Vi kørte op til Casper lige efter vi havde spist morgenmad. Han var lige blevet vasket og vendt, da vi kom. Han så vågen ud og kiggede meget. Alligevel virkede han også afkræftet og fjern. Var det fordi jeg nu vidste, at det ebbede ud... eller bliver han bare mere fjern?
I løbet af dagen har vi talt med Casper og om Casper. Minderne er væltet ind og ud imellem hinanden. Der har været lange fortællinger og korte brudstykker. Vi har talt, grædt, været stille, grinet og talt og talt og talt... Det er stadig meget uvirkeligt at Caspers liv er næsten slut.
Vi havde Caspers Cap med idag. Den har han haft på hele dagen. Han lignede meget mere sig selv med den på. Til aften var den godt nok blevet lidt fedtet af sår og creme - jeg vaskede den, så den var klar til imorgen igen...
Casper blev tydeligt dårligere i løbet af dagen. I formiddag var han meget vågen. I løbet af eftermiddagen og aftenen sov han meget mere og blev fjernere i blikket. Han blev også varm, og så ud som om han havde feber.
Hvor er verden uretfærdig. Jeg var selv kun et ungt menneske, da jeg mistede min far. Nu skal jeg også miste min søn, som et ungt menneske... Hvor er livets mening?
Til aften var Lilly og Bjarne på besøg. Dejligt med støtte i denne svære tid.
Jeg besluttede at blive heroppe i nat hos Casper, mens Mogens, Christoffer og Camilla kørte hjem. Jeg fik tilbudt at få en seng ind på Caspers stue, så jeg kunne være ved ham. Det skyndte jeg mig at sige "ja tak" til. Dejligt, at jeg kan få lov at være så tæt på lige nu. Jeg får nok ikke meget søvn inat, for jeg vil sikkert ligge og lytte efter hans åndedræt, som bliver lettere og lettere... Christoffer og Camilla nød min seng hele aftenen, hvor de sammen slængede sig i den og så fjernsyn. Dejligt at de trods alt har hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar