Snart farvel

Casper og jeg havde en god nat. Han vågnede kl. 5.00, hvor han blev vendt. Bagefter sov jeg videre til kl. 7.00. Casper lå vist vågen det meste af den tid. Han kiggede ihvertfald, når jeg indimellem kort vågnede op og så på ham. Han så bedre ud efter natten. Rolig vejrtrækning og klare øjne.

I løbet af morgenstunden blev han mere fraværende. Han er blevet tyndere - selvom jeg næsten ikke troede, at det var muligt... Han er bogstaveligt kun skind og ben. Han ligner et lille barn fra hungersnødsramte Afrika-lande - bare uden den store udspilede mave.

Mogens, Christoffer og Camilla kom til morgen. I løbet af dagen har der også været besøg af Lilly, Henrik og Lone og min mor. Vi har snakket og bare siddet og kigget på Casper.

Jeg har tænkt mange tanker om, hvordan Casper ville have det med at vide, at han lå, som han ligger nu. Jeg tror ikke, han ville ønske det... Jeg synes dog, at det er rart, at det hele ikke er gået for hurtigt. Jeg har tid til at få sagt ordentligt farvel. Hvis man kan blive klar til at tage afsked for evigt med sit barn, så tror jeg, at jeg er så klar, jeg kan blive. Jeg vil gerne beholde ham - men kan godt se at Casper snart har brug for fred. Hans vejrtrækning er blevet dårligere i løbet af dagen... Måske har han fået lungebetændelse... han er også varm... Han reagerer ikke længere ret meget, når jeg væder hans mund og giver ham læbepomade på. Han er fjern - i sin egen verden... Alligevel ser han afslappet og fredfyldt ud.

Jeg kommer til at savne ham - meget... Vores familie bliver helt ny. Vi skal til at fungere sammen kun fire mennesker. Vi skal hjem og tømme hans værelse... Det bliver vist noget, der kommer til at tage mange dage, mange tanker og mange tårer...