Endnu en ulykke... hvor et ungt menneske på bare 17 år mistede livet... Jeg kendte ham ikke, men det gjorde flere af de unge mennesker i bekendtskabskredsen... Pludselig er det tæt på igen. Man bliver husket på hvor sårbart livet er og hvor rammende Ludvig Feilbergs citat er: "Brug de få øjeblikke, du lever, til at se det
vidunderlige i småtingene." Man ved aldrig, hvornår livet er slut - hverken sit eget eller sine nærmestes.
Idag blev jeg stoppet i Bilka af tre unge skolepiger, der var ved at lave en undersøgelse til en opgave. De ville stille mig nogle hurtige spørgsmål. Det første lød. "Er du lykkelig?" .... Det er godt nok et stort spørgsmål... "Jaaaahhh, øhhhmmm..... det er jeg vel....", blev svaret. Det var det ultra korte svar. For hvad vil det sige at være lykkelig? Jeg vågner glad næsten hver morgen. Jeg er omgivet af mennesker jeg holder af. Jeg har et fantastisk arbejde. Jeg bor lige der, hvor jeg allerhelst vil bo. Jeg har et netværk, der holder mig oppe, når jeg har dårlige dage.... Så er jeg vel lykkelig. Jeg føler mig lykkelig det meste af tiden... men indimellem dukker der bestemt også noget op, der ikke er lykke. Når tankerne om Caspers tid på Rigshospitalet dukker op - om frustrationerne i vores familie over vi ikke kunne være mere sammen. Når andre unge mennesker bliver dræbt i trafikken. Når jeg savner min far, der også døde alt for tidligt... Så dukker der en snert af sorg op, noget der bestemt ikke ligner lykke... men grundlæggende er jeg glad - ja det nærmeste jeg kan komme lykkelig.
Netop det at have været meget, meget ulykkelig har sat tingene i perspektiv. Pludselig betyder det lille smil fra mine børn uendelig meget på lykke-kontoen... Noget jeg nok tidligere har taget ret meget for givet... Dengang gik det ikke ind på lykke-kontoen. Så at lykke-kontoen pludselig er blevet åbnet for flere donationer, gør at kontoen vokser, jeg sætter mere pris på det jeg har og ser "det vidunderlige i småtingene".
