Jeg har kigget billeder - mange billeder. Først fra februar, så fra marts, bagefter fra april og så fra maj.... Tænk at det varede så længe... Tiden gik lidt i stå i den periode. At se på billederne var som at gennemleve hele den periode i lyntempo. Forskrækkelse, forhåbninger, sorg, glæde, frygt, uvished, forventning, spænding og venten... venten ... venten.... Ja, jeg var hele følelsesregistret igennem igen og var fuldstændig brugt bagefter. Tænk man kan blive så udmattet at at kigge billeder... Jeg ser især med glæde på de to dage, hvor jeg nåede at have kontakt med ham på Rigshospitalet... De er blevet til fantastiske højdepunkter i min erindring. Da han opdagede, at sygeplejersken stod og biksede med en defekt afføringsslange og han fik sagt: "Det kan man da kalde lortearbejde" - jo, jo, hans humor beholdt han til det sidste. Jeg ser også med en underlig glæde på ét af de allersidste billeder, vi tog af ham. Han ligger i sengen med sin elskede cap på - han kigger ud i luften - og man kan ikke se, at hans blik er fjernt... Det kunne være Casper, som vi kender ham - bortset fra, at han var lidt for tynd...
Jeg savner ham...
tirsdag den 27. december 2011
søndag den 25. december 2011
"Julen sig nærmer"
Så blev det jul... Mange har sagt, at det må være svært her den først jul... Selvfølgelig savner jeg Casper - men han betød lige meget for mig om det var jul, påske, mandag eller regnvejr. Jeg savner ham mest, når der er ting eller stemninger, der minder mig om Casper - Som da Camilla kom hjem og fortalte at Peter - Casper bedste ven gennem barndommen - havde fået kørekort. Casper glædede sig usigeligt til det kørekort, og han skulle have begyndt at tage det nu... Hvor ville jeg gerne have set hans glæde ved det...
Da vi var på vores traditionelle familietur i december for at købe julegaver manglede jeg ham også. For ham var den dag næsten bedre end selve juleaften... At gå rundt og ose og bare have god tid. Vi var sammen og kunne drille hinanden med hemmeligheder på kryds og tværs. Han strålede som en sol, når han fortalte i gåder, hvad han skulle give os andre til jul. Vi spiste altid på en café eller restaurent i Storcentret - Han elskede at være ude og spise...
Da Christoffer og Camilla pyntede juletræ manglede han også... De plejde at være tre til at pynte, og Casper havde sine faste meninger om, hvordan juletræet skulle pyntes. Især var det vigtigt, at vi fik knallerter på - dem elskede han - også som 16-årig... Jeg husker hvordan han sidste år, sang igennem, mens vi gik rundt om juletræet - og tog den fulde styring over, hvornår vi skulle gå den anden vej, for ikke at blive rundtossede... Jo, vi manglede ham da i år. Vi sang også hans yndlings-julesang... "Julen sig nærmer" og så hans farvelsang til verden "Dejlig er jorden", som vi sang ved hans grav. Denne gang kunne jeg synge sangen med glæde, fremfor tårer... Jeg tænker, hvor er det godt, Casper ikke nåede at opdage, at han skulle fra denne verden, som han elskede.
Jeg var i kirke sammen med Camilla juleaftensdag. Vi var først forbi Caspers grav, hvor Camilla tændte lys. Det lille juletræ, hun og Christoffer havde sat i begyndelsen af december, stod stadig flot. Der var også en flot julerød buket tulipaner... Vi gik til gudstjeneste. En fyldt kirke og en hyggelig stemning. En prædiken hvor Johannes Møllehaves barndomsjul blev genfortalt... Det er ikke altid tingenes betydning ses ved første øjekast... En blyant, som statede med at være en skuffelse blev til en stor glæde senere. Stof til eftertanke... Jeg ved også at skuffelsen over at have mistet Casper, med tiden vil blive til en glæde over at have kendt ham. Vi hørte også juleevangeliet... og pludselig var jeg tilbage til min barndomsjul i 4.-5. klasse, hvor vi lavede drama over detop juleevangeliet. Så forunderlig vores hjerne er - henter pluseligt og uden varsel erindinger frem, der er mere end 30 år gamle og de står lyslevende som var det igår... og alligevel er den så følsom, at den går til grunde efter lidt iltmangel... Det er bare ikke alt, vi skal forstå...
Efter gudstjenesten gik vi igen ud til Caspers grav. Der var lagt blomster, sat lys og lagt en krans, imens vi havde været til gudstjeneste... Det rører mig langt ind i brystet... Casper er ikke glemt... Han er husket af nogle omkring os. Det varmer og gør mig glad, så glad at tårerne står højt i mine øjne...
De sidste par dage har været rigtig hyggelige - på trods af at Casper har manglet. Jeg har tænkt på ham rigtig mange gange, men mest med en varm og god fornemmelse. Jeg føler lidt han er med os - på sin helt egen måde. Jeg kan mærke ham, men ikke se ham. Det føles godt - trods alt.
Da vi var på vores traditionelle familietur i december for at købe julegaver manglede jeg ham også. For ham var den dag næsten bedre end selve juleaften... At gå rundt og ose og bare have god tid. Vi var sammen og kunne drille hinanden med hemmeligheder på kryds og tværs. Han strålede som en sol, når han fortalte i gåder, hvad han skulle give os andre til jul. Vi spiste altid på en café eller restaurent i Storcentret - Han elskede at være ude og spise...
Da Christoffer og Camilla pyntede juletræ manglede han også... De plejde at være tre til at pynte, og Casper havde sine faste meninger om, hvordan juletræet skulle pyntes. Især var det vigtigt, at vi fik knallerter på - dem elskede han - også som 16-årig... Jeg husker hvordan han sidste år, sang igennem, mens vi gik rundt om juletræet - og tog den fulde styring over, hvornår vi skulle gå den anden vej, for ikke at blive rundtossede... Jo, vi manglede ham da i år. Vi sang også hans yndlings-julesang... "Julen sig nærmer" og så hans farvelsang til verden "Dejlig er jorden", som vi sang ved hans grav. Denne gang kunne jeg synge sangen med glæde, fremfor tårer... Jeg tænker, hvor er det godt, Casper ikke nåede at opdage, at han skulle fra denne verden, som han elskede.
Jeg var i kirke sammen med Camilla juleaftensdag. Vi var først forbi Caspers grav, hvor Camilla tændte lys. Det lille juletræ, hun og Christoffer havde sat i begyndelsen af december, stod stadig flot. Der var også en flot julerød buket tulipaner... Vi gik til gudstjeneste. En fyldt kirke og en hyggelig stemning. En prædiken hvor Johannes Møllehaves barndomsjul blev genfortalt... Det er ikke altid tingenes betydning ses ved første øjekast... En blyant, som statede med at være en skuffelse blev til en stor glæde senere. Stof til eftertanke... Jeg ved også at skuffelsen over at have mistet Casper, med tiden vil blive til en glæde over at have kendt ham. Vi hørte også juleevangeliet... og pludselig var jeg tilbage til min barndomsjul i 4.-5. klasse, hvor vi lavede drama over detop juleevangeliet. Så forunderlig vores hjerne er - henter pluseligt og uden varsel erindinger frem, der er mere end 30 år gamle og de står lyslevende som var det igår... og alligevel er den så følsom, at den går til grunde efter lidt iltmangel... Det er bare ikke alt, vi skal forstå...
Efter gudstjenesten gik vi igen ud til Caspers grav. Der var lagt blomster, sat lys og lagt en krans, imens vi havde været til gudstjeneste... Det rører mig langt ind i brystet... Casper er ikke glemt... Han er husket af nogle omkring os. Det varmer og gør mig glad, så glad at tårerne står højt i mine øjne...
De sidste par dage har været rigtig hyggelige - på trods af at Casper har manglet. Jeg har tænkt på ham rigtig mange gange, men mest med en varm og god fornemmelse. Jeg føler lidt han er med os - på sin helt egen måde. Jeg kan mærke ham, men ikke se ham. Det føles godt - trods alt.
Abonner på:
Opslag (Atom)