Vi holdt åbent hus i vores dejlige nye lokaler til børnehaven idag. Fint vejr og mange besøgende. Hyggelig og afslappet dag... Jeg er dog ved at være lidt slidt i min krop efter denne hektiske weekend. Musklerne protesterer over at være blevet brugt mere end sædvaneligt og kroppen klager over for lidt søvn... Jeg må vist snart give den lidt ro.
Jeg kørte op til Casper idag - med bilen fuld af unge mennesker. Udover Christoffer og Camilla havde jeg også Trine og Maria med derop. Jeg synes, det er rigtig dejligt at de unge mennesker har overskud og mod til at besøge Casper. Vi står mange rundt om Casper, når vi kommer sådan en bilfuld, men det er helt i Caspers ånd med meget liv og masser af snak omkring sig.
Casper var meget nærværende idag. Han brugte sine øjne rigtig meget og kiggede på mig det meste af tiden - også selvom jeg flyttede mig. Jeg følte virkelig, at jeg havde øjenkontakt og sagde til sygeplejersken, at jeg næsten ikke kunne forstå, at han ikke kunne se, for det virkede som om, han brugte sine øjne. Hun spurgte også, om jeg var sikker på, at han ikke kunne se, for hun synes også, det så ud som om, han fulgte mig med øjnene. Da jeg fortalte om børneneurologens vurdering, sagde hun, at hun godt nok ikke var ekspert, men at man da før havde hørt om, at andre områder af hjernen kompenserede for skader, så det kunne jo være...og ja, så vælger jeg jo at tro og håbe igen - for han så absolut godt ud idag.
Han bevægede også armene lidt idag. Da han løftede den højre arm, lagde jeg min hånd let hen over hans hånd og sagde "Du løfter jo armen nu", og straks løftede han den igen... et tilfælde??? Han gjorde det ihvertfald flere gange, og bare det at han bevæger sig i rolige bevægelser, der ligner bevidste bevægelser er fremgang. Det er små bevægelser, men de er rolige og armen skifter retning i bevægelsen.
Jeg er ligeså glad som vejret idag...
Vi fik også at vide at Rasmus ikke havde noget synsfelt til højre side. Vi har siddet meget på hans højre side så at vi "tvingede" ham til træne fornemmelsen af at noget foregik på den side. I dag er det ingen tvivl om at hans hjerne har gendannet evnen at se (næsten) normalt i højre side.
SvarSlet