Så kom Caspers journal... Jeg vidste godt den ville komme på et tidspunkt, jeg havde bare skubbet det fra mig. Jeg har selv valgt, at den skulle komme. Det var mig selv, der indsendte klagen... Jeg var bare ikke forberedt... og så var jeg alene hjemme, da jeg tømte postkassen. Selvom det er mange måneder siden, fløj min følelsesmæssige tilstand på et splitsekund tilbage til den tilstand, jeg kun kender alt for godt fra min tid i København. Uvished, utryghed, usikkerhed, frygt, ensomhed...
Jeg satte en kop kaffe over, lagde posten op på sofabordet, skænkede med let rystende hånd koppen fuld, satte mig godt til rette i sofaen. Jeg tog den meget tykke journal ud af kuverten og skimmede hurtigt indledningen. Kort referat af min klage... Herefter fulgte en mere end hundrede sider journal... Jeg skimmede det hurtigt igennem... Jeg mærkede frygten, håbet, de glimtvise gode stunder. Jeg genoplevede hele opholdet på Rigshospitalet. Blandet med håbløsheden var dog også glæden over de mennesker, der omgav mig på afdeling 4131 - intensivafdelingen, hvor Casper lå. Jeg ser stadig en stor gruppe mennesker for mig, som har været med til at bevare mig som menneske gennem dette levende mareridt - Tom - Frederik - Ulla - Bente - Camilla og Anne... er de minder, der står stærkest... men jeg kan også mærke afdelingen, lugten, det smilende plejepersonale, glasdekorationerne, som gav de flotteste genskin i solskin, lyden af de skræmmende helikoptere, synet af knugende pårørende, ventende i pårørende-venteværelserne. Ikke mange ord blev sagt her - Her huserede frygten. De ord, der blev vekslet var oftest om frygt og magtesløshed. Udsigten over Blegdamsgade...
København fik i denne tid ansigt. For mig har det altid blot været et bynavn... Nu har jeg vandret timer i det indre København. Især har jeg nydt de friske gåture omkring søerne, hvor det levende københavnske liv udspillede sig. Cafékulturen på tæt hold, de mange cyklister, en myretue af liv. Jeg følte mig efterhånden godt tilpas, når jeg bevægede mig ud i det levede liv... og alligevel... midt i alt dette liv følte jeg mig magtesløs ensom... Så store følelser og ingen at dele dem med... Hvor var der langt hjem, og hvor jeg savnede dem, der virkelig betød noget...
Jeg kigger op fra journalen... Jeg må vist lige fordøje det her lidt, inden jeg kan forholde mig til det...
