Livskamp

Casper og jeg havde en rolig nat. Jeg fik min seng helt hen ved siden af Caspers, så jeg kunne ligge og holde ham i hånden. Det er mange år siden, jeg sidst har sovet med Casper i hånden - men hvor jeg nød det. Følelsen af at have ham helt tæt på og kunne værne ham lidt mod den store verden derude... Da Casper skulle vendes i løbet af natten, blev der møbleret helt om på stuen, så min seng igen kom til at stå op ad Caspers - bare på den anden side, så jeg stadig kunne holde i hånd.

Vi vågnede ca 5.30. Casper var rolig og så bedre ud end i går aftes. Han øjne var pæne. Han trak vejret roligt og så ikke længere ud, som om han havde feber. Jeg stod op og kom i bad, mens Casper fortsatte sin rolige kiggen rundt.

Senere på morgenen begyndte han at få besværet vejrtrækning. Det var ikke rart at se ham kæmpe med noget så basalt som vejrtrækning. Mogens, Christoffer og Camilla kom og kort efter også Lilly og Bjarne. Sidst på formiddagen kom også Inge og Sabrina.

Til frokost gik vi ned i byen og spiste, mens Lilly og Bjarne blev hos Casper. Vejret var flot, og vi nød solen og udsigten over søen i fulde drag. Jeg gik dog hurtigt tilbage, da jeg tænkte meget på Casper, der kæmpede med vejrtrækningen. Han havde det godt, da jeg kom. Han så rimelig afslappet ud. Min mor dukkede også op om eftermiddagen.

Casper blev dårligere i løbet af dagen, og blev sat op i smertestillende, så han kunne få mere ro på vejrtrækningen. Det er dog tydeligt, at det kun går ned ad bakke. Mit humør skifter hele tiden. Glad for at der er nogle der vil dele denne svære stund med mig, og jeg tænker på mange af de gode timer, jeg har haft med Casper. Indimellem bliver jeg også overmandet af magtesløsheden og sorgen over den tid, vi ikke vil få. Tænk, jeg skal undvære ham juleaften...Det bliver vist mit livs sværeste jul... Casper glædede sig til at måtte tage kørekort... Jeg får ikke lov at se glæden og stoltheden i hans øjne, ved at opnå det... Jeg kigger på billedet af Casper i swimmingpoolen i Egypten fra i sommers. Han ser så glad og livskraftig ud. Når jeg så kigger hen i sengen og sammenligner.... Han ligger svag og afkræftet, kæmper for sit liv, hænger i det yderste af neglene i livets klippe. Vi ved, at kampen er tabt - mon han ved det?

Mon der er endnu en dag imorgen?