Igår hentede jeg Camilla på efterskolen og kørte hende i sorggruppe. Jeg havde taget lidt arbejde med, som jeg kunne sidde med, mens Camilla var afsted. Efter et par timer var jeg færdig med arbejdet, og skulle have endnu en time til at gå... Jeg kom til at tænke på, at jeg vist havde nogle af billederne af Casper fra Rigshospitalet på computeren. Jeg fandt dem... overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne... og åbnede så... Egentlig var de ikke så slemme at se, som jeg havde frygtet. Han så værre ud, end jeg huskede det, men jeg var meget mere afklaret med det, jeg så, end jeg troede, jeg ville være. Særlig ét af billederne gjorde indtryk på mig. Det var taget den dag han kom ud af respiratoren første gang. Han havde selv vendt sig halvvejs om på siden og lå og sov. Han ser så fredfyldt og afslappet ud - trods brandskaderne, forbindingerne og iltmasken. Det var også der, jeg havde de bedste dage med ham på hospitalet. Vi talte sammen... Jeg husker, at noget af det første han spurgte mig om var, om vi blev bange... Dengang fik jeg tårer i øjnene ved spørgsmålet... Ja, gu' blev vi bange... men at han bekymrede sig om, hvordan vi havde det med, at han lå der, var helt uventet...
Jeg bladrede videre i billederne - fandt ét hvor han lå med det ene ben bøjet og det andet hvilende tværs over. Det eneste sted, jeg kunne røre ham i starten var på hans ben - alt andet var forbrændt og skulle holdes helt rent... Jeg så billederne, hvor han var overført til brandsårsafdelingen - og igen tilbage til intensiv efter hjertestoppet... Det var en tid med op og nedture i et væk... man vidste aldrig hvad de næste timer ville bringe... og det varede i måneder... Tænk, at vi har overlevet...
Jeg savner Casper... savner at kunne holde om ham og kramme ham. Er utrolig glad for at den sidste afsked herhjemmefra netop var et knus fra ham. Det var fredag aften... "Vi ses på mandag" sagde han og forsvandt... og ja, jeg så ham om mandagen... I kunstigt koma på Rigshospitalet.
Der var ikke flere billeder på min computer... Der var kun billeder fra de første tre uger... jeg må få set resten... Det virker rart bagefter, at have set billederne - selvom det er en skånselsløs påmindelse om livets grusomheder...
