Efteråret trækker ind over landet... mange dage med mørke skyer, regn og blæst... men i eftermiddag har vejret vist sig fra sin bedste side - høj flot solskin, der spejlede sig i alle de regnvåde blade. Duften af renvasket natur indhyldede min krop...
Det kunne være fantastisk, hvis jeg havde det som vejret idag - men min tilstand lige nu er nærmere som de fleste efterårsdage - omskiftelig, utilregnelig, lige til at blive i dårligt humør af... Ja, faktisk tror jeg ikke, jeg er særlig hyggelig at være sammen med i denne tid - man kan aldrig vide, hvad der kommer ud af mig - blide fuglefløjt eller vrede løvebrøl.
Jeg er ved at være helt bevidst om, hvad det hele handler om... Camilla... Camilla bliver mere og mere selvstændig og klarer sig ganske glimrende i hverdagen uden sin mors hjælp. Hun er sprudlende glad og nyder efterskolelivet - vasker sit tøj, uden at blive husket på det - bliver på skolen i de fleste weekender - får selv alle sine aftaler på plads - vil til at afslutte psykolog og sorggruppe... Ja, HUN er på vej videre... og så skal jeg som mor jo være glad og stolt.... men.... hun er ved at løsrive sig fra de hjemlige snærende bånd - præcis som Casper også var i den alder. Jeg nød, at Casper blev selvhjulpen og efterhånden stod på egne ben. Jeg blev stolt af, at han kunne selv... men pludselig forsvandt han ud af mit liv... Nu kan Camilla selv... forsvinder hun også ud af mit liv????? Min logiske sans fortæller mig, at det ikke er en ligning, man kan stille op... men mit hjerte bløder og jeg savner min lille pige... selvom jeg ved at hun stortrives og har det helt fantastisk... Jeg er bare SÅ bange for at miste hende.
Al den energi, jeg lægger i mine frustrationer, følger mig i alt, hvad jeg gør. Når børn, forældre og medarbejdere fortæller mig om nogle ting i hverdagen, hører jeg kun de negative sider - ikke fordi jeg bevidst lytter efter dem... men min sindsstemnning må bare samle dem op - uden at min logiske sans får lov at blande sig i noget som helst. Jeg går i forsvar på det mindste lille pip, og jeg forventer perfektionisme omkring mig... selvom jeg lige nu, nok er det dårligste eksempel til efterfølgelse. Jeg er træt, humørsvingende og fuldstændig utilstrækkelig.
Jeg tænker - med min logiske sans, at jeg har klaret så mange kriser, efter vi mistede Casper, så det er helt urimeligt at jeg nu lukker ned... men sindstilstande er ikke styret af logikken... og mit indre er i et kæmpestort følelesesmæssigt kaos... Heldigvis ved jeg fra tidligere, at det går over... Det skal bare lige have lidt tid... og så håber jeg, mine omgivelser kan tåle mig så længe...
