Idag skulle det være... Molli er bare blevet dårligere og dårligere det sidste år - men især den sidste måned. Hun trækker på højre ben, har svært ved at rejse sig om morgenen og når hun er træt. Hun sover rigtig meget... men hun er også blevet 13 år. Det er en pæn alder for en stor hund. Hun har givet os de mest fantastiske oplevelser. Hun har trøstet vores børn, når de har været kede af det - eller har lyttet til deres hemmligheder, de havde brug for at dele med en fortrolig ven. Især Casper og Camilla har været tæt knyttet til Molli - men nu er det tid til at sige farvel... Det er vemodigt, at skulle sige farvel, og det er underligt selv at beslutte at afslutte et liv, for at det ikke skal blive uværdigt. Mærkeligt, at man med dyr tænker, at livet ikke skal blive uværdigt - men med mennesker skal det vare længst muligt... Jeg var glad for, at Casper fik de sidste dage - de dage, der gik fra de indstillede behandlingen og til han døde - fra torsdag formiddag til natten mellem mandag og tirsdag... men i de dage fik han hverken mad eller drikke... Det ville man aldrig byde en hund... Den ville blive aflivet - som Molli blev idag.
Molli fik den første sprøjte, så hun kunne falde i søvn. Camilla og jeg sad på gulvet med hende. Hovedet blev tungt og vejrtrækningen blev dyb og tung. Hun lagde hovedet på mit skød... Jeg byttede plads med Camilla, så hun sad med Mollis hoved i skødet... Tårerne trillede ned af Camillas kinder - igen en smerte, jeg ikke kan tage fra hende... Molli fik den anden sprøjte - og snart ebbede livet ud... Det blev en genoplevelse af Caspers død... De dybe, dybe vejrtrækninger, som var de sidste krampetrækninger af livet... og så var livet ikke længere...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar