Torsdag

Jeg har fået arbejdet et par timer i formiddag – det går lidt langsomt, men trods alt godt at lave bare lidt.

Bedemanden ringede og fortalte, at begravelsen ikke kunne blive på lørdag, da Casper ikke var blevet frigivet. Han skal obduceres i morgen… Ventetid… Hvornår mon det så kan blive? Det kunne snart være rart at få sat et punktum, så vi kan starte på næste afsnit.

Mogens og jeg var også henne og vælge gravsted til Casper. Vi valgte et med udsigt over de åbne vidder udenfor kirkegården. Det giver en god fornemmelse af frihed – i Caspers ånd.

Vi havde besøg i dag, og fik foræret et æbletræ – i stedet for en blomst til begravelsen. Giverne syntes, vi skulle have noget, der kunne lede tankerne hen på den friske og aktive dreng, som Casper var. Tænke på de gode minder, i stedet for at stå stille i sorgen… En smuk tanke med et æbletræ… Da jeg bagefter kom ind til min computer, lå en mail fra Lena med en lille sød historie om Casper, min far og min nevø – en historie, der rørte mig meget:

Solen skinner og fuglene synger, der kommer en ung fyr gående ned af grusvejen. Han har en cap på, så man næsten ikke ser det lyse hår. Han er muskuløs og lidt kæk i sin egen særlige gang. Der står et æbletræ midt på engen ved siden af. Casper ser sig nysgerrigt omkring, mens han går, hans blik falder på hans arme og hænder, der er intet at se efter ulykken...det var pokkers, ikke så meget som et ar! Han er nu ikke så langt fra æbletræet, det rasler i det, hvad mon det er, det er bestemt ikke en fugl! Da han står et par meter fra træet, kommer der et æble flyvende, Casper griber det, en ældre mand stikker hovedet frem, "Er du ikke lidt tidligt på den, Casper?" siger manden. Casper undrer sig, Han har set ham før og så alligevel ikke..., han aner ikke, hvor han er henne, han har været i en døs og haft meget svært ved at samle sine tanker, han synes nærmest, han har været i glasklokke og ingenting har været, som det plejede, kroppen ville ikke høre efter og meget af tiden på det nye hospital, har han betragtet sig selv udefra. De har været så kede af det allesammen.....Han har haft det godt med at være ude af sin krop, den virkede slet ikke, som han gerne ville ha'. Han kunne mærke den, når han var i den.. Han kunne mærke Christoffer kildede ham, hans mor, der strøg ham over håret, Camilla der sad i fodenden, eller hans far, når han lagde sin hånd på ham og så bekymret ud. Han kunne helt tydeligt mærke deres kærlighed og deres sorg, men han kunne ikke være i den krop mere, det var som om, det ikke rigtigt var ham længere.. Casper så op på manden igen, han havde lagt sig ned oppe i æbletræet "Kommer du ikke herop?" Casper tog tilløb, fik fat i en gren og svingede sig op. Kroppen virkede jo helt som før måske endda lidt bedre. Casper så genert på manden, der nu begyndte at kaste æbler ned til en lille dreng på den anden side af det store træ. Han fik et æble i hovedet og råbte AV Farfar! "Må jeg lige se det æble Emil?" Emil fandt æblet og prøvede at række det op. Casper sprang ned efter det og gav det til Emils Farfar. Arr sagde manden med et skævt smil, det er ikke mere stødt, end vi godt kan spise det. IIHH råbte Emil, og Casper grinede, som han ikke havde gjort længe. Det var tidligt du kom, Casper...Han så bedrøvet ud, da han sagde det, "Kom vi skal hjem og lave lasagne, der er mange, du skal hilse på..."

Utroligt at sådan en historie skulle komme i min indbakke samtidig med, at jeg fysisk fik foræret et æbletræ… Der er vist mere mellem himmel og jord…. (Du husker detaljerne, Lena)

I eftermiddag gik jeg ud og rodede et par timer i haven. Duften af jord og sommer varmede mig. Jeg tænkte på Casper. Hvis han havde kunnet leve med bare en smule livskvalitet, ville jeg have givet alt for at beholde ham… men jeg ved også, at det er en egoistisk tanke – for Casper ville have alt eller intet. Han har altid været aktiv og udadvendt, og jeg er sikker på, han ikke ville ønske det liv, han kunne have fået, selvom han kunne have fået et levende liv i en eller anden form… Hvor er det godt, vi som forældre ikke har indflydelse på om behandlingen skal stoppes eller fortsættes. Det havde været umenneskeligt, at skulle træffe en sådan beslutning. Der var der nogle andre, der traf den… Nu kan vi glæde os over de mange gode minder, der bor i og omkring os.