forberedt på, at jeg skulle undvære ham så pludseligt... og så fuldstændigt...Netop DET gør det måske svært for mig at slippe Camilla, jeg er måske bange for at miste hende... Så de bolcher jeg nyder lige nu er nok både et flot bolche fyldt af sødme og et lille ubestemmeligt lidt syrligt et...
Når jeg ser på billeder af Casper, ser han så ung ud. Jeg husker ham jo som mellembroren mellem Christoffer og Camilla... Han var selvstændig, initiativrig, fuld af sjov og ballade - Han var helt sikkert Camilla's STOREBROR... men Camilla er jo snart lige så gammel som Casper... Om godt et halvt år, vil Casper være "lillebror" ... Forunderligt at livet trods alt går videre... og at der stadig er søde bolcher i livets bolchepose...
lørdag den 18. august 2012
Farvel til Camilla - igen
Så er jeg igen igang efter ferien... Det var en god ferie, hvor savnet ikke fyldte så meget, som jeg havde frygtet. Det var så svært at tage hjemmefra uden Casper - men vi havde en fantastisk ferie. Vi fik set Disneyland, en masse vingårde, adskillige franske byer - og ikke mindst Paris... Tænkte indimellem på hvordan Casper havde oplevet det hele, da han var her - han var her for nogle år siden sammen med sin farfar på ferie og kom begejstret hjem og fortalte om det hele. Han havde en grønspættehue med hjem fra Disneyland og en kasket lavet af øldåser... Han nød, når livet var fuldt af oplevelser - og hans fortælling om Paris var nok grunden til, at Christoffer og Camilla valgte Frankrig, da de fik lov at bestemme destinationen med autocamperen. Jeg kan stadig se hans smilende solbrune ansigt for mig den dag, han kom hjem fra den ferie. Først på vejen hjem, begyndte tankerne at kredse om Casper igen... hvordan så gravstedet mon ud? Hvordan ville han have oplevet denne tur? Jo nærmere vi kom Danmark, des mere glædede jeg mig til at besøge ham igen... Vi var væk i 2 uger - det er lang tid - første gang, jeg ikke har været ved graven i så lang tid.
Camilla er startet på efterskole igen... Meget anderledes end sidste år - selvom det er samme skole. Den stille betuttede pige, vi havde med sidste år, var forsvundet. Hun var smilende og indledte samtaler med flere af de andre både elever og forældre allerede fra starten... Meget anderledes... også meget anderledes for mig - sidste år fyldte Casper det hele. Han var i mine tanker konstant, mens min fysiske krop fulgte Camilla. Jeg må også have været stille og indadvendt. Jeg kan huske, at jeg sidste år flere gange havde svært ved at holde tårerne tilbage, da der var så mange ting, der fik mig til at savne... I år kom Casper kun på besøg i mine tanker en enkelt gang. Det var, da der i velkomsttalen blev sagt, at de unge stod med det meste af livet foran sig... Her kom jeg i tanke om, hvor stort indtryk de ord gjorde på mig sidste år - men i år var det uden at klumpen kravlede op i halsen. Jeg kunne med stor glæde deltage i det, der foregik omkring mig... Hvor var det altså en god dag... Jeg skal bare lige vænne mig til, at hun er blevet "næsten voksen" og har sit eget liv, så jeg ikke hører så meget fra hende - men ... intet nyt er godt nyt - og hun vinkede da glad til mig, da hele efterskolen cyklede forbi Onkel og Tante.
Camilla er startet på efterskole igen... Meget anderledes end sidste år - selvom det er samme skole. Den stille betuttede pige, vi havde med sidste år, var forsvundet. Hun var smilende og indledte samtaler med flere af de andre både elever og forældre allerede fra starten... Meget anderledes... også meget anderledes for mig - sidste år fyldte Casper det hele. Han var i mine tanker konstant, mens min fysiske krop fulgte Camilla. Jeg må også have været stille og indadvendt. Jeg kan huske, at jeg sidste år flere gange havde svært ved at holde tårerne tilbage, da der var så mange ting, der fik mig til at savne... I år kom Casper kun på besøg i mine tanker en enkelt gang. Det var, da der i velkomsttalen blev sagt, at de unge stod med det meste af livet foran sig... Her kom jeg i tanke om, hvor stort indtryk de ord gjorde på mig sidste år - men i år var det uden at klumpen kravlede op i halsen. Jeg kunne med stor glæde deltage i det, der foregik omkring mig... Hvor var det altså en god dag... Jeg skal bare lige vænne mig til, at hun er blevet "næsten voksen" og har sit eget liv, så jeg ikke hører så meget fra hende - men ... intet nyt er godt nyt - og hun vinkede da glad til mig, da hele efterskolen cyklede forbi Onkel og Tante.
fredag den 27. juli 2012
På vej på ferie
Jeg går og pakker det sidste... Vi skal på ferie - sådan rigtigt - for første gang uden Casper. Sidste år holdt vi vores ferie i Ebeltoft. Skøn, afslappende ferie, men en ferie, jeg er sikker på, Casper ikke ville misunde os... men i år... Vi har lejet en autocamper og kører til Frankrig - DET havde lige været en ferie for Casper - og netop derfor er det så svært at skulle afsted uden ham. Jeg gør alle mulige forberedelser for at blive klar, men lige meget, hvad jeg gør, kan jeg ikke slippe Casper i mine tanker. Jeg har ordnet hans hjørne i haven. Det står så flot, jeg har spist morgenmad der, næsten hver dag i denne uge - kigget ud over de store vidder over markerne og delt mine tanker med Casper, hilst på et par enkelte sommerfugle. Jeg har hakket og revet... og vil så gerne have hængt hængekøjen op, jeg har købt. Buskene begynder at gro til, det begynder at ligne det jeg forestillede mig sidste år. Jeg pudser lidt på hans engel hver dag - der bliver ved med at komme jord på den... Hans skytsengel passer stadig på ham.
Jeg fandt vores pas frem. Caspers var der også... Jeg kiggede i det - ikke til at forstå at jeg aldrig skal se det glade ansigt igen. Passet udløb i maj sidste år... kort tid efter hans dødsdato...
Jeg har været et smut oppe på gravstedet - det er svært at få sagt farvel, selvom jeg kun skal afsted i 14 dage. Igen har der været nogen med blomster... igen bliver jeg varm indvendig. Det er så tit, jeg kan se, der har været nogen på besøg. Det kan være en enkelt blomst, der er lagt ved siden af stenen, eller en sten, der er anbragt på en særlig måde, det kan være en ny flot bunden buket, eller en lille undseelig buket markblomster eller det kan være de visne blomster er fjernet ... det betyder intet... Det der betyder noget for mig, er at jeg kan se, at der kommer nogen og besøger Casper... Jeg bliver SÅ glad... En stor tak til alle jer, der besøger ham og viser jeres besøg på en eller anden måde.
Pas på ham, mens jeg er på ferie :-)
Jeg fandt vores pas frem. Caspers var der også... Jeg kiggede i det - ikke til at forstå at jeg aldrig skal se det glade ansigt igen. Passet udløb i maj sidste år... kort tid efter hans dødsdato...
Jeg har været et smut oppe på gravstedet - det er svært at få sagt farvel, selvom jeg kun skal afsted i 14 dage. Igen har der været nogen med blomster... igen bliver jeg varm indvendig. Det er så tit, jeg kan se, der har været nogen på besøg. Det kan være en enkelt blomst, der er lagt ved siden af stenen, eller en sten, der er anbragt på en særlig måde, det kan være en ny flot bunden buket, eller en lille undseelig buket markblomster eller det kan være de visne blomster er fjernet ... det betyder intet... Det der betyder noget for mig, er at jeg kan se, at der kommer nogen og besøger Casper... Jeg bliver SÅ glad... En stor tak til alle jer, der besøger ham og viser jeres besøg på en eller anden måde.
Pas på ham, mens jeg er på ferie :-)
mandag den 9. juli 2012
Jeg savner...
Det kom lige pludselig... jeg var på vej hjem i bilen, da jeg pludselig og uden varsel oplevede et enormt savn... Mine øjne blev blanke og min hals snørede sig sammen... Casper - jeg savner dig... SÅ meget. Dine frække smil, dine spontane kommentarer, dine tindrende øjne... bare at se og fornemme dig... Det er så længe siden... Kunne jeg dog bare låne dig en dag fra himlen...
Der går ikke en dag uden jeg tænker på Casper - jeg mindes de gode dage, ofte oplever jeg noget, hvor jeg tænker: "Casper ville have gjort... eller Casper ville have sagt... eller Casper kunne også finde på..." Jeg plejer bare at tænke tanken med en varme og en dejlig fornemmelse i kroppen... I dag føles kroppen tom - der er et hulrum, der hvor Casper skulle være... Jeg var forbi hans grav. Den står fint med blomster - orange og gule, er det lige nu. Jeg kommer her et par gange om ugen - og indimellem kan jeg se, at der har været andre på besøg - Det gør mig glad...
Igår da jeg gik i haven, fik jeg øje på vores meget store bøgetræ - jeg tænkte, at det mindede om mig, indtil for godt et år siden. Træet er stort, men stammen er delt i tre - som jeg har tre børn. Hver stammegren er en del af helheden og bidrager til den flotte tætte og ensartede krone. For godt et år siden blev den ene stammegren ramt af en brandskade - den blev svækket og jeg som modertræ kæmpede for at min gren skulle hele sig og igen blive stærk efter skaden. Grenen stod med visne blade i dvale, mens al min energi blev drevet ud i den syge gren. De andre to grene fik kun lige nok til at klare sig... Efterhånden begyndte den syge gren at få nye grønne skud igen. I al den tid stod jeg som træ i et voldsomt stormvejr, hvor jeg kæmpede for at holde kronen op og rødderne plantet solidt i jorden. Heldigvis var mine rødder stærke og jeg blev stående... Alt imens gik der sygdom i min svækkede gren, som nu sygnede meget hen... Jeg måtte igen bruge al energien på grenen for at redde en del af mig selv... Selv da det var tydeligt, at grenen ikke stod til at redde, brugte jeg stadig al min energi på den syge gren. Jeg selv og mine to øvrige hovedgrene måtte lide afsavn, da den syge gren fik hvad der var... og alligevel... endte den syge gren med at dø og knække af... Jeg blev som træ fuldstændig amputeret. En trediedel af min krone manglede og jeg var deformeret. I lang tid blev energien brugt til at hele såret, hvor grenen var knækket af... og aret vil altid være der... Men træet er begyndt at skyde igen. Jeg giver plads til, at de to andre grene nu folder sig mere ud og begynder at udfylde hullet, hvor den manglende gren var. Jeg er igen ved at bleve et helt træ... jeg vil dog altid være mærket af den store gren, jeg mangler, men de to grene, jeg har, hjælper mig med at blive hel igen.
Der går ikke en dag uden jeg tænker på Casper - jeg mindes de gode dage, ofte oplever jeg noget, hvor jeg tænker: "Casper ville have gjort... eller Casper ville have sagt... eller Casper kunne også finde på..." Jeg plejer bare at tænke tanken med en varme og en dejlig fornemmelse i kroppen... I dag føles kroppen tom - der er et hulrum, der hvor Casper skulle være... Jeg var forbi hans grav. Den står fint med blomster - orange og gule, er det lige nu. Jeg kommer her et par gange om ugen - og indimellem kan jeg se, at der har været andre på besøg - Det gør mig glad...
Igår da jeg gik i haven, fik jeg øje på vores meget store bøgetræ - jeg tænkte, at det mindede om mig, indtil for godt et år siden. Træet er stort, men stammen er delt i tre - som jeg har tre børn. Hver stammegren er en del af helheden og bidrager til den flotte tætte og ensartede krone. For godt et år siden blev den ene stammegren ramt af en brandskade - den blev svækket og jeg som modertræ kæmpede for at min gren skulle hele sig og igen blive stærk efter skaden. Grenen stod med visne blade i dvale, mens al min energi blev drevet ud i den syge gren. De andre to grene fik kun lige nok til at klare sig... Efterhånden begyndte den syge gren at få nye grønne skud igen. I al den tid stod jeg som træ i et voldsomt stormvejr, hvor jeg kæmpede for at holde kronen op og rødderne plantet solidt i jorden. Heldigvis var mine rødder stærke og jeg blev stående... Alt imens gik der sygdom i min svækkede gren, som nu sygnede meget hen... Jeg måtte igen bruge al energien på grenen for at redde en del af mig selv... Selv da det var tydeligt, at grenen ikke stod til at redde, brugte jeg stadig al min energi på den syge gren. Jeg selv og mine to øvrige hovedgrene måtte lide afsavn, da den syge gren fik hvad der var... og alligevel... endte den syge gren med at dø og knække af... Jeg blev som træ fuldstændig amputeret. En trediedel af min krone manglede og jeg var deformeret. I lang tid blev energien brugt til at hele såret, hvor grenen var knækket af... og aret vil altid være der... Men træet er begyndt at skyde igen. Jeg giver plads til, at de to andre grene nu folder sig mere ud og begynder at udfylde hullet, hvor den manglende gren var. Jeg er igen ved at bleve et helt træ... jeg vil dog altid være mærket af den store gren, jeg mangler, men de to grene, jeg har, hjælper mig med at blive hel igen.
tirsdag den 29. maj 2012
På vej videre...
Det er sjældnere og sjældnere jeg har behov for at skrive mig ud af sorgen... det er ikke fordi jeg har glemt Casper... men måske er jeg begyndt igen at leve - uden Casper.
På årsdagen for Caspers død, den 9. maj, havde vi alle fire taget fri. Vi tog til Silkeborg, for at gense afdelingen, hvor Casper tilbragte den sidste måned af sit liv. Egentlig var jeg ganske afklaret med at skulle derop, indtil jeg stod overfor en af sygeplejerskerne, der havde passet Casper... Så blev det hele for overvældende og gråden satte sig i halsen, mens tårerne stille trillede ned ad mine kinder. Det var, som var det dagen i forvejen, jeg sagde farvel til min skønne søn. Træerne stod lysegrønne, fuglene sang lystigt, forårssolen skinnede, sygehuset og personalet var uforandret... Når vi var der, var det som om tiden havde stået stille...
Bagefter gik vi ned til vandet. Vi spiste burgere ved Hjejlekiosken (De er bare SÅ gode) Det gjorde vi mange gange, mens Casper var indlagt, så også her var tiden gået i stå. Vi gik en tur langs Gudenåen, spiste is, og kørte hjem og ordnede Caspers gravsted. Vi lavede i fællesskab Caspers livret til aftensmad, og om aftenen kiggede vi billeder fra hele Caspers korte liv. Hvor havde vi dog lavet mange sjove og skøre ting sammen - hvor er jeg glad for, at han har været en del af mit liv...
I tiden omkring Caspers dødsdato kom der rigtig mange blomster på graven. Det gør en mor glad... Casper er husket, han er ikke bare glemt - Han har betydet noget for nogen.
I Kristihimmelfartsferien tog vi op til "vores" lille hytte i Ebeltoft. Vi nød nogle skønne dage med kortspil, gåture, en tur i Kattegatcentret og Christoffer fik fisket - aftensmad til os... Uhm... Denne tur har været skelsættende... Det var første gang, vi gjorde noget anden gang uden Casper... Det første år er gået, alle første gang uden Casper.... Anden gang er ikke let og ubesværet, men dog væsentlig nemmere end første gang...
Jeg var på kirkegården forleden og skulle på toilet... Det lille simple toilet fik mig til at tænke på Caspers drøm om at bo pompøst og moderne... Han havde nok ikke tænkt, at hans mor skulle bruge sådan et toilet, når hun kom på besøg hos ham, når han flyttede hjemmefra... Ja, det er nogle gange de særeste tanker, man gør sig...
Jeg har også været inde og bestille vedhænget til Caspers halskæde. Jeg har bestilt en sommerfugl i sølv, med Caspers ørering sat på som en sten og hans navn indgraveret, skrevet med hans egen lidt ubehjælpsomme skrift. Halskæden og øreringen var Caspers smykker - dem brugte han næsten altid - Sommerfulgen er for mig et symbol på Casper - Den flyver let og lystigt fra sted til sted - den bevæger sig hurtigt videre og spreder glæde omkring sig - ja Casper VAR en sommerfugl... min sommerfugl. Nu vil jeg bære Caspers smykker med stolhed over det menneske Casper var. Jeg var inde hos Guldsmedegården for at se, hvordan arbejdet med sommerfuglen skred frem. Den er næsten færdig og bliver bare så flot...
Vores liv er igen begyndt at blive hverdag. Vi er ved at være en etableret familie på fire istedet for fem. Vores hverdag er nu kun præget af fire menneskers hverdag og udvikling... og alligevel møder vi hele tiden mindet om Casper. Forleden dag mødte vi en pædagog, der havde passet Casper og Camilla i børnehaven. Hun spurgte Camilla hvordan HUN havde det. "I var sådan nogle gode søskende", sagde hun og fortalte om, hvordan de havde taget sig af hinanden. Jeg synes, det var dejligt, at der var én, der anerkendte Camillas sorg - uden omsvøb.
Jeg blev også forleden mødt med kommentaren "I ser ud til at være kommet jer over det"... Den lader jeg lige stå lidt... Jeg kommer mig ALDRIG over Caspers død, men jeg er nok ved at lære at leve med erkendelsen, at han aldrig, aldrig mere kommer tilbage... Livet er på vej videre i et nyt spor, jeg bygger nye forventninger til fremtiden, jeg er ved at få samlet stumperne sammen til et fornuftigt liv igen... men det er et liv, der altid vil være mærket med, at jeg har mistet et barn... det dyrebareste man kan miste. Mit - vores liv - har ændret sig. Jeg tror såmænd ikke dette liv bliver ringere - det bliver bare meget, meget anderledes, end jeg havde forventet...
På årsdagen for Caspers død, den 9. maj, havde vi alle fire taget fri. Vi tog til Silkeborg, for at gense afdelingen, hvor Casper tilbragte den sidste måned af sit liv. Egentlig var jeg ganske afklaret med at skulle derop, indtil jeg stod overfor en af sygeplejerskerne, der havde passet Casper... Så blev det hele for overvældende og gråden satte sig i halsen, mens tårerne stille trillede ned ad mine kinder. Det var, som var det dagen i forvejen, jeg sagde farvel til min skønne søn. Træerne stod lysegrønne, fuglene sang lystigt, forårssolen skinnede, sygehuset og personalet var uforandret... Når vi var der, var det som om tiden havde stået stille...
Bagefter gik vi ned til vandet. Vi spiste burgere ved Hjejlekiosken (De er bare SÅ gode) Det gjorde vi mange gange, mens Casper var indlagt, så også her var tiden gået i stå. Vi gik en tur langs Gudenåen, spiste is, og kørte hjem og ordnede Caspers gravsted. Vi lavede i fællesskab Caspers livret til aftensmad, og om aftenen kiggede vi billeder fra hele Caspers korte liv. Hvor havde vi dog lavet mange sjove og skøre ting sammen - hvor er jeg glad for, at han har været en del af mit liv...
I tiden omkring Caspers dødsdato kom der rigtig mange blomster på graven. Det gør en mor glad... Casper er husket, han er ikke bare glemt - Han har betydet noget for nogen.
I Kristihimmelfartsferien tog vi op til "vores" lille hytte i Ebeltoft. Vi nød nogle skønne dage med kortspil, gåture, en tur i Kattegatcentret og Christoffer fik fisket - aftensmad til os... Uhm... Denne tur har været skelsættende... Det var første gang, vi gjorde noget anden gang uden Casper... Det første år er gået, alle første gang uden Casper.... Anden gang er ikke let og ubesværet, men dog væsentlig nemmere end første gang...
Jeg var på kirkegården forleden og skulle på toilet... Det lille simple toilet fik mig til at tænke på Caspers drøm om at bo pompøst og moderne... Han havde nok ikke tænkt, at hans mor skulle bruge sådan et toilet, når hun kom på besøg hos ham, når han flyttede hjemmefra... Ja, det er nogle gange de særeste tanker, man gør sig...
Jeg har også været inde og bestille vedhænget til Caspers halskæde. Jeg har bestilt en sommerfugl i sølv, med Caspers ørering sat på som en sten og hans navn indgraveret, skrevet med hans egen lidt ubehjælpsomme skrift. Halskæden og øreringen var Caspers smykker - dem brugte han næsten altid - Sommerfulgen er for mig et symbol på Casper - Den flyver let og lystigt fra sted til sted - den bevæger sig hurtigt videre og spreder glæde omkring sig - ja Casper VAR en sommerfugl... min sommerfugl. Nu vil jeg bære Caspers smykker med stolhed over det menneske Casper var. Jeg var inde hos Guldsmedegården for at se, hvordan arbejdet med sommerfuglen skred frem. Den er næsten færdig og bliver bare så flot...
Vores liv er igen begyndt at blive hverdag. Vi er ved at være en etableret familie på fire istedet for fem. Vores hverdag er nu kun præget af fire menneskers hverdag og udvikling... og alligevel møder vi hele tiden mindet om Casper. Forleden dag mødte vi en pædagog, der havde passet Casper og Camilla i børnehaven. Hun spurgte Camilla hvordan HUN havde det. "I var sådan nogle gode søskende", sagde hun og fortalte om, hvordan de havde taget sig af hinanden. Jeg synes, det var dejligt, at der var én, der anerkendte Camillas sorg - uden omsvøb.
Jeg blev også forleden mødt med kommentaren "I ser ud til at være kommet jer over det"... Den lader jeg lige stå lidt... Jeg kommer mig ALDRIG over Caspers død, men jeg er nok ved at lære at leve med erkendelsen, at han aldrig, aldrig mere kommer tilbage... Livet er på vej videre i et nyt spor, jeg bygger nye forventninger til fremtiden, jeg er ved at få samlet stumperne sammen til et fornuftigt liv igen... men det er et liv, der altid vil være mærket med, at jeg har mistet et barn... det dyrebareste man kan miste. Mit - vores liv - har ændret sig. Jeg tror såmænd ikke dette liv bliver ringere - det bliver bare meget, meget anderledes, end jeg havde forventet...
lørdag den 5. maj 2012
Det er forår
Luften svirer af forår - på alle måder... Solen skinner, fuglene synger - jeg får stadig dagligt besøg af min lille blåmejse, som dog ser ud til at have fundet sig en mage :-)Dagene bliver længere og lysere og alt omkring mig er lysegrønt og varsler håbefuldt en kommende sommer...
Denne forårsfornemmelse passer lige til min fornemmelse af Casper lige nu. Lige om lidt er det et år siden vi sagde farvel. Det har været et langt og svært år med mange op og nedture... En meget laaaang vinter... men nu kommer foråret. Jeg ser billeder af Casper og smiler glad over de oplevelser, han var med til at give mig - og det han har bidraget med til vores familie. Casper bor med sikkerhed indeni os allesammen. Vi er blevet til det, vi er, igennem Casper. Han har formet os, som vi har formet ham. Det relationelle samspil mellem mennesker er fantastisk... og det er derfor jeg altid har ham med mig. Jeg var ikke den Heidi, jeg er, uden Casper havde været med til at forme mig...
Det er dejligt at tænke på alle de fantastiske ting, vi har lavet sammen, men samtidig vide, at Casper ikke lider, ikke savner os, ikke forventer at vi savner ham... Selvfølgelig savner jeg ham indimellem... men jeg savner også Camilla indimellem, når hun ikke er her... Det er som om savnet er blevet til at leve med. Det er en del af mig og min hverdag, men jeg kan smile og tænke på de gode tider, når jeg savner.
Igår bad jeg Camilla komme hjem fra en veninde, fordi jeg trængte til at se hende. Hun synes, jeg var lidt pjattet - og viste mig rækken af de store billeder jeg har af mine tre børn, taget da de hver især var syv år. "Prøv at se her", sagde hun "Hvad er det", da jeg svarede hende, at det var verdens dejligste unger, sagde hun "Ja, du kan jo bare kigge på dem, hvis du trænger til at se mig" Jeg kiggede på hende og sagde: "Så når vi savner Casper, så kigger vi bare på billedet, og så mangler vi ham ikke mere?" Jeg kunne godt se, at det gav stof til eftertanke, så jeg fortsatte: "Jeg vil se dig, lugte dig, mærke dig, høre dig, snakke med dig og bare være sammen med dig..." - Jeg fik en dejlig dag sammen med Camilla :-)
Idag vil jeg tage op til Casper og give ham nogle friske blomster - hans minde skal også stråle af forår...
Denne forårsfornemmelse passer lige til min fornemmelse af Casper lige nu. Lige om lidt er det et år siden vi sagde farvel. Det har været et langt og svært år med mange op og nedture... En meget laaaang vinter... men nu kommer foråret. Jeg ser billeder af Casper og smiler glad over de oplevelser, han var med til at give mig - og det han har bidraget med til vores familie. Casper bor med sikkerhed indeni os allesammen. Vi er blevet til det, vi er, igennem Casper. Han har formet os, som vi har formet ham. Det relationelle samspil mellem mennesker er fantastisk... og det er derfor jeg altid har ham med mig. Jeg var ikke den Heidi, jeg er, uden Casper havde været med til at forme mig...
Det er dejligt at tænke på alle de fantastiske ting, vi har lavet sammen, men samtidig vide, at Casper ikke lider, ikke savner os, ikke forventer at vi savner ham... Selvfølgelig savner jeg ham indimellem... men jeg savner også Camilla indimellem, når hun ikke er her... Det er som om savnet er blevet til at leve med. Det er en del af mig og min hverdag, men jeg kan smile og tænke på de gode tider, når jeg savner.
Igår bad jeg Camilla komme hjem fra en veninde, fordi jeg trængte til at se hende. Hun synes, jeg var lidt pjattet - og viste mig rækken af de store billeder jeg har af mine tre børn, taget da de hver især var syv år. "Prøv at se her", sagde hun "Hvad er det", da jeg svarede hende, at det var verdens dejligste unger, sagde hun "Ja, du kan jo bare kigge på dem, hvis du trænger til at se mig" Jeg kiggede på hende og sagde: "Så når vi savner Casper, så kigger vi bare på billedet, og så mangler vi ham ikke mere?" Jeg kunne godt se, at det gav stof til eftertanke, så jeg fortsatte: "Jeg vil se dig, lugte dig, mærke dig, høre dig, snakke med dig og bare være sammen med dig..." - Jeg fik en dejlig dag sammen med Camilla :-)
Idag vil jeg tage op til Casper og give ham nogle friske blomster - hans minde skal også stråle af forår...
mandag den 2. april 2012
Tommys hus i himlen
Jeg skulle lige ned og sende nogle breve... Jeg kørte op forbi graven - skulle lige se hvordan blomsterne stod. Tulipanerne hang med hovederne og bladene var begyndt at falde af. De små mininarcisser var også noget indtørrede, så det hele røg ud. Der var istedet kommet en flot buket påskeliljer... Dejligt at Casper stadig får besøg af andre end sin mor :-)
Bagefter kørte jeg op for at handle. Jeg tog i ABC. Lige indenfor døren mødte jeg en mor til en af Caspers gamle klassekammerater. Vi har haft mange snakke i tidens løb, da hendes søn og Casper havde fulgtes både i børnehaven og i folkeskolens første 6 år. "Du har travlt", siger hun "Jeg så i avisen, at I også starter her i Egtved". Vi snakkede lidt frem og tilbage om arbejdet og hendes yngste barn, som hun havde med ude at handle - og så var det, hun spurgte: "Hvordan går det med Casper?" Det rislede koldt ned ad ryggen... Det kom helt bag på mig, at hun ikke vidste det. Jeg samlede mig lidt sammen og sagde så: "Det går ikke så godt - han døde sidste år". Jeg forklarede kort om ulykken, og fik samtalen drejet i en anden retning.
Da jeg gik og samlede mine varer sammen, fyldte det meget, at jeg havde skulle sige så direkte, at Casper var død. Men samtidig blev jeg varm og glad over, at hun turde blive ved med at tale om det og ikke bare kom med en medlidenhedssang - det var mig og ikke hende, der valgte at flytte samtalens fokus - og også det respekterede hun. Hun er altså et stort menneske... Det var tydeligt at hun var meget berørt og havde det svært med, at hun ikke vidste det... men hvor taklede hun det på en god og fantastisk måde for mig. Det er også første gang, jeg har kunnet fortælle om Caspers død til en ny person, uden at jeg selv er begyndt at græde... så selvom den sidste tid har føltes som mørk og dyster, er jeg måske alligevel på vej op igen og denne gang endda mere styrket end de tidligere gange.
Jeg har lige læst "Tommys hus i himlen". Det er en mor, der fortæller hvordan familien takler det, da deres knap 16-årige søn bliver dræbt i en trafikulykke. Det at læse andres skæbner, der ligner min, gør mig godt - ikke på den skadefro måde, men meget helende. Jeg får igen og igen bekræftet, at det ikke kun er mig i hele verden, der har oplevet, det værste man kan opleve. Der er rigtig, rigtig mange mennesker, der har været der før mig - mange har haft svært ved at takle det... men rigtig mange fortæller også, at de faktisk bliver hele mennesker igen - og igen får glæde ved livet. Det er bare en anden glæde en tidligere...Det gør mig glad - at høre deres frygtelige historier, som giver mig gåsehud og tårer i øjnene, ja indimellem plaskvåde kinder - jeg kan spejle mig i alle deres frustrationer og håbløshed - jeg er ikke alene... Når de kan komme videre - så kan jeg også...
Bagefter kørte jeg op for at handle. Jeg tog i ABC. Lige indenfor døren mødte jeg en mor til en af Caspers gamle klassekammerater. Vi har haft mange snakke i tidens løb, da hendes søn og Casper havde fulgtes både i børnehaven og i folkeskolens første 6 år. "Du har travlt", siger hun "Jeg så i avisen, at I også starter her i Egtved". Vi snakkede lidt frem og tilbage om arbejdet og hendes yngste barn, som hun havde med ude at handle - og så var det, hun spurgte: "Hvordan går det med Casper?" Det rislede koldt ned ad ryggen... Det kom helt bag på mig, at hun ikke vidste det. Jeg samlede mig lidt sammen og sagde så: "Det går ikke så godt - han døde sidste år". Jeg forklarede kort om ulykken, og fik samtalen drejet i en anden retning.
Da jeg gik og samlede mine varer sammen, fyldte det meget, at jeg havde skulle sige så direkte, at Casper var død. Men samtidig blev jeg varm og glad over, at hun turde blive ved med at tale om det og ikke bare kom med en medlidenhedssang - det var mig og ikke hende, der valgte at flytte samtalens fokus - og også det respekterede hun. Hun er altså et stort menneske... Det var tydeligt at hun var meget berørt og havde det svært med, at hun ikke vidste det... men hvor taklede hun det på en god og fantastisk måde for mig. Det er også første gang, jeg har kunnet fortælle om Caspers død til en ny person, uden at jeg selv er begyndt at græde... så selvom den sidste tid har føltes som mørk og dyster, er jeg måske alligevel på vej op igen og denne gang endda mere styrket end de tidligere gange.
Jeg har lige læst "Tommys hus i himlen". Det er en mor, der fortæller hvordan familien takler det, da deres knap 16-årige søn bliver dræbt i en trafikulykke. Det at læse andres skæbner, der ligner min, gør mig godt - ikke på den skadefro måde, men meget helende. Jeg får igen og igen bekræftet, at det ikke kun er mig i hele verden, der har oplevet, det værste man kan opleve. Der er rigtig, rigtig mange mennesker, der har været der før mig - mange har haft svært ved at takle det... men rigtig mange fortæller også, at de faktisk bliver hele mennesker igen - og igen får glæde ved livet. Det er bare en anden glæde en tidligere...Det gør mig glad - at høre deres frygtelige historier, som giver mig gåsehud og tårer i øjnene, ja indimellem plaskvåde kinder - jeg kan spejle mig i alle deres frustrationer og håbløshed - jeg er ikke alene... Når de kan komme videre - så kan jeg også...
søndag den 1. april 2012
Mørke
Nu pikker den igen på ruden... Den lille blåmejse... Den har været på besøg hver dag igennem lang tid - nok en måned nu. Den pikker på ruden, hvor vi er - om morgenen i soveværelset og dagen i stuen ovenpå og når jeg går i køkkenet pikker den på ruderne der. Jeg har aldrig oplevet noget tilsvarende - det skulle da lige være dengang, jeg var en lille pige, før jeg startede i skole. Mine forældre havde en købmandsforretning og her kom en lille gråspurv på besøg hver dag og fik lidt brød inde på disken. Den lille blåmejse minder mig om Casper... Den er fuld af liv og meget ihærdig. Når man kommer for tæt på, trækker den sig lidt væk - men kun for en kort stund. Snart sidder den igen og pikker på vinduet. Indimellem tror jeg der er mere mellem himmel og jord end jeg med min forstand kan forstå.
Der er også kommet brev fra patientombuddet - de vurderer ikke, der blev begået fejl i behandlingen af Casper - men de forholder sig udelukkende til forløbet fra Casper begyndte at kaste op og til han blev overført til intensiv efter hjertestoppet... Måske de har ret - det giver bare ikke mening i mit hoved... og det er nok det, jeg savner allermest lige nu - mening med galskaben... Jeg forstår simpelthen ikke hvordan det kunne gå så galt... 3 minutters hjertestop...
Det hele fylder også meget lige nu. Jeg er træt, mangler overskud og magter ingenting. Bare at skulle sørger for aftensmad er et projekt lige nu. Jeg ved det bliver bedre - jeg er før dykket ned i et hul - og jeg kommer op igen... Det virker bare så mørkt og uoverskueligt, mens jeg sidder nede i det mørke hul.
Der er også kommet brev fra patientombuddet - de vurderer ikke, der blev begået fejl i behandlingen af Casper - men de forholder sig udelukkende til forløbet fra Casper begyndte at kaste op og til han blev overført til intensiv efter hjertestoppet... Måske de har ret - det giver bare ikke mening i mit hoved... og det er nok det, jeg savner allermest lige nu - mening med galskaben... Jeg forstår simpelthen ikke hvordan det kunne gå så galt... 3 minutters hjertestop...
Det hele fylder også meget lige nu. Jeg er træt, mangler overskud og magter ingenting. Bare at skulle sørger for aftensmad er et projekt lige nu. Jeg ved det bliver bedre - jeg er før dykket ned i et hul - og jeg kommer op igen... Det virker bare så mørkt og uoverskueligt, mens jeg sidder nede i det mørke hul.
mandag den 26. marts 2012
Endnu et farvel
Idag skulle det være... Molli er bare blevet dårligere og dårligere det sidste år - men især den sidste måned. Hun trækker på højre ben, har svært ved at rejse sig om morgenen og når hun er træt. Hun sover rigtig meget... men hun er også blevet 13 år. Det er en pæn alder for en stor hund. Hun har givet os de mest fantastiske oplevelser. Hun har trøstet vores børn, når de har været kede af det - eller har lyttet til deres hemmligheder, de havde brug for at dele med en fortrolig ven. Især Casper og Camilla har været tæt knyttet til Molli - men nu er det tid til at sige farvel... Det er vemodigt, at skulle sige farvel, og det er underligt selv at beslutte at afslutte et liv, for at det ikke skal blive uværdigt. Mærkeligt, at man med dyr tænker, at livet ikke skal blive uværdigt - men med mennesker skal det vare længst muligt... Jeg var glad for, at Casper fik de sidste dage - de dage, der gik fra de indstillede behandlingen og til han døde - fra torsdag formiddag til natten mellem mandag og tirsdag... men i de dage fik han hverken mad eller drikke... Det ville man aldrig byde en hund... Den ville blive aflivet - som Molli blev idag.
Molli fik den første sprøjte, så hun kunne falde i søvn. Camilla og jeg sad på gulvet med hende. Hovedet blev tungt og vejrtrækningen blev dyb og tung. Hun lagde hovedet på mit skød... Jeg byttede plads med Camilla, så hun sad med Mollis hoved i skødet... Tårerne trillede ned af Camillas kinder - igen en smerte, jeg ikke kan tage fra hende... Molli fik den anden sprøjte - og snart ebbede livet ud... Det blev en genoplevelse af Caspers død... De dybe, dybe vejrtrækninger, som var de sidste krampetrækninger af livet... og så var livet ikke længere...
Molli fik den første sprøjte, så hun kunne falde i søvn. Camilla og jeg sad på gulvet med hende. Hovedet blev tungt og vejrtrækningen blev dyb og tung. Hun lagde hovedet på mit skød... Jeg byttede plads med Camilla, så hun sad med Mollis hoved i skødet... Tårerne trillede ned af Camillas kinder - igen en smerte, jeg ikke kan tage fra hende... Molli fik den anden sprøjte - og snart ebbede livet ud... Det blev en genoplevelse af Caspers død... De dybe, dybe vejrtrækninger, som var de sidste krampetrækninger af livet... og så var livet ikke længere...
Bål og brand
Igår nød jeg det skønne vejr i haven. Jeg havde en stor stak grene fra efteråret, der skulle brændes af. Jeg fik tændt op i bålet og der kom efterhånden godt gang i det. Mens jeg gik og fyldte kvas på, kom pluselig et vindpust og ilden svitsede mit hår... Varmen... og lugten af brændt hår fik mig til at tænke på Casper i branden... Hvad mon han tænkte, da han var fanget i branden? Var han bange? Forvirret? Omtumlet?... Tænk at vågne op - det er mørkt, røget og varmt og man er helt alene. Hvor ville jeg gerne kunne have hjulpet ham, holde om ham, beskytte ham. Jeg mærkede varmen fra bålet, mine kinder brændte og mine cowboybukser var svidende varme...Jeg kunne lynhurtigt trække mig væk fra varmen, men Casper kunne ikke finde ud... Det må have været et mareridt... og alligevel tænker jeg på, hvordan han med smil på læben på Rigshospitalet sagde "Blev I bange?"... Mon han ikke også selv var bange? Jeg får det aldrig at vide.
Mens jeg gik i varmen kom jeg også til at tænke på, at Casper på Rigshospitalet de første dage fik besøg af både ørelæge og øjenlæge... Det gik op for mig, at de var bange for, at han var blevet både døv og blind af ulykken... Jeg har mange gange undret mig over, at deres bekymring aldrig var nået til mig. Jeg havde på intet tidspunkt tænkt at ører og øjne kunne være alvorligt skadet - ikke før de udtalte, at der havde været en risiko... Måske ville jeg ikke tænke det værste scenarie... men jeg tror også at beskrivelsen af, hvordan Casper selv var gået på toilet umiddelbart efter ulykken, og da han hørte ambulancen, selv gik ud af bruseren og ned på gaden til ambulancen, har gjort, at jeg har taget som en selvfølge, at han kunne både høre og se.
Da jeg gik ind i går aftes, sad en død sommerfugl på hovedtrappen... Meget mærkeligt. Den sad som om den kunne brede vingerne ud og lette hvad øjeblik det skulle være, men farverne var helt falmet, så jeg var ikke i tvivl om, at det var en sommerfugl fra sidste år... Jeg sad med sommerfuglen i mine hænder og satte den forsigtigt ned ved siden af trappen... Min sommerfugl døde sidste år...
Mens jeg gik i varmen kom jeg også til at tænke på, at Casper på Rigshospitalet de første dage fik besøg af både ørelæge og øjenlæge... Det gik op for mig, at de var bange for, at han var blevet både døv og blind af ulykken... Jeg har mange gange undret mig over, at deres bekymring aldrig var nået til mig. Jeg havde på intet tidspunkt tænkt at ører og øjne kunne være alvorligt skadet - ikke før de udtalte, at der havde været en risiko... Måske ville jeg ikke tænke det værste scenarie... men jeg tror også at beskrivelsen af, hvordan Casper selv var gået på toilet umiddelbart efter ulykken, og da han hørte ambulancen, selv gik ud af bruseren og ned på gaden til ambulancen, har gjort, at jeg har taget som en selvfølge, at han kunne både høre og se.
Da jeg gik ind i går aftes, sad en død sommerfugl på hovedtrappen... Meget mærkeligt. Den sad som om den kunne brede vingerne ud og lette hvad øjeblik det skulle være, men farverne var helt falmet, så jeg var ikke i tvivl om, at det var en sommerfugl fra sidste år... Jeg sad med sommerfuglen i mine hænder og satte den forsigtigt ned ved siden af trappen... Min sommerfugl døde sidste år...
lørdag den 17. marts 2012
Caspers første fødselsdag - uden Casper...
Så blev det Caspers fødselsdag... Ja, det er godt nok to dage siden, men indtrykkene skulle lige bundfælde sig... Jeg havde taget fri fra arbejde hele ugen, da jeg vidste at denne dag... og dagene op til ville være optagede at tanker om Caspers liv, ulykke og død. Casper ville være blevet 18 år... men en fødselsdag er en fødselsdag. Jeg mindes vores fødselsdagsmorgener med fødselsdagssang på sengen, boller og varm kakao med flødeskum til morgenmad. Det er en selvfølgelighed, at det er sådan. Vi ville have sunget for Casper - og han ville have nydt det. Han elskede fødselsdage - at være midtpunkt og blive forkælet hele dagen. Især nød han de år, vi altid tog på Bones og spiste aftensmad, når børnene havde fødselsdag... og også i år skulle hans fødselsdag stå i hans tegn. Caspers fødselsdag skal være en hyggelig dag, som vi ikke skal frygte hvert år, men glæde os til... Vi har derfor valgt at hygge os på Caspers facon.
Mogens og Christoffer havde taget fri hele dagen. Vi hentede Camilla fra efterskolen til middag. Hun havde fået en halv fridag i dagens anledning. Så kørte vi til Kolding, hvor vi fandt en café, hvor vi kunne spise frokost. En skøn fornemmelse at sidde os fire - en hverdag til frokost og have tid - masser af tid til hinanden og bare at hyggesnakke. Maden smagte fantastisk og vi nød det... Bagefter tøffede vi lidt rundt i Kolding Storcenter, hvor vi til sidst gik hen for at købe blomster til Caspers grav. Efter lang tid og mange snakke om hvad der passer til Casper og hvad der passer til det, der i forvejen var på graven, faldt valget på tulipaner... Lilla og hvide - blandet. De vil stå godt til lyngen...
Vi kørte op til Casper. I fællesskab fik vi ordnet gravstedet. Vi fjernede granen, som havde ligget og pyntet i vinter. I sidste uge havde jeg klippet lyngen ned og plantet nye efeu, så der skulle bare lige rives lidt, og så skulle den nye buket arrangeres i stenvasen. Nu er det forår. Granen er væk og stenvasen bliver igen taget ibrug... Jeg kan mærke, der er noget rituelt i det her... Det vil blive en tilbagevendende begivenhed på Caspers fødselsdag... jeg er slet ikke i tvivl. Der er forår i luften, fuglene synger... og vi hjælpes med gravstedet... Vi bruger nok en times tid ved graven, inden vi igen siger farvel til Casper og ønsker ham en fortsat god fødselsdag. Fornemmelsen af sammenhold vokser... at vi er sammen om det her er...ja - ubeskriveligt...
Vi kører hjem og får varmen med varm kakao med flødeskum... Det er jo Caspers fødselsdag. Vi hyggesnakker og hænger lidt sammen i sofaen... Sidst på eftermiddagen kører vi igen til Kolding, hvor vi går tur rundt om Marielundssøen. Det er mange år siden, vi var her sidst - faktisk kan Camilla og Christoffer slet ikke huske, de har været med... De var heller ikke gamle sidst... men jeg har mange minder derfra... Det er min barndoms legeplads, og hver en krog gemmer på minder og gode oplevelser, så det er et godt sted at gøre en særlig dag til en dejlig dag. Mens Camilla faretruende balancerer på træstammerne, der ligger ud i vandet - og mens Christoffer og Mogens ryster på hovedet af hende - bare nyder jeg det hele i fulde drag. Hvilken skøn dag med min dejlige familie.
Efter turen rundt om søen kører vi på Bones - det kan ikke være anderledes i dag. Da vi kommer ind og sidder, snakker vi om, hvor vi sad sidst - sammen med Casper... og kunne også finde mange andre steder vi havde siddet og nydt fødselsdage... Der er noget særligt over Bones... Især taler vi om isen... Vi var en enkelt gang i Vejle på Caspers fødselsdag - her ville ismaskinen ikke stoppe med at hælde is ud, så Casper fik lavet en kæmpe is og måtte råbe på hjælp... Han kom ned uden is, og jeg måtte op og hjælpe ham med at få is... Siden har han nægtet at tage til Bones i Vejle... Sød erindring... Efter en skøn aften, kørte vi ud og afleverede Camilla på efterskolen igen... En skøn dag... en skabelon til en ny tradition...
Dagen efter - igår - var det det skønneste forårsvejr og jeg var i haven hele dagen... og der kom den - årets første sommerfugl - En Dagpåfugleøje - flagrende og smuk... Den sværmede længe omkring, hvor jeg gik og arbejdede, nok det meste af en times tid...Det kunne kun være en hilsen fra Casper - med tak for igår...
Mogens og Christoffer havde taget fri hele dagen. Vi hentede Camilla fra efterskolen til middag. Hun havde fået en halv fridag i dagens anledning. Så kørte vi til Kolding, hvor vi fandt en café, hvor vi kunne spise frokost. En skøn fornemmelse at sidde os fire - en hverdag til frokost og have tid - masser af tid til hinanden og bare at hyggesnakke. Maden smagte fantastisk og vi nød det... Bagefter tøffede vi lidt rundt i Kolding Storcenter, hvor vi til sidst gik hen for at købe blomster til Caspers grav. Efter lang tid og mange snakke om hvad der passer til Casper og hvad der passer til det, der i forvejen var på graven, faldt valget på tulipaner... Lilla og hvide - blandet. De vil stå godt til lyngen...
Vi kørte op til Casper. I fællesskab fik vi ordnet gravstedet. Vi fjernede granen, som havde ligget og pyntet i vinter. I sidste uge havde jeg klippet lyngen ned og plantet nye efeu, så der skulle bare lige rives lidt, og så skulle den nye buket arrangeres i stenvasen. Nu er det forår. Granen er væk og stenvasen bliver igen taget ibrug... Jeg kan mærke, der er noget rituelt i det her... Det vil blive en tilbagevendende begivenhed på Caspers fødselsdag... jeg er slet ikke i tvivl. Der er forår i luften, fuglene synger... og vi hjælpes med gravstedet... Vi bruger nok en times tid ved graven, inden vi igen siger farvel til Casper og ønsker ham en fortsat god fødselsdag. Fornemmelsen af sammenhold vokser... at vi er sammen om det her er...ja - ubeskriveligt...
Vi kører hjem og får varmen med varm kakao med flødeskum... Det er jo Caspers fødselsdag. Vi hyggesnakker og hænger lidt sammen i sofaen... Sidst på eftermiddagen kører vi igen til Kolding, hvor vi går tur rundt om Marielundssøen. Det er mange år siden, vi var her sidst - faktisk kan Camilla og Christoffer slet ikke huske, de har været med... De var heller ikke gamle sidst... men jeg har mange minder derfra... Det er min barndoms legeplads, og hver en krog gemmer på minder og gode oplevelser, så det er et godt sted at gøre en særlig dag til en dejlig dag. Mens Camilla faretruende balancerer på træstammerne, der ligger ud i vandet - og mens Christoffer og Mogens ryster på hovedet af hende - bare nyder jeg det hele i fulde drag. Hvilken skøn dag med min dejlige familie.
Efter turen rundt om søen kører vi på Bones - det kan ikke være anderledes i dag. Da vi kommer ind og sidder, snakker vi om, hvor vi sad sidst - sammen med Casper... og kunne også finde mange andre steder vi havde siddet og nydt fødselsdage... Der er noget særligt over Bones... Især taler vi om isen... Vi var en enkelt gang i Vejle på Caspers fødselsdag - her ville ismaskinen ikke stoppe med at hælde is ud, så Casper fik lavet en kæmpe is og måtte råbe på hjælp... Han kom ned uden is, og jeg måtte op og hjælpe ham med at få is... Siden har han nægtet at tage til Bones i Vejle... Sød erindring... Efter en skøn aften, kørte vi ud og afleverede Camilla på efterskolen igen... En skøn dag... en skabelon til en ny tradition...
Dagen efter - igår - var det det skønneste forårsvejr og jeg var i haven hele dagen... og der kom den - årets første sommerfugl - En Dagpåfugleøje - flagrende og smuk... Den sværmede længe omkring, hvor jeg gik og arbejdede, nok det meste af en times tid...Det kunne kun være en hilsen fra Casper - med tak for igår...
søndag den 26. februar 2012
En afgørelse
Jeg var SÅ sikker...da patientforsikringen ringede i mandags... De skulle bruge kopi af bilag fra Caspers begravelse, for at kunne beregne erstatning... Jeg var så sikker på at vi endelig kunne sætte punktum og man havde erkendt, at der var blevet begået en fejl på Rigshospitalet...men virkeligheden passer ikke altid med forestillingerne i ens hoved.
Ifølge deres redegørelse blev Casper tiltagende urolig den 21. februar og han blev derfor behandlet med store mængder beroligende medicin. Denne medicin var formentlig årsagen til at Casper kastede op og formentlig fik væske fra mavesækken i lungerne. Dette gav problemer med vejrtrækningen og forårsagede hjertestoppet...Det antages at hjertestoppet er årsagen til den svære hjerneskade, der senere var grunden til hans død...
Nu sidder jeg så forvirret tilbage... Mange spørgsmål plager mig. Ja faktisk udløser afgørelsen flere spørgsmål end svar... Hvis Casper blev tiltagende urolig - kunne jeg så have gjort en forskel ved at være der. Jeg havde et tæt forhold til ham og vidste ofte, hvordan han skulle mødes... Svigtede jeg Casper? Kunne jeg have gjort mere for ham? Jeg ved dog også, at Mogens og jeg fordelte os efter bedste evne, og vi havde to børn derhjemme, som også var stærkt berørte og havde brug for begge deres forældre... Jeg kunne ikke være ved Casper hver dag, selvom jeg nogle gange ønsker, at jeg havde kunnet...Mit hjerte bliver igen flået op - vrangen vender ud...
Mogens så, at Casper blev tiltagende dårligere i timerne op til opkast og hjertestop. Er det mon udelukkende tiltagende urolighed... eller blev han fysisk dårligere? Faktisk oplevede Mogens, at Casper blev mere fjern og mere utydelig i sin tale... Stress?????
Nå... men vi fik alligevel erstatning... selvom der ikke blev begået fejl... En særlig bestemmelse, når skaden er sjælden og alvorlig i forhold til den skade, der bliver behandlet for. Her lægger de vægt på at behandlingen af forbrændingerne umiddelbart var ufarlig og at Caspers forbrændinger på skadestidspunktet ikke længere var livstruende... ikke længere var livstruende... Fuldstændig grotesk at han dør, når hans tilstand ikke var livstruende... Jeg føler mig fortabt. Jeg har mistet min skønne søn, som var kommet på den anden side - den sikre side - efter ulykken... Intet, intet i livet er sikkert. Jeg tænker på den dag på traumecentret, hvor lægen der informerede os om skadens omfang sagde til os. "Han dør ikke af det her" Det var en trøst i nuet, men en parodi i efterforløbet...
Nu sidder jeg omtrent med samme forvirring, som da jeg lige fik beskeden om Caspers alvorlige hjerneskade... Hvordan kunne et hjertestop på ca. 3 min. give så alvorlige skader - Når det tilmed tages i betragtning, at det sker på Rigshospitalet med et stort sundhedsfagligt personale til stede omkring ham. Der bliver givet hjertemassage fra det øjeblik hjertestoppet indtræder... Det må da være uheld i uheld i uheld... Ja, jeg bliver lidt misundelig på forældrene til børnene fra Præstø-ulykken. Den skete kun 3 dage før Caspers ulykke - og de lå på Rigshospitalet samtidig med Casper. De børn har måske nok skader, men lader til at få et liv med stor livskvalitet alligevel - og deres forældre har fået lov til at beholde deres børn... Retfærdighed er ikke et begreb man kan bruge i denne sammenhæng - Alt bliver bare meningsløst og uforståeligt... Hvorfor skulle det dog gå så galt - Jeg savner dig bare så meget, Casper...
Ifølge deres redegørelse blev Casper tiltagende urolig den 21. februar og han blev derfor behandlet med store mængder beroligende medicin. Denne medicin var formentlig årsagen til at Casper kastede op og formentlig fik væske fra mavesækken i lungerne. Dette gav problemer med vejrtrækningen og forårsagede hjertestoppet...Det antages at hjertestoppet er årsagen til den svære hjerneskade, der senere var grunden til hans død...
Nu sidder jeg så forvirret tilbage... Mange spørgsmål plager mig. Ja faktisk udløser afgørelsen flere spørgsmål end svar... Hvis Casper blev tiltagende urolig - kunne jeg så have gjort en forskel ved at være der. Jeg havde et tæt forhold til ham og vidste ofte, hvordan han skulle mødes... Svigtede jeg Casper? Kunne jeg have gjort mere for ham? Jeg ved dog også, at Mogens og jeg fordelte os efter bedste evne, og vi havde to børn derhjemme, som også var stærkt berørte og havde brug for begge deres forældre... Jeg kunne ikke være ved Casper hver dag, selvom jeg nogle gange ønsker, at jeg havde kunnet...Mit hjerte bliver igen flået op - vrangen vender ud...
Mogens så, at Casper blev tiltagende dårligere i timerne op til opkast og hjertestop. Er det mon udelukkende tiltagende urolighed... eller blev han fysisk dårligere? Faktisk oplevede Mogens, at Casper blev mere fjern og mere utydelig i sin tale... Stress?????
Nå... men vi fik alligevel erstatning... selvom der ikke blev begået fejl... En særlig bestemmelse, når skaden er sjælden og alvorlig i forhold til den skade, der bliver behandlet for. Her lægger de vægt på at behandlingen af forbrændingerne umiddelbart var ufarlig og at Caspers forbrændinger på skadestidspunktet ikke længere var livstruende... ikke længere var livstruende... Fuldstændig grotesk at han dør, når hans tilstand ikke var livstruende... Jeg føler mig fortabt. Jeg har mistet min skønne søn, som var kommet på den anden side - den sikre side - efter ulykken... Intet, intet i livet er sikkert. Jeg tænker på den dag på traumecentret, hvor lægen der informerede os om skadens omfang sagde til os. "Han dør ikke af det her" Det var en trøst i nuet, men en parodi i efterforløbet...
Nu sidder jeg omtrent med samme forvirring, som da jeg lige fik beskeden om Caspers alvorlige hjerneskade... Hvordan kunne et hjertestop på ca. 3 min. give så alvorlige skader - Når det tilmed tages i betragtning, at det sker på Rigshospitalet med et stort sundhedsfagligt personale til stede omkring ham. Der bliver givet hjertemassage fra det øjeblik hjertestoppet indtræder... Det må da være uheld i uheld i uheld... Ja, jeg bliver lidt misundelig på forældrene til børnene fra Præstø-ulykken. Den skete kun 3 dage før Caspers ulykke - og de lå på Rigshospitalet samtidig med Casper. De børn har måske nok skader, men lader til at få et liv med stor livskvalitet alligevel - og deres forældre har fået lov til at beholde deres børn... Retfærdighed er ikke et begreb man kan bruge i denne sammenhæng - Alt bliver bare meningsløst og uforståeligt... Hvorfor skulle det dog gå så galt - Jeg savner dig bare så meget, Casper...
torsdag den 23. februar 2012
Hul i reservetanken
I mit hidtidige liv har jeg haft en rigtig fantastisk reservetank af energi. Har jeg været træt eller bare brugt, har en god oplevelse eller en afslappende weekend givet mig ny energi - jeg har fyldt på reservetanken og har igen ekstra overskud, når jeg skal yde lidt mere end gennemsnitligt. Især en ferie på cykel, i kano, i kajak eller i et par vandrestøvler har givet mig et usædvaneligt overskud i meget lang tid. Det at fylde reservetanken op, har givet mig energi til de mest utrolige kraftpræstationer. Jeg har kunnet håndtere komplekse problemstillinger i en hektisk hverdag - og kunne gøre det igen og igen og igen...
Det er som om tabet af Casper har slået hul i reservetanken. Selvom jeg får nogle fantastiske oplevelser eller holder fri og føler mig fuld af energi, er det som om det ikke påvirker min reservetank - den er ikke blevet fyldt op. Allerede dagen efter kan jeg stadig kun yde gennemsnitligt, hvis jeg ikke skal køre fuldstændig træt. Jeg kan godt yde lidt ekstra, men så må jeg hjem på sofaen et par timer bagefter...
Nu er det over et år siden, ulykken skete... knap et år siden han døde... og nu begynder jeg at spekulere på om det hul i reservetanken mon er kommet for at blive. De første mange måneder var jeg overbevist om at det var mit sorgarbejde, der krævede så meget energi, at jeg ganske enkelt forbrugte energien efterhånden, den blev fyldt på... Nu er jeg ikke så sikker længere. Måske jeg må indstille mig på at livet må foregå i et mere roligt tempo end hidtil... med mere plads til ro og hvile... at jeg aldrig igen kommer til at nyde godt af den reservetank, jeg har udnyttet på det groveste...
Det er som om tabet af Casper har slået hul i reservetanken. Selvom jeg får nogle fantastiske oplevelser eller holder fri og føler mig fuld af energi, er det som om det ikke påvirker min reservetank - den er ikke blevet fyldt op. Allerede dagen efter kan jeg stadig kun yde gennemsnitligt, hvis jeg ikke skal køre fuldstændig træt. Jeg kan godt yde lidt ekstra, men så må jeg hjem på sofaen et par timer bagefter...
Nu er det over et år siden, ulykken skete... knap et år siden han døde... og nu begynder jeg at spekulere på om det hul i reservetanken mon er kommet for at blive. De første mange måneder var jeg overbevist om at det var mit sorgarbejde, der krævede så meget energi, at jeg ganske enkelt forbrugte energien efterhånden, den blev fyldt på... Nu er jeg ikke så sikker længere. Måske jeg må indstille mig på at livet må foregå i et mere roligt tempo end hidtil... med mere plads til ro og hvile... at jeg aldrig igen kommer til at nyde godt af den reservetank, jeg har udnyttet på det groveste...
mandag den 6. februar 2012
Dejligt besøg af Casper
Den anden nat mødte jeg Casper - godt nok i en meget ung udgave på 4-5 år. Glad og fuld af sjov. Fuldstændig som altid... Jeg vågnede med smil på læben og en rigtig god og glad fornemmelse i hele kroppen. Jeg fornemmede virkelig, at jeg havde været sammen med ham... Et rigtig dejligt møde. Det mest forunderlige er så, at jeg siden har fornemmet ham hos mig næsten hele tiden, når jeg er hjemme - og kun når jeg er hjemme... ikke engang på hans grav, har jeg samme fornemmelse af nærhed, som jeg i disse dage har, når jeg går rundt herhjemme.
Selvom jeg selvfølgelig stadig savner Casper, er det en dejlig fornemmelse, at han er her på en helt særegen måde, glæden over fornemmelsen fylder langt mere end sorgen... en meget mærkelig fornemmelse... Jeg nyder hvert øjeblik og håber at det varer et stykke tid endnu, før han afslutter sit besøg...
Ja, er det min underbevidsthed, der spiller mig et puds eller er der mere mellem himmel og jord, end jeg hidtil har troet? Det er fuldstændigt ligegyldigt. Fornemmelsen af Casper er fantastisk og jeg vil nyde den - uanset hvordan den er kommet til mig.
Selvom jeg selvfølgelig stadig savner Casper, er det en dejlig fornemmelse, at han er her på en helt særegen måde, glæden over fornemmelsen fylder langt mere end sorgen... en meget mærkelig fornemmelse... Jeg nyder hvert øjeblik og håber at det varer et stykke tid endnu, før han afslutter sit besøg...
Ja, er det min underbevidsthed, der spiller mig et puds eller er der mere mellem himmel og jord, end jeg hidtil har troet? Det er fuldstændigt ligegyldigt. Fornemmelsen af Casper er fantastisk og jeg vil nyde den - uanset hvordan den er kommet til mig.
søndag den 15. januar 2012
Tilbage til København
Så kom Caspers journal... Jeg vidste godt den ville komme på et tidspunkt, jeg havde bare skubbet det fra mig. Jeg har selv valgt, at den skulle komme. Det var mig selv, der indsendte klagen... Jeg var bare ikke forberedt... og så var jeg alene hjemme, da jeg tømte postkassen. Selvom det er mange måneder siden, fløj min følelsesmæssige tilstand på et splitsekund tilbage til den tilstand, jeg kun kender alt for godt fra min tid i København. Uvished, utryghed, usikkerhed, frygt, ensomhed...
Jeg satte en kop kaffe over, lagde posten op på sofabordet, skænkede med let rystende hånd koppen fuld, satte mig godt til rette i sofaen. Jeg tog den meget tykke journal ud af kuverten og skimmede hurtigt indledningen. Kort referat af min klage... Herefter fulgte en mere end hundrede sider journal... Jeg skimmede det hurtigt igennem... Jeg mærkede frygten, håbet, de glimtvise gode stunder. Jeg genoplevede hele opholdet på Rigshospitalet. Blandet med håbløsheden var dog også glæden over de mennesker, der omgav mig på afdeling 4131 - intensivafdelingen, hvor Casper lå. Jeg ser stadig en stor gruppe mennesker for mig, som har været med til at bevare mig som menneske gennem dette levende mareridt - Tom - Frederik - Ulla - Bente - Camilla og Anne... er de minder, der står stærkest... men jeg kan også mærke afdelingen, lugten, det smilende plejepersonale, glasdekorationerne, som gav de flotteste genskin i solskin, lyden af de skræmmende helikoptere, synet af knugende pårørende, ventende i pårørende-venteværelserne. Ikke mange ord blev sagt her - Her huserede frygten. De ord, der blev vekslet var oftest om frygt og magtesløshed. Udsigten over Blegdamsgade...
København fik i denne tid ansigt. For mig har det altid blot været et bynavn... Nu har jeg vandret timer i det indre København. Især har jeg nydt de friske gåture omkring søerne, hvor det levende københavnske liv udspillede sig. Cafékulturen på tæt hold, de mange cyklister, en myretue af liv. Jeg følte mig efterhånden godt tilpas, når jeg bevægede mig ud i det levede liv... og alligevel... midt i alt dette liv følte jeg mig magtesløs ensom... Så store følelser og ingen at dele dem med... Hvor var der langt hjem, og hvor jeg savnede dem, der virkelig betød noget...
Jeg kigger op fra journalen... Jeg må vist lige fordøje det her lidt, inden jeg kan forholde mig til det...
Jeg satte en kop kaffe over, lagde posten op på sofabordet, skænkede med let rystende hånd koppen fuld, satte mig godt til rette i sofaen. Jeg tog den meget tykke journal ud af kuverten og skimmede hurtigt indledningen. Kort referat af min klage... Herefter fulgte en mere end hundrede sider journal... Jeg skimmede det hurtigt igennem... Jeg mærkede frygten, håbet, de glimtvise gode stunder. Jeg genoplevede hele opholdet på Rigshospitalet. Blandet med håbløsheden var dog også glæden over de mennesker, der omgav mig på afdeling 4131 - intensivafdelingen, hvor Casper lå. Jeg ser stadig en stor gruppe mennesker for mig, som har været med til at bevare mig som menneske gennem dette levende mareridt - Tom - Frederik - Ulla - Bente - Camilla og Anne... er de minder, der står stærkest... men jeg kan også mærke afdelingen, lugten, det smilende plejepersonale, glasdekorationerne, som gav de flotteste genskin i solskin, lyden af de skræmmende helikoptere, synet af knugende pårørende, ventende i pårørende-venteværelserne. Ikke mange ord blev sagt her - Her huserede frygten. De ord, der blev vekslet var oftest om frygt og magtesløshed. Udsigten over Blegdamsgade...
København fik i denne tid ansigt. For mig har det altid blot været et bynavn... Nu har jeg vandret timer i det indre København. Især har jeg nydt de friske gåture omkring søerne, hvor det levende københavnske liv udspillede sig. Cafékulturen på tæt hold, de mange cyklister, en myretue af liv. Jeg følte mig efterhånden godt tilpas, når jeg bevægede mig ud i det levede liv... og alligevel... midt i alt dette liv følte jeg mig magtesløs ensom... Så store følelser og ingen at dele dem med... Hvor var der langt hjem, og hvor jeg savnede dem, der virkelig betød noget...
Jeg kigger op fra journalen... Jeg må vist lige fordøje det her lidt, inden jeg kan forholde mig til det...
søndag den 8. januar 2012
Hvad er meningen...med livet?
Hvad er meningen? Ja, hvad er egentlig meningen med livet. Jeg tænker, at meningen må jeg selv skabe. Mit livs mening må være at give det lige præcis det indhold, jeg synes giver mig værdi... men hvad er det? Lige nu er jeg i et tomrum. Dagene går, uret tikker, rutinerne passes... men hvad er det egentlig, der gør mig glad? Hvad er det, jeg skal bruge min tid på?
Livet er ikke lutter arbejde... men en del af det gør mig glad. Jeg nyder at skabe og udvikle... Dagligdags rutiner er "bare" arbejde... men at udvikle, tænke nye tanker og gøre bedre... hvordan skaber jeg plads til at bruge min arbejdstid til det?
Casper sagde ofte at jeg arbejdede for meget... Det har jeg taget til mig. Jeg vil ikke arbejde meget med noget, jeg ikke synes er sjovt. Livet er kort, livet er en gave, livet skal nydes... også selvom der er sten på vejen.
Jeg er ved at forstå at Casper var en gave, jeg fik, en af livets blomster. Han blomstrede og gjorde mig glad. Nu er han blot et minde om en sommer i mit liv... men minder forsvinder ikke... De er med til at gøre mig til den jeg er. Casper følger mig som den livlige sommerfugl og husker mig på at gøre det, jeg synes er sjovt.
Jeg har lige set udsendelsen om Margrethe den 1. Hun mistede sin far, da hun var 20, og sin søn, da han var 17 - ja, der er noget at spejle sig i... og alligevel formåede hun at skabe et prægtigt liv og forandre verden... Jeg må se at finde ud af, hvad der giver mig værdi i livet og så rejse mig op igen. Selvfølgelig kan jeg det... synes jeg idag...
Livet er ikke lutter arbejde... men en del af det gør mig glad. Jeg nyder at skabe og udvikle... Dagligdags rutiner er "bare" arbejde... men at udvikle, tænke nye tanker og gøre bedre... hvordan skaber jeg plads til at bruge min arbejdstid til det?
Casper sagde ofte at jeg arbejdede for meget... Det har jeg taget til mig. Jeg vil ikke arbejde meget med noget, jeg ikke synes er sjovt. Livet er kort, livet er en gave, livet skal nydes... også selvom der er sten på vejen.
Jeg er ved at forstå at Casper var en gave, jeg fik, en af livets blomster. Han blomstrede og gjorde mig glad. Nu er han blot et minde om en sommer i mit liv... men minder forsvinder ikke... De er med til at gøre mig til den jeg er. Casper følger mig som den livlige sommerfugl og husker mig på at gøre det, jeg synes er sjovt.
Jeg har lige set udsendelsen om Margrethe den 1. Hun mistede sin far, da hun var 20, og sin søn, da han var 17 - ja, der er noget at spejle sig i... og alligevel formåede hun at skabe et prægtigt liv og forandre verden... Jeg må se at finde ud af, hvad der giver mig værdi i livet og så rejse mig op igen. Selvfølgelig kan jeg det... synes jeg idag...
Abonner på:
Opslag (Atom)